The Legacy lægger sig i den bløde mellemvare af film, som ikke er rigtig gode, men heller ikke rigtig dårlige.
Maggie og Peter er arkitekter i Los Angeles. En dag modtager Maggie et jobtilbud i England, som godt nok ikke fortæller særligt præcist, hvad jobbet går ud på, men en check på 50.000$ gør, at hun accepterer. Peter tager med, og de beslutter sig for at holde lidt ferie derovre først, så Maggie kan lede efter sine forfædre.
En dag går det dog galt, og de involveres i en bilulykke med mangemillionæren Jason Mountville. Han tilbyder dem at køre motorcyklen til mekaniker, og at de kan overnatte på hans Mansion til næste dag. Men da de ankommer, virker det, som om deres ankomst er ventet af alle. Bedre bliver det ikke, da Mountville får flere gæster, som alle lader til at kende til Maggie.
Kort efter drukner en af de øvrige gæster på mystisk vis, og snart dør endnu en og endnu en. Maggie får mistanke om, at Mountville ikke er en ganske almindelig mand, og da hun og Peter forsøger at undslippe, må de sande, at hun har ret. Mountville gemmer på en grum hemmelighed.
The Legacy var på sin vis ganske underholdende. Den er fra 1978, men dødsscenerne holder overraskende godt stadigvæk. På plus-siden er også Sam Elliott (Peter), der måske ikke har karrierens mest udfordrende rolle her, men som altid er god at se på for øjet. The Legacy bliver måske lidt for forudsigelig, og overraskelsen til sidst er ikke så overraskende i dag. Ikke desto mindre følte jeg mig dog ok underholdt, og selvom jeg sikkert ikke husker filmen specielt om et par uger, så kan man dog sagtens hygge sig med den en regnvejrsdag.
Om The Legacy:
Instruktør: Richard Marquand
Udgivelsesår: 1978