Fjordhusemassakren af Preben Steen

Fjordhusemassakren af Preben Steen

Jeg bliver altid glad, når der udkommer en ny dansk horrorroman, så da forlaget Kandor tilbød mig et anmeldereksemplar af Fjordhusemassakren, var svaret ja tak.

Den 26-årige Ralf er for nyligt flyttet fra Aalborg til den lille by Fjordhuse. Her er han flyttet sammen med den 21-årige Mette for at slippe væk fra fortiden og starte på en frisk. Men et forsøg på at imponere svigerforældrene Agnete og Niels Erik under en middag på Fjordhuse Kro får helt uforudsete konsekvenser. Da først en kælekanin og siden en pony bliver fundet flænset i byen, er det ikke kun Ralf der fornemmer, at noget er helt galt i Fjordhuse. Og så begynder hemmeligheder fra fortiden at dukke op. Har pastor Per virkelig stået over for Djævelen? Hvad skete der egentlig med Fjordhuses første ejendomsmægler? Og hvad er det Ralf flygter fra?

Man skal ikke langt ind i Fjordhusemassakren, før der kommer smæk på drengen. Der er ingen tvivl om, at forfatter Preben Steen har haft en fest, mens han skrev. Satire, blod og andre kropsvæsker flyder i en lind strøm nærmest fra første side, og man kan bestemt ikke klage over manglende action. Ligeledes fanger forsiden øjet og signalerer i den grad gys.

Desværre er jeg alligevel ikke helt oppe at ringe. Jeg vil rigtig gerne lade mig opsluge af historien, men sprogtonen distraherer mig. Romanen fortælles i datid og med brug af passiv, hvilket trækker tempo og spænding ud af handlingen efter min smag. De mange personer i historien fremstår skabelonagtige, og endelig er der nogle plottråde, jeg ikke synes, vi får et klart svar på.

Jeg har dog også læst andre, mere positive anmeldelser. Blandt andet kalder bibliotekernes lektørudtalelse romanen for “meget underholdende – som en amerikansk b-film fra 1980’erne” og slutter af med “Titlen “Fjordhusemassakren” er IKKE misvisende. Guf for genrefans“. Så har du mod på lidt ny dansk provinsgys, bør du give Fjordhusemassakren en chance.

Preben Steen har også skrevet flere børnebøger, blandt andet to bøger i serien om Tino, der sidder i kørestol. Derudover udgav han en biografi i 2017 om sit liv med muskelsvind: Kan den snakke?

Uddrag af bogen:

“Har du hørt det?” spurgte Tina og kiggede alvorligt op fra friturehelvedet.

“Hørt det?” spurgte Ralf.

“Ja, der har været en ulv på besøg hos Katrine og Mogens. Den har ædt Idas kanin!” sagde Tina.

“Sikkert bare en sulten ræv …” Ralf sank en klump i halsen og genoptog CandyCrush.

“Jeg tror, det er en ulv … en ordentlig satan. Den var kommet gennem Mogens’ hegn, og Mogens har altså tjek på sine hegn!” sagde Tina med et alvorligt blik.

Lige dén del kunne Ralf ikke benægte. Alle vidste, at Mogens var egnens bedste hegnsmand. Ja, måske endda hele Nordjyllands bedste.

“Mmhm,” svarede Ralf i et forsøg på at virke uinteresseret. Appetitten forsvandt, og lige nu ville han også allerhelst bare forsvinde. Han væmmedes over sig selv. Det hele stod så uklart og tåget. Hvorfor vidste Tina også alt om alle? Han så kaninen for sig i glimt. Flået i stykker. Månens skær. Hvad var der sket med ham? Hvorfor? Spørgsmålene hang ubesvaret tilbage i luften, som han følte Tinas skulende blik udhule ham spørgende og svarkrævende... (side 31)

Reklame: Tak til forlaget Kandor der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Fjordhusemassakren:

Udgivelsesår: 13.09.2023
Forlag: Kandor, 214 sider
Omslag: Emma Habekost Jakobsen

Læs flere provinsgysere:

Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum
Rakelsminde af David og Stephan Garmark
Høst af Jacob Hedegaard Pedersen
Natradio af Niels Kjærgaard
Skidt klædte mænd med baseballbat af Morten Nis Klenø
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Rødt til en død årstid af Hanna Lützen
Tilflytterne af Pelle Møller
Vardekød af A. Silvestri
Lemlæstet af Jonas Wilmann

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.