Alfred Hitchcock

Alfred Hitchcock blev født 13. august 1899 i England, og døde 29. april 1980. Han betegnes som Englands største filminstruktør, selvom han de sidste år boede og lavede film i Amerika.

Som instruktør stod han bag mere end 60 film og tv-shows over en periode på godt 50 år, og i 1968 modtog han Irving G. Thalberg Memorial Award der uddeles med mellemrum til Oscar-uddelingen i Hollywood for “Creative producers, whose bodies of work reflect a consistently high quality of motion picture production.” Prisen var mere end fortjent, for trods 5 nomineringer som Bedste Instruktør (“Rebecca” – 1940, “Lifeboat” – 1944, “Spellbound” – 1945, “Rear Window – 1954 og “Psycho” – 1960) vandt han aldrig en Oscar.

Hans film kan stort set alle betegnes som begavet og effektiv underholdning. De fleste befinder sig i thiller-genren, og Hitchcocks greb om suspense i sine film er uovertruffet. Christian Braad Thomsen skriver i sin biografi om Hitchcocks interesse for forbrydelsen: “Inden for den genre, der blev hans, borede han dybt i menneskesindets afkroge. I en vis forstand var forbrydelsen for Hitchcock det samme som neurosen for Freud – ikke en principiet afvigelse fra det normale, men et forstørrelsesglas, der tillod dem at beskrive følelser, tilbøjeligheder og sjælelige konflikter, som også deles af os på den trygge side af loven og normaliteten.”

Hvor Alfred Hitchcock som instruktør forsøgte at have kontrol over filmen ned til de mindste detaljer, er det værd at bemærke, at mange af hans film netop portrætterer mennesker, hvis indre liv er så kaotisk, at det truer med at sprænge alle rammer. Han lokker tilskueren til at identificere sig med filmens personer, og derved bliver vi smidt ind i en erkendelse af lyster og tilbøjeligheder, som vi normalt nødigt vil vedkende os.

Denne fascination stammer måske fra det, Hitchcock har fortalt, var hans første erindring. Som ganske lille skulle hans mor have nærmet sig hans vugge, og pludselig skulle hun have sagt et foruroligende “buuhh”. Hitchcock var blevet rædselsslagen over, at dette fortrolige ansigt pludselig gjorde noget så uventet og uhyggeligt, at han var lige ved at græde. Men før tårerne trillede, skulle moren have leet, og Hitchcock konkluderede derfor, at han også burde le, selvom han i virkeligheden var bange. Dette ambivalente forhold til skræk og fryd, har Hitchcock brugt i sine film, for når man ikke kan slippe fri af angsten, gælder det om i stedet for at nyde den, for så har man en mulighed for at blive herre over angsten, fremfor at være dens slave.

En anden barndomserindring, der muligvis har været med til at forme Hitchcocks senere film, var hans skoletid på en katolsk klosterskole. Her blev eleverne afstraffet fysisk, hvis de opførte sig uartigt, og som et ekstra raffinement, skulle de selv bestemme, hvad tid på dagen straffen skulle falde. De fleste udskød straffen så lang tid så muligt, men det betød jo samtidig, at de gik med skrækken så meget desto længere. Denne erfaring kan have været med til at udvikle Hitchcocks geniale suspense-teknik, for på skolen lærte han, at det værste ikke er selve afstraffelsen, det værste er den nervepirrende tid, der går, indtil afstraffelsen falder. I den tid virker fantasien værre end et torturinstrument, og bliver langt værre end selve afstraffelsen.

Som ung mand var Alfred Hitchcock en flittig biografgænger, og han begyndte snart at læse branchens filmtidsskrifter, der ikke interesserede sig for skuespillernes liv, men i stedet fokuserede på de tekniske aspekter af filmbranchen. Som 19-årig begyndte han at sende mellemtekster (i stumfilm blev scenerne ofte bundet sammen af sådanne forklarende mellemtekster) til filmstudierne, og som 20-årig blev han ansat ved Famous Players-Laskys London afdeling (senere Paramount). Kun 3 år senere fik Hitchcock chancen for at arbejde som instruktør på sin første spillefilm, “Always tell your wife”. Den oprindelige instruktør blev fyret, så Hitchcock sprang til. Filmen blev dog lagt på hylden pga. økonomiske problemer, og studiet lukkede i London.

I stedet blev Hitchcock ansat hos Michael Balcon, Victor Saville og John Freedman, denne gang som drejebogsforfatter og instruktørassistent på 5 film, heriblandt “The Lodger” (1927) som af både pressen og publikum blev betegnet som “formentlig den bedste engelske film nogen sinde“. Som noget nyt var pressen også for første gang i britisk filmhistorie langt mere interesseret i, hvem der havde instrueret filmen, end hvem der spillede hovedrollerne. Noget som passede godt ind i Hitchcocks filosofi om, at “instruktøren havde det samlede kunstneriske ansvar for det færdige produkt“, og ikke blot var en slags højere studietekniker, som han ellers hovedsageligt blev betragtet dengang.

Efter de fem film var færdige, gik Hitchcock over til British International Pictures, som allerede inden “The Lodger” havde tilbudt ham en kontrakt, han ikke kunne sige nej til, og her blev hans næste 11 film til, bl.a. hans første talefilm “Blackmail” (1929) der dog også findes som stumfilm, idet ikke alle biograferne havde anskaffet udstyret til at afspille talefilm.

I 1939 drog Alfred Hitchcock til Amerika med sin familie. Han var blevet tilbudt at instruere filmatiseringen af Daphne du Mauriers “Rebecca”, som blev den første film, han modtog en Oscar-nominering for. Arbejdet med filmen forløb dog ikke helt uproblematisk, idet produceren David O. Selznick i første omgang forkastede Hitchcocks manuskript med ordene: “Vi købte Rebecca, og det er Rebecca, vi har til hensigt at lave, – ikke en forvrænget og vulgariseret version…” – det vulgære var bl.a. at heltinden brækkede sig ud over en skibsræling, og det gjorde Hollywood-skuespillerinder ikke!

En anden sten i samarbejdet var, at Selznick ønskede, at Hitchcock skulle filme sine scener i forskellige vinkler, så Selznick havde flere muligheder, når han klippede filmen færdig. Men her gav Hitchcock sig ikke. Han vidste præcist, hvordan filmen skulle ende, så han nærmest klippede sine film i kameraet. Resultatet blev dog trods uenighederne en publikums-succes, og udover Hitchcocks nominering til Bedste Instruktør, modtog filmen 2 Oscars – den ene for Bedste Film, og den anden for Bedste Cinematografi.

Efter “Rebecca” fulgte en lang række film, de fleste succesfulde, men i 1950’erne kastede Hitchcocks sig ud i en ny branche: tv-serierne. Han havde den holdning, at tv var kommet for at blive, og i stedet for at forsøge at slå det af banen kunne man ligeså godt slutte sig til, og Alfred Hitchcock blev den første stjerneinstruktør, som gav sig i kast med det nye medie. Han startede sit eget produktionsselskab, Shamley Productions, hvor han ansatte betroede medarbejdere fra årene i England, og i 1955 blev første afsnit i serien “Hitchcock præsenterer…” sendt. I de 7 år serien kørte, blev der produceret 365 episoder af en halv times varighed, og Hitchcock introducerede selv hvert afsnit, men han instruerede “kun” 20 afsnit selv. “Hitchcock præsenterer…” blev en kæmpesucces og gjorde navnet Hitchcock til et varemærke, der også førte bogudgivelser o.lign. med sig.

I slutningen af 1959 beslutter Hitchcock sig for at lave en filmatisering af Robert Blochs roman, og året efter kom “Psycho“. I 1963 udkommer endnu en gyser “The Birds”.

Et halvt år før Alfred Hitchcock fyldt 80 år, beordrede han sit kontor på Universal ryddet og afskedigede sit personale. De sidste måneder tilbragte han hjemme med hustruen Alma, der overlevede ham med to år.

Udvalgt filmografi:

Family Plot (1976)
Marnie (1964)
The Birds (1963)
Psycho (1960)
Vertigo (1958)
Rear Window (1954)
Dial M for Murder (1954)
Strangers on a Train (1951)
Rope (1948)
Spellbound (1945)
Mr. & Mrs. Smith (1941)
Rebecca (1940)
Sabotage (1936)
The 39 Steps (1935)
The Man Who Knew Too Much (1934)
Blackmail (1929)
Easy Virtue (1928)
The Lodger: A Story of the London Fog (1927)
Always Tell Your Wife (1923) (uncredited)
Number 13 (1922) (unfinished)

Læs mere:

Hitchcock – hans liv og film af Christian Braad Thomsen
Wikipedia
IMDB

Besøg den danske Hitchcock-hjemmeside