Min kollega Janus introducerede mig til forfatteren Bo Reinholdt, da han anbefalede mig at læse romanen Kore. Det var en meget speciel oplevelse, og jeg er ikke sikker på, at jeg forstod historien helt.
Ikke desto mindre har jeg siden opsøgt Reinholdts bøger flere gange, og denne gang har jeg læst Salveren, som forlaget Escho genudgav i 2016.
I byen har alle hørt om Salveren. Han laver en masse forefaldende arbejde for folk, men har et særligt talent for billeder og for at male. Så da kirkens kalkmalerier skal restaureres, spørger menighedsrådet Salveren.
Mens Salveren arbejder på malerierne i kirken, forsvinder tre børn sporløst. Siden forsvinder endnu en ung kvinde, og der begynder at gå rygter i byen, om at gartnerens kone har en affære. Alt det kan Salveren ikke tage sig af. Han er helt opslugt af at gøre Gud ære med malerierne i kirken.
Salveren er en fabulerende historie om at skabe, og om kærlighed der tager en helt forkert drejning. Helliger målet midlet, når det gælder om at lave det smukkeste billede? Kan det være til Guds ære, hvis fristelsen efter det perfekte har ført hånden på afveje? Og kan ønsket om at give omsorg og kærlighed fører til fortabelse?
Jeg var meget betaget af Salveren, som nok er den Reinholdt roman, jeg har læst, der umiddelbart er lettest tilgængelig. Sproget er dog – som altid – et smukt sanseorgie, der leger med fortællevinkel, tid og virkelighed.
Bagerst er indsat novellen ‘Øjets purpur’, om fotografen Lau der farer vild under en tur i skoven. Her opdager han et ensomt beliggende hus, hvis ejer byder ham indenfor. Einar Larsen, som denne hedder, har en særpræget hobby. Han arbejder på at kunne fremkalde det sidste billede på øjets nethinde – og han er kommet langt i processen. Lau er fascineret af Einars arbejde, men også frastødt, og går derfra med følelsen af at have oplevet et eventyr og for at vende tilbage til hverdagen.
Noget tid efter bliver Lau dog opsøgt af Einar Larsens søster. Einar er blevet arresteret, og nu beder hun Lau om hjælp.
‘Øjets purpur’ er en underholdende lille historie, som fik mig til at tænke på tegneserien Morderens mesterværk af Gigi Simeoni.
Uddrag af Salveren:
Byen var på den anden ende. Tre børn forsvundet på vej hjem fra skole. Politimesteren tilkaldte forstærkning fra storbyen. Ikke mange kroge undgik en omhyggelig granskning – lofter, kældre, skure, lader og udhuse; men det var omsonst. Der var tilsyneladende intet spor at gå frem efter. Heller ikke da bønderne forsamledes med greven og hans folk fra det nærliggende gods, og man lod omtrent enhver hund med sporsans i behold blive sat på opgaven, fandtes noget af betydning. De tre var som sunket i jorden.
Imens bankede Salveren kalk af på kirkens hvælvinger. Frilagt kalken fra et helt hvælvingefag. Midt i kirken. Banker let med stumpen af et økseskaft. Tok – tok -tok …
Billedet af Himmeldronningen på hvidgrund, af Elisabeth, hendes slægtning, af Jesusbarnet, af Josef, af de fordums funklende konger og deres gaver. Guld og gyldent til rødt og orange. Maries kærlighed salvet i mit hjerte. Det ligger frit nu som de første billeder. Alt tager jeg med. Labber farven i mig, hoster af kalken og æder de slyngede skriftbånd. Var det ikke således profeten gjorde? Bugen er min sjæl. Brystkassen min kirke. Øjnene min frelse. Smerten bygges op af kvadre og kridt. Øjeblikket er bygherre. Ham frygter jeg. Øjeblikket har bemalet den friske kalkpuds i raske penselstrøg. Det var bindende i mere end én forstand. Nu har jeg så lagt det frit. Efter mere end 300 år. En evighed eller bare et øjeblik. Tok – tok – tok … (side 19-20)
Anmelderne skrev:
Erik Svendsen i Jyllandsposten:
Historien er på en gang en parodi og en psykodrama […] Dens energi ligger ikke i dramatikken, snarere i malerens rablende visioner om sit kunstneriske arbejde og i den lettere morbide og udstillende beskrivelse af de småborgerlige typer – præsten, gartnerfruen, brugsens kommis og i særdeleshed den jomfrunalske, pensionerede skolelærer, Frk. Hansen, der virkelig går op i drømmen om at gøre noget for sine medmennesker. (Læs hele anmeldelsen i Jyllandsposten fra d. 13. maj 1997)
Lars Handesten i Berlingske Tidende:
»Salveren« er kunstnerens sære navn, og selv fremstår han i romanen som en splittet dæmonisk kraft. Han er en kvindeforfører og lokker både erotik og guld til glorierne ud af byens kvinder. Men han er også en tvivler, der mister troen på sit arbejde. I begyndelsen er han besat af det, og billederne overflødiggør alt andet og bliver til det sande liv. Men netop denne forveksling af liv og billede bliver fatal. Det viser den skæbne, som bliver hans hemmelige hjælper til del. Romanens tunge vinterlige symbolik, dens bloddryppende gys og dens splittede figurer giver »Salveren« præg af den gotiske skrækhistorie, som Reinholdt med held dyrkede i sin sidste bog »Øjets purpur«. (Læs hele anmeldelsen i Berlingske Tidende fra d. 13. maj 1997)
Bent Mohn i Politiken:
Alt er billeder, billedet er alt, har Bo Reinholdt tidligere forkyndt, gerne med en fotograf som talerør. At skabe billeder er kunstnerens opgave. Vil de forråde virkeligheden, vil de skabe en højere virkelighed, eller kan man gengive virkeligheden ganske nøjagtigt? I hans nye roman er hovedpersonen den lille landsbys kunstmaler og fotograf […] Hovedpersonen, der kaldes for Salveren, føler sig tvunget til at skabe lidelse for at skabe kunst, der kan hylde Gud. Han ønsker det ikke selv, er kun et redskab, og dog er han Skaberen. Om kunsten og dens ofre, om billedet og virkeligheden handler den lille roman. Kunst koster. Noget der her tages meget bogstaveligt. Og den handler om lidelsen med Gud som medvider. (Læs hele anmeldelsen i Politiken fra d. 13. maj 1997)
Om bogen:
Udgivelsesår: 2016 (1. udgave på forlaget Centrum, 1997)
Forlag: Escho, 200 sider
Omslag: Simon Bukhave
Udvalgt bibliografi:
Focus puller, 2020
Ormespinger, 2019
Kore, 2016
Hjertets synskreds, 2010
Tavlen, 1998
Salveren, 2016 (1997)
