I C. C. Thybros Midnatsspillet bliver en dårlig spøg starten på et spil om liv og død.
For Esther er starten i 1. g. også starten på en frisk. Hun har glædet sig til at få nye venner, og allerede første dag finder hun sammen med Karla. Af udseende kan de ikke være mere forskellige. Karla er høj og lys, men utrolig genert og selvudslettende. Esther er lille med mørkt, viltert hår og “… som en lille hund havde hun attitude nok til at fylde et helt rum.” Så da en lille gruppe klassekammerater skræmmer Karla, så hun forlader introturen allerede den første dag, beslutter Esther at give igen af samme mønt.
En af vejlederne har fortalt om et spil, hvor deltagerne leger en slags monster-tagfat. I historien ender det med deltagernes død, men Esther ved da godt, at det bare er fantasi. Derfor udfordrer hun klassekammeraterne til at spille spillet, i håb om at kunne skræmme dem halvt ihjel undervejs.
Men i samme øjeblik spillet sættes i gang, føles alt pludseligt forkert. Måske er monstret alligevel ikke ren fantasi?
Vurdering:
Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen. C. C. Thybro kan skrive så uhyggen risler ned ad ryggen. Midnatsspillet er en ungdomsgyser, så plottet er måske ikke 100% overraskende, når man har læst så meget gys og horror som jeg. Ikke desto mindre blev jeg i den grad grebet af atmosfæren og historien, og var totalt underholdt hele vejen.
Noget af det, Cecilie er ekspert i, er at skabe troværdige og mangefacetterede personer. Esther er fx nok en ‘bister lille terrier’, men hun bærer også på et traume i forbindelse med sin fars død. Det udmønter sig bl.a. i, at hun er fast besluttet på aldrig at lade en ven i stikken. Derfor går hun så hårdt til klassekammeraterne, der mobber Karla. Men som historien udspiller sig, tvinges hun til at se i øjnene, at hun måske ikke er bedre selv.
Jeg er også vild med, hvordan virkeligheden ændrer sig undervejs. Om natten når mørket falder på, forskydes verden en lille smule. Alt ser genkendeligt ud, men noget er alligevel skævt. Og den fornemmelse af, at virkeligheden pludselig er surrealistisk, og at vi ikke kan stole på vores sanser, fremmaner Cecilie på fornemste vis.
Og så er det jo altid herligt, når slutningen tager et tvist.
Midnatsspillet er et pletskud af en ungdomsgyser, og holder du af velskrevet uhygge, er C. C. Thybro, kvinden der leverer.
Uddrag af bogen:
De rykkede sammen, så de stod i en lille cirkel omkring stedet, hvor æsken var begravet. Torben rømmede sig, Louise fnes, og kort efter gjorde Laurist også. Tine sukkede bare. Esther måtte bide sig i læben for ikke at sige noget.
Silke stod tavs med hovedet bøjet, som om hun bad. Stilheden indfandt sig.
Efter et par sekunders fuldkommen tavshed gentog de eden nogenlunde samstemmigt.
“Med vores blod og vores ord har vi accepteret spillets regler. Vi sværger, at vi vil spille spillet til ende.”
Det havde lydt lidt fjollet, da Silke sagde det første gang – som noget fra en gammel film – men Esther fik propper i ørene, som sad hun i et fly, og lufttrykket ændrede sig. Alt var stille, mens selve skoven holdt vejret.
Så vendte de sig om uden at sige noget og gik tre skridt væk fra den begravede æske. Laurits hviskede noget, men Louise tyssede på ham.
Esthers nakkehår strittede, mens gåsehud løb ned ad armene som en steppebrand. Hun havde en joke til at lette stemningen lige på tungen, men bed den i sig med en kraftanstrengelse. Det var jo meningen, at de skulle være bange – helst de andre mere end hende, men alligevel. (side 74)
Om Midnatsspillet:
Udgivelsesår: 24.09.2025
Forlag: Read.Die.Repeat, 237 sider
Forsideillustration: Kat Grimaldi
Læs også:
Lugnasad af K. L. Berger
Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen
Menneskekød af Nick Clausen
Khi-ritualet af Bjarne Dalsgaard Svendsen
Forbandet OnDsdag af Ane Gudrun
Den hornede gud af Magdalena Hai
Genvejen af D. S. Henriksen
Natterend af Niels Kjærgaard
Åndehvisken af Haidi W. Klaris
Imitator af Patrick Leis
Når knoglerne fryser af Graham McNamee
Thornhill af Pam Smy
I skyggen af Udgårdsø af C. C. Thybro
Daisy af René Toft
