oktober 2020
M Ti O To F L S
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘1940-1949’

House of Frankenstein

Den gale videnskabsmand doktor Niemann (Boris Karloff) sidder i fængsel, men en storm bryder fængslets mure ned, så han og medfangen, den pukkelryggede Daniel, undslipper. De møder den omrejsende Lampini, som de myrder, hvorefter de overtager hans vogn med et drabeligt horrorshow, der bla. indbefatter Draculas lig.

Niemann ønsker hævn og drager til hjembyen, hvor det lykkes det ham at vække Dracula og med dennes hjælp slår borgmester Hussman ihjel. Dracula drages dog af Hussmans svigerdatter, men i forsøget på at kidnappe hende og gøre hende til sin brud overraskes han af solen.

Niemann og Daniel fortsætter til Vasaria til Frankensteins borg (som på forunderlig vis står der endnu, på trods af at den blev skyllet væk i “Frankenstein meets The Wolfman“). Her finder de Frankensteins monster og The Wolfman og begge indgår i Niemanns ønske om hævn. Imens er Daniel blevet forelsket i den smukke sigøjnerpige Ilonka, der dog kun har øje for Tabot (som, hun ikke ved, er en varulv). Daniel er blevet lovet, at Niemann vil give ham en smuk krop, men han bryder løftet, og det får fatale konsekvenser.

“House of Frankenstein” var endnu en ensemblefilm med flere af Universals klassiske monstre. Denne gang samlede man både den gale videnskabsmand, Frankenstein, The Wolfman, Dracula og The Hunchback, og mixet giver en lidt rodet og til tider usammenhængende historie. Der mangler lidt forklaringer hist og pist, men alligevel følte jeg mig godt underholdt det meste af tiden. Det hele serveres nemlig med masser af energi, og så er Boris Karloff er glimrende i rollen som Niemann. Det må dog have været underligt for ham at skulle spille overfor monstret, som han selv udødeliggjorde i “Frankenstein” og “Bride of Frankenstein“. Her spilles det af Glenn Strange, men makeuppen virker lidt komisk, og dermed bliver han ikke særligt overbevisende i rollen. Lon Chaney Jr. kører lidt i tomgang som The Wolfman, hovedsageligt fordi hans rolle nærmest ikke udvikler sig fra film til film, mens John Carrandine næsten er lidt for pæn som Dracula. Hans stirrende øjne er i hvert fald langt fra så onde som Bela Lugosi.

“House of Frankenstein” er måske ikke den bedste af Universals monsterfilm, men den er underholdende, og selvom den er lidt rodet, er den dog mere sammenhængende end fortsættelsen “House of Dracula“, som kom året efter i 1945.

Instruktør: Erle C. Kenton
Udgivelsesår: 1944

Se traileren på youtube.com

Læs også omtalen på Uncut.dk

Frankenstein meets The Wolfman

Oftest når jeg ser de gamle gyserfilm, er det mest som kuriøsiteter, men “Frankenstein meets The Wolfman” fik mig for første gang til at tænke, at det her godt kunne blive uhyggeligt. Det blev det dog ikke rigtigt, men ikke desto mindre var jeg godt underholdt hele filmen igennem.

I åbningsscenen ser vi to gravrøvere gå ind i et gravkammer med indskriften Tabot. De har hørt rygter om, at Larry Talbot for 4 år siden skulle være blevet begravet med sit guldur og masser af penge. Men da de åbner kisten, ser liget nærmest levende ud – og da den ene røver tager en ring fra liget, griber en hånd fat i ham! Makkeren flygter, mens den tilfangetagende råber om hjælp.

Så springer scenen til en betjent, som finder en såret mand liggende på gaden. Manden bliver bragt til hospitalet med svære hovedskader, og efter sin operation vågner han op og er klar i hovedet, men forvirret med hensyn til hvor han befinder sig. Doktor Mannering, der har forestået operationen, fortæller ham, hvad de ved, men da manden fortæller, at han er Larry Talbot, tror de ham ikke – for han døde for flere år siden.

Talbot er blevet bidt af en varulv, så da det bliver fuldmåne, flygter han fra hospitalet og slår en betjent ihjel. Næste dag tilstår han mordet, men ingen tror ham, og han bliver lagt i spændetrøje. Det lykkes ham dog at flygte, og han opsøger den gamle sigøjnerkvinde Maleva, der lover at hjælpe ham. Hun fører ham til landsbyen Vasaria, hvor Frankenstein holdt til. Håbet er at finde frem til en måde at dræbe Talbot på – som varulv er han nemlig udødelig, men han ønsker ikke at leve med forbandelsen længere.

Men Frankenstein er død. I stedet finder Talbot monstret og genopliver det. Senere kommer også Frankensteins datter og doktor Mannering til byen, og Mannering bliver overtalt til at hjælpe med at slå både monstret og Talbot ihjel. Han restaurerer derfor Frankensteins maskine, men da den først fungerer, har han svært ved at modstå fristelsen …

Mod slutningen bliver historien typisk for perioden med en helt og en smuk kvinde, der skal reddes. Og som altid er det  monstret, der må betale prisen for menneskenes dårskab. Starten i kirkegården og perioden på hospitalet er dog både spændende og glimrende lavet, og det var her jeg tænkte, at det holder også i dag. Ligeledes er jeg ganske imponeret over Talbots forvandling til varulv, som må have været helt suverænt for samtiden.

Bela Lugosi spiller Frankensteins monster, men makeuppen er ikke særlig overbevisende, og figuren virker meget kunstig. I betragtning af hvor fantastisk han spillede Dracula, forstår jeg ikke, at han ikke tilfører rollen mere liv og sympati. Lon Chaney Jr. er derimod yderst overbevisende som The Wolfman – i hvert fald indtil slutningen af filmen hvor han begynder at blive lidt for triviel i sit ønske om at dø. Slutscenen er lidt uforståelig for mig, idet monstret og The Wolfman pludselig kommer i slagsmål? Men til gengæld er ødelæggelsen af Frankensteins slot udmærket lavet.

Alt i alt blev jeg virkelig positivt overrasket over “Frankenstein meets The Wolfman”, som iøvrigt er den første af en række ensemblefilm, hvor Universal samler flere af sine klassiske monstre i en historie.

Instruktør: Roy William Neill
Udgivelsesår: 1943

Udvalg af film med The Wolfman:

The Wolfman (1941 – George Waggner)
Frankenstein Meets the Wolf Man (1943 – Roy William Neill)
House of Frankenstein (1944 – Erle C. Kenton)
House of Dracula (1945 – Erle C. Kenton)
Bud Abbott Lou Costello Meet Frankenstein (1948 – Charles Barton)
The Wolfman (2010 – Joe Johnston)

Mordets melodi

Mordets melodiHvis man googler titlen Mordets melodi dukker to forskellige film frem, nemlig Dario Argentos italienske thriller fra 1975 med originaltitlen Profondo Rosso, og danske Bodil Ipsens film fra 1944. Og mens førstnævnte er verdenskendt, tror jeg ikke mange udenfor Danmark kender Ipsens film.

På varieteen Eldorado optræder sangerinden Odette Margot (Gull-Maj Norin) med en lille fransk sang. Her holder hun sig for sig selv, selvom den unge lysmester Max (Poul Reichhardt) er meget interesseret i hende. Så sker der et mord, og kort efter endnu et. Fællestrækkene for de to mord er, at begge kvinder hed Sonja (som er Odettes fødenavn) – og begge gange har vidner hørt den lille franske sang, som Odette også synger.

Det viser sig, at Odettes ex-mand Louis (Angelo Brun) er i byen. De arbejdede tidligere sammen i et nummer, hvor Louis hypnotiserede Odette, og nu er hun bange for, at han måske har hypnotiseret hende til at begå mordene. For efter hvert mord har Odette befundet sig fortumlet et fremmed sted og har ikke kunne huske spor!

Mordets melodi er en underholdende historie, som med garanti har givet datidens publikum spænding til stregen. Angelo Brun er rigtig modbydelig i rollen som ex-manden Louis, mens Poul Reichhardt jo er indbegrebet af en helt. Gull-Maj Norin spiller distanceret, og man får fint fornemmelsen af hendes usikkerhed mht. sin egen skyld. Historien er udmærket skruet sammen, og selvom spændingsniveauet ikke kommer op på nutidens gys, så er den bestemt værd at se.

I Gyldendals danske filmguide skriver Morten Piil, at det var Mordets melodi, som inspirerede Ole Bornedal til at indflette musikstumpen “Lille Lise let på tå” i sin film Nattevagten fra 1994.

Mordets melodi baserer sig på et hørespil af Tavs Neiiendams, som kan høres her. Med 10 genudsendelser er det den største succes i radioteatrets historie.

Om filmen:

Instruktør: Bodil Ipsen
Udgivelsesår: 1944

Gengældelsens veje af Pierre Andrézel

Gengældelsens veje af Pierre AndrézelGengældelsens Veje foregår omkring 1840. Den unge pige, Lucan, arbejder som guvernante for hr. Armworthys tre børn. Hendes forældre er døde, og hun må klare sig selv i en barsk verden. En dag tilbyder hr. Armworthy hende at blive hans elskerinde, men hun flygter fra huset om natten i rædsel. Selvom stillingen som elskerinde ville byde hende stor økonomisk sikkerhed, ønsker Lucan mest af alt at opleve kærligheden. Og hun elsker ikke hr. Armworthy.

I sin kvide flygter hun til barndomsveninden, Zosine, der bor på godset Tortuga med sin fader. Hun ankommer netop på venindens (og sin egen) 18 års fødselsdag, hvor der skal holdes stor fest. Det viser sig dog, at festen er et dække. Zosines fader er kommet i økonomisk uføre, og flygter uset under festen til Vestindien for at rette sin økonomi op uden kreditorernes indgriben. Men for Zosine og Lucan betyder det, at de må forlade godset og selv skaffe sig et levebrød.

De to piger tager til storbyen, og gennem et engageringsbureau møder de Pastor Pennhallow. Han og hans “hustru” ønsker at tage de to piger med sig til Frankrig for at opdrage dem som deres døtre. Angiveligt fordi deres egen datter er død, og de gerne vil hjælpe unge hjælpeløse piger. Men efterhånden går det op for pigerne, at der er noget galt, og at Pastor Pennhallow slet ikke er den kærlige sjæl, han giver sig ud for.

Gengældelsens Veje er skrevet af Karen Blixen og blev udgivet i 1944 under pseudonymet Pierre Andrézel. Det er Blixens eneste roman, og hun regnede den ikke for seriøst litteratur. Derfor vedkendte hun sig heller ikke romanen før i 1956, selvom flere gættede, at hun stod bag.

Bogen er en pastiche på den romantiske dameroman med gotiske elementer, men blev af samtidens anmeldere tolket som en politisk allegori, hvor Karen Blixens hånede den tyske besættelsesmagt. Det er også en dannelsesroman, hvor de unge piger må gennem en gruligt masse ondt, før de endelig finder kærligheden og kan gifte sig.

Gengældelsens Veje betragtes ikke som tilhørende det bedste af Karen Blixens forfatterskab. Den er mere kulørt, og Blixen opfattede efter sigende selv nærmest romanen for en spøg. Ikke desto mindre er det en af hendes største kommercielle successer.

Jeg havde selv lidt svært ved at blive grebet af historien, fordi de to piger er fanget af tidens konventioner og derfor nødvendigvis opfører sig temmeligt naivt og hjælpeløst set med nutidens øjne. Set med datidens øjne er de dog ganske snarrådige og handlekraftige, så de kan sikkert godt have virket som stærke rollemodeller i 1940’erne. Jeg lod mig også irritere over det temmeligt lange set-up, før spændingen for alvor kommer ind i historien, nemlig med Pastor Pennhallows frygtelige hemmelighed.

Trods mine indvendinger læste jeg dog Gengældelsens Veje i løbet af et par dage, så noget må den alligevel have ramt i mig. Og det er jo også altid interessant at læse andre tiders forfattere.

Læs Per Munkholms analyse af “Gengældelsens veje”

Om bogen:

Udgivelsesår: 1944
Originaltitel: The Angelic avengers

Lotteriet af Shirley Jackson

LotterietDet er mandag d. 27. juni. Dagen hvor det årlige lotteri skal trækkes. I nogen byer er der så mange indbyggere, at lotteriet løber over flere dage, men her kan det klares inden middag. Rundt omkring samler børnene sten sammen, mens de voksne langsomt samles på torvet, hvor udtrækningen foregår.

Hr Summers står for trækningen, og selvom det oprindelige tilbehør til trækningen for længst er gået tabt, holder han stadig fast på enkelte af traditionerne, bl.a. skal listerne over familierne kontrolleres, han skal selv tages i ed. Og så er det også vigtigt, at han taler med hver enkelt, der trækker en seddel.

Første trækning er det hver enkelt families overhoved, der trækker, og herefter er det så hvert enkelt medlem af den udvalgte familie, der skal trække, og “skønt folkene i landsbyen delvist havde glemt ritualet og mistet den originale sorte kasse, kunne de stadig huske at bruge stenene”.

Lotteriet indeholder hverken spøgelser eller blodige beskrivelser. Alligevel er det en af de mest grumme historier, jeg længe har læst. Den lidenskabsløse måde det hele fortælles på, for så i slutningen at afsløre den makabre grund til lotteriet, er fremragende lavet. Novellen udstiller nådesløst – og meget sat på spidsen – hvordan mennesket ved blindt at følge ritualer og traditioner uden andre moralske overvejelser end at “sådan plejer vi jo at gøre”, glemmer at tage personligt ansvar for den verden vi lever i.

Novellen blev første gang udgivet i The New Yorker i 1948, og både avisen og Shirley Jackson var overraskede over, hvor voldsom reaktionen var på den. Flere opsagde deres abonnement på avisen, fordi de følte sig stødte over novellen, og i Sydafrika blev novellen endda forbudt. I et svar til de mange vrede læsere skrev Jackson i San Francisco Chronicle, at hun med novellen ville udstille den meningsløse vold og generelle umenneskelighed i samfundet. Læs mere på wikipedia.

Udgaven jeg har læst er trykt i Mine bedste gysere redigeret af Dave Allen.

Om novellen:

Udgivelsesår: 1948
Originaltitel: The Lottery