Rustkammeret – Fortællinger fra mørket 2 / red. Lars Grill Nielsen

Rustkammeret -Fortællinger fra mørket 2 / red. Lars Grill NielsenFra Grønland til Guatemala og fra litterære gengangere til babalawo præster. De 15 noveller i Rustkammeret tager læseren på en tur ud i alle mørkets udkanter

For anden gang udgiver enmandsforlaget Enter Darkness en antologi med nyskreven dansk horror under seriefortegnelsen Fortællinger fra mørket. Første bind hed Hvis jeg overlever natten og udkom i 2016. Den var jeg begejstret for, og heldigvis lever Rustkammeret op til standarden. Lige fra den flotte forside af Lesia Solot over korrekturen til selve indholdet.

Som sidst er forfatterne i antologien en blanding af garvede stemmer og debutanter. Det kan godt give en lidt uens kvalitet i novellerne, men jeg synes nu alligevel godt om konceptet, som giver nye forfattere en chance for at blive læst. Og heldigvis er der her i samlingen også fine noveller fra debutanterne.

Men lad mig starte med en af veteranerne, Jonas Wilmann, der har skrevet titelnovellen: ‘Rustkammeret’, som hører til samlingens bedste. Jeg-fortælleren fortæller om dengang han skrev sit speciale om Johannes V. Jensens roman ‘Kongens fald’, og var taget til Sønderborg Slot hvor en stor del af romanens handling udspiller sig. Fortælleren håber på at finde den virkelige historie bag romanens fiktion, men de lokale virker ikke særligt optaget af emnet. Desværre for fortælleren er der dog noget om ordsproget “Krage søger mage”. Wilmann skriver forrygende, og får levendegjort det umiddelbart tørre litterære oplæg, så man som læser lynhurtigt fanges ind af historien.

En anden favorit er David Garmarks novelle ‘Kleinmanns sidste nætter’. Historien fortælles dels gennem den forsvundne Erling Kleinmanns efterladte noter, og dels af en privatdetektiv som undersøger hans sag. Før sin forsvinden begyndte Kleinmann at lide af hypersomni, det modsatte af søvnløshed. Herefter begynder han tilsyneladende også at gå i søvne, for når han vågner, er ting flyttede eller ødelagte. Efterhånden bliver Kleinmanns tilstand alvorligt bekymrende, og så er han pludselig forsvundet. Novellen er velskrevet og lader læseren være i tvivl om, hvad der sker lige til sidste side. Det er godt lavet, og slutningen sidder lige i skabet.

‘Besynderlig frugt’ af Teddy Vork skal også fremhæves. Novellen fortælles som en række dagbogsnoter skrevet af en kvinde. Hun er gift med Jacob, har sønnen Gustav og arbejder i en børnehave, men har også fået udgivet en børnebog. Man fornemmer hurtigt, at hun ikke har det helt godt, og efterhånden som dagene skrider frem bliver hun mere og mere trist. Indtil hun får en ny idé til en bog. Spørgsmålet er bare, om idéen er grebet ud af den blå luft? Teddy Vork er en fantastisk forfatter, og han har en særlig evne til at skildre de lidt ødelagte sind. Det gør han også her i novellen, som næsten gav mig tårer i øjnene.

Jeg kan også varmt anbefale ‘Harmløs’ af P. Schulz, som fortæller historien om en yngre spinkel kvinde, der vågner op i en forladt skole. Hun er slået til blods, og nu dukker voldsmanden op igen. En fin historie med et godt twist.

En lidt spøjs novelle (på den gode måde) er ‘Den enøjede kat’ af Mikkel Stolt. Her lejer en lidt skummel personage et hus langt ude i ingenting. Med huset følger en kat som udlejeren dog bedyrer ikke behøver pasning. Historien er velfortalt og spiller meget virkningsfuldt på forventningens gru.

‘Forbandelsen’ af Flemming Johansen fangede mig også med sin tur ind i asetroen, ligesom A. Silvestris ‘Mandsmørke’ om artisten der foragter sit publikum fascinerer med sit blik ind i mørket. Jeg er også nødt til at nævne Gudrun Østergaards ‘Nocebo’, om Einar der må sande, at ord betyder noget, samt ‘Phallos’ af Morten Carlsen der satte nogle meget ubehagelig billeder på min nethinde.

Enkelte af novellerne sagde mig ikke så meget. Jeg synes, der mangler noget kontekst i ‘Stemmer der hvisker’, og jeg forstod simpelthen ikke ‘Majs og blod’. Men selvom ikke alle historier fangede mig 100% her i Rustkammeret, så håber jeg, at Lars Grill Nielsen fortsætter serien, for langt de fleste noveller er som sagt rigtig gode.

Jeg synes, det er så fedt, at ildsjæle som Lars Grill Nielsen gør så meget for dansk horror. Og hvis Fortællinger fra mørket kunne blive en pendant til Science Fiction Cirklens årlige antologi Under overfladen, så er jeg en lykkelig kvinde med et fast julegaveønske for fremtiden.

Indhold:

Stemmer der hvisker af Michael Ganz Andersen
Rustkammeret af Jonas Wilmann
Forbandelsen af Flemming Johansen
Det af Maria Nissen Byg
Den enøjede kat af Mikkel Stolt
Mandsmørke af A. Silvestri
Phallos af Morten Carlsen
Nocebo af Gudrun Østergaard
Kleinmanns sidste nætter af David Garmark
Harmløs af P. Schulz
To af en slags af Julie Midtgaard
Besynderlig frugt af Teddy Vork
Buddhas blindveje af Martine Cardel Gertsen
Blod og majs af Luna Dantoft
Ukendt afsender af Hanne Rump

Om Rustkammeret:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Enter Darkness, 328 sider
Omslag: Lesia Solot

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.