juli 2020
M Ti O To F L S
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  
Arkiver

Forfatter Arkiv

Forenet – Død verden 4 af Louise Haiberg

Forenet af Louise Haiberg

I 2017 udkom de første tre bind af Louise Haibergs serie Død verden. Egentlig skulle historien om Nera været stoppet der, men heldigvis havde Haiberg endnu en historie at fortælle. Den får vi her i Forenet.

Verden er gået ad Helvede til. Jorden er blevet oversvømmet af zombier, og menneskene overlever med nød og næppe i små grupper. Der findes dog enkelte sikre zoner, hvor mennesker kan leve i sikkerhed for zombierne. Disse zoner er sikrede af vampyrelvere, der har oprettet dem for at redde deres føde. Mennesker, der bor i zonerne, er frie og sikre. Eneste betingelse er, at de skal donere deres blod til vampyrelverne, og at de aldrig selv må udgyde blod.

I de første bind blev vi introduceret til denne verden og til hovedpersonen Nera og hendes bedste ven, Aidan. De blev reddet fra den visse død af vampyrelverne Bane og Kirsta, og med tiden forelskede Nera og Bane sig. Men Bane blev bidt af en zombie, så han blev efterladt i vildnisset, mens Nera måtte vende tilbage til den sikre zone.

I Forenet er det lykkes for lægen Peter at lave en kur, der kan redde mennesker, der bliver bidt af en zombie. Dog kun hvis de har blodtype O. Det har Nera ikke. Men hun er overbevist om, at hvis hun får kuren og lader Bane bide sig, kan hun redde ham.

Der er kun et par problemer. Dels skal hun have fat i kuren. Dels skal hun ud af Vita, den sikre zone, uden nogen opdager det. Og så skal hun også lige finde Bane ude i vildnisset. Heldigvis er Nera ikke den, der giver let op, og Banes far har en høj plads i vampyrelvernes råd. Måske kan han hjælpe hende?

Død verden er en herlig serie for alle som holder af zombier, vampyrer, splat og kærlighed. Louise Haiberg har skabt en unik og troværdig verden, og Forenet lever helt op til de første tre bind i serien.

Historien fortælles i 1. person af Nera iblandet sider af hendes håndskrevne dagbogsnoter. Nera er en stædig, trofast og stærk ung kvinde, og jeg er vild med hendes syn på livet. Hun lever i en verden, hvor alle har mistet nogen, og hvor man er nødt til at være hård for at overleve. Alligevel har hun bibeholdt sin menneskelighed, selvom hun dækker over den med en kulsort humor.

Denne gang er fokus især på Nera og Banes forhold. Der er ikke så meget splat og kamp, men vi lærer lidt mere om vampyrelverne, og så forsøger Haiberg sig med endnu et twist af historien mod slutningen. Vi nærmer os paranormal romance (en genre jeg egentlig ikke bryder mig så meget om), men Louise Haiberg lader heldigvis ikke det hele forfalde til sødsuppe romantik.

Jeg synes Forenet passer godt ind i Død verden-serien, og jeg var vældig underholdt under læsningen. Da det er ved at være et par år siden, jeg læste de første tre bind, kunne det dog have været godt, hvis vi lige havde fået et lille resume for at få opdateret historien. Men det er bare et lille pip.

Hvis du også er vild med vampyrer, zombier, action, lidt kærlighed og en god historie, så kan jeg kun anbefale Louise Haibergs serie.

Uddrag af bogen:

“Udmærket, her kan vi tale uforstyrret. Så tal.”

Jeg åbner og knytter hånden.
Okay, så er det nu.
Jeg hiver luft dybt ned i lungerne og vender mig mod ham.

“Jeg har en idé til at redde Bane.” Ikke videre elegant. Hans læber skilles som om han skal til at afbryde mig. Spidserne på hugtænderne glimter svagt. Jeg skynder mig at fortsætte. “Bare lyt. Jeg har brug for at komme ud til ham og blive derude alene. Det er det jeg skal have hjælp til. At forlade Vita. Jeg ved at Rådet har besluttet at Bane ikke skal have blod.” Shit, jeg er begyndt at vrøvle. Kan jeg nævne at jeg har taget kuren?

“Hvad…”

Jeg løfter hagen og afbryder ham. “Undskyld, jeg vrøvler. Kort sagt … jeg har brug for at du beordrer … beder et par vampyrelvere om at fragte mig uden for Vita og efterlade mig. Så vil jeg gøre alt hvad jeg kan for at redde Bane. Jeg har en plan. Den skal nok lykkes, og vi får ham tilbage. Hvis ikke, har I kun mistet mig i forsøget på at redde ham. Et lille fjollet menneske.”

Jeg løber tør for ord og kæmper for at fastholde hans blik. Han iagttager mig, og jeg har en sær fornemmelse af at han læser min sjæl, min dedikation til Bane.

“Jeg sørger for det. Bring ham tilbage.”

Det svimler for mig. Var det virkelig så let? Man skulle næsten tro at han netop havde ventet på at jeg spurgte. (side 28-29)

Om Forenet:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Tellerup, 282 sider
Omslag: Danielle Finster

Død verden:
Monstre, 2017
Utopia, 2017
Håb, 2017
Forenet, 2020

Læs også:

Sjælesuger af Gail Carriger
Dødt kød af Nick Clausen
Dagbog fra zombieverdenen af Klaus Frederiksen & Hanne Rump
Død indtil solnedgang af Charlaine Harris
Heksejagt af Kim Harrison
Hvidt støv trilogien af Line Kyed Knudsen
Ulfhedin-sagaen af Mette Sejrbo
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen

Ud af normalrummet af Klaus Æ. Mogensen

Ud af normalrummet af Klaus Æ. Mogensen

17 noveller om kærlighed, udødelighed, sære væsener og glæden ved pirater – for blot at nævne et par af temaerne i Klaus Æ. Mogensens novellesamling Ud af normalrummet. En del af novellerne har været trykt før, mens fire noveller her kan læses for første gang.

Bagsiden kalder samlingen for ‘fantastiske fortællinger’, og det er nok en ret præcis betegnelse. Mogensen bevæger sig nemlig ubesværet rundt i såvel science fiction som fantasy, gys og eventyr. Ofte med en underliggende humor, mens enkelte historier har en nærmest melankolsk stemning.

Ud af normalrummet indledes af novellerne ‘Pigen med de mosgrønne øjne‘ og ‘Abedronningens tjenerinde‘. Begge er fortællinger om en svunden kærlighed, og begge er smukt fortalt. Jeg ærger mig dog lidt over, at de kommer lige i rap, når de tematisk minder så meget om hinanden.

I ‘Kløer‘ er sultanaen på vej til Kejserstaden med skibet Griffen. Undervejs bliver flere af hendes livvagter slået ihjel, ligesom hun pludselig selv bliver dårlig. Kaptajn Marak er dog fast besluttet på at finde ud af, hvad der er på færde, og heldigvis har han en god hjælper. Novellen er vældigt underholdende og efterlod mig med en følelse af et kort besøg i Sword & Sorcery genren.

Universets mørke‘ handler om en mor og hendes datter, der forsøger at komme overens med deres liv efter en voldsom ulykke. De tager til et øde beliggende sommerhus ved Vesterhavet, men opholdet får en brat afslutning. Novellen introducerer læseren for mørkt stof og mørk energi, og lader via et meget videnskabelig grundlag gruen få et ansigt.

Under Kærlighedens Nat lader ugifte mænd og kvinder skæbnen afgøre deres fremtid. Men i ‘Kærlighedens lotteri‘ forsøger en fader og en bejler at snyde lotteriet og tvinge en ung kvinde til ægteskab. Igen en underholdende fortælling á la Sword & Sorcery.

Vi ved endnu meget lidt om, hvordan det påvirker menneskekroppen at rejse i rummet. I ‘Spøgelset på Lady Stardust‘ er Miran fastlåst til Ngorongoros Cirkel, da hendes krop ikke kan tåle Klass-effekten under rumrejsen. En dag møder hun en anderledes rejsende, som hun tiltrækkes af. Men hvad er hans historie?

To besætningsmedlemmer strander med deres rumskib, da de er ved at blive fanget af en malstrøm i ‘Strandet i normalrummet‘. I stedet for at dø med det samme har de nu et par uger til at finde på en løsning. En spændende fortælling der udspiller sig i en verden, hvor mennesket har overtaget rumteknologien efter avanceret race, der nu er forsvundet.

Livet efter‘ er en tankevækkende novelle, hvor hovedpersonen ligger dødssyg på hospitalet. Da han vågner igen, befinder han sig på en græsmark, og har en utrolig historie i vente.

Som barn finder fortælleren sammen med to venner et begravet skelet i en lille dal, drengene bruger som et hemmeligt sted at lege. Skelettet vækker stor opsigt, da man er sikker på, at det drejer sig om en hidtil ukendt dinosaur art. Fortælleren har dog en hemmelighed om fundet, og nu er det måske tid til at få den frem i lyset. ‘Den hemmelige dal‘ er en underholdende novelle med en overraskende slutning.

En af mine yndlingshistorier er ‘Piratkopiering‘, som er en af de nye noveller. Jesper er vild med pirater. Så vild at han en nat tager ind på farens arbejdsplads for at se nærmere på en ny opfindelse, de har gjort. Men måske kan man også få for meget af en god ting? Jeg faldt fuldstændig for humoren i historien, og klukker faktisk lidt endnu.

Engang frygtede jeg, at Sarah Palin blev USA’s præsident. Nu sidder Donald Trump i det hvide hus, og Palin virker pludselig som et bedre valg. I ‘Palins projekt‘ er hun dog præsident, og hun ønsker at befri verden for seglmånen og i stedet erstatte den med et godt, kristent amerikansk kors. Den opgave går novellens fortæller til med krum hals, for selvom han hverken er religiøs eller politisk interesseret, er han fascineret af projektets størrelse. En vellykket satirisk novelle som jeg ikke håber, Trump nogensinde læser.

Drageblod‘, ‘Grydesteg‘ og ‘Den tapre datter‘ hører alle til i eventyrets verden, mens den korte ‘Sfærisk musik‘ er en lettere absurd fortælling om en musiker, der bruger hvad som helst som instrument.

I ‘Vinteroffer‘ ser vi en kendt juletradition fra en anden og mere grum vinkel, mens den sidste novelle ‘Farvel‘ er en sørgmodig afsked.

Alt i alt er Ud af normalrummet en interessant og velfortalt rundtur i Klaus Æ. Mogensens univers. Mogensen er i sit arbejdsliv fremtidsforsker, og det er måske derfor, hans verdener synes så troværdige.

Da jeg personligt er mere til science fiction end fantasy, er der naturligt nok nogle noveller, jeg syntes bedre om end andre. De er dog alle velskrevne, og jeg var da også godt underholdt undervejs, trods mine præferencer.

Så har du lyst til en tur ud af normalrummet og ind i en mere fantastisk verden, så grib fat i denne samling med Klaus Æ. Mogensens noveller.

Om Ud af normalrummet:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: H. Harksen Productions, 147 sider
Omslag: Klaus Æ. Mogensen

Indhold:
Pigen med de mosgrønne øjne (Himmelskibet, 11)
Abedronningens tjenerinde (Himmelskibet, 14)
Kløer (Forvandlinger, 2013)
Universets mørke (Universets mørke, 2015)
Kærlighedens lotteri (Himmelskibet, 24)
Spøgelset på Lady Stardust (Himmelskibet, 2)
Strandet i normalrummet (Nye verdener, 15, som Malene G. Skounæs)
Livet efter (Proxima, 76, som Malene G. Skounæs)
Den hemmelige dal (Den hemmelige dal, 2009)
Drageblod (Himmelskibet, 32)
Piratkopiering
Palins projekt (Den nye koloni, 2011)
Sfærisk musik (Himmelskibet, 33)
Grydesteg
Den tapre datter
Vinteroffer
Farvel (Proxima, 67, som Malene G. Skounæs)

Læs også:

Månebase Rødhætte og andre SF noveller af Lars Ahn Pedersen
Gys i oktober af Ray Bradbury
Galaktiske forestillinger af Manfred Christiansen
Liv af Rasmus Hastrup
En dag uden sol af Benjamin Lunøe
Rødt til en død årstid af Hanna Lützen
Ingenting passer af Anders Jørgen Mogensen
Minerne på Orthomyx af Flemming R. P. Rasch
Legetøj af Mikala Rosenkilde
Fast arbejde – udvalgte fortællinger af A. Silvestri
Antistof af Charles Stross

Om flyveøgler, Afrika og Mikala Rosenkilde

For et par dage siden skrev jeg om Mikala Rosenkildes fantastiske spændingsroman “Kongamato“. I samme forbindelse har jeg også fået lov til at stille hende et par spørgsmål om romanen og arbejdet med den.

Kongamato af Mikala Rosenkilde

1) Vil du starte med kort at introducere dig selv
Jeg hedder Mikala Rosenkilde. Jeg er 51 år, og jeg har skrevet i en del år. Det begyndte for alvor, da jeg kom tilbage fra et ophold i Afrika. Jeg ville så gerne formidle nogle af mine oplevelser, i første omgang bare til mig selv for ikke at glemme detaljer om et stort eventyr for hurtigt, men snart kom ønsket om at skrive fiktion. Jeg debuterede med novellesamlingen ”Legetøj” på forlaget Kandor. Kandor henvendte sig, da redaktøren havde læst nogle af mine noveller på forfattersitet Fyldepennen (som nok er den platform der har betydet mest for min forfatterstart. Et sted jeg ikke kan anbefale nok til kommende forfattere).

2) Hvordan opstod ideen til ”Kongamato”?
Jeg har altid været vild med kryptozoologiske mysterier. Altså de dyr som skjuler sig og nægter at træde frem for offentligheden. Loch Ness-uhyret er måske det kendteste, men der er masser af andre. Hvert år opdages der mere end 16.000 nye dyrearter. De fleste er mindre dyr, men hvert år finder man også større, der bare har gemt sig godt. Ofte kender lokalbefolkningen dyret eller har hørt beretninger om det, har også tit et navn for det. I Congos sumpe siges at leve en dinosaurlignende skabning Mokele Mbembe. For et par år siden tog lensgreve Christoffer Knuth (Knuthenborg Gods og safaripark) med et hold til Congo for at lede efter det sagnomspundne væsen. Det kom der en spændende dokumentarserie ud af som blev sendt på DR2, som stadig kan ses). Så at skrive romaner om den slags væsner tiltaler mig. Jeg har ikke selv fundet andre danske forfattere der skriver om netop det, og hvis der gør, så vil jeg rigtig gerne læse det.

3) Romanen er mere end 660 sider. Din sidste udgivelse var en novellesamling på ca. 170 sider. Hvordan arbejder man med så lang en historie?
Ja, der er meget stor forskel på at skrive en novellesamling og så en roman. Novellerne skrev jeg for at øve mig på at skrive en roman, tror jeg. Ikke fordi det nødvendigvis er nemmere at skrive kort, men fordi tanken om at tumle med 200 sider forekom mig helt uoverskueligt på det tidspunkt. 12 sider eller hvor lang sådan en novelle er, det lød mere overkommeligt. At min roman så endte på mere end 660 sider er i dag lidt morsomt. Men man siger jo at en historie har den længde det tager at fortælle den – og her er det altså en længere historie. Heldigvis er det jo så også sådan, at en god historie gerne må være lang, og endnu har ingen læsere klaget. Jeg har oven i købet hørt om et par stykker, der vendte bogen om og læste den én gang til.
Der er for øvrigt mange stier i romanen, og læseren opdager hurtigt at tingene hænger sammen på kryds og på tværs hele vejen igennem. Alle dem læseren møder er der af en grund. Det har både gjort det nemmere, men også sværere at skrive bogen, fordi selv om man selv har skrevet hvert et bogstav, så skal man stadig holde tungen lige i munden, når man redigerer så lang en tekst. Men man må jo tage det, som man spiser en elefant. En bid ad gangen.
Research har der naturligvis også været, men det har mere været faktuelle oplysninger om vægten på et næsehorn og hvad er egentlig sker, når man blive bidt af en giftslange. Så optræder den katolske helgen Frans af Assisi i historien, og her var der også nogle detaljer jeg måtte google. Men sceneriet, personerne og hvad der ellers hændte i Ungala er enten trukket direkte ud af virkeligheden eller dannet bag min pandebrask.

4) Jeg bed bl.a. mærke i den dobbeltmoral, som de frivillige i Lion & Lamb havde. De er nærmest fanatiske i deres beskyttelse af dyr, og alligevel er der en ret grum scene med et hulepindsvin. Hvad tænkte du, da du valgte at portrættere de frivillige således? Er det en tendens du ser i samfundet?
Jeg har selv arbejdet på et dyreværn i nogle år. Noget af det der kendetegner det at arbejde sådan et sted enten som frivillig eller ansat, er, at der er virkelig store følelser på spil. I ”Kongamato” møder man de frivillige på dyreværnshelteret Lion & Lamb. De passer en række aflivningstruede eller misrøgtede større eksotiske kæledyr som løver, tigre og andre dyr, der er vokset deres forrige ejere over hovedet. Dyrepasserne ved, at de gør noget virkelig godt her i verden. De vil også dyrenes bedste og har alle lagt en pæn sum penge for at være med. Oven i købet hviler der en særlig beskyttelse over stedet. Når man så ”ved” at man tilhører de udvalgte/de gode, så opstår der let en følelse af at man måske også har ret i andre ting. Der kan hurtigt gå lidt sekt i den slags. Hvis noget så forstyrrer billedet af paradis – fx spiser de afgrøder som man selv og dyrene ellers skulle leve af, så kan der let opstå fjendebilleder. Lidt som vi bekæmper rotter i Danmark. Det er et ”uønsket dyr” som kakerlakken og væggelusen. Ingen ved deres fulde fem har interesse i at fodre på dem.
Situationen i bogen med hulepindsvinene handler lidt om det samme. Problemet er at de frivillige ikke kan se det paradoksale i deres handlinger, når de hjælper med den ene hånd og ødelægger med den anden.
Om det er noget der direkte kan relateres til vores eget samfund, er jeg mere i tvivl om. Det er ikke fordi politik ikke interesserer mig, men jeg er allermest interesseret i at fortælle en spændende historie. Et andet tema i bogen er fadersvigt. Det har jeg til gengæld en hel at sige om. Men det må vente til en anden god gang 😉

5) Din beskrivelse af Afrika føles utrolig virkelig. Har du et særligt forhold til Afrika, siden du lader historien udspille sig der?
I en periode af mit liv boede jeg der selv. Jeg boede der med en storvildtjæger og levede et aktivt udendørsliv. Jagt og alt hvad der relaterer sig til emnet er stort dernede og storvildtjæger er et reelt erhverv. Heldigvis arbejdes der i dag meget med dyrebeskyttelse, så de dyr der tidligere blev skudt ned i stort tal, nu får en chance til. Det er også nødvendigt. Som det nævnes i ”Kongamato” lever der flere tigre i fangenskab end frit i naturen. Det er ret skræmmende, synes jeg.

6) Hvad håber du, at læserens oplevelse er, når sidste side er læst i ”Kongamato”?
Først og fremmest håber jeg, at det har været en spændende rejse. At læseren har moret sig og gyst godt undervejs. Jeg håber også at interessen for at bevare vores fantastiske dyreliv er vokset. En serie som “Tiger King” satte sit eget fokus på dyrevelfærd eller mangel på samme. ”Kongamato” er en anden stemme i debatten.

7) Og til sidst – Jeg er vild med dit miks af realistisk spænding med fantastiske elementer og actionfyldt eventyr. Kan vi se frem til flere eventyr i kryptozoologiens verden?
Ih, mange tak! Faktisk er ”Kongamato” den første i en planlagt serie. Nummer to i serien hedder (arbejdstitel) “Dragernes Ø” og foregår et andet sted i verden og handler som det ligger i titlen om fortidige drager eller noget meget, meget tæt på. Drager er også nogle dejlige dyr.
Og igen tak for de pæne ord om genren. Realistisk spænding er det sjoveste at skrive, synes jeg. Man tænker nemlig ikke så meget over at møde en flyveøgle i en historie, hvis den foregår i juratiden, men hvis den dukker op i IKEA, så reagerer man sikkert. Det er nok det der driver mit forfatterskab, – for hvad nu hvis?

Besøg Mikala Rosenkildes Facebook-side eller hendes hjemmeside
Læs mere om “Kongamato” på forlaget Dreamlitt

Kongamato af Mikala Rosenkilde

Kongamato af Mikala Rosenkilde

Forlagets beskrivelse
Morten Lange er kryptozoolog med drømmen om at finde verdens sidste flyveøgler. Han rejser derfor ud for at lede efter kongamatoerne, øglefugle, der siges at hærge et afsidesliggende område af Afrika.

Samme sted har dyreværnsorganisationen Lion & Lamb et shelter for aflivningstruede, eksotiske kæledyr som løver, næsehorn og giraffer. Dyr, der enten er blevet tilovers eller er blevet for store og farlige at omgås for deres tidligere ejere. Nu rehabiliteres de til et nyt liv som frie dyr. 27-årige Anna Wahlin fra Nørrebro skal være frivillig dyrepasser i tre måneder på shelteret, og hun glæder sig til en oplevelse for livet.

Men intet er, hvad det udgiver sig for i den afrikanske ødemark, og det viser sig snart, at Lion & Lamb har helt andre og skjulte agendaer end at rehabilitere eksotiske kæledyr. Både dyreværnsorganisationen og den afrikanske savanne og jungle skjuler mere, end de åbenbarer, og snart truer farerne, både de menneskeskabte og de naturlige, Anna og Morten fra alle sider. Før de får set sig om, er jagten gået ind på dem begge.

Mikala Rosenkilde debuterede i 2011 med novellesamlingen Legetøj, som jeg var begejstret for. Nu er hun aktuel med romanen Kongamato, og her beviser hun, at hun også kan skrive langt. Lige da jeg så den 668 lange sider roman, tænkte jeg: “Fantastisk forside – men hold da op, den er tyk!” Heldigvis føles den ikke spor lang at læse. Tværtimod. Mod slutningen måtte MR gerne have fyldt endnu mere på historien.

Hovedpersonen Morten Lange er kryptozoolog, og han er taget til den lille stat Ungala for at undersøge påstandene om en fugleart med tænder. Undervejs møder han den unge kvinde Anna, der ligeledes er på vej til Ungala. Hun skal arbejde som frivillig for dyreværnsorganisationen Lion & Lamb, der redder vilde kæledyr og udsætter dem i naturen igen.

Mens Anna bliver indkvarteret i Primovitos barakby, kommer Morten til at bo i Divine Lodge hos lederen af Lion & Lamb, Alakim, og hans hustru Dana. Anna kastes hurtigt ud i opgaverne, men Morten får ingen svar på sine spørgsmål om de mærkelige fugle. Faktisk vil ingen tale om dem.

Samtidig går det op for læseren, at alt måske ikke er så idyllisk hos Lion & Lamb. Og slet ikke på Divine Lodge, der egentlig startede med at være hovedkvarteret for kosmetikfirmaet Uniwhite, som arbejder på et banebrydende projekt.

Jeg blev simpelthen bidt af Kongamato fra første side. Hold nu op, den er underholdende. Jeg har set den omtalt som en krydsning af Indiana Jones og Jurassic Park, og det er faktisk lige på kornet.

Ved at bygge historien op i korte kapitler fortalt af forskellige personer får læseren den ene cliffhanger efter den anden. Det skaber både spænding og fremdrift og gør det nærmest umuligt at lægge Kongamato fra sig igen.

Romanen er først og fremmest en elementært spændende historie med udgangspunkt i Mortens jagt på de mærkelige fugle, der minder mistænkeligt meget om flyveøgler. Herfra udvikler den sig ud i flere nervepirrende plots. En ung mand holdes indespærret af mystiske væsener. Anna bliver kidnappet fra Primovitos. Og så er der også lige hele affæren med Uniwhites chefforsker, der ikke kun er interesseret i at lave lækre cremer. Vi kommer tæt på dyrevelfærd, forsvundne fædre, svindel, industrispionage og naive ildsjæle, og der er ikke megen tid til at stoppe op, mens vi ubesværet føres gennem fletværket af plottråde.

Mikala Rosenkilde skriver levende og overbevisende. Det føles, som om vi er i Ungala sammen med vores hovedpersoner, og jeg er imponeret over, hvor troværdigt hele sceneriet fremstår. De mange forskellige tråde spindes sammen til sidst i en lidt hæsblæsende afslutning. Her kunne jeg som sagt godt have ønsket lidt flere sider. Men det tager intet fra den overordnede læseoplevelse, og jeg håber ikke, at det er sidste besøg i kryptozoologiens verden á la Mikala Rosenkilde.

Er du til spænding, flyveøgler, skræmmende eksperimenter, handlekraftige helte og et fantastisk eventyr? Ja, så er Kongamato garanteret noget for dig. Jeg er i hvert fald fan.

Skulle du være i tvivl om, hvad kryptozoologi betyder, er det læren om skjulte dyr. Faget befinder sig i et grænseområde mellem flere fag, bl.a. zoologi og folkemindevidenskab. Slår man ordet op i Den Store Danske finder man nedenstående beskrivelse af fagets tre hovedområder:
1) Dyrearter, der normalt anses for uddøde, kunne tænkes at eksistere alligevel eller at have eksisteret længere end først antaget.
2) Kendte dyr, der ses uden for deres normale udbredelsesområde, kunne tænkes at være undsluppet fangenskab eller tilhøre uopdagede bestande.
3) Sagn og moderne beretninger om søslanger, havuhyrer og andre ukendte væsener kunne dække over iagttagelser af dyrearter, der endnu ikke er beskrevet af videnskaben.

Om Kongamato:

Udgivelsesår: 02.06.2020
Forlag: Dreamlitt, 668 sider
Omslag: Peter Palmqvist Skjøtt Poulsen

Besøg hjemmesiden for Kongamato

Læs også:

De udøde af Johan Egerkrans
Let bytte af Carina Evytt
Jagten på den forsvundne by af David Grann
Bestiarium Groenlandica / red. Maria Bach Kreutzmann
Pandora i Congo af Albert Sánchez Piñol
Arthur Gordon Pyms eventyr af Edgar Allan Poe
Stallo af Stefan Spjut
Udryddelsen af Kazuaki Takano
Tropika – Ainukka Heikkinens forandring af Jon Terje Østberg

The Lost World

Den som søger skal finde af Lars Thomassen

Den som søger skal finde af Lars Thomassen

Forrygende afslutning på Vesterlund-trilogien

For 10 år siden kom Ditlev Rosenkilde første gang ind i Margit Vesterlunds liv, stort set samtidig som Kaj Brønds. Men hvor den pensionerede politimand blev en forbundsfælle og siden kær ven, kunne familien Vesterlund først føle sig nogenlunde sikre, da seriemorderen Ditlev efter et opgør på en tom cementfabrik blev indlagt i dyb koma.

De mange år har bragt hverdagen tilbage. Margit er tilbage på prædikestolen. Sønnen Jake, der også har dårlige minder om Ditlev, er blevet gift med Katarina, og sammen har de datteren Clara. Også Kaj har fundet kærligheden igen med den tidligere engelske politikvinde, Adriana.

Men i mørket har Ditlev lagt planer, og han har ikke tænkt sig at lade familien Vesterlund slippe ustraffet. Imod alle odds og i dybeste hemmelighed har han kæmpet sig tilbage til livet, og nu vil han have hævn.

Den som søger skal finde er tredje og afsluttende bog om Margit, Jake, Kaj og de andre. Og sikke en finale. Lige knap 1500 sider er det blevet til i alt, men Lars Thomassen samler fornemt op på alle tråde og får afsluttet trilogien helt tilfredsstillende. Oveni får han elegant flettet de tidligere begivenheder ind i historien, så selvom man ikke lige har de første bind i frisk erindring, er det nemt at følge med.

Som i de første bøger er her masser af både action og spænding. Samtidig har Den som søger skal finde dog også en mere eftertænksom side. Ditlev viser nogle nye sider af sig selv, ligesom også andre af seriens karakterer pludselig afslører store overraskelser.

Har du endnu Vesterlund-trilogien til gode, kan du glæde dig. Jeg har været drønunderholdt, og synes bare Thomassen er blevet bedre og bedre.

Historien fortælles i korte kapitler, der springer mellem de forskellige handlingstråde. Det skaber en konstant suspense, hvor man bare er nødt til at læse videre for at finde ud af, hvad der nu sker. Sproget flyder let. Personerne er nuancerede og troværdige. Og plottet er spændende og fyldt med uforudsigelige sving undervejs. Det bliver stort set ikke bedre.

Er du til kringlede thrillers med et interessant og anderledes persongalleri, hvor der både skrues på actionknappen og drilles med plot-twists? Så er Den som søger skal finde sammen med de to første bind ikke til at komme uden om.

Uddrag af bogen:

Der blev helt stille i stuen på Huslodsvej. Efter Gabriellas chokudmelding havde ingen trukket vejret i flere lange sekunder. Så eksploderede Jake.

Hvad fanden er det, du siger?

Kajs vældige arm røg ud og trak Jake i armen. “Slap af. Lad os nu høre.”

Jake drejede hovedet og stirrede med vilde øjne på Kaj. Så søgte de tilbage mod Gabriella, der med et mildt blik studerede ham. Jake satte sig forstenet tilbage på stolen.

Politiet blev tidligt i morges gjort opmærksom på, at Ditlev Rosenkilde er forsvundet fra plejecentret i Viby.”

Jake eksploderede ikke denne gang. Han stirrede ned på Kaj og Margits hænder, som havde lagt sig på hans fra hver sin side.

Jeg ved ikke meget endnu, men det ser ud til, at en kvindelig plejecenter-assistent har været hans ‘personlige’ plejer. Hun overtog løbende al pleje af ham. Ingen har sat spørgsmålstegn ved det, fordi ingen andre åbenbart ønskede at passe ham.

Men hvordan fanden kan det ske?” spurgte Margit forbitret.

Jeg ved det ikke. Det er det alt for tidligt i efterforskningen til, at vi kan svare på. Men kollegaerne virker overbeviste om, at det er ham, der har gjort det.” (side 77)

Om Den som søger skal finde:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Månen, 447 sider

Vesterlund-trilogien:
Han kender det som er i mørket, 2017
Lad de døde begrave de døde, 2019
Den som søger skal finde, 2020

Skrækvisioner af Martin Wangsgaard Jürgensen

Skrækvisioner - den moderne gysers udvikling af Martin Wangsgaard Jürgensen

Skrækvisioner – den moderne gysers udvikling er et imponerende værk. Martin Wangsgaard Jürgensen har sat sig for at gennemgå gysets udvikling i den engelsksprogede litteratur fra 1920 og 100 år frem, og det gør han med stort overblik og spændende analyser.

Over 14 kapitler undersøger han genren årti for årti og trækker tendenser, temaer og litterær kvalitet frem ved at analysere centrale værker fra perioden. Det gør han med en enorm viden om ikke bare gys og horror, men også om litteraturhistorien i almindelighed. Alligevel synes jeg, at Skrækvisioner er umiddelbart tilgængeligt, så man behøver ikke at være uddannet litterat for at få noget ud af bogen.

Hvert kapitel afsluttes med en kort opsummering af hovedpunkterne, og bagerst er indsat en omfattende litteraturliste, der giver et indblik i det kæmpe researcharbejde MWJ har bedrevet.

At Skrækvisioner udelukkende beskæftiger sig med litteraturen er atypisk for fagbøger om gys og horror. Oftest omhandles både film og bøger samt i nogle tilfælde også computerspil. Andre handler om, hvorfor vi er fascineret af genren, men MWJ har i stedet sat sig for at belyse genrens litterære udvikling:

… der i hovedparten af sin moderne eksistens har bevæget sig på kanten af den gode smag, og som kun lejlighedsvis har fundet vej ind i kunstneriske, litterære sammenhænge […] Ikke desto mindre byder genrens udvikling sig til som en fascinerende historie om idéer og strømninger i det 20. århundrede, der fortæller os noget om de tanker og bekymringer, der har optaget både læsere og forfattere, fordi skrækfiktionen -netop som navnet siger – handler om det, der skræmmer os.” (s. 8)

MWJ vil som nævnt diskutere genrens litterære kvaliteter, men for samtidig at belyse tematikker og tendenser er det ikke kun ‘mesterværkerne’ der medtages. Og så understreger han, at de udvalgte temaer i de enkelte tidsperioder naturligvis også findes til andre tider. Her i bogen har han blot forholdt sig til temaets storhedstid.

Skrækvisioner er ikke blot et oplysende og spændende værk. Det er også en guldgrube af forslag til kommende læsning. Jeg er dog ikke altid enig med Martin Wangsgaard Jürgensen om, hvad der er god litteratur.

Eksempelvis er jeg stor fan af Stephen King, mens MWJ anerkender Kings betydning. Udover et par enkelte romaner synes han dog ikke, at Kings bøger er af litterær kvalitet. Blandt andet fordi King, ifølge MWJ, beskriver en idealiseret verden, hvor sort og hvidt er tydeligt adskilt. Dermed forenkles konflikterne til klare valg, hvorved læserens moral ikke udfordres. Egentlig er jeg ikke uenig i MWJ’s konklusion om moralen, men da jeg tit læser for fornøjelse, finder jeg stadig stor kvalitet i Kings univers. Også selvom han ikke refererer til den græske mytologi eller ‘sturm und drang’, men benytter sig af den moderne verden som referenceramme.

Til gengæld kan jeg også sagtens følge MWJ i, at det er fantastisk, når litteraturen udfordrer én. For mig er det blot ikke et mål i sig selv, og bliver teksten for eksperimenterende, står jeg desværre af. Måske fordi jeg ikke har ‘værktøjerne’ til at låse teksten op. Men her er Skrækvisioner en god hjælp, idet MWJs analyser gør det nemmere at ‘angribe’ de nævnte titler. Så jeg skal på opdagelse i en ny verden.

Det kunne have været interessant, hvis eksempler på dansk skræklitteratur også var omtalt under de enkelte temaer, men det er nok mest min egen kæphest, og MWJ redegør tydeligt for, hvorfor han har valgt den engelsksprogede litteratur. Jeg kan derfor kun slutte, som jeg begyndte, med at kalde Skrækvisioner et imponerende værk, som Martin Wangsgaard Jürgensen fortjener stor ros for.

Læs også den grundige anmeldelse på Historie Online for flere grunde til at læse Skrækvisioner – den moderne gysers udvikling.

Om Skrækvisioner – den moderne gysers udvikling:

Udgivelsesår: 27.03.2020
Forlag: Syddansk Universitetsforlag, 430 sider
Omslag: Dorthe Møller, Unisats

Indhold:
Forord og indledning
Pulplitteratur og de kosmiske gys (1920’erne-1930’erne)
Krimigys, nygotik og krigsgru (1940’erne)
Det psykologiske gys (1950’erne)
Pulpens genfødsel (1960’erne)
Engelske spøgelser på stribe
Sindets ukendte land
Besat af Satan (1970’erne)
Bestsellergys
Romankunst og græsrødder (1970’erne-1980’erne)
Menneskemonstret (1980’erne)
Splatterpunk!
Det dystre nathjerte (1990’erne)
Metagys og ironi
Et åbent felt (2000’erne)
Litteratur
Stikordsregister

Læs også:

Why Horror Seduces af Mathias Clasen
Homo Timidus af Mathias F. Clasen
Horror: A Tematic History in Fiction and Film af Darryl Jones
Danse Macabre af Stephen King
Malstrømmen – Poe og Danmark
Monstrologi – Frygtens manifestationer / red. Jørgen Riber Christensen og Steen Ledet Christiansen
I lyst og død af Rikke Schubart
Gysets mestre af Jonna Wennerstrøm Nielsen

Måske uskyldig af Alafair Burke

Måske uskyldig af Alafair Burke

Veldrejet psykologisk drama om mord, hævn og tvivl

Olivia Randall arbejder som forsvarer. En dag bliver hun kontaktet af teenageren Buckley, hvis far er blevet hentet af politiet. Olivia er først tilbøjelig til at afvise henvendelsen – indtil hun hører, at Buckleys far er Jack Harris, en kendt forfatter, men også hendes ungdomskæreste.

Så Oliva følger op på sagen, og det viser sig, at Jack er under mistanke for at have skudt tre personer. Hun er overbevist om, at der er tale om en fejl, men anklagermyndigheden er usædvanlig skråsikker. Og jo mere hun arbejder med Jacks forsvar, jo mindre sikker bliver hun på, om hun egentlig kender ham. For udover smuds i nutiden dukker der også ting op fra deres fælles fortid.

Jeg har tidligere læst Bag facaden af Alafair Burke, som jeg var helt opslugt af. Måske uskyldig er i samme høje klasse. Alafair Burke er uddannet jurist og har arbejdet som anklager, og hun har derfor indgående kendskab til retssager og opbygningen af både forsvar og anklage. Den viden udnytter hun i sagen mod Jack, hvor vi kommer bag om taktikken på begge hold, uden at romanen dog udvikler sig til et retssalsdrama.

For fokusset er på personerne. Jo mere vi hører om Olivia og Jacks fortid, jo mere sniger tvivlen sig ind. Olivia har en enorm skyldfølelse overfor Jack, på grund af noget hun gjorde, da de var sammen. Derfor har hun stillet ham op på et piedestal, som et hjertegodt og blidt menneske uden fejl. Da der pludselig opstår sprækker i det glansbillede, kommer hun til at tvivle så kraftigt, at hun nærmest vender sin opfattelse af Jack på hovedet.

Selvom det lykkes for Olivia at finde troværdige forklaringer på skyderiet, så dukker der hver gang nye forhindringer op, som peger tilbage mod Jack. Er han skyldig? Er han offer for en sammensværgelse? Eller var han bare det forkerte sted på det forkerte tidspunkt?

Jeg kan sagtens genkende Olivias reaktion, for når ‘vores sandhed’ pludselig ændrer sig, føler man sig underligt forrådt. Også selvom ingen har forsøgt at skjule noget, og det kun er ens egen opfattelse af virkeligheden, der er anderledes. Men sandheden er jo, at vi alle indeholder både godt og skidt, og det får Alafair Burke utroligt fint beskrevet.

Måske uskyldig er et veldrejet psykologisk drama, som holdt mig fast fra første side. De 300 sider blev nærmest slugt. Både fordi personerne er interessante og plottet spændende, men også fordi Alafair Burke skriver så godt, at jeg ikke opdagede, at tiden gik.

Jeg må erklære mig fan og kan kun anbefale Måske uskyldig til alle, der holder af en underholdende psykologisk thriller med en uforudsigelig slutning.

Reklame: Tak til Gads forlag som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Det havde slidt på Jack at være blevet tilbageholdt på stationen. Ikke kun fysisk, men også mentalt. For nogle var det næsten som at blive ramt af chok. Men der var ikke tid til nostalgiske tilbageblik. Jeg var nødt til at få ham tilbage til nuet.

“Du er anholdt, Jack, åbenbart for drab. Der blev affyret skud på football-banen nede ved Hudsonflodens moleområde i dag. Folk blev dræbt. Har man fortalt dig noget om det?” Jeg havde foretaget en hurtig nyhedssøgning på mobilen i taxaen hen til stationen, men så ingen navne på nogen af ofrene, og der stod heller ikke noget om, at man havde anholdt en mistænkt. “Nu skal du høre rigtig godt efter. Hvad kan have fået politiet til at tro, at du har gjort det her?”

Det var Don, der havde lært mig denne omhyggelige formulering, som gjorde, at klienten ikke kunne hænges op på spørgsmålet. Klienten kunne fortælle mig ting, hvilke beviser politiet muligvis havde, samtidig med at jeg uden etiske betænkeligheder kunne lade ham fortælle en helt anden historie i vidneskranken.

“Jeg … Jeg hørte skud fra West Side Highway. Jeg vidste ikke engang, at det var skud. Så kom jeg hjem og hørte nyhederne. Jeg blev naturligvis rystet. Efter det med Molly, mener jeg. At jeg var så tæt på endnu en skudepisode …” (side 23-24)

Om Måske uskyldig:

Udgivelsesår: 18.06.2020
Forlag: Gad, 304 sider
Omslag: Harvey Macaulay / Imperiet
Originaltitel: The Ex (2016)
Oversætter: Brian Christensen

Læs også:

Bag facaden af Alafair Burke
Huset i Chelsea af Lisa Jewell
Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz
Drengen der slog ihjel af Simon Lelic
Onde piger af Alex Marwood
Perfekte dage af Raphael Montes
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach
Løgnen af C. L. Taylor
Sankt Psyko af Johan Theorin


Dukkemageren af Kim Michael Schrewelius

Dukkemageren af Kim Michael Schrewelius

Dukkemageren og 8 andre skræmmende noveller er en ny novellesamling af Kim Schrewelius, som i 2018 udgav Justitia.

Bagsidetekst:
Tro på det – for hvad nu hvis
Der er 9 gode grunde til at få læst denne her bog, så vær forberedt på lidt af hvert.
Kim vender tilbage med 9 nye blodige og uhyggelige noveller.
Han leger endnu en gang med ordene, for læserens skyld. Bestil et sæde og tag det rigtige fly, for du ved aldrig hvor du lander, hvis det hele går galt.

Som det fremgår, består af samlingen af ni noveller, der emnemæssigt strækker sig fra seriemordere over nedlagte psykiatriske hospitaler til voldsramte kvinder og meget mere.

Der er ingen tvivl om, at KS elsker gys og horror. De ni noveller rummer masser af fortælleglæde, og selvom nogle af idéerne ikke er ukendte for læsere af genren, forsøger KS altid at give historierne sit eget twist. Det lykkes særligt godt i novellen ‘De skulle skrabes ned’, om Michael der sidder og spiser på et værtshus, mens han tænker tilbage på fortidens synder. Her er opbygningen af novellen lykkes til fulde, så når vi læser sidste linje, går hele historien op i en højere enhed.

Der er dog også historier, hvor de mange idéer falder over hinanden og forhindrer novellen i at opnå sit potentiale. F.eks. i ‘Isla Del Diablo’ hvor et fly styrter ned tæt på en øde ø. Historien kunne være et lille tæt drama, men ender i stedet som en smårodet fortælling, hvor vi introduceres for en masse mennesker i tilbageblik, mens kampen for livet på øen reduceres til et sidespor.

Dukkemageren er udgivet på selvudgiverforlaget BoD ligesom Justitia. Denne gang har KS haft mere fokus på selve layoutet, som fremstår langt mere læsevenligt og nydeligt. Korrekturen er desværre skæmmet af en del fejl, og selvom der ind i mellem er herlige sprogperler og vellykkede oneliners, er sproget dog gennemgående meget beskrivende og kunne med fordel strammes op under en redaktørs kyndige blik.

Kim Schrewelius er en ildsjæl, som også står bag hjemmesiden Midnatstimen. Her skriver han ligeledes historier til, og jeg kan kun tage hatten af for hans entusiasme. Sproget er måske ikke så professionelt, men glæden ved gyset er umiskendelig. Også her i Dukkemageren og 8 andre skræmmende noveller.

Om Dukkemageren:

Udgivelsesår: 15.05.2020
Forlag: BoD, 172 sider
Forside: Clara Lindén

Indhold:
Dukkemageren
Lægen fra Sorgdrupgaard
Isla Del Diablo
Skal der være en grund
Skygger i skyggen
Særtog
De skulle skrabes ned
Dæmoner & had
Nok
Forfatterens hilsen

Metro af Emil Landgreen

Metro af Emil Landgreen

Myter fra mørket
Har du nogensinde tænkt på, hvordan mørket lyder?
Hvis mørket kunne tale, hvad ville det så fortælle dig?
Nogle historier træder aldrig frem i lyset,
andre forsøges tiet ihjel – mens andre igen ikke må deles.

For din egen skyld.
Enkelte gange sker det alligevel, at en historie slipper ud og slår rødder i dit sind. Myter fra mørket er gemte og glemte fortællinger fra den verden, som du ellers syntes, du kendte så godt.
(side 9)

Tjalfe er Villys bedste ven. Sammen har de stiftet graffitibanden FirstMoverz, og som svendestykke vil de ‘tagge’ en af de nye metrostationer dagen før åbningen. Villys far arbejder for metroselskabet, så Villy har fundet et kort over metro-tunnelerne, som drengene kan bruge til at finde vej.

Desværre har den lidt ældre Rune også hægtet sig på. Villy er ikke særligt begejstret for ham, og føler lidt at han har overtaget pladsen som Tjalfes best buddie. Udadtil siger Villy dog ikke noget, så da det bliver nat, tager alle tre drenge af sted til metroen.

Det lykkes dem at klatre over hegnet og komme ind i tunnelen, men så begynder tingene at gå galt. Er det en vagt, der er efter dem? Og har de virkelig fundet den rigtige station?

Den 14-årige Villy er historiens jeg-fortæller. Ved at fortælle historien i første-person lader forfatter Emil Landgreen læserne føle, hvad der sker, sammen med Villy. Hans dårlige samvittighed, jalousi og rædsel bliver læserens. Vi ved aldrig mere end Villy, og det gør spændingen endnu mere intens. Det gør også Villy til en lidt mere kompleks og troværdig figur, og dermed også interessant for de lidt ældre læsere.

Landgreen fører i Metro læseren fra hverdagen ned i mørket til gamle, næsten glemte myter. En sammensmeltning der lykkes til fulde. Spændings-niveauet er støt stigende, og jeg var ualmindeligt godt underholdt.

Illustration fra Metro af Emil Landgreen

Emil Landgreen har selv illustreret romanen, og de stemningsfulde tegninger understreger i den grad uhyggen. Til sidst er indsat nogle sider fra Villys skitseblok, som man ikke må snyde sig selv for. Det må man heller ikke for det dystre soundtrack til romanen, der kan findes via QR koderne bagerst.

Metro er første bog i serien Myter fra mørket. Hvis resten af serien holder samme niveau, er der noget at glæde sig til. En uhyggelig god roman for de +10-årige, som ikke er bange af sig.

Om Metro:

Udgivelsesår: 30.10.2019
Forlag: Bolden, 99 sider
Omslag og illustrationer: Emil Landgreen
Lix: 24

Læs også:

Charons sølv 1-3 af Lasse Bo Andersen
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Spøgelseshvisker af Nick Clausen
Taranteller og tungekys af Michael Kamp
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen

Skimmelrytteren af Theodor Storm

Skimmelrytteren af Theodor Storm

[Skimmelrytteren] er en dramatisk historie, hvis handling udspiller sig langs den sønderjyske (sydslesvigske) vestkyst i 1700-tallet, og hvor naturens kræfter og de menneskelige lidenskaber stilles op imod en klar og nøgtern intelligens. Her berettes om stormflod og jalousi, ung kærlighed og spøgeri – kort sagt en spændende historie af en af Europas store fortællere, mesterligt fordansket af Peer Sibast.” (fra bagsiden)

Under et voldsomt uvejr rider en mand af sted på et nordfrisisk dige. Her møder han en mørk rytter på en mager skimmel, der rider forbi ham i fuld fart. Da han kort efter søger ly i en kro i nærheden, får han historien om Skimmelrytteren.

Tede Haiens søn, Hauke, lærer som lille sig selv matematik efter en hollandsk Euklid, som faren har haft liggende i en kiste på loftet. Den viden vil han bruge til at gøre digerne mere effektive, så han søger plads som ungkarl hos digegreven. Her lykkes det ham med tiden at få digegrevens fortrolighed og dermed indflydelse på arbejdet med digerne, og langsomt overtager Hauke stort set alle pligterne. Da digegreven dør, gifter Hauke sig med datteren Elke og bliver selv udnævnt til digegreve. Ikke alle er dog tilfredse med Haukes sociale opstigen, og slet ikke med hans planer om at reformere digerne. Alligevel kaster Hauke sig over opgaven med ildhu, og alt går tilsyneladende hans vej. Indtil en stormflod truer…

Med mere end 130 år på bagen er Skimmelrytteren naturligt nok ikke umiddelbart særlig uhyggelig for en moderne læser. Hertil er fortællingen for patosfyldt og sproget for bedaget. Ikke desto mindre har romanen også noget at tilbyde nutiden. For selvom historien om Hauke Haien er fuld af drama og store følelser, indeholder den også en urovækkende snert af gys. De gamle sagn føles ind i mellem virkelige, selvom den rationelle Hauke fornægter dem, og slutningen er ganske nådesløs.

Den 1. juli genudgiver A Mock Book (i kommision hos Gads Forlag) romanen. I pressematerialet skriver de: “Nu genudgives [Theodor Storms] hovedværk “Skimmelrytteren”, der samtidig er en klassiker i den tyske litteraturhistorie, på dansk. Bogen regnes til den tyske realisme, men har fået fornyet aktualitet i kraft af sin skildring af menneskets naturforhold og kamp mod stigende vandmasser.”

Anmelderne skriver:

Bogrummet: ”Skimmelrytteren”, der udkom kort efter forfatterens død i 1888, bygger på et af marsklandets mange sagn og befinder sig i spændingsfeltet mellem rationalitet og overtro. Hauke Haien var et menneske med fremtidsvisioner, men kan man ignorere omgivelsernes overtro? Der er noget skæbnesvangert over fortællingen om manden, der opnår alt: en smuk kone og barn, en stor gård, position og magt i samfundet – men aldrig sjælefred. Selv efter døden rider han på diget, når stormen er værst. Theodor Storm var embedsmand i Husum og kendte derfor livet i marken godt. ”Skimmelrytteren” er i dag en tysk klassiker og samtidig én af de få romaner, der skildrer marsklandet. Derfor kan den – ud over de litterære kvaliteter – anbefales som en introduktion til marsken og dens mennesker for rejsende til området.

Grænseforeningen: “Skimmelrytteren” er en vidunderlig blanding af marskens og Vadehavets sagn, overtro og virkelige livsvilkår. Romanen giver et indblik i det hårde liv på marskens udkant, det stadige besvær med at holde digerne, indvinde land og ikke mindst angsten for stormfloden.

Irish Times: Just as most American school children are familiar with Washington Irving’s “The Legend of Sleepy Hollow” , their German counterparts know “The Rider on the White Horse”. It is a German literary landmark and remains one of the great ghost stories, never to be forgotten and never losing its ability to terrorise. Not because it is obviously creepy, but because its slow, subtle, nuanced telling lingers through a balanced mix of logic and the inevitable.

Om Skimmelrytteren:

Udgivelsesår: 1982
Forlag: Melbyhus, 160 sider
Omslag: A. Petersen-Røm
Originaltitel: Der Schimmelretter (1888)
Oversætter: Peer Sibast

Læs også:

Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack
Spøgelseshistorier af Lafcadio Hearn
Åndeverdenens dårekiste af B. S. Ingemann
Otte berømte spøgelseshistorier af M. R. James
Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu
Diget af Teddy Vork