Når jeg sætter mig til rette med en ny krimi af Lars Thomassen, ved jeg, at jeg har nogle underholdende timer foran mig. Det har også været tilfældet med H – Jorden er fordærvet, som er ottende bind i Alfabetserien.
Da Jesper Holsts far dør, rydder han sit barndomshjem og finder ved et tilfælde en gammel videooptagelse, der viser hans mors død. Drabsmetoden er en ret præcis efterligning af Jesus’ korsfæstelse.
RET-teamets egen politiassistent William Schmidt findes bevidstløs på en kirkegård. Brutalt slået ned og efterladt. RET bliver kaldt ind, men intet giver mening. De få spor, de finder, peger mod en organisation, som ingen taler om. En hemmelig kreds, som opererer i det skjulte, hvor alt handler om magt og penge. Iben Brahms og Asger Hartvig må arbejde i skyggerne. Ingen må vide, hvad de laver, og de aner ikke, hvem de kan stole på. Sandheden bliver et spil af bedrag, og grænsen mellem retfærdighed og tro smuldrer for hvert skridt, de tager. For i det skjulte kæmper et menneske for at bevise sit værd. Hele livet har han fået at vide, at han ingenting er. Nu søger han frelse – ikke i tilgivelsen, men i handlingen. (Forlagets beskrivelse)
Jeg har sagt det mange gange før, og jeg siger det gerne igen. Lars Thomassen er ekspert i at skrue et krimiplot sammen, der er fuld af tvists og uventede tråde til tidligere bøger. Denne gang genbesøger vi bl.a. Margit Vesterlund fra Vesterlund-trilogien og teamets tidligere profiler Aisha Patel. Vi kommer til Krimimessen i Horsens. Mink bliver nævnt. Og så dukker bl.a. Jim Lyngvild og Søren Hammer op i bogen.
H – Jorden er fordærvet er som altid med Lars Thomassen tempofyldt, underholdende og overraskende. Han formår at blande spændende plots med interessante karakterer, samtidig med at hovedpersonerne udvikler sig fra bog til bog. Historien er ofte ond, og vi er langt fra altid garanteret en lykkelig slutning. Men det er djævelsk underholdende.
Det er heldigt, at Lars Thomassen skriver så hurtigt, som han gør. For jeg glæder mig allerede til bind I, der er planlagt til at udkomme til december.
Andre skriver:
Bogblogger:
Det her er virkelig en bog, der fanger mig fra start til slut. Lars Thomassen skuffer ikke. Med en titel som ”Alfabetserien” kunne det ellers godt synes, at meget i forvejen var lagt på skinner, og det er det jo nok også, men jeg føler ligesom, at Thomassen bare bliver bedre og bedre. Hans handling er altid god. Skræmmende. Uhyggelig, Ret bekymrende endda. Men altid fængslende. (Læs hele anmeldelsen her)
Bogbjerget:
Som læser sidder man som på nåle hele vejen igennem og forsøger at få alle tråde til at mødes. Thomassen formår at opbygge en intens spændingskurve, hvor ens forventninger løbende udfordres af uforudsigelige plot-twists, og man hungrer efter mere! (Læs hele anmeldelsen her)
The Cozy Dane:
Igen igen har Lars Thomassen skabt en pageturner! Igennem bogen heppede jeg på Asger flere gange, for det har han lidt brug for undervejs. Jeg blev helt paf over gerningspersonens mønstre og ageren, og jeg må indrømme, at jeg faktisk fik rigtig ondt af denne person. Spændingen og uroen fylder igennem hele bogen, og det gør den svær at lægge fra sig! Slutningen er på samme tid hjertevarm og hjerteskærende. Er meget spændt på, hvad der kommer til at ske i Alfabetseriens univers. (Læs hele anmeldelsen her)
Om H – Jorden er fordærvet:
Udgivelsesår: 13.03.2026
Forlag: Falco, 438 sider
Omslag: Annie Ariel Lassen & Lars Thomassen
Læs et interview med Lars Thomassen i Netavisen Grindsted
Alfabetserien:
H – Jorden er fordærvet, 2026
G – Den der graver en grav, 2025
F – I morgen skal vi dø, 2025
E – Forseglet i blod, 2024
D – Døden vinder altid til sidst, 2024
C – Hviskende glansbilleder, 2023
B – Se dig om ved alle døre, 2023
A – Mørket lyver altid, 2022

