Skyggebjørn af Nina von Staffeldt

Skyggebjørnen af Nina von Staffeldt

Nina von Staffeldt er aktuel med første bind i en ny krimiserien. Jeg læste med stor fornøjelse hendes bøger om Sika Haslund, så forventningerne var i top, da jeg kastede mig over Skyggebjørn. Og til min store fornøjelse fandt jeg undervejs ud af, at selvom vi er i et nyt univers, er der alligevel lidt hints bagud for fansene.

Efter mange år i Danmark er Aviaq Kreutzmann netop startet som dansksproget præst i Nuuk, da Ineqi Møller, en ung, ambitiøs forsker, dukker op på hendes kontor. Han er på sporet af foruroligende amerikanske planer for Grønland under 2. Verdenskrig og håber på at kunne finde bevis for sin opdagelse i det gamle, støvede kirkearkiv.

Kort efter forsvinder den unge forsker dog i Sydgrønlands øde indland. Politi og eftersøgningshold står på bar bund, men Kim Hammeken fra Nuuk Politi fornemmer, at noget er hamrende galt, og trods sin chefs udtalte skepsis starter han en diskret efterforskning. Ad omveje suges Aviaq også ind i gåden om den forsvundne forsker og afdækker nogle sammenhænge, som er gået under radaren hos politiet.

Med klinger, der krydser hinanden, så det gnistrer, nærmer Aviaq og Kim sig ad hver sin vej afsløringen af en sag, der trods et tidsspand på mere end firs år har potentiale til at ryste den geopolitiske orden og skabe stor splid mellem gamle venner og allierede. Og det går op for Aviaq og Kim, at Ineqi – hvis han stadig lever – er i stor fare, og at de må samarbejde, hvis de skal finde ham, før det er for sent.

Skyggebjørn er første bind i den Grønlandsbaserede krimiserie om det ufrivillige makkerpar fra Nuuk: præsten Aviaq Kreutzmann og politimanden Kim Hammeken. (Forlagets beskrivelse)

I sit efterord fortæller Nina von Staffeldt, hvordan idéen til Skyggebjørn opstod unders hendes research til Skibet i Isfjorden. Her introduceres vi til Kista Brünner, som i den nye krimi er Ineqis vejleder på hans phd-afhandling. Jeg kan godt lide, at Nina er trofast overfor sit univers og lader personer, der passer ind i plottet ‘leve videre’. Men derudover er det nye karakterer vi introduceres for.

Præsten Aviaq er efter mange år i Danmark flyttet tilbage til Grønland med sine to børn, mens manden Anders arbejder på et projekt i Mozambique. Hun er en handlekraftig og omsorgsfuld kvinde men også stædig og med et lidt iltert temperament. Også Kim Hammeken er et interessant bekendtskab, og mon ikke vi kommer mere ind under huden på ham i de forhåbentlig følgende bind.

Kapitlerne angives med dato og stedsangivelse, og historien krydsklipper mellem Ineqi, Aviaq og Kim med spring tilbage i tiden. Det giver en god spændingskurve, hvor vi hele tiden lokkes videre. Skyggebjørn er ikke en hæsblæsende pageturner. Vi får tid til at fordybe os i Grønland og personerne, og det kan jeg rigtig godt lide. Det er spændende at få et indblik i almindelige grønlænderes liv, ligesom Nina er fantastisk til at beskrive den storslåede natur såvel som efterårets silende regnvejrsdage.

Historien går dog langt fra op i leverpostej. Grønland er i vælten som aldrig før geopolitisk set. Trump vil købe Grønland, Kina laver flere investeringer i Grønland og Ruslands krav fra 2001 om at få tilføjet 1,2 mio. km² til sit arktiske område blev udvidet i 2021 med yderligere 705.000 km². (Grønland og fremtiden) Så plottet med de gamle papirer, der kan få store konsekvenser i nutiden, er både spændende og meget aktuelt.

Jeg var rigtig godt underholdt af Skyggebjørn – og på flere planer. Både den historiske vinkel og nutidens geopolitiske indblik er super interessant, hvis man er det mindste interesseret i Grønland. Jeg er også vild med portrættet af det moderne Grønland. I medierne hører vi altid de negative historier, men her får vi hverdagen, og det er meget tydeligt, at Nina har et dybt kendskab til både landet og menneskene. Sidst og ikke mindst synes jeg også, at selve plottet er elementært spændende. Skyggebjørn er måske ikke hæsblæsende, men den har masser af suspense og vellykkede action-sekvenser. Især mod slutningen hvor spændingskurven stiger og bliver nærmest fysisk, sideløbende med at brikkerne falder på plads.

En varm anbefaling herfra.

Reklame: Tak til Alpha Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Skyggebjørn:

Udgivelsesår: 09.10.2025
Forlag: Alpha, 459 sider
Omslag: Lonnie Hamborg / Imperiet

Læs også:

De indviede af Manfred Christiansen
Stemmer fra graven af Elly Griffiths
Bestiarium Groenlandica / red. Maria Bach Kreutzmann
Brændoffer af Christian Kronow
Serien om Sika Haslund af Nina von Staffeldt
Is i blodet af Robert Zola Christensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.