Last house on the left af Wes Craven er en af de film, jeg længe har haft liggende, som jeg simpelthen ikke turde se, fordi jeg havde hørt så meget om den. Da den kom ud i 1972, var folk forfærdede over den eksplicitte vold og voldtægtsscenerne, og den blev censureret eller ligefrem forbudt flere steder.
Når man ser den i dag, er volden dog ikke ligeså forfærdende. Og det er faktisk på en måde trist, for det siger lidt om, hvad vi efterhånden er blevet vant til. Filmen er dog stadig værd at se, og ikke mindst hvis man hører Wes Cravens og skuespillernes kommentarer til den efterfølgende,
Kort fortalt handler filmen om en veltilpas middelklassefamilie, mor far og teenagedatteren Mari. Mari tager til en koncert med sin lidt “vilde” veninde, Phyllis. På vejen vil de købe lidt hash, men ender med at blive kidnappet af en bande, der netop er sluppet ud fængslet, hvor de sad med domme som mord, voldtægt osv. Banden er tre mænd og en kvinde, Sadie, som er mindst lige så psykopatisk som mændene, og efter et døgns vold og voldtægter slår de pigerne ihjel. Tilfældet vil at banden derefter søger husly i Maris forældres hus, som i første omgang byder dem velkommen. Men så opdager de, hvad banden har gjort og tager en blodig hævn over deres datter.
Wes Craven lavede filmen midt under Vietnamkrigen. Han var overvældet over den vold og barbarisme, som tv viste og synes slet ikke, at volden blev portrætteret lige så råt og modbydeligt i datidens film. Her var det hele mere poleret og slet ikke skræmmende. Med Last house on the left ville han vise voldens sande ansigt – og set med datidens øjne lykkedes det til fulde. Last house on the left er ikke æstetisk smuk, og især voldtægtsscenen af Mari, lige før hun bliver slået ihjel, er stadig en grum scene at se.
Der blev stort set ikke brugt professionelle skuespillere, og da det også er Wes Cravens første film, er det klart at nogen ting ikke fungerer så godt. Jeg har fx undret mig lidt over, at scenerne, hvor politiet optræder, nærmest er filmet som “falde-på-halen komedie”, noget som soundtracket understøtter. Men det er måske for at vise, hvor uforberedte samfundet er på rå vold og vilkårlig ondskab?
Filmen havde oprindelig fået titlen Night of Vengeance, og blev ved nogle pre-releases også kaldt Krug and company og Sex crime of the century, men endte altså med titlen Last house on the left, som jeg personligt også synes er langt mere uhyggelig end de ovenstående.
I 2009 kom en genindspilning af Last house on the left.
Om Last house on the left:
Instruktør: Wes Craven
Udgivelsesår: 1972
