Opløsning – samlede noveller af Patrick Leis

Opløsning af Patrick Leis

Patrick Leis debuterede som forfatter i 1995 med den psykologiske thriller Bag masken. Siden har han udgivet en lang række romaner, rejseberetninger, børnebøger og ikke mindst noveller. Med Opløsning udgives Leis’ samlede novelleproduktion for første gang. Samlingen indeholder i alt 35 noveller fordelt i tre overordnede temaer: Skæbnefortællinger, Horrornoveller og fremtidsberetninger. Det hele afsluttes med et efterskrift hvor Leis giver et indblik i, hvordan de enkelte noveller blev til, og hvad de betyder for ham.

De fleste af novellerne har tidligere været udgivet i forskellige sammenhænge og er til samlingen blevet redigeret i større eller mindre grad. Andre udgives her for første gang.

Om at skrive noveller fortæller Leis

“Jeg ser en god novelle som et mikrokosmos, hvor få scener definerer en større fortælling og helst skal få læseren til at bygge videre på historien eller give lyst til at vide mere.

Noveller giver en sær frihed til at eksperimentere med form og stil, og skriftsproget varierer meget fra den ene historie til den anden. Jeg bestræber mig dog altid på at lave et twist eller to, der pludselig ændrer fortællingen.”
Side 602

Jeg vil ikke begive mig ud i at omtale samtlige 35 noveller i Opløsning. I stedet har jeg udvalgt enkelte fortællinger, som enten giver et særligt indblik i forfatterskabet, eller som har gjort et ekstra indtryk på mig.

Sne

Novellesamlingen Tunnellen hvis noveller også indgår i Opløsning - samlede noveller af Patrick LeisFor 22 år siden skrev jeg en anmeldelse af Patrick Leis’ novellesamling Tunnellen til Litteratursiden. Dengang var jeg tilsyneladende ikke specielt interesseret i novellen ‘Sne’, for jeg nævner den overhovedet ikke i min omtale. I dag må jeg bare konstatere, at nogle gange er læseren bare ikke klar til historien, når man læser den.

‘Sne’ handler om en mand, som gennem det meste af sit liv har kunne se nogle skyggeagtige væsener, der varsler død. Alligevel er novellen langt fra en horrorfortælling. I stedet er ‘Sne’ en fin og stemningsfuld historie om Erland Videnborg Lang, der blev født i 1920. Nu nærmer livets afslutning sig, og over en kop te fortæller han om sit liv, mens han reflekterer over nutiden.

I efterskriftet fortæller Leis, at ‘Sne’ nok er den mest personlige historie, han nogensinde har skrevet. Idéen opstod, da hans mormor døde, og Leis forsøgte at sætte sig i sin morfars sted. Hvordan er det at miste en livsledsager og skulle fortsætte alene?

Resultatet er en rørende og overraskende livsbekræftende historie, som jeg er glad for, at jeg fik chancen for at genlæse.

Overleveren

Necropolis - de levende døde af Patrick LeisJeg er stor fan af Patrick Leis’ Necrodemic-saga, og da jeg ligeledes er et stort hundemenneske, er jeg naturligvis også nødt til at fremhæve novellen ‘Overleveren’.

I ‘Overleveren’ er fortælleren et af de sidste mennesker, der har overlevet civilisationens sammenbrud. Nu lever han i skjul i sin stærkt barrikaderede lejlighed, hvor han gemmer sig for zombierne såvel som for de overlevende bander. Med sin kortbølgeradio er det lykkes ham at få kontakt med en anden overlevende, men livet er ufatteligt ensomt. Indtil han en dag finder en hund, der er ligeså ensom som ham.

Der er ikke meget optimisme i Leis’ zombie-univers, og novellen er både barsk og ond. Men den er også fremragende, og så får den mig til at tænke på Stephen Kings Opgøret, hvor vi i den uforkortede udgave af romanen ligeledes får indblik i en række tilfældigt overlevendes skæbner.

Et dukkebarn

Når mørket kommer krybende - 5 horrornovellerDaniella drømte som lille pige om et prinsesseliv. I stedet er hun endt med skolekæresten Tommy og en helt almindelig gennemsnitlig tilværelse. Glæden er alligevel stor, da hun opdager, at hun er gravid.

Men langsomt forvandles glæden til frygt. Hvad nu, hvis der er noget galt med barnet? Hvad nu, hvis Daniella ikke er en god mor?

Novellen har været trykt i Når mørket kommer krybende fra 2018, og Leis fortæller i efterskriftet, at han var inspireret af Chucky-filmene, da han skrev den. For mig er den dog et godt eksempel på, at Leis ikke kun skriver om horror som ondskab og overnaturlige væsener. I ‘Et dukkebarn’ findes horroren lige midt i leverpostej-hverdagen.

Sæde 21B

‘Sæde 21B’ er en af de noveller, der ikke tidligere har været udgivet, men som også varmt kan anbefales. Jeg er vild med titlen, som absolut intet afslører af handlingen, så hvis du vil undgå spoilers, skal du springe til næste novelle.

I Østgrønland er en ekspedition i færd med at tage boreprøver for at lede efter værdifulde mineraler. Her støder de på et hulrum i isen, som de er nødt til at undersøge. I nærheden har de nemlig fundet en runesten, og måske har hulrummet forbindelse til vikingerne i Grønland?

I efterskriftet afslører Leis, at novellen egentlig var tænkt som en roman. Han gik dog i stå med historien og havde den liggende i skuffen i mange år, indtil han efter et besøg i Grønland pludselig så på den med nye øjne.

Jeg elsker historier, der udspiller sig i lukkede miljøer som f.eks. Arktis, rumskibe eller undervandsbåde. Når der så tilføjes gamle myter og sagnvæsener, bliver det ikke meget bedre. En virkelig fed fortælling, der tydeligt viser Patrick Leis evner som horror-forfatter.

Lovbøjning

Også ‘Lovbøjning’ er en af de ikke tidligere udgivne noveller. Historien udspiller sig i en ikke så fjern fremtid, hvor AI har overtaget stort set alle de væsentlige samfundsfunktioner. Her skal juristen Alverzes afrapportere til chefen efter en endt retssag.

Også indenfor lovgivningen har AI’erne vundet frem. Dommerstanden og juryen er blevet udskiftet med AI’er, som er langt mere effektive og konsekvente i deres upartiske fortolkninger af loven. Alligevel har brugen af AI’er i retssystemet skabt uoverskuelige konsekvenser.

Men selvfølgelig opstod der problemer, da de juridiske chatbots, udover at kunne trække på milliarder af lovrelaterede artikler fra internettet, blev fodret med sagsparternes relevante fremstillinger, for ikke alle programmer havde samme grundværdier … Den bias, der skulle sikre ensretning i informationsgrundlaget blev ikke overholdt, og nogle forsøgte at uploade forskellige grader af ekstremisme, mens andre insisterede på, at religiøs overbevisning skulle indgå som en fast bestanddel af den samlede vidensbank, og her stod verdenssamfundet pludselig over for fuldkommen modstridende fortolkninger af sandhed og borgerrettigheder.
Side 468

I ‘Lovbøjning’ viser Patrick Leis en fremtid, hvor brugen af kunstig intelligens er stukket fuldstændig af, uden at nogen har kunnet gennemskue konsekvenserne. For selvom AI i princippet er upartisk, så bygger AI’s viden på menneskets input, og flere studier viser, at AI er tilbøjelig til at forstørre menneskelig bias (se f.eks. undersøgelsen fra UCL)

Udover problematikken med kunstig intelligens fortæller Leis også i efterskriftet også om sin optagethed af jura. Man skal nemlig ikke regne med at lovgivning har noget med retfærdighed at gøre, skriver han. Og også den pointe fremstår tydeligt i novellen.

Utilsigtede bivirkninger

Fremmed stjerne - lige under overfladen 6‘Utilsigtede bivirkninger’ har tidligere været trykt i Science Fiction Cirklens antologi Fremmed stjerne fra 2012.

I novellen har en forsker under et forsøg opdaget nogle mikroskopiske væsener. I tvivl om disse væsener er intelligente, ønsker forskeren at afbryde forsøget ud fra et etisk synspunkt. Videnskabsministeren har dog en anden tilgang til opdagelsen, idet resultatet af forsøget potentielt vil være til umådelig gavn for folket. Så hvad gør man?

Jeg synes, novellen rammer nogle vigtige etiske problemstillinger lige på kornet. Da Columbus ankom til Amerika, anså han ikke de indfødte for ligeværdige mennesker, så landet var frit til at tage. Vi opdrætter grise under modbydelige forhold for at få billigt kød, selvom grise er ligeså kloge som hunde. I den vestlige verden har vi et så vildt overforbrug af jordens ressourcer, at vi i år i Danmark allerede d. 19. marts havde forbrugt de naturressourcer, som jordens økosystemer kan gendanne på et år (Earth Overshoot Day). Igen og igen træffer mennesker beslutninger uden at gennemskue (eller været ligeglade med) konsekvenserne. Men tænk hvis vi var dem, der ikke blev anset for ligeværdige? Tænk hvis vi var myren, der blev trådt ihjel uden overhovedet at blive opdaget?

Vurdering

Jeg har været begejstret for Patrick Leis’ forfatterskab, siden jeg læste ham første gang, og det er der flere grunde til. Han er ekspert i at fortælle underholdende røverhistorier. Han har skabt et uovertruffet zombie-univers med sin Necrodemic-saga. Hans historier har stort set altid et twist, så slutningen tager r…. på læseren, og så bringer han ofte tankevækkende problemstillinger ind i sine fortællinger.

Sort vand af Patrick LeisOpløsning – samlede noveller giver smagsprøver på samtlige parametre og er en monumental udgivelse, der omfavner hele hans forfatterskab. Både gennem temaer, men også fordi novellerne fletter sig ind i og udbygger det øvrige forfatterskab. Som når Leis introducerer os for betjent Eriksen i novellen ‘Sorteper’, for senere at bruge ham i flere romaner, bl.a. Sort vand og Hvisken fra dybet. Eller når han i novellen ‘Opløsning’ fra Poe – 4 makabre hyldester rækker tilbage til debutromanen Bag masken og griber fat i doktor Samuel. Sådan dukker der hele tiden små hints til andre værker op, som kan være underholdende for fans at lede efter.

Det er fuldt fortjent, at Patrick Leis vandt Årets Danske Horrorudgivelse i 2019, og det er ligeså fortjent, at forlaget 2 Feet Entertainment nu udgiver hans samlede noveller. Leis har siden sin debut været en markant skikkelse på den danske horrorscene, og har du endnu til gode at læse ham, er Opløsning – samlede noveller et glimrende sted at starte.

Om Opløsning:

Udgivelsesår: 21.02.2025
Forlag: 2 Feet Entertainment, 618 sider
Omslag: Steen Langstrup

Indhold:

Skæbnefortællinger

Vi som stadig danser
De små grå rum
Sne (Tunnellen, 2003)
Det stille hus *
Den tredje dør (Pix, 2013)
Sjæletyven (Tunnellen, 2003)
Tunnellen (Tunnellen, 2003)
Diorama
Overleveren (Necropolis – de levende døde, 2016)
Opløsning (Poe – 4 makabre hyldester, 2009)
Lysfest

Horrornoveller

Under egen (Tunnellen, 2003)
Simones jul (Skyggespejlet, 2020)
Et dukkebarn (Når mørket kommer krybende, 2018)
Lad den rette trænge ind
Den bedste følelse i verden *
Lovestory (Tunnellen, 2003)
Alderstegn
Babyalarm (Dystre Danmark 2, 2011)
Sorteper (Tunnellen, 2003)
Natligt forhør
Gemmeleg *
Sæde 21B *

Fremtidsberetninger

Den lede stjerne
En fabel om i morgen *
Genfærd (Ingenmandsland, 2010)
Influencers *
Til min elskede (Den hemmelige dal, 2009)
Lovbøjning *
Turisten (Lige under overfladen, 2007)
Infektion (I overfladen, 2008)
Det sidste lys *
Utilsigtede bivirkninger (Fremmed stjerne, 2012)
Bødlen
Starten på en krig (Universets Mørke, 2015)

Efterskrift

* novellen har ikke tidligere været udgivet

PS. Som en lille tilføjelse til Opløsning kan du finde novelle-tegneserien ‘Loops’ i antologien Den nye koloni fra 2011. ‘Loops’ var en del af et projekt, Leis lavede i Serbien. Projektet blev dog aldrig udgivet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.