oktober 2019
M Ti O To F L S
« sep    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘2018’

Jeg ved godt, du er der af A. Silvestri

Jeg ved godt, du er der af A. SilvestriVampyrer, varulve, cirkusklovne og psykopater – Jeg ved godt, du er der har det hele – og mere til

Jeg ved godt, du er der er tredje novelleopsamling fra den flittige A. Silvestris hånd på blot tre år. Endnu mere imponerende bliver det, når man ser på den samlede udgivelsesportefølje, der lyder på 14 selvstændige udgivelser siden debuten i 2010 plus et hav af noveller udgivet i diverse antologier og blade. Og ser man så yderligere på, at her i 2018 er A. Silvestri kommet med ikke mindre 5 (FEM!) udgivelser, så må de fleste blive forpustet. Man kunne da også godt frygte, at kvaliteten daler, når udgivelsesfrekvensen er så høj, men det har ikke været tilfældet, så vidt jeg har kunne konstatere.

Som i de to tidligere opsamlinger er Jeg ved godt, du er der et mix af tidligere udgivne noveller og en ny (her får vi dog to nye).

Silvestri beskriver selv samlingen på sin hjemmeside: “Tredje opsamling handler om dilemmaer og valg, og om de mennesker, der er fanget i dem. Der er otte fortællinger, de seks har været udgivet før, og der er både plads til nogle af de klassiske monstre som vampyrer og varulve, men fortællingerne selv er langt fra klassiske. ‘Jeg ved godt, du er der’ indledes med novellen ‘Udyr’, der vandt Kandors novellekonkurrence ‘Varulv’ i 2014 og afsluttes med fortællingen ‘Sølvsilkenætter’, der aldrig før har været udgivet.

Hvor forskellige novellerne ellers er, så er én ting fælles for dem – gruen. Hver eneste novelle invaderede mig under læsningen. Selv de historier jeg på forhånd kendte, fik mig til at tænke ‘Åh nej’ under læsningen. Lige fra ‘Udyr’ som twister varulvemyten, og hvor man som læser er lige ved at heppe på varulven, fordi den menneskelige del af historien næsten ikke er til at bære. Over ‘Forhæng’ hvor en far vil give sine døtre en lektion for livet, og afstumpetheden nærmest siver ud af siderne. Til ‘Jacobs stige’ hvor et cirkusbesøg er alt andet end hyggelig familieunderholdning.

De to nye noveller lever også helt op til forventningerne. Titelnovellen ‘Jeg ved godt, du er der’ handler om en mand, der har arvet penge nok til aldrig at røre en finger. Efter en del år som playboy begynder han at udforske sindets dybder og menneskets eksistens. Det fører ham ad nye og ikke helt ufarlige veje.

‘Sølvsilkenætter’ starter som en forførelse. En mand og en kvinde mødes, og intentionen om sex er mere end tydelig. Alligevel skal spillet køres til ende, og som læser tror vi, at vi ved, hvor handlingen bevæger sig hen. Men pludselig ændres spillets regler, og nu kan alt ske. Og det gør det så …

For mig er det altid interessant at læse A. Silvestri. Han skifter genre, skrivestil, tema og medie, som vi andre skifter underbukser – og som regel gør han det godt. Det er også tilfældet her i Jeg ved godt, du er der, hvor de 8 noveller alle står skarpt og velskrevet.

Som en lille bonus har hver novelle et efterord, hvor Silvestri fortæller lidt om tankerne bag og arbejdet med den enkelte historie. Det, synes jeg altid, er interessant at få et indblik i, men vil man hellere bare læse novellerne, så kan man sagtens det.

Har du mod på en tur i mørket, hvor moralen får nogle skrammer, og hvor det værste monster ikke altid er varulven, der lurer bag den låste dør, så grib fat i Jeg ved godt, du er der. Jeg var i hvert fald godt underholdt – på den grufulde måde.

Om Jeg ved godt, du er der:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Calibat, 215 sider
Omslag: Anna Degnbol

Indhold:

Udyr
Forhæng
I fædrelandets tjeneste
Jacobs stige
Jeg ved godt, du er der
Hvor vinden blæser
Itu
Sølvsilkenætter

Læs også:

Månebase Rødhætte og andre SF noveller af Lars Ahn
Fuglene af Mikkel Harris Carlsen
De ting der sker af Rasmus Hastrup
Således forgår alverdens herlighed af Lars Kramhøft
Fast arbejde – udvalgte fortællinger af A. Silvestri
Sand og sten, stål og glas – udvalgte fortællinger af A. Silvestri
Dr. Wunderkammers oversættelser af Thomas Strømsholt
Sprækker af Teddy Vork
Frygtfilerne af Jonas Wilmann

Requiem – Fort Ferguson (Necrodemic, 3) af Patrick Leis

Requiem - Fort Ferguson af Patrick Leis

Så er der røvsparkende, bloddryppende zombie-action til fans af Necrodemic-sagaen

I 2003 udgav Patrick Leis zombieromanen Requiem. Oprindeligt var det tænkt som en enkeltstående roman, men allerede under arbejdet med bogen blev Leis klar over, at her var grobund for et langt mere omfattende univers. Og sådan gik det. Necordemic-sagaen var født. Nu genudgives alle bindene i en gennemarbejdet, opgraderet, udvidet og sprogmæssigt justeret udgave på forlaget Valeta, og Requiem – Fort Ferguson er tredje bind i serie.

Der er gået flere hundrede år, siden zombierne fik civilisationen til at bryde sammen. Nu overlever befolkningen i små samfund, isolerede og spredt. På Ferguson farmen går dagene deres vante gang. Man passer sit arbejde i det lille minisamfund under gårdejeren Emil Ferguson, der styrer både farmen og menneskene med hård hånd.

Bag forsvarsværkerne føler man sig sikker, og livet er ikke meget anderledes end før. Så selvom zombierne er en konstant trussel, mærker man dem ikke i hverdagen.

Indtil en dag en kvinde dukker op. Hun fortæller, at hun kommer fra Havdrupgård, som er blevet overrendt af zombier. Svøben er tilbage.

Folkene på Ferguson farmen ved ikke helt, hvad de skal stille op. De forsøger at samle de øvrige småsamfund i området til et fællesmøde, men ingen tager dem alvorligt, og de må tage tilbage til farmen med uforrettet sag. Her har tingene i mellemtiden taget en drejning til det værre. En kæmpeflok zombier har fundet frem til farmen – og de er ved at bryde igennem de yderste hegn!

Requiem – Fort Ferguson er røvsparkende, bloddryppende, action-packed zombie-horror, når det er bedst. Her gælder det rå overlevelse, når zombierne vælter ind over murene, og Patrick Leis beskriver rædselerne med blodsprøjtende entusiasme og fortælleglæde. Jeg elsker det!

Nu er det mange år siden, jeg læste førsteudgaven af Requiem, så jeg husker ikke alt så tydeligt. Men det virker til, at Leis har forankret historien solidt i Necrodemic universet, samtidig med at man stadig kan læse den som en selvstændig historie. Det fungerer fint, og jeg var totalt underholdt under læsningen.

Vi hører om folkene på Ferguson farmen, om hverdagen og hvordan tingene har ændret sig i forhold til før. Hvordan traditioner er blevet særligt vigtige, fordi der er så få af dem. Derfor er det årlige besøg af Påkalderen nærmest helligt, selvom religion stort set ikke findes mere.

Men vi får også et kort glimt i en anden verden. Den verden hvor teknologien udvikler sig, hvor millionbyer stadig findes, og hvor farmenes ordsprog ‘Alt liv er helligt’ bestemt IKKE gælder.

Jeg er fan af serien, og Requiem – Fort Ferguson er nok min yndling. Den sprudler i den grad af indvolde, død og ødelæggelse, så man bare må læne sig tilbage og nyde de dødes symfoni. Og nu kan jeg næsten ikke vente på bind fire: Pax Immortalis – Opgøret.

Tak til forlaget Valeta der har foræret mig læseeksemplaret til anmeldelse.

Uddrag af Requiem – Fort Ferguson:

– De er her!

Hermans udråb flåede ham ud af drømmen, tilbage på platformen i tårnet, til en verden hvor de første soldater fra den fremrykkende hær netop havde rundet skovbrynet.

De slaskede kroppe stavrede af sted, lignede mennesker der netop var vågnet op efter en alt for kraftig bedøvelse, og på flere af kadaverne dinglede hovederne fra side til side, som var halshvirvlerne lavet af gummi. På afstand så de nærmest lidt komiske ud, mindede om kludedukker der kom vandrende over marken, men de blev ved med at komme, og snart fylde de hele horisonten.

– For helvede da! 

Jesse bøjede sig over kikkerten, fokuserede og røg tilbage  med et sæt, da linsen bragte ham helt ind i fjæset på kadaverne. Tæt på var der intet morsomt ved de udøde … (side 215)

Den nye Necrodemic-saga:

Regnum Mortis
Pax Immortalis – Opgøret
Requiem – Fort Ferguson
Castra Damnatorum – Camp 41
Necropolis – De levende døde

Læs mere om serien på Patrick Leis’ hjemmeside

Om Requiem – Fort Ferguson:

Udgivelsesår: 01.11.2018
Forlag: Valeta, 386 sider
Omslag og illustrationer: Patrick Leis

Læs også:

Høstens engle af Alden Bell
World War Z af Max Brooks
Dødt kød – dag 1 af Nick Clausen
Død verden af Louise Haiberg
De dødes tid af Thomas Helle
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
The Walking Dead af Robert Kirkman
I morgen er alt mørkt – Brages historie af Sigbjørn Mostue
Kværnen af Martin Schjönning
Pandaemonium af A. Silvestri

Rød høst af Lars Ahn

Rød høst af Lars AhnEn ung kvinde findes halshugget i en lejlighed, hvor hendes morder stadig befinder sig. Det burde være en let sag, men intet er let når mennesker og vampyrer lever side om side.

Rød høst af Lars Ahn er seneste udspil i H. Harksens serie med gotiske krimier, og her viser Ahn, at det ikke kun er som novelleforfatter, han kan fange læseren.

Romanen udspiller sig i et Danmark, der på mange måder er anderledes, end det vi kender. Teknisk er man ikke nær så langt fremme som vi er (f.eks. er smartphones ikke-eksisterende), men mere bemærkelsesværdigt er en ny slags mennesker opstået. Mennesker som kun kan overleve ved at spise blod, som lever længere end normale mennesker og som ikke tåler sollys.

Efter en turbulent periode er samfundet faldet til ro, og natteren Gabriel, der er født i tiden efter omvæltningerne, arbejder som politibetjent. En nat bliver han og makkeren Meyer tilkaldt til en lejlighed, hvor en ung kvinde findes død. Morderen er stadig i lejligheden, og han tilstår straks, idet han påstår, at den unge kvinde var en vampyr, og at det var hans pligt at dræbe hende.

Sagen virker således klokkeklar, men skindet bedrager. Da Gabriel møder på job næste nat, er morderen selv død, og Gabriel har pludselig fået en ‘bløder’ til makker, kriminalassistent Helene Ravn. Ingen af dem er begejstret for samarbejdet, men det går snart op for dem, at drabssagen har langt videre konsekvenser end nogen af dem kunne forudse. Spændingerne mellem mennesker og nattere er på bristepunktet, og ikke alle vil være kede af at se volden bryde løs igen.

Lars Ahn fortæller på sin hjemmeside om tankerne bag Rød høst. Bl.a. kommer han ind på titlen, som er enslydende med Dashiell Hammetts klassiker fra 1929, og på valget af vampyrer som en del af handlingen. Vampyrer har nærmest været overeksponerede, men Ahn har opfundet sin egen type, og samtidig giver valget ham mulighed for at se nærmere på temaer som diskrimination og fordomme, men også samarbejde og fredelig sameksistens.

Som et særligt Lars Ahn træk indledes hvert kapitel med et uddrag, bl.a. af den fiktive historiske beretning ‘Nat vs. Dag: Kampen om blodet’. Her får vi mange interessante detaljer om samfundsforholdene og grundene til det anspændte forhold mellem mennesker og nattere.

Jeg læste Rød høst nærmest i et stræk. Man kan læse den som en underholdende og letlæst krimi sat i et eksotisk miljø, men den er også et bidrag i debatten om fremmedhed og frygten herfor. Det er jo let nok at forstå, at mennesker er bange for væsener, der kan slå dem ihjel og drikke deres blod. Men er natterne i virkeligheden så anderledes? Almindelige mennesker er jo i den grad også i stand til gøre de mest grufulde ting mod hinanden.

Lars Ahn er en af mine yndlingsforfattere indenfor de fantastiske genrer, så der var noget at leve op til. Heldigvis har han klaret spinget fra novelle til en roman med bravour, og Rød høst kan absolut anbefales både til krimielskere og til horrorfans. Jeg var i hvert fald vældig begejstret for både set-up og plot, og vil med glæde læse flere gotiske krimier om Gabriel og Helene.

Uddrag fra Rød Høst:

“Vi lever i en verden delt i to. Os og dem. Det har end ikke utallige gode hensigter og aftaler kunnet ændre på. Hvis jeg skal tage de positive briller på, bør jeg glæde mig over at bo i et land og leve i en tidsalder, hvor fredelig sameksistens fortsat er en mulighed, selvom der er kræfter på begge sider, som konstant forsøger at skabe uro.

Ingen kender det præcise antal, men det anslås, at en femtedel af verdens befolkning befinder sig i en tilstand, hvor de har brug for at indtage blod fra andre for at overleve. Det skabte selvsagt en vis panik i den første tid. jeg er selv for ung til at have oplevet det, men jeg har hørt fortællinger fra ældre, og historiebøgerne er fyldt med ulyksalige beretninger om vilkårlige henrettelser, dødslejre og klapjagt på uskyldige. Der blev også gjort forsøg på at finde på konstruktive løsninger, men menneskeheden har det med at lade frygten dominere, så duerne har svært ved at komme til orde over for høgene.

Det var først med opfindelsen af ArtSangre, at det lykkedes dem at få ørenlyd. ArtSangre – i daglig tale AS – er et kunstigt blodprodukt, der gør, at vi ikke behøver drikke menneskeblod. AS er midlet, der skaber balance i samfundet. (s. 32)

Om Rød høst:

Udgivelsesår: 28.09.2018
Forlag: H. Harksen Productions, 285 sider
Omslag: Shutterstock.com

Læs også:

Den nat vi skulle have set Vampyros Lesbos af Lars Ahn
Lad den rette komme ind af John Ajvide Lindqvist
Lidenskabens pris af Niels Ole Busk
Blodig arv af Matt Haig
Død indtil solnedgang af Charlaine Harris
Heksejagt af Kim Harrison
Randvad af Jacob Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensen
Udrensning af Patrick Leis
Vampyr af Michael Romkey
En sag for Luckner af Per Sanderhage
Bid af Rikke Schubart
Al kødets gang af A. Silvestri
Fuldmånens magt af Kit Whitfield

Horror-noveller af Lotte Petri, Lars Ahn m.fl.

Horror-noveller af bl.a. Lotte Petri og Lars AhnPå det sidste har jeg fået læst og hørt en del Storytel Original udgivelser, bl.a. Horror-noveller med bidrag af Lotte Petri og Lars Ahn. Antologien indeholder derudover historier fra England, Finland, Holland, Indien og Polen, og som noget særligt er samlingen oversat og udgivet samtidigt i alle forfatternes hjemlande.

Forlaget skriver om udgivelsen:

Her får du en samling mørke noveller – blandt andet ”Levende død” af Lotte Petri, ”Bag murene” af Lars Ahn og flere andre horror-historier fra England, Finland, Holland, Indien og Polen. Her får du lejlighed til at møde et menneske, der allerede er i den største sorg, som er på selvmordets rand, og som hjemsøges af noget … endnu mere ondt. En anden historie fortæller om en om en familie, som hygger sig på en ferie sammen og har det rart, men snart bliver invaderet af onde væsner. Ondskab findes over alt i verden. Disse historier vil minde dig om, at verden ikke er et trygt sted at være. Vi har samlet dem til dig, der kan lide historier om frygt, gru og død.”

Horror-noveller er en blandet omgang. Det er dog ganske forståeligt, når man tænker på de forskellige kulturer, novellerne udspringer af. Men heldigvis er de fleste noveller glimrende, og de to danske bidrag hører til i toppen.

Lotte Petri har skrevet ‘Levende død’, om en præst der mister sin familie i en grufuld trafikulykke. Nu må han forsøge at leve videre og får job i et nyt sogn. Men sorgen er ved at slå ham ud – og så begynder der at ske mystiske ting i kirken.

‘Bag murene’ er altid fremragende Lars Ahns bidrag, en historie om gamle sagn og moderne byggerier. Han fortæller lidt om skriveprocessen og hvordan det er at blive udvalgt til en international horror-antologi på sin hjemmeside.

‘Velkommen til Amsterdam!’ af Barend de Voogd er nærmest sci-fi horror. Den udspiller sig i Holland, der er lavet om til et stort turistområde. Her er Tess (modvilligt) på ferie sammen med moderen, men midt i tulipanidyllen bryder panikken ud, da fede, hvide orme pludselig dukker op overalt.

‘De dødes sauna’ af Marko Hautale handler om en flok unge udvekslingsstuderende, der beslutter sig for at fejre Kekri (finsk for Halloween) på finsk maner. I gamle dage tændte man saunaen op for at ære de døde, så gruppen beslutter sig for at tage til Houru Naturpark og overnatten i hytten der med tilhørende sauna. Men andre har tilsyneladende fået samme idé.

Endelig vil jeg også kort nævne ‘Ada siger…’ af Kin Cole. Suz har netop købt sit første hus. Hun har fået det billigt pga. en forhistorie, som hun ikke har undersøgt nærmere. En nat hører hun stemmer i huset, selvom hun er alene. Skræmt undersøger hun sagen og opdager, at det nye stemmekommandostyresystem, Ada, som hendes kollegaer har givet hende i indflyttergave, er gået i gang. Først bliver hun lettet – men hvem talte Ada egentlig med?

Om Horror-noveller:

Udgivelsesår: 31.10.2018
Forlag: Storytel Original

Indhold:

Levende død af Lotte Petri (DK)
Bag murene af Lars Ahn (DK)
Den sorte mercedes af Marcin Mortka (Polen)
De dødes sauna af Marko Hautale (Finland)
Velkommen til Amsterdam! af Barend de Voogd (Holland)
“Ada siger…” af Kin Cole (England)
Den sorte skygge af Rushikesh Gupte (Indien)

Frygt Fabrik Fælde af Steen Langstrup

Frygt Fabrik Fælde af Steen LangstrupEn forladt fabrik. En gruppe Urban Explorers. En ambitiøs fabrikant. En familiehemmelighed. En varm sommerdag, der forvandles til et rædselsvækkende mareridt …

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er stor fan af Steen Langstrup, så da jeg fik muligheden for at smuglæse Frygt Fabrik Fælde inden udgivelsesdagen, greb jeg den med kyshånd. Og jeg blev ikke skuffet! Jeg har tidligere omtalt Episode 1 – Et glemt sted husker som udkom d. 7. september, men nu udgives alle ti episoder samlet i papirform og i et lækkert og gennemarbejdet layout.

Gustav og Alex startede for 7 år siden Metropol Urban Explorers. En gruppe, der udforsker forladte steder, og steder der normalt ikke er adgang til. Denne fredag har de sagt ja til at tage nogle udenforstående med på en tur til en nedlagt metalvarefabrik. Udover dem selv består gruppen af Gustavs kæreste Natja, Alex’ nabo Agnete og et fotohold bestående af fotografen Fiona, assistenten Sascha og modellen David.

En solskinsfyldt fredag går gruppen ind gennem porten til H. C. Wilchen-Harbroes Metalvarefabrik. Fotoholdet finder hurtigt en location i selve fabriksbygningen, mens resten begynder at udforske en af lagerbygningerne. De har dog ikke været der ret længe, før Agnete (selv-erklæret clairvoyant) fornemmer tilstedeværelsen af noget. De andre afviser hende og fortsætter udforskningen, der fører dem til toppen af lagerbygningen – hvor Natja pludselig forsvinder sporløst.

Imens har fotoholdet travlt med at få deres billeder i kassen. Men også her bliver fornemmelsen af fare mere og mere overhængende. Sascha, som lider af PTSD efter en episode fra hendes tid som nødhjælpsarbejder, fornemmer stemmer overalt omkring dem, og er der ikke også noget mærkeligt med skyggerne? Og så dør alle deres batterier.

Natjas forsvinden bringer de to grupper sammen igen, og nu er spørgsmålet, hvad de skal gøre. Skal de blive på fabrikken og lede efter Natja? Eller skal de forsøge at komme ud af fabrikken og tilkalde hjælp?

Sideløbende med gruppens prøvelser på fabrikken hører vi historien om fabrikant Theodor Marinus Wilchen-Harbroe. Tilbage i 1917 har han store planer. Han har i flere år rejst rundt i alverdens afkroge for at indsamle åndelige og religiøse objekter, og nu vil han oprette Theodor Wilchen-Harbroes Okkulte Museum. Ikke fordi han tror på åndeverdenen, men netop for at bevare den naive overtro før civilisationens lys overskinner alt.

Forsøget på at lave sin private samling om til et museum møder dog ikke den store støtte. Til gengæld opdager fabrikanten en hemmelighed under fabrikken, der sætter ham i stand til at gøre næsten alt, hvad han ønsker. Og prisen – ja, den er han villig til at betale.

Steen Langstrup er altid værd at læse, men med Frygt Fabrik Fælde er han tilbage i min yndlingsgenre – det rene gys – og det mestrer han som få. Ikke mange skriver så filmisk og nervepirrende som ham. Selvom sproget er letlæst, skaber han alligevel tydelige billeder på læserens nethinde, så det føles, som ser man en film.

Ved at krydsklippe mellem personer og tider øges suspensen konstant. Hvert afsnit afsluttes nærmest med en cliffhanger, som lokker læseren til at fortsætte, og jeg er taknemmelig for, at jeg ikke skulle vente en uge mellem hver episode, men havde muligheden for at smuglæse Frygt Fabrik Fælde i én køre. Når det er sagt, synes jeg dog godt om idéen med at udgive historien som en serie, for den måde at læse på giver mindelser om fornøjelsen ved at se The Twilight Zone og andre uhyggelige tv-serier i min barndom og ungdom.

Frygt Fabrik Fælde er en elementært spændende historie om nysgerrighed, begær, ambitioner og frygt. Om mennesker der træffer valg, og om urgammel ondskab der altid er klar til at træde frem. Langstrup har mange bolde i luften undervejs, hvor vi springer mellem nutiden og de mange tilbageblik til 1917, 1944, for en uge siden m.m. Vi hører om explorer-gruppens fortid, om fabrikanten og hans familie; om irriterende strømsvigt der hjemsøger fabrikken både før og nu; om en ung kvinde der tortureres i en kælder; om stumfilmstjernen Asta Nielsen som medie osv. Men på intet tidspunkt følte jeg mig usikker på handlingen, og Langstrup samler sikkert alle trådene, efterhånden som historien skrider frem, og binder en tilfredsstillende – og overraskende – sløjfe til slut.

Hvis du holder af atmosfærefyldt, nervepirrende uhygge, hvor ondskaben gemmer sig i skyggerne, og kulden langsomt kryber ud af bogens sider og ind i din stue, så er Frygt Fabrik Fælde ikke til at komme udenom. Steen Langstrup serverer her en isnende ond fortælling, man ikke slipper igen lige med det samme.

“Mørket er levende. Det rummer kræfter, en sugende modbydelig magnetisme. Agnete sidder på gulvet i lagerhallen. Benene skælver mod hendes bryst. Tårer løber ned ad hendes kinder. Over hende trommer regnen mod taget som salver fra maskingevær.
“Det skulle slet ikke regne i aften,” hører hun Sascha hviske. David brummer, tysser på hende. “Nogle gange tager meteorologerne fejl.”
De sidder også på gulvet. En lille meter fra hende. Hun kan kun ane dem i mørket, der nu er tæt. Snart vil hun slet ikke kunne se noget længere. Mørket tager over. “Det styrer vejret,” siger hun og ville ønske, hendes stemme ikke knækkede over.
“Det?” siger David stille. Agnete tørrer tårerne af sine kinder med ærmet. “Jeg ved ikke, hvad ‘det’ er. Men det er i mørket omkring os. Jeg kan mærke det.”
David sukker. Hun kan mærke ham i mørket, selvom han sidder på den anden side af Sascha. Hun kan mærke ham, hans irritation, hans modvilje mod hende.
“Jeg var udsendt for en nødhjælpsorganisation engang,” siger Sascha stille. “Jeg oplevede ting.” Hun tier en stund. Agnete kan fornemme hende skælve i mørket. “Der er noget ved dette sted, der får de ting til at komme tilbage. Jeg …” Hun snapper efter vejret. “Jeg hører ting, der ikke er her. Hviskende stemmer. Stemmer fra dengang. Jeg ser ting. Døde kvinder smidt i bunker som affald.”
“Det påvirker os,” siger Agnete. “Det er ondt, det ønsker at skræmme os, at gøre os fortræd. Vi er dets fanger. Det vil ikke lade os undslippe. Det næres af vores frygt. Men det er ikke målet. Nej, det vil æde os. Vi er slagtekvæg på vej til …“
“Gider du stoppe det der?” afbryder David hende hårdt. “Ingen af os får det bedre af at piske stemningen op. Vi må bevare håbet. Vi er ikke små børn, der er bange for mørket, vel?” (bind 2 s. 22-23)

Om Frygt Fabrik Fælde:

Udgivelsesår: 14.11.2018
Forlag: 2 Feet Entertainment
Omslag: Steen Langstrup

Indhold:

Episode 1 – Et glemt sted husker
Episode 2 – Blod varsler død
Episode 3 – Ceremoniel nedtur
Episode 4 – Mus i fælder
Episode 5 – Mørket byder indenfor
Episode 6 – Fabrikanter dør unge
Episode 7 – Fallit på afgrundens rand
Episode 8 – Alle familier har hemmeligheder
Episode 9 – Oprør og arv
Episode 10 – Dæmoner skal fodres

Læs også:

Lidenskabens pris af Niels Ole Busk
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Dæmoner af Carina Evytt
Bunker 137 af Michael Kamp
Plantagen 1-3 af Steen Langstrup
Vrangvendt af Christian Reslow
Afsind af Martin Schjönning
Al kødets gang af A. Silvestri
Skyggernes hus af Peter Straub

Forglemmigej af Teddy Vork

Forglemmigej af Teddy Vork

Atmosfærefyldt thriller om sindets skrøbelighed og livets afslutning

Efter en hård tid starter Mie som social- og sundhedshjælper på det lokale plejehjem. Hun er næsten lige blevet skilt fra manden Jeppe, og deres 5-årige datter Astrid tager det tungt. Oveni blev hun fyret fra sit seneste job efter en indlæggelse på psykiatrisk afdeling, så hun trænger i den grad til at få styr på hverdagen.

Så jobbet som nattevagt er som sendt fra himlen. Det viser sig dog at være langt hårdere, end Mie forventede. Allerede første nat er der en alarm med en skræmt beboer, og de følgende nætter fortsætter det. Samtidig føler Mie sig ikke godt tilpas på stedet. De mange store vinduer er truende, sorte flader i efterårsnatten, og stilheden føles forkert. Og så er der den mærkelige fornemmelse af en skygge lige udenfor hendes synsvinkel.

Mie gør sit bedste for at hjælpe de demente beboere objektivt og professionelt. Men det bliver sværere og sværere for hende at bevare overblikket. Hendes angstlidelse gør det ikke lettere, for hun har ind i mellem svært ved at skelne mellem beboernes hallucinationer, sine egne tvangstanker og virkeligheden. Hvad er det for nogle traumatiske minder, beboerne deler med hende om en kvinde uden næse? Hvem synger sangen ‘Forglemmigej’ for de gamle og skræmmer dem? Laver kollegaerne ubehagelige practical jokes med hende om natten? Og hvorfor begynder Astrid pludselig at blive bange for at sove hjemme hos Mie?

Flere forfattere har i de senere år fået øje på plejehjems potentiale for uhygge. Michael Kamp skrev Hvor de gamle visner i 2008. Mats Strandberg skrev Hjemmet i 2017. Nu kommer så Forglemmigej af Teddy Vork, der er en ubehagelig historie på flere planer.

Teddy Vork vandt prisen for Årets Danske Horrorudgivelse i 2014 for novellesamlingen Sprækker, som juryen kaldte: “en række stemningsmættede og dystre noveller, hvor underspillet ondskab og snigende gru er i fokus. Vork mestre på bedste vis den svære kunst at skræmme voksne mennesker ved hjælp af psykologiske virkemidler fremfor billige effekter.” Den evne gør han også brug af her, hvor læseren hele tiden holdes i tvivl om, hvad der egentlig sker. Sker der virkeligt noget overnaturligt på plejehjemmet, eller er det de demente beboeres symptomer, som Mies tvangstanker forvansker til hendes eget mareridt?

Og oplevelserne på plejehjemmet er ikke det eneste skræmmende. Vorks skildring af Mies sind og hendes kamp for at holde angsten og tvangstankerne på afstand er i den grad uhyggelig. Følelsen af ikke at kunne stole på sig selv og sine sanser beskrives hjerteskærende realistisk, og Mies angst for at Jeppe skal tage Astrid fra hende, gør blot alting værre.

Endelig er det heller ikke et særligt rosenrødt billede, der tegnes af selve plejehjemmet. Som Mies tidligere leder siger i bogen: “… man kom på plejehjem, fordi man ikke døde.” Mie ønsker virkelig at gøre noget godt for sine beboere, men det er svært. Der er nærmest ingen introduktion, hun er alene hele natten, og beboerne er så dårlige, at der næppe går en uge uden dødsfald. Det er overbevisende skrevet og virker desværre sørgeligt realistisk.

Vork kan noget helt særligt, når det gælder beskrivelsen af skrøbelige sind, og han formår som få at skabe en faretruende atmosfære på de mest tilforladelige locations. Det gør han også her, hvor plejehjemmet, som skulle være en sikker favn, forvandles til et sted hjemsøgt af traumatiske minder og levende døde.

Er du til stemningsmættede psykologiske thrillers, og gys hvor det virkelige er svært at skelne fra det indbildte, så kan Teddy Vorks Forglemmigej absolut anbefales.

Forglemmigej er udgivet på Storytel i 10 episoder som lydbog og ebog.

Uddrag fra Forglemmigej:

“Det slog hende, hvor meget hans bevægelser mindede hende om en zombies. Jeppe havde været vild med tv-serien ‘The Walking Dead’. De levende døde i serien bevægede sig på samme måde som Karl – usikkert, vaklende.

På nogle måder var beboerne lidt som levende døde. Deres kroppe fungerede kun på et basalt niveau og kognitivt var mange funktioner også sat ud af drift. Groft sagt var de levende døde, internerede her indtil de døde helt. Med de tanker var hun ikke et hak bedre end sin tidligere leder, som havde sagt, at et plejehjem var for dem, som ikke døde. Kunne hun ikke udvise bare lidt mere empati? 

Men demens var en forfærdelig sygdom. Ubønhørligt åd den mere og mere af hjernen. Minder, personlighed og sprog blev fortæret, indtil der kun var de basale drifter og så … hvad var det nu, det hed … det autonome system tilbage, vejrtrækningen. Til sidst blev også det ædt.” (episode 1, s. 75-76)

Tak til Storytel og Teddy Vork som har foræret mig et abonnement til Forglemmigej til anmeldelse.

Om Forglemmigej:

Udgivelsesår: 17.10.2018
Forlag: Storytel, 10 episoder
Omslag: Elizabeth Helstrup

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Triggereffekten af Wulf Dorn
Lille pige af Sarah Engell
Hvor de gamle visner af Michael Kamp
Afsind af Martin Schjönning
Hjemmet af Mats Strandberg
Ex af Teddy Vork

Thanatos af Jan Egesborg og Johannes Töws

Thanatos af Jan Egesborg og Johannes TöwsHvad har 1500-tals maleren Hieronymus Bosch med kvantekryptering og kvindemord i nutidens Japan at gøre? 

Det var lidt et tilfælde, at jeg faldt over tegneserien Thanatos. Jydske Vestkysten bragte en artikel med overskriften “Kvanteteknologi er den nye atombombe“, og da jeg er fascineret af men fuldstændig uvidende om kvanteteknolgi, tænkte jeg, at en tegneserie kunne være en god indføring i emnet.

Historien handler om den danske freelance journalist Anders Brinck, der bor i Kyoto, Japan. En dag falder han i snak med lederen af drabsafdelingen på en cocktailbar, hvor de begge er stamkunder. Over nogle måneder er der sket en række grusomme kvindemord. Ofrene er blevet tortureret, og det hele er blevet filmet. Politiet er tilsyneladende uden spor, men da Anders Brinck får lov at se nogle fotos fra gerningsstederne, minder scenerne ham om noget.

På et af gerningsstederne har man fundet en seddel med tegnene “BB84”. Det viser sig at være betegnelsen for en kvantekrypteringsmetode, der skulle være umulig at hacke. Brinck opsøger to danske forskere på Kyotos universitet, som netop arbejder med kvantekryptering. Men besøget giver flere spørgsmål end svar.

Forlaget kalder Thanatos for “en klassisk Nordic Noir- krimi – tegnet i en stilistisk, japansk inspireret, minimalistisk stil”, som skal gøre kvantefysik og kvantekryptologi tilgængelig på en underholdende måde. Makkerparret har tidligere udgivet en række børnebøger om komplicerede matematiske emner, så de er ikke uvante med at formidle svært stof for almindelige mennesker.

Jeg synes faktisk også, at den del af missionen lykkes ganske godt. Jeg fik et godt indblik i kvantekryptering, og kan forstå hvorfor Jan Egesborg frygter konsekvenserne, hvis det falder i de forkertes hænder. Selve tegningerne understreger den lidt triste stemning undervejs og tilføjer handlingen et dybere lag. Jeg ser f.eks. forsidens virvar af elledninger i Kyoto som en metafor, for de uoverskuelige muligheder som kvantekryptering indebærer.

Til gengæld synes jeg ikke, at krimi-intrigen fungerer optimalt. Idéen bag plottet er godt, men det udfoldes bare alt for hurtigt. I stedet for at lade læseren leve sig ind i historien og få lov at gætte med, serverer forfatterne nærmest bare plottets højdepunkter uden nogen mellemregninger. Det er en skam, for med en lidt mere facetteret historie kunne Thanatos være blevet virkelig spændende. Nu ender krimi-intrigen lidt forstilt som en mindre detalje, der introduceres alene for at fortælle om kvantekryptering.

Jeg vil slet ikke kalde Thanatos for dårlig, men historien har potentiale til langt mere, og det er lidt ærgerligt, at det potentiale ikke forløses. Til gengæld har jeg nu en mere klar forståelse af kvantemekanik, og det er bestemt også en gevinst. Så har du mod på en videnskabs thriller i tegneserieformat, kan du prøve at give Thanatos en chance.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Thanatos:

Udgivelsesår: 03.09.2018
Forlag: Polyteknisk Forlag, 86 sider
Illustreret af Jan Egesborg og Johannes Töws

Læs også:

Vredens ord af Lisbeth og Steen Bille
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Det fjerde menneske af David Garmark
Åbenbaringer af Paul Jenkins
Metusalemgenet af Michael Lycke
Guds partiklen af Mads Peder Nordbo
Morderens mesterværk af Gigi Simeoni

Huset der ikke kunne glemme af Elisabeth Lyneborg

Huset der ikke kunne glemme af Elisabeth LyneborgDet nygifte par Jens og Mette køber et gammelt hus i Jylland, hvor de begge har fået job efter at have afsluttet deres studier. Økonomien er stram, og huset er ret forfaldent, men de går ufortrødent i gang med at gøre huset til deres hjem.

Der går dog ikke længe, før Jens begynder at opleve mærkelige ting i huset. Han hører og ser ting, men når han taler med Mette om det, slår hun det hen. Hun nemlig hverken hører eller ser, hvad Jens oplever. Til sidst får hun nok af hans snak og flytter midlertidigt hen til en veninde.

Nu begynder det for alvor at gå skidt for Jens. Hans job som skolelærer hænger i en tynd tråd, efter at hans søvnunderskud har påvirket hans dømmekraft i en uheldig episode under hjemkundskab. Derfor er han hjemme, da en bil stopper foran huset. Bilens passager er en gammel kvinde på 106 år, som har boet i huset i sin barndom. Og hun kan fortælle nogle grufulde ting fra dengang.

Elisabeth Lyneborg er pensioneret præst og har skrevet en lang række bøger. Nogle af dem tilhører gysergenren, og det gør Huset der ikke kunne glemme også. Jeg skriver bevidst ikke horrorgenren, for Lyneborgs gys er ikke af den skarpe, skræmmende slags. Det er mere lidt “hygge-gys” for et modent publikum, der ikke bryder sig om alt for meget blod eller isnende overraskelser.

Jeg har tidligere læst Skyggeland af Lyneborg, så jeg vidste godt, at jeg ikke skulle forvente hårrejsende horror, da jeg begyndte læsningen. Det fik jeg heller ikke, og i starten synes jeg endda også, at historien var lidt for tynd og usandsynlig. Ikke så meget den overnaturlige del, som det at ægteparrets forhold og reaktioner simpelthen virkede for kunstige. I sidste halvdel af bogen bliver historien mere intens og troværdig, uden dog at blive rigtig uhyggelig.

Huset der ikke kunne glemme er hurtigt læst, og slutningen trækker op i underholdningsværdi. Jeg blev ikke specielt grebet under læsningen, men forestiller mig at bogen vil finde sine læsere blandt det ældre publikum.

Om Huset der ikke kunne glemme:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: mellemgaard, 120 sider
Grafiker: Julie Igaard Abrahamsen

Læs også:

Hvem myrdede formand Mao af Bjarne Gårdsvoll
Skyggeland af Elisabeth Lyneborg
Sorte historier af Stefan Polke

Thelema af Martin Wangsgaard Jürgensen

Thelema af Martin Wangsgaard JürgensenDa kunstneren Konrad mister sin kæreste, Rebecca, i en trafikulykke, forsvinder han ind i et hul af sorg. Med tiden bliver savnet dog mindre, og så en dag falder Konrad over nogle papirer, der stammer fra en tidligere beboer i ejendommen, Werner Felding. Papirerne tænder en uimodståelig ild i Konrad, som i et sandt arbejdsraseri kaster sig ud i en række værker, der er ganske ulig noget, han tidligere har lavet.

Under ferniseringen for de nye malerier møder Konrad de to unge kvinder, Mia og Suzanna. De virker meget betagede af Konrads billeder og beder ham opsøge dem. Det besøg åbner en ny verden for Konrad. En verden udenfor vores, beboet af engle og dæmoner hvor der findes svar til dem, der søger.

Et opslag i Wikipedia forklarer Thelema som en åndelig filosofi, der stammer fra vestlig esoterisme, mens ordet selv oprinder fra det græske ord for vilje. For Konrad bliver mødet med sekten, som søger sandheden om en hinsides verden, de kalder Thelema, skæbnesvangert. Han gribes af ønsket om at forstå, og langsomt falder han dybere og dybere ind i en hemmelighedsfuld og mystisk verden.

Romanen er inddelt i 26 kapitler, der alle er illustreret med et tarotkort og beskrivelsen af dette. F.eks. hedder første kapitel Døden, som beskrives med ordene: Alt forandres; en cyklus er slut, verdens slør rives bort og en ny virkelighed blotlægges. Opstigningen mod en højere bevidsthed er begyndt. For Konrad er det afslutningen på livet med Rebecca og en gryende forståelse for, at verden indeholder flere dimensioner end hidtil erkendt.

Kapitel to hedder magikeren, og her opdager Konrad Werner Feldings papirer. Mens kapitel tre er Narren, hvor Konrad følger sin intuition og begynder vejen mod indsigt. Opbygningen er meget effektfuldt. Dels giver den en fornemmelse af forudsigelse, idet man som læser nærmest føler, at man deltager i en tarot-seance. Dels giver de enkelte kort hints om, hvad der vil ske. Men som det ofte er med spådomme, ses betydningen lettest i bagklogskabens lys.

I det hele taget er der en dobbelthed over romanen, som giver læseren mulighed for at forstå historien på forskellig vis. Enten kan man tage Konrads oplevelser for pålydende, og i så fald tro på at Thelema eksisterer. Eller også kan man tro, at Konrad i sin sorg over Rebeccas død søger trøst i en religiøs sekt, og dermed afskrive oplevelserne som indbildning. Jeg er faktisk ikke sikker på, hvilken forklaring jeg synes er mest skræmmende.

At læse Thelema er som at tage på en rejse ind i sindets afkroge, hvor vanviddet lurer lige ved siden af fornuften. Sprogligt forkæler Martin Wangsgaard Jürgensen læseren med sit omfattende og billedrige vokabular, der fik mig til ordbogen flere gange, men som samtidig giver en særlig atmosfære til teksten.

At MWJ ikke er en forfatter, der lefler for sin læser, opdagede jeg allerede, da jeg læste Åndemanerne fra 2014. Han er ikke bange for, at antyde fremfor at forklare, eller for at udfordre læserens forståelse og verdensbillede. Det gør han også i den grad her med sin rystende beskrivelse af Konrads desintegration i jagten på vished.

Med en langsom opbygning, der undervejs chokerer med ekstreme ritualer og pludselig vold, tiltager uhyggen og ubehaget under læsningen, så jeg flere gange fik lyst til at lægge bogen væk. Samtidig blev jeg dog fanget ind af romanens skæbnesvangre atmosfære, så jeg ikke kunne lægge den væk. Thelema er således ikke en metervare og vil sikkert ikke være for alle. Men er du til eftertænksom horror med eksistentielle problemstillinger og et drys af sex og vold, er den et spændende valg.

Uddrag fra Thelema:

“Dine malerier er andagtsbilleder. En slags kraftcentre, der kan stemme blikket og åbne sindet mod andre verdener, der ellers er lukkede for bevidstheden,” forklarede Suzanna med en lang, rygende cigaret mellem fingrene. “Mønstrene du maler, er ældgamle og går på tværs af tid, religioner og kulturer.” Konrad forstod ikke ret meget af deres snak, men han blev alligevel draget af den, fordi de satte ord på nogle af de følelser, han havde haft, mens han stille sad på loftet og studerede sine værker.

“Billederne spejler kræfter fra den anden side og danner brohoveder ind til kræfterne. Hvad kræfterne egentlig er, afhænger af øjnene der ser. Man kan kalde dem ånder, dæmoner, engle, energier – ordene er mange, men dækker over det samme. Gennem besværgelser og meditationer kan man åbne motiverne og bruge dem som porte, og det er det, som vi gør.” Suzannas ord mindede ham om barndommen og alle hans flugtforsøg ind i fantasiens vildnis, hvor drømme om okkulte indsigter havde været en så væsentlig del.

Uanset hvor utrolige ting Suzanna fortalte Konrad, måtte han gang på gang konstatere, at oplevelserne den første nat i lejligheden bekræftede alt. Han kunne ganske enkelt ikke betvivle deres lange fortællinger og absurde påstande, fordi erkendelsen havde sat sig i brystet på ham, og gjorde ham til den lydigste elev man kunne ønske sig. Den vished, at der var sandhed i deres mystiske fraser og fabulerende visioner, gav Konrad håb. Et håb om mening og et håb om måske at forstå, hvad der var sket med både ham og Rebecca. Mens han arbejdede på sine billeder følte han en kontakt med noget større, noget levende, og Konrad var sikker på, at det var Rebecca, der kaldte på ham et sted derude fra.” (s. 44-45)

Om Thelema:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: H. Harksen Productions, 213 sider
Omslag: Shutterstock.com

Læs også:

Gamiderne af Pelle Ilja Goldin
Midnatsmuse af Mikkel Harris Carlsen
Don Faust af Henrik Hohle Hansen
The Call of Cthulhu af H. P. Lovecraft
Den højeste dom af Torben Rafn
Åndemanerne af Martin Wangsgaard Jürgensen

De efterladte af Palle Schmidt

De efterladte af Palle SchmidtHauge er IKKE enhver svigermors drøm. Efter endnu en voldsdom står han for at skulle løslades, men dagen inden får han en opgave af Bjarke, en af fængslets hårde drenge. Bjarkes nevø, Ditlev, er død, men Bjarke har ikke fået lov til at tage til begravelsen. Så det skal Hauge. Og så skal han samtidig undersøge, hvad der egentlig skete, da Ditlev døde.

Hauge tager modvilligt til Nordjylland, nærmere bestemt en lille havneby lidt udenfor Frederikshavn, hvor Bjarkes søster bor. Umiddelbart er hun ikke interesseret i at have noget som helst at gøre med nogen af Bjarkes venner, og samme fjendtlige holdning stråler ud af alle, Hauge møder i den lille by.

Hauge lader sig dog ikke stoppe, og da han opdager, at to af Ditlevs kammerater også er døde, er han overbevist om, at der må være en sammenhæng. Men hvorfor skulle de tre unge mænd dø? Hvilken hemmelighed gemmer sig bag mordene? Og er man i byen overhovedet interesseret i at få sandheden frem?

Palle Schmidt debuterede med tegneserien De lange næsers nat i 1999, og i starten af karrieren var det illustrationerne der var i fokus. Siden tilføjede han ungdomsbøger til repertoiret, og i 2016 debuterede han så som “voksenforfatter” med krimien Fanden på væggen. En rå og kontant krimi-noir som tog læseren med på en tur ned i undergrundens dunkle mareridt.

Nu er han aktuel med en ny krimi: De efterladte, som bestemt ikke er mindre rå. Og heldigvis for det.

Denne gang er vi langt væk fra storbyens larm, i en lille fiskerby hvor vejret er ligeså ugæstfrit som de lokale. Beskrivelsen af byen, hvor man er heldig, hvis togene stopper, og hvor Hauge har lige så stor mulighed for at være usynlig, som en skildpadde har for at springe højdespring, står knivskarpt. Her sidder fiskerlussingerne løse, når flabede fremmede stiller uønskede spørgsmål, og følger man ikke de uskrevne regler, er man selv ude om det.

Ligeså vellykket er portrættet af Hauge, der heller ikke er uvant med at bruge næverne. Efter en problematisk barndom og ungdom har han nu flere voldsdomme bag sig, bl.a. som følge af sin udprægede retfærdighedssans. Alligevel har han holdt sig klar af bandemiljøet og foretrækker at holde sig for sig selv. Han vil ikke skylde nogen noget.

Schmidt skriver effektivt og kontant. Tonen er rå, og kulden (både den menneskelige og den vejrmæssige) siver ud af siderne under læsningen. Her er ikke meget at grine af. Til gengæld er atmosfæren af had, mistro og fortabte drømme nærmest til at skære i. Det er flot skrevet.

Plottet hænger godt sammen, og selvom Hauge langt fra er den typiske opklarer-type med sin kriminelle baggrund og mistro til politiet, synes jeg, han virker troværdig. Jeg køber uforbeholdent præmissen, og vil med glæde læse flere bøger om Hauge.

Bogen lægger sig i nordic noir-strømmen, men er samtidig helt sin egen. Trods sin mørke tone er den knaldende underholdende, og forsiden, som Palle Schmidt selv har tegnet, sætter fra start læseren i den rette, dystre stemning. De efterladte er med andre ord et perfekt bud til en mørk vinteraften i sofaen, hvis du som jeg er fan af hårdkogte krimier med interessante hovedpersoner og uden garanti for en happy ending.

Uddrag af De efterladte:

Jeg drejede rundt på barstolen og vinkede til bartenderen med den tomme flaske. “Ved du, hvem der kunne have en beef med Ditlev?”

Bartenderen knappede endnu en Hancock op til mig. “En beef?”

Jeg tog imod flasken, tog en slurk. “Kunne nogen have grund til at slå ham ihjel?”

Bartenderens mund åbnede sig langsomt, som om en sætning skulle til at trille ud. Men han skyndte sig at lukke munden igen, og hans blik flakkede, samtidig med at en stol skrabede hen over gulvet bag mig.

“Do ska ett’ bland’ dig i wor’ saage,” lød den grødede stemme bag mig. Det var ikke uventet, men det var hurtigt.

Jeg drejede mig langsomt rundt på barstolen og kiggede op på manden, der tårnede sig op foran mig, ansigtet rødmosset af druk og fuldskægget stadig fugtigt efter den sidste tår. Han havde overalls på inden under sin cowboyjakke, og han var klar til at uddele øretæver, han skulle bare have skyggen af en grund. At jeg var her og havde sort tøj på, var vist grund nok. Han vidste ikke bedre den stakkel. (s. 44-45)

Tak til Palle Schmidt for læseeksemplaret

Også anmeldt på Litteratursiden.dk

Om De efterladte:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Calibat, 229 sider
Omslag: Palle Schmidt

Læs også:

I skyggen af Sadd af Blædel, Holm, Kjædegaard og Langstrup
Øje for øje af Paul Cleave
Jeg kan se i mørke af Karin Fossum
Bloddryppende af Rafael Reig
Fanden på væggen af Palle Schmidt