70-årige Ralph Roberts mister sin kone efter lang tids sygdom. Ralph sørger dybt over tabet, og samtidig begynder han at lide af søvnløshed. Hver dag vågner han lidt tidligere end dagen før, og hverken medicin eller gamle husråd hjælper. Snart sover han kun få timer hver nat. I stedet sidder han i sin stue og venter på morgengry, mens han føler sig mere og mere udmattet og forvirret. Og så begynder Ralph at se auraer. Først tror han, at han er blevet sindssyg, og den fornemmelse bliver ikke mindre, da han ser to små mænd stå ude foran en nabos hus midt om natten.
Det viser sig dog, at Ralph ikke er den eneste med søvnproblemer. Også Louis, en god bekendt af Ralph og hans hustru, har i månedsvis kæmpet med søvnløshed, og ligesom Ralph ser hun også auraer. Hun har dog ikke set de små mænd, før Ralph gør hende opmærksom på dem, og pludselig er de to ældre mennesker fanget i et skæbnespil langt større end dem selv.
Sideløbende med at vi hører om Ralph og Louis’ stigende søvnløshed, nærmer store problemer sig Derry. Lidt udenfor byen ligger kvindecenteret High Ridge, som udover at hjælpe voldsramte kvinder også udfører aborter. Centeret har inviteret den kendte kvindesagsforkæmper Susan Day til at komme og tale i Derry, og det har ført til demonstrationer fra den lokale gruppe Venner af Livet. Og i Derry har spændinger det med at eksplodere.
Søvnløs er en fortælling med flere lag. Det er både en spændingsroman, hvor vi følger Ralph og Louis og deres forsøg på at stoppe ondskaben i Derry. Men det er også en fortælling om fanatisme, og om hvordan der aldrig kommer noget godt ud af det. Og så er det også en historie om uventet at finde kærligheden igen i alderdommen. Den del er utrolig fin og meget livsbekræftende.
I Danmark har vi ikke de samme skarpt optrukne kanter i debatten for og imod abort, og personligt har jeg det lidt svært med det kvindesyn, der fører til nej til alle aborter uanset omstændigheder. Men King er som altid meget loyal overfor lilleby-amerikaneren, og selvom han tager klart afstand fra fanatikerne, så får vi også deres side præsenteret. For nogle gange er der en skjult grund til, at folk kæmper for det, de gør. Og nogle gange er det ikke had, men frygt som skubber folk ud af fornuftens sfære.
For fans gemmer der sig også masser af referencer til andre King bøger i Søvnløs. Særligt til serien Det Mørke Tårn men også til blandt andre romaner som Det Onde og Dyrekirkegården.
Da jeg læste Søvnløs ved udgivelsen, var det hovedsageligt spændingsdelen, hvor Ralph og Louis er oppe imod større kræfter end menneskets, jeg blev grebet af. Nu har jeg genlæst den som 52-årig, og denne gang er det snarere romanens øvrige lag, jeg føler er mest interessante. Det er én af de ting, der gør Stephen King til den gode forfatter, han er. Der er altid mere at hente i hans romaner end det umiddelbare.
Uddrag af bogen:
“Godt. Så tilhængerne beder Susan Day komme og holde en tale, som skal støtte dem i kampen mod abortmodstanderne. Problemet er, at der aldrig har været skyggen af risiko for, at planerne ville blive ændret, og det vidste Kvindecenterfolkene! En af deres ledere, June Halliday, sidder selv i byrådet. Hun og Wheaton-kællingen er lige ved at spytte efter hinanden, når de mødes på gangen. Det var en håbløs drøm at få ændret de regler, for teknisk set er Kvindecenteret et hospital, ligesom selve Derry Hospital, som ligger et stenkast fra det. Hvis man ændrer områderegulativerne og gør Kvindecenteret ulovligt, ville man gøre det samme med det ene af de kun tre hospitaler, Derry amt rummer – det tredjestørste i Maine. Så det ville aldrig ske, men det er også i orden, for det har aldrig været det, det handlede om. Det handlede om at genere hinanden. Om at være en plage. Og for de fleste af aborttilhængerne – en af mine kollegaer kalder dem Hvalfolket – handler det om at få ret.”
“Ret? Jeg er ikke helt med.”
“Det er ikke nok, at en kvinde kan gå derhen og få fjernet den irriterende lille amøbe, som vokser inden i hende, som det passer hende. Aborttilhængerne vil have afsluttet diskussionen. Det, de ønsker inderste inde, er at få folk som Dan Dalton til at indrømme, at de har ret, og det vil aldrig ske. Det er mere sandsynligt, at araberne og jøderne beslutter sig for, at de har taget fejl og nedlægger våbnene. Jeg synes, kvinder skal have ret til at få en abort, hvis det er tvingende nødvendigt, men jeg kan brække mig over tilhængernes hellige attitude. Efter min mening er de de nye puritanere. Folk, som mener, at hvis man ikke mener det samme som dem, så havner man i Helvede. Men i deres udgave er det et sted, hvor det eneste radioen spiller er countrymusik, og det eneste, man kan få at spise, er grillbøffer.” (side 192)
Om Søvnløs:
Udgivelsesår: 1994
Forlag: Bogsamleren, 539 sider
Omslag: Lis Hansen
Originaltitel: Insomnia (1994)
Oversætter: Anne Vibeke Mortensen
Læs også:
Venligheden af John Ajvide Lindqvist
Kraften af Naomi Alderman
Daggry af Søren Staal Balslev
Begærets butik af Stephen King
Ormeføde af Irene S. Rasmussen
Solens kerne af Johanna Sinisalo
Sidste hus på Needless Street af Catriona Ward
supergod Historie, læs osse Skygger og ikke efter midnat, af Dean Kroonst
Pingback: Udhængt af Per Jacobsen
Pingback: Theodor Moodys bratte opvågning af Per Jacobsen - Gyseren