Alverdens vampyrer af Dan Turéll

Alverdens vampyrer af Dan TuréllPå en måde er jeg lidt flov over, at jeg aldrig har været opmærksom på, at Dan Turéll var vampyr-entusiast. På den anden side er det jo herligt at finde gemt og glemt guld. I hvert fald faldt jeg over Alverdens vampyrer, som Dan Turéll skrev i 1978, og det var en udsøgt fornøjelse.

I Alverdens vampyrer gennemgår Turéll fakta og myter om vampyren fra A til Å. Han inddeler bogen i 3 overordnede kapitler: Myte-vampyren, Menneske-vampyren og Medie-vampyren og afslutter med et appendix, der bl.a. indeholder artikler om sportsfolk og bloddoping; vampyren og udødelighed/genopstandelse; Kronologi og til sidst en opdatering fra 1. udgave i 1978 til 2. udgaven i 1993.

Myte-vampyren

Ifølge Turéll begynder vampyrmyten i jødedommen. I den ældste hebræiske tradition var Lilith Adams første kone, men hun forlod ham og blev stammoder til et utal af djævelske skabninger,fordi hun “lystent parrede sig med ubeskrivelige dæmoner“. Siden blev hun bl.a. kendt for at stjæle børn og drikke deres blod. Men Lilith var blot én myte blandt mange i fortidskulturerne. Rom, Grækenland og Babylon havde også hver deres myte om bloddrikkende gengangere, og det er via dem, at vampyrmyten i vor tid samler sig i én definitiv blodsuger – vampyren.

Herefter fortæller Turéll mere om forskellige typer vampyrer, om hvem der bliver vampyr, om hvordan man udsletter vampyren, om vampyren i middelalderen og meget  mere.

Menneske-vampyren

I næste kapitel ser Turéll nærmere på virkelige personer, der gennem historien er blevet anset som en slags vampyrer. Han starter med Marquis de Sade, som han kalder “den teoretiske vampyr: erkenderen af grusomheden lov.” De Sade har lagt navn til sadisme, og han betegnede lidenskab som naturens lov, hvor “total hensynsløshed er ubegrænset renhed.”

Den tese lever de følgende portrætter op til. Her fortæller Turéll nemlig om massemordere som Gilles de Rais, der i 1400-tallet misbrugte og myrdede mindst 140 børn, og i de sidste år også drak deres blod. En anden massemorder var adelskvinden Elizabeth Báthory, som i slutningen af 1500-tallet i håb om evig skønhed torturede og myrdede et ukendt antal unge kvinder for at bade i deres blod. Báthory menes at være ophav til myten om den onde dronning, der fordømmer eventyrets Snehvide.

Udover Gilles de Rais og Elizabeth Báthory har Turéll indsat en Vampyrens Who’s Who, hvor vi hører om sergent Bertrand der i 1800-tallets Paris hjemsøgte byens kirkegårde. Om Hannover-vampyren Fritz Haarmann, der var slagter og solgte sine ofres kød i sin butik. Om John G. Haigh, der blev hængt i 1949 efter at have myrdet et ukendt antal personer og drukket deres blod og om flere andre.

Medie-vampyren

Sidste kapitel handler om vampyren i medierne, startende med litteraturen. Vampyrens nedskrevne fortælling ses helt tilbage til de allerældste sanskrit-legender. I nordisk litteratur fortælles i den islandske saga Eyrbyggia Saga om, hvordan vampyrer slog 18 tjenestefolk ihjel.

I nyere tid har både Goethe, John Keats, Sir Walter Scott, Lord Byron og Sheridan Le Fanu (blandt andre) skrevet om vampyren, men det blev med Bram Stokers Dracula i 1897, at vampyren for alvor i masseskala blev udbredt i medierne over hele verden som en entydig, samlet figur.

Kapitlet indeholder også historien om den rumænske Vlad Tepes, der er blevet kendt som Spidderen, og som levede i 1400-tallet. Her bringer Turéll også kilder fra samtiden, hvor bl.a. en tysk munks oplevelser i 1462 dannede baggrund for et digt af Michael Beheim, der også blev solgt som skillingstryk.

Endelig fortæller Turéll om tiden efter Stoker, hvor romaner, teater, film og billedkunst har gjort vampyren mainstream. Niels K. Petersen har skrevet en interessant artikel til bladet Inferno i 1993, som kan anbefales, hvis du vil vide mere om vampyren på det store lærred.

Hvis du har bare en smule interesse i vampyrmyten og gerne vil vide mere, end hvad Twilight-universet har forvansket vampyren til, så er Alverdens vampyrer informativ, letlæst og spændende læsning. Jeg fik i hvert fald både genopfrisket min hukommelse og tilføjet en hel del nyt til min viden om vampyren.

Om Alverdens vampyrer:

Udgivelsesår: 1978/1993
Forlag: Borgen, 127 sider
Omslag: Peder “Mein Freund” Bundgaard

Læs også:

Vampyr – forløb i medier af Henrik Rytter og Andreas Halskov
Vampyrjægerens håndbog af Constantine Gregory
Monstre af Mathias Clasen
Draculas gæst – 22 af de bedste victorianske vampyrhistorier / red. Michael Sims
Vampyr / red. Nikolaj Højberg
Om vampyren på wikipedia

2 tanker om “Alverdens vampyrer af Dan Turéll

  1. Hans Kjær siger:

    Hej Jette.
    Jeg er ved at skrive en lille bog om en prinsesse, der er blevet bortført af en vampyr. Kender du til nogle steder, hvor der står noget om, at vampyrofre kan blive helbredt, hvis de kun bliver delvist udtømt?

  2. Jette siger:

    Hej Hans
    Tak for din henvendelse og beklager at jeg først får svaret nu. Desværre kender jeg ikke umiddelbart til bøger/historier der understøtter din tese.
    Held og lykke med bogen 🙂
    Venlig hilsen Jette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.