I den lille by Black Stone findes en vagabond død i et haveskur. Det ser ud til, at han er blevet stukket ihjel af hvepse – men ikke almindelige hvepse, for deres brod er meget større og de er også væsentlig mere aggressive. Før hans lig kan blive ordentlig undersøgt, forsvinder det dog, og i stedet findes byens læge død i lighuset.
Jane Kozik er lige flyttet tilbage til Black Stone sammen med datteren, Kelsey, efter næsten ti år. Hun er den nye betjent i byen, og hun opdager snart at noget er helt galt. Sammen med byens skadedyrsbekæmper begynder hun at undersøge sagen, og sammen finder de frem til Eli Giles, der gemmer et stort laboratorium under sin campingvogn.
Giles forsker i de dødbringende hvepse, og gennem ham finder de ud af, at det er et hemmeligt projekt under hæren, som er løbet løbsk. Samtidig er hæren på sporet af Giles, som de vil stoppe for enhver pris, og ikke mindst er dræberhvepsene på krigsstien.
Black Swarm er et stykke hen ad vejen underholdende og lettere skræmmende. Jeg synes vældig godt om de zombie-lignende byboere, som går rundt efter at være blevet stukket af hvepsene, og jeg kan også sagtens sluge forklaringen om, at dræberhvepsene er et genforskningsprojekt fra hæren, som er løbet løbsk.
Men når vi tager enkelthederne i historien – og ikke mindst slutningen – så ærger jeg mig over en masse sjusk og hurtige løsninger. Hvordan kan det f.eks. være, at Eli Giles i mange år har holdt sit laboratorium skjult for omverdenen, men da betjent Kozik leder efter sin datter, står døren til campingvognen piv-åben nærmest med et neonskilt der blinker “HEMMELIGT LABORATORIUM. LØFT LEMMEN!” Og hvorfor er det nødvendigt at gøre Kelsey til hvepsenes nye dronning? Og hvorfor får man aldrig en forklaring på, hvor liget af vagabonden forsvinder hen? Og hvorfor skal der altid – med djævelens vold og magt – presses en kærligheds historie ind i plottet. DET ER DA FULDSTÆNDIGT LIGEGYLDIGT, HVEM KELSEYS FAR ER!!!
Men det er desværre lidt en trend ved Maneater Serien. Historierne starter egentlig okay ud, men så sjuskes der med dem, og de løber enten ud i sandet, eller ender i noget vildt utroværdigt bavl. Det sidste synes jeg er tilfældet med Black Swarm.
Om Black Swarm:
Instruktør: David Winning
Udgivelsesår: 2007
Andre film i Maneater Serien:
Eye of the beast, 2007 – Gary Yates
Grizzly Rage, 2007 – David DeCoteau
Black Swarm, 2007 – David Winning
Blood Monkey, 2007 – Robert Young
Hive, 2008 – Peter Manus
Hybrid, 2007 – Yelena Lanskaya
In the Spiders Web, 2007 – Terry Winsor
Maneater, 2007 – Gary Yates
Sea Beast, 2008 – Paul Ziller
Shark Swarm, 2008 – James A. Contner
Swamp Devil, 2008 – David Winning
Vipers, 2008 – Bill Corcoran
Wyvern, 2009 – Steven R. Monroe
Yeti, 2008 – Paul Ziller
Croc, 2007 – Stewart Raill
Besøg Maneater Series hjemmeside