I morgen er alt mørkt – Brages historie af Sigbjørn Mostue

I-morgen-er-alt-moerktHvad har “Død sne“, “Troldjægeren“, “Vildmark” og nu ungdomsromanen “I morgen er alt mørkt – Brages historie” af Sigbjørn Mostue til fælles? De har alle overrasket mig positivt – og så er de norske.

Brage er en helt almindelig norsk teenager, som bor sammen med sine forældre og lillesøsteren Marte. For ham er det største problem et håbløst crush på klassens lækre pige, Frida, og om nu matematikprøven går godt. Hverdagen ændres dog for altid, da nyhedsudsendelserne begynder at rapportere om blodige massakrer i Japan. En farlig parasit får folk til at gå amok i blodrus og myrde løs.

I starten er man overbevist om, at det er noget, der kun sker langt væk, men langsomt breder smitten sig, og da også Europa til sidst rammes, begynder alvoren at gå op for Brage og hans venner. Alligevel er det et stort chok, da de første forrykte, som de smittede kaldes,  dukker op i Norge, og Brage og hans familie befinder sig pludselig i et mareridt. For hvordan forsvarer man sig mod truslen, når man ikke ved, hvordan smitten spreder sig? Hvor kan man gemme sig? Og hvem kan man stole på, når ens nærmeste pludselig kan forvandle sig til frådende monstre, der kun ønsker at dræbe en?

Jeg har næsten lige lagt “I morgen er alt mørkt” fra mig og føler mig stadig helt fanget ind i dens dystre og grufulde univers. Uden at svælge i blodige detaljer, men alligevel skræmmende som bare pokker, beskriver Mostue, hvordan civilisationen bryder sammen i land efter land, når epidemien rammer, og efterlader enkelte mennesker som desperat forsøger at overleve i kølvandet af blodbadet. Hvad det vil sige, at der pludselig ingen el er; at man ikke bare kan handle i supermarkedet, når man er sulten; at man aldrig ved, hvornår nogen vil gøre en ondt. Hvordan den vestlige verden pludselig oplever den rædsel, som mange af de flygtninge, der netop nu mens jeg sidder og skriver, flygter fra Syrien og andre steder i verden, der hærges af krig og terror, kender alt til. Det er godt trukket op, og det er skræmmende som ind i h…..

Det er ikke så længe siden, at jeg skrev om Line Kyed Knudsens “De døde vågner“, der overordnet set kan  minde om “I morgen er det mørkt” ved også at handle om en teenager, som pludselig befinder sig i et samfund, der kollapser under en zombi-lignende trussel. Men selvom jeg var godt underholdt af Line Kyed Knudsen, kan “De døde vågner” slet ikke sammenlignes med “I morgen er det mørkt”, som er langt mere dyster og tankevækkende.

Det er muligvis “kun” en ungdomsroman, men det bør ikke afholde voksne fra at læse med. Selvom der er lidt kærlighedsintriger osv., så er det altoverskyggende i romanen den uhyggeligt realistiske skildring af samfundets kollaps, og hvordan folk reagerer i en  krisesituation. Samtidig tager Mostue ikke særlige hensyn til sine hovedpersoner, så som læser kan man ikke vide sig sikker på noget, og så skriver han faktisk godt, så der også sprogligt er noget at komme efter.

Men fy da for en slutning! Jeg håber virkelig, at der kommer en fortsættelse.

Hør Sigbjørn Mostue fortælle om romanen eller besøg hans hjemmeside

Besøg ABC forlags hjemmeside

Læs interview med Sigbjørn Mostue

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Juve Design
ISBN-13: 9788779163065
Sideantal: 234
Forlag: ABC Forlag

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.