Indlæg tagget med ‘1920-1929’

Frygtens herre af H. P. Lovecraft og August Derleth

Frygtens herreJeg er blevet helt bidt af at læse og genlæse H. P. Lovecrafts historier, og denne gang har jeg fået fat i Frygtens herre, en lille udgivelse fra Aarsleffs Forlag fra 1983, som indeholder de to noveller “Når Cthulhu kalder” af H. P. Lovecraft og “Dvæleren i mørket” af August Derleth.

“Når Cthulhu kalder” er opdelt i tre kapitler: Rædslen i ler, Inspektør Legrasses beretning og Vanviddet på havet. Historiens fortæller er arvingen og eksekutoren for den gamle professor George Gammell Angell, som var berømt for sin ekspertise i antikke inskriptioner. Hans død var tilsyneladende et hjerteanfald, som blev udløst, da han tilfældigt blev skubbet af en sort sømand. Men da fortælleren begynder at se nærmere i onklens papirer, viser det sig, at hans død måske ikke var så tilfældig endda.

Professoren var tilsyneladende kommet på sporet af nogle mystiske sammenhænge. En kunstners mærkelige drømme og herefter udarbejdelse af et skræmmende basrelief, hænger på mystisk vis sammen med utrolige begivenheder rundt om i verden, bl.a. nogle forsvindinger i skovene syd for New Orleans hvor en uhyggelig voodoo-kult holder til, og hvor en grotesk, frastødende og åbenbart meget gammel stenstatuette er blevet fundet. I sine forsøg på at opklare omstændighederne vedrørende professorens død tager fortælleren også til Norge for at tale med en sømand, der ligeledes i de samme dage oplevede noget vanvittigt og uforklarligt, som først – tilsyneladende – ophørte, da en voldsom storm blæste hans skib bort.

Til sidst må fortælleren dog indse, at ikke al viden er værd at kende: “Johansens dokument har jeg nu arkiveret side om side med basrelieffet og professor Angells papirer. Samme sted skal mine egne optegnelser ligge – denne prøvesten på min fornuft, hvor alt det er samlet, som jeg aldrig håber skal samles igen. Jeg har set, hvad universet rummer af rædsel, og i fremtiden vil selv forårets himmel og sommerens blomster være gift for mig, men jeg tror ikke, jeg har langt tilbage. Det vil gå mig, som det gik min onkel, og som det gik Johansen. Jeg ved for meget, og kulten lever stadig.”

“Når Cthulhu kalder” blev første gang offentliggjort i 1928 i Weird Tales, og er ifølge Wikipedia den eneste noveller Lovecraft selv har skrevet, hvor Cthulhu-mytologien spiller så stor en rolle. I første omgang blev novellen afvist af Weird Tales, og først da Donald Wandrei usandt overbeviste bladet om, at Lovecraft overvejede at sælge den til anden side, blev historien antaget. Lovecraft var selv rimelig tilfreds med “Når Cthulhu kalder”, som er blevet kaldt “the first of Lovecraft’s “great texts“.

Jeg synes, det er lidt morsomt, når man læser flere af hans historier i træk at finde bånd og henvisninger på tværs af dem. I “Når Cthulhu kalder” er der naturligvis henvisninger til den gale araber Abdul Alhazred og det ugudelige værk “Necronomicon”, men også sømanden Johansens beretning trækker tråde til en anden Lovecraft-novelle. Johansens skib støder nemlig på det samme mystiske kystlinje med den hæslige monolit, som fortælleren i “Dagon” lander på.

Den anden novelle er “Dvæleren i mørket” og er skrevet af Lovecrafts gode ven August Derleth. Også denne novelle befinder sig i Cthulhu-mytologien, hvor fortælleren sammen med sin ven Laird Dogan tager til Rick’s sø i Wisconsins skove, hvor Lairds arbejdsgiver, professor Upton Gardner, er forsvundet. Gardner arbejdede med folkesagn og legender, og havde hørt om stedet som blev frygtet af de lokale.

De to mænd har ikke været længe i hytten ved søen, før de mærker den tyngende atmosfære, der hviler over stedet: “Det var ikke indbildning, at der var en ubehagelig, utryg følelse over bjælkehytten og skoven omkring den. Den lurende, næsten skæbnesvangre stilhed og de høje fyrretræer, der pressede sig sammen over hyttens tag samt søens blåsorte, livløse vand var ikke i sig selv nok til at fremmane denne følelse af frygt. Der lå mere bag. En dæmpet, ondsindet venten, en ildevarslende fjern selvsikkerhed – sådan som høgen må vise det, når den mageligt svæver rundt over et sikkert bytte på jorden.

Og det viser sig da også hurtigt, at en af de gamle – måske endda Nyarlathotep – hviler i skoven, og han ønsker ikke sin hemmelighed afsløret.

Det er lige før August Derleth rammer Lovecrafts univers, bedre end Lovecraft selv i denne novelle. Her lykkes det for ham at skabe en dyster og uheldsvanger stemning uden at fylde for meget videnskabeligt hokuspokus på for at underbygge sandhedsværdien. Setuppet fungerer supert, og “Dvæleren i mørket” er fyldt af den intense, ubehagelige atmosfære, som de bedste Lovecraft fortællinger fører læseren ud i.

Og som sin gode ven lader Derleth naturligvis også historien underbygge af henvisninger til andre fortællinger i Cthulhu-mytologien. Laird og fortælleren opsøger undervejs i historien en anden professor, Partier, som blev bortvist fra universitetet for at have forsket i skrækkelige og forbudte emner. Partier nævner både Dunwich, Innsmouth og ikke mindst ekspeditionen til Vanviddets bjerge. Derudover læser fortælleren selv i Lovecrafts bog “De fremmede og andre”, og naturligvis nævnes også “Necronomicon”.

Udover de to noveller indeholder Frygtens herre også et rigtigt interessant forord ved de to oversættere Flemming Chr. Nielsen og Klaus Aarsleff. Heri beskriver de bl.a., hvordan Lovecrafts fortællinger befinder sig i et sælsomt og frygtindgydende univers: “Alle [Lovecrafts] fortællinger er bygget op på den fundamentale myte, at denne verden engang var beboet af en anden race, som praktiserede sort magi og derved mistede fodfæstet, hvorefter den blev uddrevet. Disse væsener lever dog stadig på afsides steder, parat til at tage jorden i besiddelse igen.

En anden spændende detalje ved Lovecrafts forfatterskab, som Nielsen og Aarsleff kommer ind på, er, hvordan han blander fantasi og virkelighed i sin beskrivelse af en yderst omfangsrig litteratur om emnet, hvor den mest berømte bog er “Necronomicon” af den gale araber Abdul Alhazred, men hvor også andre titler går igen som “Heksekult i Vesteuropa” af Margaret Murray og “R’lyeh Teksten”. Det bemærkelsesværdige ved litteraturen er naturligvis, at flere af bøgerne kun eksisterer i Lovecrafts verden, men gennem hans historier er de nærmest blevet til virkelige bøger i vores verden.

Endelig kommer de også med en glimrende opsummering af Cthulhu-mytologiens største væsner: “De ældste guder repræsenterer godheden. De lever i indbyrdes fred og venskab, men fjernt fra vores verden, i nærheden af Betelgeuse i stjernebilledet Orion … Ondskabens kræfter kom til jorden i den fjerne urtid i skikkelse af den blinde ødelægger Azathoth og Yog-Sothoth, der vogter porten til det hinsides, og hverken er underkastet tidens eller rummets love. Den største og grusomste af dem alle er Cthulhu, som hviler under stenhvælvinger i den skjulte by R’lyeh dybt i havet. Hans halvbroder Hastur hersker over det interstellare rum. Deres oprindelige hjemsted er planeten Yoggoth (Lovecrafts betegnelse for Pluto).”

Frygtens herre er absolut læseværdig, og findes stadig på en del biblioteker. Oversættelsen hører til blandt de bedre, og det er da også Flemming Chr. Nielsen, der har oversat de tre historier i NYARLATHOTEP nr. 1, som har oversat “Når Cthulhu kalder”.

Om Frygtens herre:

Originaltitler: The Call of Cthulhu, 1926. The Dweller in Darkness, 1944.
Udgivelsesår: 1983

Udvalgte Lovecraft bøger på dansk:

Farven fra rummet, 2004
Skyggen over Innsmouth, 1995
Vanviddets bjerge, 1995
Murene på Eryx og Det hvide skib (Cirklen serien nr. 35), 1995
Rædslen fra Dunwich, 1994
Tidens skygge (Cirklen serien nr. 26) , 1992
Tilfældet Charles Dexter Ward, 1991
Frygtens herre : 2 noveller i Cthulhu-traditionen, 1983

Masser af gys udvalgt af Michael Tejn

Masser af gysDer er desværre ikke skrevet et forord til denne glimrende samling af gyser-noveller: Masser af gys, udvalgt ved Michael Tejn, så hvorfor netop disse 13 historier er udvalgt, vides ikke. Men det gør ikke historierne mindre gode, og holder du som jeg af det fortættede gys i novelleform, så prøv denne antologi fra 1966 hvor den ældste novelle er fra 1845 og den nyeste fra 1962.

Jord til jord (Earth to Earth) af Robert Graves udkom i 1955 og er en lidt pudsig historie om ægteparret Elsie og Robert Hedge, som bliver fuldstændig besat af dr. Eugen Steinpilz teorier om havekompost, og efterlever hans påskrifter mere end punktligt.

Hvad der virkelig hændte M. Valdemar (The Facts in the Case of M. Valdemar) af Edgar Allan Poe udkom i 1845. Fortælleren har gennem flere år beskæftiget sig med hypnose, og da en bekendt, M. Valdemar, ligger for døden, beder fortælleren om lov til at hypnotisere Valdemar i dødsøjeblikket. Valdemar siger ja, og det lykkes fortælleren mod alle forventninger. Men under hypnosen står Valdemar udenfor tiden, og da hypnosen afbrydes, er virkningen øjeblikkelig og rystende. Novellen er blevet filmatiseret flere gange, bl.a. af Roger Corman i Tales of Terror som består af tre filmatiseringer af Edgar Allan Poe noveller.

Værtinden (The Landlady) af Roald Dahl er fra 1959. Den unge Billy Weaver er taget til Bath for at søge arbejde. Nu leder han efter et sted at bo, og selvom han egentlig helst vil bo på det lokale værtshus, hvor der er masser af liv og gæster, bliver han alligevel draget af et skilt i et vindue med en vase med gule krysantemum. På skiltet står: Pensionærer modtages, og da Billy ringer på, står den venlige, men glemsomme værtinden klar til at byde ham velkommen med en kop te. “Værtinden” har et af den slags overraskende twist i slutningen, som giver en lyst til at genlæse den med det samme. En humorfyldt uhyggelig lille sag.

Tommelfingeren (Thompson) af George A. Zorn fra 1962 er en af samlingens længste noveller. Sælgeren Thompson er på vej hjem, da han kører forkert og må spørge en kvinde om vej. Hun svarer venligt nok, men Thompson bliver alligevel grebet af uro. Uroen bliver værre, da hans bil pludselig ikke kan starte, og da han bliver nødt til at låne telefonen i huset, slår panikken ham næsten ud. Men værst bliver det, da alt ellers ser ud til at være gået i orden igen. “Tommelfingeren” er en rigtig ubehagelig historie, hvor atmosfæren er langt værre end selve handlingen. Hvad er der egentlig sket med Thompson inden denne afstikker? Og hvorfor er kvinden og barnet så skræmmende?

Tårnet (The Tower) af Marghanita Laski er fra 1955 og handler om en ung kvinde, som på sin bryllupsrejse er ude på egen hånd. Hendes mand er vældigt interesseret i italiensk historie, så da hun falder over ruinen efter Niccolo di Ferramanos “Offer-Tårn”, beslutter hun sig for at gå op i det. Men det bliver en skæbnesvanger beslutning.

Det tredje område (The Third Circle) af Frank Norris fra 1909 er historien om en hvid kvinde, som forsvinder sporløst under en tur til San Franciscos Chinatown. Mere end 20 år senere fortælles historien om miss Ten Eyck stadigvæk.

Natviolen (Evening Primrose) af John Collier fra 1941 foregår i et stormagasin. En digter beslutter sig for at stige af verdens stress og jag og vil bosætte sig i den lokale stormagasin. Men han opdager, at han langt fra er den første, som har fået den idé, og at der blandt de nuværende beboere er et strengt hieraki. Så da han forelsker sig i den unge Ella, får det alvorlige konsekvenser. Novellen danner baggrund for en tv-musical fra 1966 med titlen Evening Primrose.

Hindbærsyltetøj (Raspberry Jam) af Angus Wilson fra 1949 er trods sin søde titel en grum historie om drengen Johnnie, som hygger sig med at besøge to gamle pebermøer. Men en dag ser han noget skrækkeligt hos dem.

Nattens musik (The Music of Erich Zann) af H. P. Lovecraft er fra 1922. Fortælleren beretter om dengang han boede på Rue d’Auseil i et hus, som han siden de omtalte begivenheder aldrig har kunne finde igen. I perioden havde han ikke særligt mange penge og boede derfor til leje i dette ikke særligt velholdte hus. I huset boede også en ældre tysk mand, som spillede violin. En nat hørte fortælleren en sælsom vidunderlig og samtidig skræmmende musik oppe fra tyskerens etage, men da han ved lejlighed komplimenterede hans musik, blev tyskeren nærmest vred i stedet for. Den natlige musik fortsatte dog, og en nat overhørte fortælleren den gamle mands desperate koncert, som denne nat endte i kaos. “Nattens musik” er en skræmmende og velskrevet novelle, som meget godt demonstrerer H. P. Lovecrafts særlige fortælle-stil og introducerer hans rædselsfulde parallelunivers.

Den lille snigmorder (The Small Assassin) af Ray Bradbury fra 1946 handler om et uskyldigt lille spædbarn, der måske ikke er så uskyldigt alligevel. En glimrende novelle med en grum slutning.

En rose til Emily (A Rose for Emily) af William Faulkner er fra 1930. Frøken Emily havde i levende live været en slags tradition i byen. Mens faderen levede, holdt han hende i kort snor, og efter hans død havde hun en kort opblomstring, hvor hun bl.a. så en del til en herre, der dog slet ikke var i hendes klasse. Han forsvandt dog også igen efter nogen tid. Men nu er frøken Emily død … Novellen er filmatiseret som kortfilm af Lyndon Chubbuck i 1983 under titlen Rose for Emily.

Kispus (Georgy Porgy) af Roald Dahl er fra 1960, og handler om præsten som er hundeangst for kvinder, samtidig med at han er betaget af dem på afstand. Denne splittethed får alvorlige konsekvenser, da byens damer tilsyneladende indleder en klapjagt på ham. “Kispus” er anden novelle af Roald Dahl i samlingen, og er en helt anden slags historie end “Værtinden”, selvom den underliggende humor strømmer igennem dem begge.

Enoch (Enoch) af Robert Bloch fra 1945 er 13. og sidste novelle i samlingen. Fortælleren bor alene efter moderens død – pånær den lille usynlige Enoch, som bor på hans hoved. Enoch får ham til at slå forbipasserende ihjel, men til gengæld giver Enoch også glemsel. En dag bliver fortælleren dog fængslet og anklaget for mordene, men da han fortæller anklageren om Enoch, får historien pludselig en helt ny drejning. “Enoch” er en perle af en novelle, som på ganske få sider giver læseren myrekryb. Tænk at have et lille usynligt væsen boende på sig, som kun drømmer om død og ødelæggelse – og som fuldstændig har magten over dig, men ingen tror dig …

Indhold:

Jord til jord af Robert Graves
Hvad der virkelig hændte M. Valdemar af Edgar Allan Poe
Værtinden af Roald Dahl
Tommelfingeren af George A. Zorn
Tårnet af Marghanita Laski
Det tredje område af Frank Norris
Natviolen af John Collier
Hindbærsyltetøj af Angus Wilson
Nattens musik af H. P. Lovecraft
Den lille snigmorder af Ray Bradbury
En rose til Emily af William Faulkner
Kispus af Roald Dahl
Enoch af Robert Bloch

Læs mere:

FantasticFiction
Enotes.com
Wikipedia

Tilfældet Charles Dexter Ward af H. P. Lovecraft

Tilfældet Charles Dexter WardBlandt de H. P. Lovecraft fortællinger, jeg ikke havde fået læst, befandt en af hans længere historier sig, nemlig Tilfældet Charles Dexter Ward. Og hvor jeg ikke var synderlig vild med Vanviddets bjerge (sandsynligvis også pga. den ringe oversættelse), så var jeg begejstret for historien om den unge Ward, selvom oversættelsen også her halter ind i mellem.

Historien åbner med en konstatering af, at der for kort tid siden er undveget en særdeles besynderlig person fra sindssygehospitalet i nærheden af Providence, Rhode Island. Personen er den tvangsindlagte Charles Dexter Ward, om hvem lægerne har meget forskellige opfattelser af hans lidelse, bl.a. er de dybt uenige om, hvornår lidelsen egentlig brød ud.

Herefter ser vi et tilbageblik på Wards liv. Hvordan han altid havde været historisk interesseret, og hvordan denne interesse langsomt udviklede sig til en besættelse, da han fandt ud af, at en af hans forfædre var den gådefulde og frygtede Joseph Curwen. Efter denne opdagelse isolerede Ward sig  mere og mere, mens han eksperimenterede og arbejdede med Curwens efterladte dokumenter, som han fik gravet frem under store anstrengelser. Til sidst blev det for meget for Wards familie, som fik deres læge, doktor Willett til at tage affære, og Willett gjorde en grusom opdagelse.

Opbygningen i historien er god. Der åbnes med slutningen og springes så til Wards barndom med et tilbageblik på Curwens historie. Så føres historien op mod nutiden, og slutningen indeholder både gru, men også større håb end i mange andre Lovecraft fortællinger.

Willetts oplevelser i kælderen under Curwens gamle hus er noget af det mest uhyggelige, jeg længe har læst. På et tidspunkt går hans lygte i stykker, og han befinder sig i totalt mørke omgivet af unævnelige rædsler: “Willett skreg og skreg og skreg med en stemme, hvis paniske falset ingen af hans bekendte nogen sinde ville have genkendt; og selv om han ikke kunne rejse sig op, kravlede og rullede han desperat bort over de fugtige fliser, hvor en udmattet klynken og piben og bjæffen lød fra snesevis af Tartaros-brønde som svar på hans egne sindssyge skrig.” Jeg følte mig fuldstændig hensat til den paniske rædsel, som Willett gennemlever i disse mørke minutter, og alene denne del af fortællingen er det hele værd.

H. P. Lovecraft skrev historien i 1927, men den udkom først i Weird Tales i 1941 – flere år efter Lovecrafts død – og først i 1943 blev den udgivet i sin fulde længde i en samling fra Arkham House med titlen Beyond the Wall of Sleep. Ifølge wikipedia var han ikke selv særligt tilfreds med historien, som han kaldte: “a cumbrous, creaking bit of self-conscious antiquarianism“. Muligvis var Lovecraft inspireret af Walter de la Mares roman The Return fra 1910, som han læste, kort før han skrev Tilfældet Charles Dexter Ward. I hvert fald skriver han om Mares roman i sit essay Supernatural Horror in Literature, at det er “a tale in which we see the soul of a dead man reach out of its grave of two centuries and fasten itself on the flesh of the living“.

Tilfældet Charles Dexter Ward er filmatiseret flere gange, bl.a. af Roger Corman i 1963 med titlen The Haunted Palace og med Vincent Price i rollen som Ward. Senere igen af Dan O’Bannon i 1992 med titlen The Resurrected, også kaldet Shatterbrain, med Chris Sarandon som Ward. Der findes også andre filmatiseringer af fortællingen.

Om bogen:

Originaltitel: The Case of Charles Dexter Ward
Udgivelsesår: 1927
Dansk forlag: Schønberg

Se også omtalen på wikipedia

Rædslernes hus / red. Jørgen Rothenborg

Rædslernes husNovelle-antologien Rædslernes hus er udvalgt ved Jørgen Rothenborg og udkom i 1953. Her er desværre ingen forord med overvejelser om, hvorfor de enkelte noveller er valgt til samlingen, ligesom der hverken er noteret udgivelsesår eller originaltitel.

Den første novelle hedder “Herren fra Amerika” og fortæller historien om den gæve amerikaner Howard Puce, som grundet et væddemål overnatter i et hjemsøgt hus. En overnatning som får uforudsete konsekvenser.

Den næste novelle “Mrs. Amworth” er en vampyrhistorie. I den lille by Maxley i Sussex flytter en enlig dame ind i huset ved siden af fortælleren. Hun og han bliver gode venner, men da en ung dreng bliver alvorlig syg, sættes deres venskab på prøve, da den pensionerede professor Urcombe kommer med en alvorlig beskyldning.

I “Hvad var det?” flytter fortælleren ind i et pensionat i en hjemsøgt bygning i New York. Det første stykke tid går uden begivenheder, men så en nat vågner han ved en mærkelig trykken for brystet. Novellen har også været trykt i Blodet er livet.

“Horla” handler om et usynligt væsen, der tilsyneladende forfølger fortælleren og styrer hans tanker og handlinger. Til sidst gør fortælleren et alvorligt forsøg på at befri sig for væsnet, men lykkes det?

“Tarnhelm” handler om en dreng, hvis forældre befinder sig i Indien, så han bor skiftevis ved forskellige familiemedlemmer. Nu er turen kommet til to onkler, der lever temmelig afsondret fra omverdenen i det nordlige England. I begyndelsen er drengen ganske tilfreds med sit ophold, men langsomt begynder han at frygte den ældste onkel, og da denne en dag inviterer drengen ind i sit aflåste tårnkammer, ser han noget, han aldrig siden glemmer. “Tarnhelm” findes også i antologien Gotiske gysere.

Samlingens sidste novelle “Rædslernes hus” handler om et hjemsøgt hus i London. Fortælleren  beslutter sig for at tilbringe en nat i huset sammen med sin tjener, men i løbet af natten sker der nogle utrolige begivenheder, så tjeneren stikker af. Efterfølgende har fortælleren dog en teori om, hvad der ligger til grund for hjemsøgelsen. Denne novelle er også at finde i samlingen Gys og Geister fra 1989 under titlen “Husets hemmeligheder”.

Indhold:

Herren fra Amerika af Michael Arlen (The Gentleman from America, 1925. Filmatiseret i 1956 i Alfred Hitchcock Presents)
Mrs. Amworth af E. F. Benson (Mrs. Amworth, 1923)
Hvad var det? af Fitz-James O’Brien (What was it? 1859)
Horla af Guy de Maupassant (The Horla, 1886)
Tarnhelm af Hugh Walpole (Tarnhelm, 1933)
Rædslernes hus af Edward Bulwer-Lytton (er udkommet i to versioner, denne er med den fulde slutning – The Haunted and the Haunters/The House and the Brain fra 1857 eller 1859)

Se FantasticFiction for mere om forfatterne

Om Rædslernes hus:

Udgivelsesår: 1953
Forlag: Thaning & Appel, 138 sider
Ved Jørgen Rothenborg

The Lost World

The Lost World“The Lost World” er en stumfilm fra 1925 og er baseret på en historie af Arthur Conan Doyle. Doyle er mest kendt for sine historier om Sherlock Holmes, men “The Lost World” er mere en adventure-historie.

Professor George Challenger påstår, at han har fundet en “tabt verden”, hvor der stadig lever dinosaurer. Han har ingen fysiske beviser, udover en dagbog skrevet af Mabel White – hans kollega som forsvandt under ekspeditionen. Sammen med bl.a. storvildtsjægeren Sir John Roxton, Whites datter Paula og journalisten Edward Malone drager han ud på en redningsekspedition, som også skal bringe beviser på dinosaurerne med tilbage.

Det lykkes dem at finde plateauet igen, men deres eneste vej ud ødelægges. Nu er også de fanget midt blandt vilde dinosaurer, en abemand som ønsker at ødelægge dem, og en vulkan på vej i udbrud …

Som man kan høre, er det dramatiske løjer, og ind i det smides også en kærlighedshistorie, lidt jalousi, enkelte udbrud af falden på halen komedie og masser af britisk overlegenhed. Men man skal huske på, at filmen er fra 1925, hvor plot og historieafvikling var langt fra så forfinet som nu, så selvom historien roder lidt, og dele af den kører rimelig langsomt, synes jeg, at “The Lost World” er underholdende – ikke mindst pga. de fantastiske dinosaurer-scener.

Jeg blev utrolig positivt overrasket over, hvor godt det er lykkes at lave dinosaurerne. De er lavet ved brug af stop motion teknik af Willis O´Brian (som også stod bag effekten i “King Kong” fra 1933), og når jeg tænker på, hvor sølle den danske film “Reptilicus” fra 1961 var, så synes jeg, de er blevet fantastiske livagtige. Der er også flere scener, hvor man både ser dinosaurer og mennesker sammen for første gang på film, og igen var det O´Brian, som stod bag teknikken kaldet Split Screen. Især synes jeg scenerne, hvor brontosaurussen løber vildt i London, er utrolig godt lavet. Det er lavet i miniture-kulisser, men det virker ret overbevisende for sin tid.

Der bruges en del tid i filmen på scener, som viser dinosaurerne interagerer uden egentlig at bringe historien videre, men eftersom de er lavet fantastisk efter datiden standard – og for så vidt også efter nutidens – så gør det ikke spor. Og skulle man nu ikke være blevet tilpas benovet over dinosaurerne, så har Harry O. Hoyt også smidt flere andre eksotiske dyr ind, som slanger, geparder og aber (hvor imod den eneste sorte karakter blev spillet af en hvid mand sminket med sort maling!).

“The Lost World” har inspireret til film som bl.a. “King Kong” og “Jurassic Park”. Udgaven, der kan ses i dag, er noget kortere end originalen, som var mellem 104 og 108 minutter. Udgaven jeg har set var ca. 68 minutter, men der findes tilsyneladende endnu en udgave på 93 minutter, som også indeholder scener hvor vores helte møder lokale indfødte. Noget der slet ikke sås i min udgave.

Filmen er af The Library of Congress bedømt til at være “culturally significant” og er blevet udvalgt til bevarelse i The United States National Film Registry. Jeg synes bestemt, at man skal unde sig at se denne stumfilmsperle, som måske ikke imponerer så meget for sin historie som for sin tekniske udførelse, men som alene pga. det sidste nærmest må siges at være et mesterværk.

Om “The Lost World”:

Instruktør: Harry O. Hoyt
Udgivelsesår: 1925

Se uddrag af filmen

Læs også Mark Bournes interessante omtale på The DVD Journal

Dr. Caligaris Kabinet

Dr. Caligaris KabinetDr. Caligaris Kabinet er en af de film, som jeg har haft på min Skal-Se liste, men som jeg har skubbet lidt foran mig. Jeg vidste, det var en klassiker, men havde lidt svært ved at tage mig sammen til en tysk stumfilm fra 1920. Men jeg må sige, at jeg blev yderst positivt overrasket.

Filmen åbner med to mænd, der sidder i en have og taler sammen, mens en kvinde går forbi. Hovedpersonen Francis fortæller, at det er hans forlovede Jane, og at historien om, hvordan de blev forlovede, er ganske utrolig. Mens han begynder at fortælle den historie, skifter filmens perspektiv til et langt flashback.

I den lille by Holstenwall ankommer et tivoli. Blandt boderne er Dr. Caligari som optræder med søvngængeren Cesare, der har sovet i 25 år. Når Cesare udtaler en profeti, går den i opfyldelse. Francis og vennen Alan overværer showet, og Alan spørger Cesare “Hvornår skal jeg dø?”. Svaret er “Inden morgen”, og ganske rigtig – næste morgen er Alan død.

Francis går til politiet og fortæller, at han mistænker Caligaris søvngænger for mordet. Før de kan reagere, bliver en ældre kvinde forsøgt myrdet og gerningsmanden fanget. Alle tror, at det er den samme, som slog Alan ihjel, men han nægter.

Politiet overvåger Caligaris vogn med kisten, hvor Cesare ligger, men om natten bliver Jane alligevel overfaldet af Cesare, som stikker af og ender med at falde i døden. Det viser sig, at kisten kun indeholder en dukke, og at Dr. Caligari er flygtet.

Francis følger efter Caligari og ender ved et sindssygehospital – hvor Dr. Caligari er direktør! Francis finder nogle optegnelser om en tidligere Caligari, som brugte en søvngænger til at begå mord for sig, og overbeviser personalet om, at nutidens Caligari gør det samme. Så Caligari bliver indlagt.

Så skifter perspektivet igen til nutiden, og Francis sidder atter i haven med den ældre mand (og nu kommer der en SPOILER). Pludselig dukker Dr. Caligari op, og Francis kommer i slagsmål med ham og bliver slæbt væk af personalet. Det viser sig, at hele historien har været Francis vrangforestilling, og at han er den indlagte på sindssygehospitalet.

Historien er ikke særlig uhyggelig i dag, og selve plottet kan heller ikke overraske mange af nutidens seere, men alle klichéer starter med en første gang, og det var Dr. Caligaris Kabinet for datidens seere.

Ydermere er historien fortalt med spændende visuelle virkemidler. Når vi er i nutiden, er settet sat i en virkelig have og med almindelige billeder. Men når vi er i flashbacket, er settet en teateragtig todimensionel scene, hvor husene er malet på træplader, og alle vinkler er skæve og forvredne ude af vinkel. Perspektivet forvirres, og når menneskene nærmest må krybe ud af døre eller klatre op på stole, giver det en uhyggelig og uvirkelig fornemmelse, som helt sikkert må have været endnu mere udbredt for datidens seere.

Filmen bruger den tyske ekspressionisme til at skildre forvirring og utryghed hos personerne. De forvredne perspektiver er en subjektiv gengivelse af virkeligheden, som når Cesare flygter ad trapper i skæve vinkler. En advarsel om at betragteren (eller i dette tilfælde fortælleren) ikke er ved sine fulde fem.

Dr. Caligaris Kabinet er således en overraskelse på det visuelle plan omend ikke så meget på plottet. Ikke desto mindre vil jeg anbefale den til alle, som har lyst til at få et indblik i gyserfilmens historie, for som Roger Ebert skriver i sin omtale af Dr. Caligaris Kabinet:

“A case can be made that “Caligari” was the first true horror film. There had been earlier ghost stories and the eerie serial “Fantomas” made in 1913-14, but their characters were inhabiting a recognizable world. “Caligari” creates a mindscape, a subjective psychological fantasy. In this world, unspeakable horror becomes possible.”

Læs hele Roger Eberts anmeldelse

Om filmen:

Instruktør: Robert Wiene
Udgivelsesår: 1920
Originaltitel: Das Cabinet des Dr. Caligari

Odyssé på Mars af Stanley G. Weinbaum

odysse_weinbaumHvis man kan lide at læse om fantastiske verdener kombineret med vilde eventyr og røverhistorier, så er Odyssé på Mars et absolut must

Stanley G. Weinbaum blev kun 33 år, men han nåede at skrive både et par romaner og en del noveller. I samlingen Odyssé på Mars har Niels Dalgaard udvalgt 10 af hans noveller, som alle har udforskningen af vores solsystem til fælles.

Weinbaums noveller udkom hovedsageligt i Pulp-magasinerne. Pulp-magasiner lagde stor vægt på underholdningsværdien i historierne, som derfor skulle have masser af action. Det har Weinbaums noveller også. Men udover at skrive spændende eventyr, så forestillede Weinbaum sig, hvordan de forskellige planeter kunne se ud, når de var udviklet under andre økologiske, meteorlogiske og biologiske forhold end jorden. Og i hans noveller er Titan, Mars og alle de andre planeter befolket med eksotiske væsener, som stadig er dybt fascinerende at læse om, selvom videnskaben i dag har overhalet mange af hans idéer.

Persontegningerne er temmelig stereotype. Ikke desto mindre har stort set alle novellerne en handlekraftig kvinde med, som faktisk ind i mellem kan redde den mandlige helt, så også her adskiller Weinbaum sig fra datidens øvrige pulp-forfattere.

Og selvom Weinbaums helte ganske selvfølgeligt kan opdage og besætte de udforskede planeter for deres hjemland på jorden, så anser han modsat “almindelige” tjubang forfattere ikke planternes oprindelige beboere for onde. De kan være uforståelige for mennesket, fordi deres begrebsverden er helt uden for vores, men de er ikke automatisk onde. Det er med til at gøre hans noveller interessante også i dag, 70 år efter de første gang blev udgivet.

(anmeldt på Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2008
Forlag: Science Fiction Cirklen, 296 sider

Himmelskibet af Sophus Michaëlis

himmelskibet_smScience fiction roman fra 1921 om en gruppe desertørers rejse til Mars

“Himmelskibet” bygger på filmen af samme navn fra 1918, som blev produceret af Nordisk Film med manuskript af Sophus Michaëlis. Der er dog forskel på bl.a. slutningen på film og bog. Bogen genudgives nu af Science Fiction Cirklen, som både udgiver ny science fiction og ældre forfattere, der fortjener en renæssance.

Hovedpersonen i “Himmelskibet” er den italienske soldat Ercole Sabene. Under 1. verdenskrig er han tæt på at blive dræbt under et angreb, men i stedet vågner han op et fremmed sted, som viser sig at være et ’himmelskib’ (rumskib). Her møder han en række andre soldater fra forskellige lande, som alle er deserteret og nu er på en fantastisk rejse til Mars. Deres drøm er at finde en verden, hvor de kan leve i fred og broderskab. Efter en lang og farefuld rejse lykkes det dem at lande på Mars, som bebos af et æstetisk udviklet folk.

”Himmelskibet” har næsten 90 år på bagen, og det betyder selv sagt, at man ikke kan læse den og forvente at få en nutidig science fiction roman. Ikke desto mindre har romanen stadig noget at give nutidens læsere, og især hjælper efterordet ved Niels Dalgaard læseren til at få en fuldgod oplevelse.

Man kan grine lidt for sig selv over rumskibet og teknologien heri, ligesom nogen af Ercole tanker bliver rigeligt højtflyvende for en nutidig læser. Men andre emner er stadig interessante. Jeg fandt f.eks. tanken om, at forskellen på fortid, nutid og fremtid kun afhænger af afstanden man ser dem på ganske interessant. Et andet emne er Utopi-begrebet. Her diskuterer Ercole hvorvidt et utopia har myg eller ej. Myg er generende for mennesket, men de er også Guds skaberværk. Så hører de til i et utopia?

Jeg synes, “Himmelskibet” var interessant læsning, men det er nok ikke en bog, man skal tage med til stranden for at slappe af. Den kræver, at man giver sig tid til at falde ind i stilen og accepterer den gammeldags opbygning. Gør man det, synes jeg, at man får en interessant oplevelse, og jeg er glad for, at Science Fiction Cirklen også udgiver disse mere kuriøse ting.

(oprindeligt anmeldt på Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2008/1921
Forlag: Science Fiction Cirklen, 177 sider

Skyggen over Innsmouth af H. P. Lovecraft

Skyggen over Innsmouth af H. P. LovecraftSkyggen over Innsmouth består af tre historier. Titelnovellen “Skyggen over Innsmouth” fortæller om den lille by Innsmouth, hvis indbyggere holder sig for sig selv. Fremmede er ikke velkomne, og da fortælleren alligevel drister sig ind i byen for at se nærmere på arkitekturen – og for at høre nærmere om byens historie fra den lokale drukkenbolt – fornemmer han en klar følelse af fjendtlighed. Trods sine intentioner om at forlade byen før det bliver mørkt, ender han alligevel med at måtte overnatte, og det får (naturligvis) uhyggelige konsekvenser.

Den anden historie hedder “Den hviskende i mørket” og handler om litteraturlæreren og amatørforskeren i folkeminder der kommer i korrespondance med Arkley, som bor i nærheden af nogle voldsomme bjerge, der ligger til grund for mange myter og skrækhistorier. De to bliver venner, og fortælleren indvies i en masse uforklarlige og uhyrlige hændelser. En dag modtager han dog et brev om at skynde sig at komme og besøge Arkley, trods tidligere advarsler mod det samme. Besøget spænder ikke fredeligt af.

Sidste historie hedder “Rotterne i murerne”, og handler om en skrækkelig historie om en familiehemmelighed, som finder frem i lyset efter mange hundrede år. Fortælleren er af den gamle de la Poer familie, som i mange hundrede år residerede på Exham Priory. Den sidste overlevende arving flygtede til Amerika efter en retssag, hvor han stod anklaget for mordet på resten af sin familie. I Amerika tog han navnet Delapore, og i generationer blev overgivet et brev til den ældste søn i familien, som berettede om familiehemmeligheden.

Under en brand gik brevet dog til, og da fortælleren vender tilbage til Exham Priory kender han ikke meget til familiens historie. Det går dog snart op for ham, at de la Poer-familien langt fra er velset i lokalsamfundet, og efter at have restaureret og genopbygget de gamle bygninger går det op for ham hvorfor …

Fælles for de tre historier er, at uhyggen altid er unævnelig, blasfemisk, umenneskelig og uforklarlig. Det hører med til Lovecrafts stil, og enten kan man lide det eller også kan man ikke. Til tider er Lovecrafts stil lidt omstændig, og det chokerende i dem er ikke nødvendigvis så overraskende for en moderne læser. Alligevel hører jeg til dem, som holder meget af H. P. Lovecrafts specielle stil, og jeg synes, her er tale om en stadig levende og skræmmende række fortællinger, som trods deres mange år på bagen også formår at skræmme læseren i dag.

Bagerst i Skyggen over Innsmouth findes en liste over de historier, som H. P. Lovecraft skrev. Heri er medtaget nogle af hans tidlige fortællinger, hvor der dog ikke er angivet årstal. Lovecraft destruerede selv de fleste af de tidlige historier, så kun enkelte overlevede frem til i dag.

Originaltitler: The Shadow over Innsmouth (1931), The Wisperer in Darkness  (1930), The Rats in the Wall (1923)

Lovecraft bøger på dansk:

Farven fra rummet, 2004
Skyggen over Innsmouth, 1995
Vanviddets bjerge, 1995
Murene på Eryx og Det hvide skib (Cirklen serien nr. 35), 1995
Rædslen fra Dunwich, 1994
Tidens skygge (Cirklen serien nr. 26) , 1992
Tilfældet Charles Dexter Ward, 1991
Frygtens herre : 2 noveller i Cthulhu-traditionen, 1983

Farven fra rummet af H. P. Lovecraft

Farven fra rummet - noveller af H. P. LovecraftH. P. Lovecraft hører til blandt de helt store gyserforfattere og har inspireret et utal af nulevende forfattere – også udenfor gysergenren. Med sin helt specielle stil har han opnået kultstatus, og med Farven fra rummet får danske læsere chancen for at læse fem håndplukkede noveller, som viser lidt af omfanget af hans forfatterskab. De fem noveller er: Farven fra rummet, Tidens skygge, Det hvide skib, Fra det hinsides og Murene på Eryx. Alle fem noveller har tidligere været oversat til dansk.

Jeg er især vild med titelnovellen Farven fra rummet. Fortælleren er ude for at måle op til et vandreservoir, der skal oversvømme en hede. Under sit besøg møder han gamle Ammi Pierce, som fortæller ham en rædselsvækkende historie om familien Gardner.

For mere end 40 år siden faldt en meteor ned på deres grund. Videnskabsmænd kom ud for at undersøge den, men trods deres mange anstrengelser fandt de ingen svar, og en dag var meteoren forsvundet til ingenting.

Den havde dog en effekt på omgivelserne, så Gardners høst var dette år storslået – i hvert fald af udseende. Tomaterne var større og mere saftige at se på end nogensinde, men når man bed i dem, smagte de sært og føltes grimt i munden. Snart begyndte også mennesker og dyr at blive påvirket, og ingen brød sig om at nærme sig området. Kun Ammi besøgte familien ind i mellem, men sjældnere og sjældnere. Så da hans gamle ven opsøger ham for at få hjælp, tager Ammi med til huset. Kun for at opdage at noget langt fra menneskeligt har taget ophold der…

Lovecraft skriver ofte om en verden, hvor mennesket er omgivet af rædsler, som det ikke kan se, men som vil det ondt. Han bruger tit videnskaben til at finde frem til disse rædsler, men videnskaben kan ikke hjælpe. Novellen ”Fra det hinsides” er et godt eksempel på disse historier. Men også de øvrige noveller er læseværdige. Læs mere om Tidens skyggeFra det hinsides og Murene på Eryx.

Svagest var efter første gennemlæsning ”Det hvide skib”, der handler om en fyrpasser, hvis familie gennem generationer har passet fyrtårnet ved North Point, hvor havet har fortalt dem et utal af historier. En dag tager fyrpasseren med Skibet Med De Hvide Sejl. Skibet fører ham til forskellige lande: Zar hvor alle smukke drømme og tanker bor; Thalarion hvor de mysterier som ikke er løst bor; Xura de uopnåede glæders land; og Sona-Nyl som er fantasiens land, og her slår fyrpasseren sig ned i en årrække. Men en dag trækker længslen efter landet Cathuria, håbets land, ham bort med det hvide skib, og da han atter vågner, er lykken tabt, og havet taler aldrig mere til ham.  Som sagt var jeg ikke så vild med “Det hvide skib”, da jeg første gang læste den, men efterfølgende må jeg sige, at historien alligevel griber mig med sin drømmeagtige stemning og sit tema om menneskets evige søgen efter lykken. Selv når vi har den, drømmer vi om mere.

Farven fra rummet afsluttes med et efterord af Niels Dalgaard, hvor han kort redegør for Lovecrafts liv og forfatterskab. Bl.a. skriver han om Lovecrafts inspirationskilder: “Lovecraft var inspireret af ældre fantasy- og horrorforfattere som Arthur Machen, Lord Dunsany og især Edgar Allan Poe. Stilmæssigt lagde han sig efter Poe, hvilket betød at mange af Lovecrafts historier er skrevet i en efterligning af et gammeldags engelsk, som han tilsyneladende forbandt med noget ærværdigt – og som han mente passede for “en gammel gentleman”, et udtryk han anvendte om sig selv allerede fra han var i begyndelsen af tredvierne.”

Desuden kommer Dalgaard ind på, hvordan Lovecraft både bevæger sig i horror og science fiction genren, og hvad der iøvrigt adskiller de to genrer.

Novellen “The Colour Out of Space” blev i 1965 filmatiseret af Daniel Haller under titlen “Die, Monster, Die!” og igen i 1987 af David Keith under titlen “The Curse”. I 1986 blev “From Beyond” filmatiseret af Stuart Gordon under titlen “From Beyond”.

Originaltitler: The Colour out of Space (1927), The Shadow out of Time (1936), The White Ship (1919), From Beyond (1934), In the Walls of Eryx (1939)

Lovecraft bøger på dansk:

Farven fra rummet, 2004
Skyggen over Innsmouth, 1995
Vanviddets bjerge, 1995
Murene på Eryx og Det hvide skib (Cirklen serien nr. 35), 1995
Rædslen fra Dunwich, 1994
Tidens skygge (Cirklen serien nr. 26) , 1992
Tilfældet Charles Dexter Ward, 1991
Frygtens herre : 2 noveller i Cthulhu-traditionen, 1983