Dyrekirkegården er efter min mening en af de allerbedste Stephen King romaner. Den er skræmmende og velskrevet, og jeg tror, jeg har læst den fem gange eller mere.
Dr. Louis Creed flytter med sin familie til Maine, hvor han har fået arbejde på universitet. Huset er nærmest deres drømmehus, men det ligger dog ret tæt på en vej med meget lastvognstrafik. De bliver nu hurtigt glade for at bo der, ikke mindst fordi genboerne på den anden side af vejen, Jud og Norma, bliver deres gode venner.
Men en dag vågner Louis op og opdager, at datterens kat Church er blevet kørt over. Før han får det fortalt til datteren, fortæller Jud ham en historie om en gamle indiansk gravplads, som ligger lige bag ved skoven. Som barn begravede Jud sin hund der, og efter få dage kom den tilbage. Nu gør Louis det samme – blot for at opdage at han har åbnet en dør, som er umulig at lukke igen…
Udover at være en rigtig uhyggelig historie (faktisk var den så uhyggelig at Stephen King smed den i skraldespanden, før den var færdig, fordi han synes, den var for grum. Men heldigvis samlede hans kone Tabita den op igen), så er Dyrekirkegården også en fortælling om angsten for døden. Louis kone oplevede som barn, at søsteren Zelda døde en pinefuld død af rygmarvsbetændelse. En oplevelse som gav hende så alvorlige ar på sjælen, at hun som voksen slet ikke kan håndtere døden. Noget jeg tror er meget symptomatisk for mange i dag.
Inspirationen til romanen fik King, da han sammen med sin familie i en periode boede op og ned af den meget trafikerede vej Route 15. Her fandt de hver dag dyr, som var kørt ihjel, og byens børn begravede dem på deres egen lille kirkegård. Naomi, Kings ældste datter, havde en kat, Smucky, og den blev kørt over til Thanksgiving i 1979. Tanken om datterens sorg, fik King til at ønske, at katten kunne komme tilbage, men så kom han i tanke om W. W. Jacobs historie Abehånden, og herefter kom idéen til Dyrekirkegården rullende.
I 1989 instruerede Mary Lambert filmudgaven, og det blev en ganske seværdig gyser. Faktisk er det en af de få film, jeg har måtte lukke øjnene under, og det er et kvalitetsstempel for mig. Stephen King skrev for øvrigt selv filmmanuskriptet til den og er ganske tilfreds med resultatet: “This movie is very special to me. It’s the first screenplay I’ve adapted from one of my novels. And it is my first book to be filmed in my home state of Maine…Mary Lambert did a good job. She went in and she didn’t flinch.”
Om Dyrekirkegården:
Originaltitel: Pet Sematary
Udgivelsesår: 1983
Pingback: Gyseren » Mary Lambert