Anna Laurine Kornum vandt i marts måned prisen for Årets Danske Horrorudgivelse 2022 for sin fantastiske tegneserie Mit indre øje. I den anledning har jeg fået lov til at lave et mini-interview med hende. Her fortæller hun blandt andet om tilnavnet ‘Onde Anna’, om dyrs betydning, om barndommens fascination af Naturhistorisk Museum, om at vinde af Årets Danske Horrorudgivelse 2022 og være nomineret til Ping Prisen 2023 og meget mere.
Vil du starte med kort at introducere dig selv? Hvem er du, hvornår begyndte du at tegne og male, hvordan gik du fra malerier til tegneserier, inspirationskilder?
Jeg er mor til to, hundeejer, gift og lever vist et enormt uinteressant liv i Sydhavnen i København. Jeg er født i Aarhus, jeg tegnede altid meget. Naturhistorisk Museum var mit yndlingssted. Her vandt jeg flere tegnekonkurrencer for mine tegninger af de udstoppede dyr og blev nok på den måde positivt forstærket i min identitet som tegner. Min familie flyttede siden til Haderslevegnen, dvs. ude midt på en pløjemark.
Efter endt skolegang blev jeg optaget på Designskolen Kolding som 19-årig (har siden fundet ud af at man her kaldte mig ’Onde Anna’ på grund af min interesse for alt mørkt og farligt). Jeg arbejdede meget med tegneserieformen på Designskolen. Mine forbilleder var blandt andet tegnere som Enki Bilal og Moebius, men jeg er nok i virkeligheden allermest inspireret af filmskabere som David Lynch og Stanley Kubrick. Jeg droppede ud.
Efter et par rastløse og kaotiske år, endte jeg med en uddannelse i filosofi og biologi fra KU. Jeg har primært arbejdet akademisk, men har ved siden af mit arbejdsliv, insisteret på både at tegne og male. Ofte i de små timer og har forsøgt at holde ved drømmen, på trods af børn og arbejde. Jeg har egentlig lavet tegneserier i mange år, men har ikke kunnet få hul igennem til danske forlag. Så der var ikke rigtig et skift, bare en masse kuldsejlede projekter i skuffen.
Du debuterede i tegneseriemagasinet Heavy Metal #280 i 2016 med historien ’A Mind Bomb’, der afslutter Mit indre øje. Hvordan opstod den kontakt?
Efter flere afslag fra danske forlag sagde en ven til mig, at jeg skulle sende en af mine små historier tilHeavy Metal Magazine. De har en email til submissions, så jeg sendte det en sen aften og tænkte, at et afslag fra eller til betød ikke så meget. Jeg hørte ikke et kvæk i ca. 1,5 år. Faktisk havde jeg nærmest glemt alt om det da der tikkede en mail ind om, at Grant Morrison havde udvalgt den fordi han skulle overtage som ’editor in chief’ og det skulle gå virkelig stærkt for den skulle i hans første blad.
Så det var sådan det skete. Det udløste en del pressedækning, men kun i udlandet, en invitation til San Diego Comic Con og forskellige mystiske breve fra læsere rundt omkring i verden – jeg var stolt over at være i det samme nummer som Enki Bilal, at en anmelder sammenlignede min historie med Thomas Ligotti, men ingen stor karriere til mig.
Du vandt som tidligere nævnt Årets Danske Horrorudgivelse for Mit indre øje, og nu er du også blevet nomineret til Pingprisen 2023 for Bedste Danske Debut. Hvad betyder sådanne nomineringer for en kunstner?
Horrorprisen var uventet. Jeg er selv stor horrorfan, men syntes egentlig ikke min bog var typisk, klassisk horror, (om end der er elementer … Nogen har, med vis ret, kaldt min genre for eksistentiel horror) men glad for, at definitionen inkluderede mig. Det gav mig noget synlighed, det er en stor ære, at nogen har læst den og fundet at den gjorde et indtryk og ikke bare var endnu en ligegyldig udgivelse.
Det samme gælder Pingprisen. Tegneseriemiljøet i DK er småt, men alligevel prioriterer man at fejre og gøre noget ud af det. Det er en ære at være nomineret, men jeg tvivler på jeg vinder for jeg er pessimist.
Vil du fortælle lidt om hvordan idéen til Mit indre øje opstod?
Ideerne til historierne i Mit indre øje hænger sammen, men er alligevel forskellige. ’A Mind Bomb’ eller ’Tanker om atombomben’, som jeg kalder den på dansk, opstod fra en drøm jeg havde som ung. Jeg har meget livlige og underlige drømme, der ofte påvirker mig meget, denne her skrev jeg ned og indså, hvor dybt et sted atombomben egentlig stak for mig. Barndommens store skræk blev forvrænget til fascination. Måske i et ønske om at forstå det man frygter, forsøger man at skille det ad for at få mekanistisk forståelse. Det kan man ikke ved atomeksplosionen. Det er game over og man bliver næsten skør af at tænke på den.
Dyr spiller en stor rolle i billedsiden – hvorfor?
Dyr er gennemgående i mit værk, i mit arbejde og i mit liv. Vores familie havde altid mange dyr og jeg fandt, at jeg ofte foretrækker dem frem for andre mennesker. Min hund betød ubeskriveligt meget for mig.
Som teenager var jeg i Sydafrika, hvor jeg nærmest blev forelsket i hyænen. Jeg slugte alt litteratur om den, tegnede den ved at pause videofilm fra Discovery Chanel. Men her blev jeg samtidig meget optaget af naturbevarelse og dyrevelfærd, sidstnævnte er mit daglige fagområde nu.
Så dyr, specielt de grimme, uelskede dyr, tiltrækker mig enormt. Men i mine historier optræder dyr ofte som repræsentanter for aspekter af mennesket, eller de er budbringere eller vejvisere. Man låner deres skønhed og egenskaber … og der kommer flere af dem tør jeg godt love.
Erik Barkman nævner i sin anmeldelse i Weekendavisen, at Mit indre øje kunne være delvis selvbiografisk, og ’Cirklen’ har du selv betegnet som din mors historie. Hvordan forvandler du det personlige til noget relaterbart for andre?
Ved ’Cirklen’, ’Ønsket’ og ’Det mørke hjerte’ tog jeg udgangspunkt i tabet af begge mine forældre, der døde meget tidligt. Dog er det vigtigt at understrege, at det ikke er biografiske fortællinger. De bærer nogle ligheder med visse begivenheder, følelserne er virkelige, men historierne ER fiktion. Jeg ved ikke hvordan andre kan relatere til det. Jeg tænkte at jeg havde produceret noget navlebeskuende, sentimentalt og prætentiøst, men jeg indså at andre faktisk kunne afkode, forstå og relatere til det. Jeg opdagede også, at mange af elementerne, havde et vist slægtskab med visse folkeeventyr, de ligheder fremhævede jeg og måske derfor, inviterede jeg folk ind.
Du har tidligere illustreret bl.a. Henrik Einspors bøger. Hvordan griber man det an i forhold til at fortælle sine egne værker?
Jeg har elsket at illustrere fx for Henrik Einspor og Peter Lund Madsen (primært videnskabelig illustration). Nogle gange kan man som illustrator være med til at udforme karaktererne, da illustrationerne påvirker læserens indre billeder.
Men det er selvfølgelig ikke det samme som ens helt egen bog, hvor man har lavet og skrevet alt. Det er tættere på hjertet … og så er jeg vist en enlig ulv. Jeg kan godt lide at arbejde helt selv, jeg har et helt univers og her fik jeg lov at lukke lidt af det ud. Det føles som ægte dyb kommunikation med andre, som jeg ikke ville kunne realisere på anden måde.
Du arbejder på en opfølgning til Mit indre øje. Kan du fortælle mere om det?
Jeg arbejder på en opfølger. Den begynder hvor ’Tanker om atombomben’ slutter med den unge kvinde, der er endt på en psykiatrisk afdeling, (måske af at tænke for meget på atombomben). Historien følger hendes videre færd. Det er svært at give et kort resume for det er en snirklet historie, men jeg kan sige, at der indgår
- et forfaldent hotel, der nu huser psykisk syge unge, der er udskrevet for nylig (eller også er det en form for skærsild, hvor man enten får kappet forbindelsen med de levendes verden eller kæmper sig tilbage til livet).
- En montre med udstoppede ådselædere på naturhistorisk museum, hvor ingen længere kommer.
- Andre mennesker, der i virkeligheden er noget ganske andet indenunder og
- en astronaut der forelsker sig i rummets tomhed og glemmer sin familie på jorden.
Giver det mening? Det gør det forhåbentligt en dag. Men det er det samme univers det kommer fra.
Mere om Anna Laurine Kornum
Følg Anna Laurine Kornum på Instagram og Facebook
Læs Nummer9’s artikel i anledning af Anna Laurine Kornum vandt Årets Danske Horrorudgivelse 2023
Læs også
Made Flesh vinder Årets Danske Horrorudgivelse 2013
Interview med Mikala Rosenkilde
Interview med Nils Anker Tønner-Oldefar
