oktober 2018
M T O T F L S
« sep    
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘2018’

Öjvind Kramers monstre – og andre grusomme gys af Jonas Wilmann

Öjvind Kramers monstre - og andre grusomme gys af Jonas WilmannÖjvind Kramers monstre er tredje udgivelse fra Jonas Wilmanns hånd her i 2018. Det er intet mindre end imponerende! Også selvom der denne gang er tale om en novellesamling for aldersgruppen +12 år, hvor novellen ‘IÄ! Didrik-Svendsen’ tidligere har været trykt i antologien Lyden af vanvid fra 2010.

Samlingen indeholder i alt fire noveller og er illustreret af Wilmann selv. Som altid er her tale om en hardback-udgivelse, hvor layout og redigeringsarbejdet er gennemført og i orden. Det samme er de fire historier, der alle sagtens kan læses af voksne.

Titelnovellen handler om Jakob og Kris, som en dag opdager nogle seje monster-klistermærker ved et tilfælde. Efter at have søgt i flere butikker lykkes det dem at finde forhandleren, og de køber 11 pakker. Nogle af billederne er dubletter, så senere på aften går Jakob alene ned i butikken og køber 14 pakker mere. Men om natten får han mareridt, og pludselig føles det, som om monstrene findes i virkeligheden.

I ‘IÄ! Didrik-Svendsen’ arbejder Elliot for hr. Didrik-Svendsen (kaldet Fede Didrik bag hans ryg). Didrik-Svendsen er en slavepisker, og ingen på kontoret bryder sig om ham. En dag tager Elliot imod en pakke til chefen fra en mystisk mand. Nysgerrig forsøger han senere at finde ud af, hvad pakken indeholder, og det viser sig at være to gamle bøger. Men hvorfor skal Dirik-Svendsen have dem? Hvem er hans mystiske ferieafløser? Hvorfor er Christina så fikseret på opvask og indkøb? Og er der hold i Elliots mange konspirationsteorier?

To kammerater nyder deres hemmelige fristed i ‘Betonskoven’. Her tager de hen for at komme væk fra hele verden. Der går mange rygter om stedet. Blandt andet skulle en dreng være forsvundet i området for mange år siden. Men det er jo bare en vandrehistorie …

Den sidste novelle handler om guitaristen Jimmy, der helt har mistet inspirationen. Han forsumper i arbejdsløshedens tåger – til han en dag ser en guitar i en butik. En helt særlig guitar, der slet ikke føles som de 10 han har derhjemme. En guitar, der finder musikken i Jimmy igen.

Bagerst i Öjvind Kramers monstre er indsat et efterskrift, hvor Wilmann fortæller om inspirationen til de fire noveller. Jeg synes altid, det er spændende at få et kig i forfatterens hoved, og det er også tilfældet her. Wilmann fortæller bl.a., hvordan alle fire historier er bygget på personlige oplevelser (næsten i hvert fald) samt er inspireret af H. P. Lovecraft.

Forhåbentlig kan Wilmanns noveller fungerer som en slags teaser for de yngre læsere til Lovecrafts forfatterskab. Uanset hvad får de dog fire underholdende og uhyggelige historier, som nok skal vække frydefuld rædsel. Jeg havde i hvert fald en frygtelig fornøjelig tur ind i Jonas Wilmanns mørke fantasi.

Indhold: 

Öjvind Kramers monstre
IÄ! Didrik-Svendsen
Betonskoven
Strengelegen
Efterskrift

Om Öjvind Kramers monstre – og andre grusomme gys:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Kaos, 179 sider
Omslag og illustrationer: Jonas Wilmann

Læs også:

Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum
I helvede flyder en flod af Morten Leth Jacobsen
Tingen i cellen af Dennis Jürgensen
Hospitalet af Michael Kamp
En sag for Luckner af Per Sanderhage
Afsind af Martin Schjönning
Velkommen til Kadaverkøbing af Jonas Wilmann

Isabelle af Anette Heide

Isabelle af Anette HeideFor nogle måneder siden flyttede Marie sammen med sin mand Thomas og deres tre børn ind i deres nye hjem, et gammelt hus fra 1700-tallet med masser af sjæl. Måske for meget?

Marie er på barsel med deres yngste, så mens Thomas arbejder, passer hun hjemmet og børnene, tvillingerne, som går i skole, og baby Sofia. Men selvom hun er glad og tilfreds, er der alligevel noget mærkeligt ved huset. Mærkelige beskeder dukker op på det duggede badeværelsesspejl, underlige trækvinde gør rum iskolde og en ubehagelig følelse af at blive overvåget plager Marie.

I starten slår hun det hen som barselskuller, men så oplever hendes svigermor også noget i huset. De to kvinder er dog enige om ikke at sige noget til Thomas, der absolut ikke tror på “det overnaturlige!” Men så skal Thomas af sted en uge med sit arbejde. Mens han er væk accelererer begivenhederne i det charmerende hus på Blomsterbakken, som viser sig at gemme på en grum hemmelighed.

Isabelle er Anette Heides debutroman og en klassisk spøgelseshistorie om et hjemsøgt hus.

Jeg var både underholdt og lidt ærgerlig under læsningen. Det klassiske plot byder på underholdende gys. For en garvet horror-læser, indeholder slutningen nok ikke den store overraskelse, selvom Heide med held skruer godt op for tempoet og dramatikken. Lidt forudsigelighed gør dog ikke nødvendigvis noget, for et plot behøver ikke at være 100% nytænkende for at underholde.

Til gengæld kunne historien godt være skåret lidt skarpere. Heide skriver udmærket, men – efter min smag – alt for detaljeret. Dels føles det, som om hun ikke stoler på, at læseren kan følge med, hvis ikke alt forklares. Dels trækker det for meget tempo ud af historien, når f.eks. Maries hverdag gentagende gange beskrives minutiøs med madlavning, tøjvask, bleskift, rengøring og alle de andre daglige pligter, der følger med at have tre børn. Jeg forstår godt, at Heide skal sætte scenen, men når vi én gang har hørt dagens forløb, er det fint for mig. Så kan jeg som læser godt indsætte detaljerne efterfølgende, når børnene skal op om morgenen osv. Lidt mere “show, don’t tell” ville gøre underværker for suspensen.

Derudover er der nogle elementer i historien, som ikke helt virker for mig. Jeg undrer mig f.eks. over, hvad scenerne i fyrtårnet er med for? Ligesom jeg ikke køber Maries pludselige forståelse for spøgelset i slutningen. Her ville fundet af noget nedskrevet have virket mere troværdig.

Jeg var dog som sagt underholdt af Isabelle, og hvis der var blevet skåret 100 sider af romanen, ville jeg have været helt vild med den. I bund og grund har Isabelle nemlig alle ingredienserne til en god historie. En sympatisk hovedperson, en god kulisse med det gamle hus som har en spændende forhistorie og de accelererende begivenheder i slutningen, der for alvor sætter uhyggen i fokus. Her nærmer historien sig krimigenren (positivt) med sin opklarende tilgang til spøgelset. Og så er jeg også begejstret for dobbeltheden i hjemsøgelsen, som jeg trods min tidligere kålhøgenhed, ikke lige havde forudsagt.

Så selvom Isabelle måske ikke rammer mig som hardcore horror-læser, tror jeg bestemt, at romanen finder en læserskare. Det kunne være unge mødre, der kan spejle sig i Marie, og som garanteret vil føle sig godt underholdt. Eller måske krimi-elskeren der godt vil prøve noget med lidt overnaturlige toner, uden at det bliver for voldsomt.

Tak til forlaget mellemgaard som har sponseret læseeksemplaret.

Om Isabelle:

Udgivelsesår: 18.06.2018
Forlag: mellemgaard, 349 sider
Grafiker: Sabine Puk Sørensen

Læs også:

Hændelsen af Anne Sofie Allarp
Åndehvisken af Haidi W. Klaris
På den anden side af Audrey Niffenegger
Ex af Teddy Vork

Afkroge af Helene Hindberg

Afkroge af Helene HindbergEt gammelt hotel med sære gange, et lasergame der løber løbsk, religiøse sekter og kosmisk terror er blot nogle af ingredienserne i Helene Hindbergs Afkroge.

Helene Hindberg har tidligere fået udgivet en række noveller i forskellige antologier. Et par af dem er genoptrykt her i Afkroge, som er hendes første selvstændige udgivelse.

Novellerne spænder, som antydet, indholdsmæssigt bredt, men de sidste fire noveller er dog en slags cyklus med den religiøse sekt Vandets børn som omdrejningspunkt: ‘En vesterhavs fortælling’, ‘Vandets Børn’, ‘Hvad skal barnet hedde’ og ‘Graffiti’. Den svageste af disse er ‘Hvad skal barnet hedde’, mest fordi den minder mig lidt for meget om Rosemarys Baby. Alle fire noveller er dog underholdende, og det er godt fundet på at koble en vestjysk sekt til Cthulhu-mytologien.

Samlingen indledes med novellen ‘Grænsen’. Melinda bor med sine forældre og deres au pair i en patriciervilla med skel op til skoven. Faren arbejder meget, og moren går op i kost og motion. Melinda nyder at ‘gemme sig’ i havens nederste del, hvor det næsten føles som en skov, og så snyder hun sig til at købe usundt slik, som et lille oprør mod forældrenes sundhedshysteri. En aften skal faren arbejde sent, og moren mødes med nogle veninder til drinks. Melinda kan dog sagtens være alene hjemme. Men da mørket falder på, ændrer haven karakter, og Melinda ser pludselig en verden udenfor forældrenes perfekte glansbillede.

En af mine favoritnoveller er ‘Der er så dejligt ude på landet’. Her kommer en mand til sig selv på en hed sommerdag. Han står i vejkanten ved siden af sin bil og husker intet som helst. Hans forvirring bliver kun større, da en bekendt stopper op og følger ham hjem. Tilsyneladende kender manden godt Anders, som han kalder ham, og det er åbenbart ikke usædvanligt, at Anders får disse blackouts. Værre bliver det dog, da Anders’ mor bliver nødt til at hjælpe ham med indholdet af bagagerummet … Hindberg beskriver Anders’ forvirring og langsomme opvågnen dybt troværdigt, og novellen gør ikke noget godt for mit forhold til fluer!

I ‘Tilbygninger’ er fortælleren Troja et af 12 børn, som bor med sine overlevende søskende og sine forældre i et hus, hvor faren konstant har lavet tilbygninger til for at få plads til hele familien. Nu er de dog nødt til at flytte. I sidste øjeblik går Troja ind for at hente nogle ting, hun har glemt, men det er, som om huset ændrer sig, og pludselig er hun faret vild. Slutningen føles desværre lidt letkøbt, eller også forstod jeg den ikke helt. Men igen er novellens atmosfære helt i top.

‘Astrid’ trækker tråde til de gamle danske folkesagn, selvom den umiddelbart udspiller sig som en moderne kærlighedshistorie i storbyens favn. Her forelsker fortælleren sig inderligt i pigen Astrid, som han møder til et bryllup. Men hvor godt kender man egentligt nogen som helst?

‘Jeg kommer snart igen’ har en herlig dobbelttydig titel. Novellen handler om kvinden, der er vild med sex, og som begynder at fantasere mere og mere blodigt om pikke. Efter en god opbygning bliver slutningen dog lidt underlig uforløst (no pun intended), og jeg sad en smule forvirret tilbage.

‘Værelset på sjette’ er endnu en favorit. Her gør fortælleren rent på et stort hotel, men en dag har hun en meget mærkelig oplevelse, da hun skal rydde op i nogle værelser i den gamle afdeling af hotellet. Novellen fik mig til at tænke på Stephen Kings novelle ‘1408’, om et hjemsøgt hotelværelse hvor de  fysiske love træder ud af kraft, og virkeligheden pludselig ændrer perspektiv. Samme fornemmelse af en flimrende, usigelig virkelighed på kanten af vores fremmaner Hindberg her.

I den korte novelle ‘Tog’ har renlighed og præcision stor betydning.

Også ‘Stilhedens stemme’ er en favorit. Her har fortælleren booket et særligt lydrum til nogle optagelser, men rummet viser sig at indeholde noget uventet. Atmosfæren i novellen giver mindelser til H. P. Lovecraft, og slutningen holder.

Endelig skal også nævnes ‘Legen’ om to brødre, der spiller lasergame. Den yngste er træt af, at han altid skal stå på vagt i baggrunden, men så en dag går noget helt galt under spillet…

Afkroge indeholder 13 noveller (omend indholdsfortegnelsen kun lister 12), og generelt var jeg godt underholdt. Helene Hindberg er en stemningsfuld fortæller, og historierne står tydeligt under læsningen. Forsiden af Lars Kramhøft skal også nævnes for sit dystre og fængslende udtryk.

Skal jeg komme med en anke, afsluttes nogle af novellerne lidt for abrupt efter min smag, og efterlader mig i vildrede om jeg nu har forstået historien. Heldigvis er det kun et fåtal, så overordnet set er Afkroge en fin debut, især hvis du holder af Lovecraftian horror.

Indhold:

Grænsen
Der er så dejligt ude på landet
Tilbygninger
Astrid (tidligere trykt i Dystre Danmark)
Jeg kommer snart igen
Værelset på sjette
Tog
Stilhedens stemme
Legen
En vesthavsfortælling (tidligere trykt i Fra skyggerne)
Vandets Børn (tidligere trykt i Lyden af vanvid)
Hvad skal barnet hedde? (tidligere trykt i Grufulde mørke)
Graffiti

Om Afkroge:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: H. Harksen Productions, 235 sider
Omslag: Lars Kramhøft

 

Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann

Dæmonens bagdør af Nils HoffmannTopunderholdende og velskrevet dansk science fiction af international klasse

I 2064 står Akademiet, en kunstig superintelligens der angiveligt sørger for sikkerheden på jorden, overfor et angreb. En virus spreder sig både blandt menneskene og på nettet, og hvis ikke virussen stoppes, er jordens fremtid dyster.

Alt det ved Martin Møller, en freelance programmør som arbejder på en open source kunstig intelligens, ikke noget om. Han er ved at planlægge sin 40-års fødselsdag om et par uger, da hans personlige assistent – den virtuelle ‘bot’ Meyer – går ned. Uden bot kan han ikke arbejde, så i stedet for selv at kode en ny, som han gjorde med Meyer, bestiller han en standard AIWare. Til sin store overraskelse får han i stedet for gravhunden Sokrates, der viser sig at have langt større evner, end den burde have.

De evner får Martin brug for, da hans kæreste Maria kommer i problemer. Hun skylder penge til den russiske mafia, som kidnapper hendes datter for at tvinge hende til at betale. Martin gør sit bedste for at hjælpe, men pludselig er de på flugt med den russiske mafia i hælene.

Oveni bliver Martin også involveret i et opgør med den japanske organisation Yakuzaen. Et højtstående medlem er blevet myrdet, men når kort før sin død at give sin søn en kryptisk besked om en Dæmon, der skal udslettes.  Men hvad er det for en dæmon? Har Akademiet noget med det at gøre? Og hvor kommer Sokrates egentlig fra?

Dette korte referat er langt fra fyldestgørende for handlingen i Dæmonens bagdør, som er topunderholdende og velskrevet dansk science fiction af international klasse. Handlingen lyder umiddelbart kompliceret, og jeg må indrømme, at da jeg først hørte om plottet, var jeg lidt overvældet af de mange handlingstråde.

Men – Nils Hoffmann har styr på ‘sit shit’, og trods de mange sideplots føltes historien aldrig overfyldt. Hoffmann styrer fortællingen stramt, med både humor og spænding, og som læser glider man lige ind i universet.

Jeg var også på forhånd lidt nervøs for science-delen, for selvom jeg holder meget af at læse science fiction, har jeg ikke spor forstand på kunstig intelligens eller teknologi i det hele taget. Også den bekymring røg dog hurtig i skammekrogen. Efter få sider faldt fagtermerne naturligt ind i fortællingen, hvis fremtidsscenarium virker fuldt troværdig for denne læser.

Sprogligt synes jeg også, at Dæmonens bagdør holder. Hoffmann er ikke en fintunet sprogækvilibrist, men skriver actionfyldt og letforståeligt, samtidig med at han formår at skabe nogle overbevisende scenarier. Og så er jeg vild med den humoristiske undertone, som ind i mellem titter frem, særligt når gravhunden Sokrates med smag for dansktop-sange er på færde.

“Et stort bibliotek af filmklip ordnet på marmorreoler tonede frem foran ham. Han kom i tanke om at han stadig ikke havde nogen personlig assistent. “Tastatur!” Et gammeldags tastatur voksede frem foran ham. Uden en assistent var det nemmere at lave en tekstsøgning. Han var i gang med at taste da han hørte lyden af hundepoter mod et marmorgulv!
‘Hvad sker der, Mester?’ Sokrates gik og snuste til filmene på den nederste hylde.
‘Hvad fanden!’
‘Nej, Sokrates er navnet, Mester.’
‘Jamen, du er jo slettet!’
‘Jeg er tilbage fra den virtuelle hundehimmel. Bye, bye, recycle bin. Himmelhunden glammer. Jeg kysser himlen farvel og vender hjem.’
Martin grinede. ‘Du er det mest stædige stykke software jeg har mødt. Men siden du er her kan du finde filmen Cheerleader Maria! Jeg har selv optaget den.’
‘Video, video!’ bjæffede Sokrates kort og mindre end et sekund senere dukkede en virtuel skærm op foran Martin.” (s. 62-63)

Til slut vil jeg også fremhæve Tatiana Goldbergs illustrationer. Hvert af de fire overordnede kapitler indledes af en illustration, som passer perfekt til bogens stemning. Illustrationerne er også blevet til den bogtrailer, der kan ses herunder.

Som det forhåbentlig fremgår, er jeg meget begejstret for Dæmonens bagdør, og kan kun anbefale den. Lad dig ikke afskrække af de umiddelbart mange handlingstråde eller de tekniske fagtermer, for så snart du begynder læsningen, starter underholdningen og alle bekymringer er spildte. Og selvom romanen har en slutning, håber jeg på, at Dæmonens bagdør ikke bliver den eneste fortælling om Martin Møller og Sokrates!

Tak til forlaget Spitzen som har sponseret læseeksemplaret.

Besøg Nils Hoffmanns hjemmeside

Om Dæmonens bagdør:

Udgivelsesår: marts 2018
Forlag: Spitzen Publish, 524 sider
Omslag: Tatiana Goldberg


Læs også:

Ready Player One af Ernest Cline
Dark Matter af Blake Crouch
Rygtet om hendes død af Kasper Hoff
Syndfloden og storbyen af Nikolaj Johansen
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen

Ad Nauseam af Daniel Henriksen

Ad Nauseam af Daniel HenriksenSlår man ordene Ad Nauseam op i Wikipedia får man følgende forklaring: et latinsk udtryk, der betyder noget i retning af “til overflod”, “til kvalmegrænsen”, “til ækelhed”. Jeg vil dog betegne Ad Nauseam som perfekt underholdning.

Ad Nauseam er en selvstændig fortsættelse til Daniel Henriksens roman fra 2016 In Absentia. Her fulgte vi fortælleren, der af forskellige grunde tog på et morderisk hævntogt og endte med at komme i karambolage med et internationalt forbryderkartel.

I Ad Nauseam er han ved at komme sig over sine kvæstelser på hospitalet. Hverken kæresten Stine eller politiet er klar over fortællerens rolle i sidste bind. De tror, at han var et uskyldigt offer som uheldigvis faldt i kartellets kløer. Men han ved bedre – ikke mindst fordi genfærdet af Tyven stadig følger ham.

Så kort efter udskrivelsen tager fortælleren af sted for at få bundet de sidste knuder, dvs. begrave tyvens lig og hente pengene han har taget fra kartellet. Men naturligvis går det ikke så let som planlagt. Pludselig befinder han sig sulten, kvæstet og alene, spærret inde i en kælder, som det ikke er meningen han skal ud af igen.

“Og så er der tyven.
Han holder til under min seng. Det er som om han gemmer sig. Måske er han flov over sig selv. Nogle gange hiver han sig op ved sengehesten, hvorefter han står ved siden af sengen og stirrer med sit ene øje. Og skælver som om han fryser.
Jeg er den eneste der kan se ham. Han kommer og går som det passer ham. Det er ret nervepirrende – og forbandet ubelejligt – men det er ikke noget jeg kan styre. Han forfølger mig, fordi jeg slog ham ihjel. Han venter på at blive begravet, så han kan få ro. Måske er han i virkeligheden bare et produkt af min dårlige samvittighed?

Han siger ikke noget længere, men udstøder kun sjove nasale, dyriske lyde. Det er alt han kan præstere, fordi underkæben hænger slapt og spastisk mod halsen og fordi tungen ligner en tør død skovsnegl. Han bevæger sig sjældent, og når han gør, er det kun rundt om min seng, mens han støtter sig til den, og kun ganske langsomt og stift, som en gigtplaget, gammel mand, hvor hver bevægelse udtrykker en helt ny smerteoplevelse. Hvis det ikke så så sørgeligt ud, ville jeg drille ham og forsøge at peppe ham op, men jeg tror han er udenfor komisk rækkevidde.” (s. 17)

Jeg kan rigtig godt lide Daniel Henriksens kulsorte humor. Her flyder blodet, mens historien spæner af sted, og læseren sidder og klukker. Plottet er måske ikke nyskabende, men det er dæleme underholdende, og det føles, som om Henriksen har haft en fest, mens han skrev bogen. Den gejst afspejles tydeligt i historien. Så skidt med, at logikken ikke sidder i højsædet hele vejen.

Dog har jeg én anke – korrekturen. Allerede på første side er den gal: “Der er et mindre bord overfor sengen. De hører et par stole til”; og et par sider senere: “Og dens iskolde granulat flyde i mine årer.” Det er ikke fordi, der overordnet set er mange fejl i bogen, men der må altså ikke grine korrektursmuttere på første side. Det er for ærgerligt.

Heldigvis er det ikke nok til at ødelægge den overordnede set herligt splattede og totalt vanvittige historie, som Henriksen disker op med, og som lektørudtalelsen beskriver som en:

Fræk og fandenivoldsk spændingsbog med en god del satire, fyldt med grotesk vold og platheder i lange baner og, skal lige nævnes, sjovt nok også hjertevarm og eftertænksom sine steder.”

Tak til forlaget Valeta som har sponseret læseeksemplaret

Om Ad Nauseam:

Udgivelsesår: 01.05.2018
Forlag: Valeta, 255 sider

Læs også:

In Absentia af Daniel Henriksen
I helvede flyder en flod af Morten Leth Jacobsen
Dybt dedikerede Dexter af Jeff Lindsay
Dead World af Bo Sejer

Fandenivoldsk af Lars Kramhøft

Fandenivoldsk af Lars Kramhøft, illustreret af Tom Kristensen, farvelagt af Laura BlicherHvad får man, hvis man tager et freak cirkus, græske guder og et prisvindende makkerpar? En fandenivoldsk fremragende tegneserie!

Det forelskede par Jack og Tia er ekstreme artister hos Cirkus Panopticon. Deres bryllupsdag ender dog blodigt, da en bande bevæbnede mænd stormer kirken og slår alle ihjel. Det falder kærlighedsgudinden Afrodite for brystet, og i et væddemål med krigsguden Ares lader hun Jack og Tia genopstå. Nu skal tiden vise, om kærligheden eller ønsket om hævn er den stærkeste drift.

Jeg var meget begejstret for Made Flesh af makkerparret Kramhøft og Kristensen. En krybende ond fortælling om hjemsøgte huse og sjæle, som fuldt fortjent vandt prisen for Årets Danske Horrorudgivelse 2013. Siden har de to herrer haft travlt med en masse individuelle projekter. Men nu er de heldigvis sammen igen, og sammen med Laura Blicher serverer de en actionfyldt kærlighedshistorie, der ikke lader sig stoppe af døden.

Lars Kramhøft fortæller bagerst i bogen, hvordan idéen til Fandenivoldsk opstod, da han selv besøgte The Coney Island Circus Sideshow i USA. Her var han på scenen for at hjælpe sværdslugeren Betty Bloomer, og det satte sig som en uforglemmelig oplevelse, der blev startskuddet historien.

Fandenivoldsk er top underholdende. Historien kan læses lige ud ad landevejen og nydes for både den actionfyldte handling, som blander zombier, kærlighed, lejemordere og magi i en hæsblæsende fortælling, og for Tom Kristensens fremragende illustrationer. Men som altid med gode historier, er der flere lag for dem der ser efter. Tia er f.eks. tegnet med en frisure som Frankensteins brud i James Whales film fra 1935.

Cirkusset, som Tia og Jack følger, hedder Panopticon. Panoptikon er en type af fængselsbygninger designet af en filosof i slutningen af 1700-tallet. Designet giver en person mulighed for at overvåge fangerne uden deres viden. En detalje der både kan referere til gudernes væddemål og det at de er freaks og altid stikker ud blandt ‘normale’ mennesker. Plus naturligvis at Jack har deltaget i reality-programmet Extremt Talent.

Parret er veganere, men da de genopstår, lider Tia af humørsvingninger og mærkelige spisevaner såsom hjertet revet ud af en af deres drabsmænd! Men er det døden, der har ændret hende? Og er det mon tilfældigt, at Tia er slangetæmmerske? Og så videre.

Som altid udbygger Tom Kristensens nærmest filmiske tegninger historiens univers, og denne gang har Laura Blicher farvelagt fortællingen. Det er gjort meget stemningsfuldt, og resultatet er hæsblæsende, fandenivoldsk underholdning, som kun kan anbefales.

Om Fandenivoldsk:

Udgivelse: 2018
Forlag: Fahrenheit, 105 sider
Illustreret af Tom Kristensen og farvelagt af Laura Blicher

Besøg Lars Kramhøfts hjemmeside
Besøg Tom Kristensens hjemmeside

Glem ikke at lytte til EPén “Hate & Fight” af Hola Ghost, med musik inspireret af tegneserien.

Læs også:

Alena af Kim W. Andersson
Deadboy af Tom Kristensen
Diego og Dolly af Jesper Wung-Sung, illustreret af Palle Schmidt
Gigant af Rune Ryberg
Kværnen af Martin Schjönning, illustreret af Tom Kristensen
Made Flesh af Lars Kramhøft, illustreret af Tom Kristensen

Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen

Randvad af Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard JürgensenDen lille sønderjyske by Randvad ligger idyllisk omkranset af skoven. Men bag idyllen lurer rædslen.

I 1887 forsvandt folkemindesamleren Albert Termansen sammen med sin assistent, tegneren Werner Kværndrup. De to rejste rundt for at studere den danske landbokultur, men forsvandt sporløst da de nåede Randvad, en landsby nær Løjt Kirkeby i Sønderjylland.

130 år senere bliver akademikeren Karl Johansen ansat af rigmanden Henrik Termansen, der ønsker at finde ud af, hvad der egentlig skete med hans tipoldefar Albert. Umiddelbart lyder det som en simpel opgave, men efterhånden som Karl graver dybere ned i arkiverne, går det op for ham, at sagen gemmer på mere end øjet aner.

Karl tager derfor til Sønderjylland og lejer sig ind på kroen i Randvad. Allerede fra første dag får han en fornemmelse af, at byens indbyggere ikke er begejstrede for hans besøg. Faktisk føles stemningen direkte fjendtlig. Men Karl fortsætter sin udforskning, og langsomt begynder han at finde oplysninger om Albert, som arkiverne ikke kunne give ham.

Historien om Albert og Karl fortælles i to parallelle spor i 1887 og i 2017. Heri blander forfatterne afskrifter af breve, dagbøger og andre kilder, der står som sandhedsapostle i en fortælling, der langsomt bliver mere og mere foruroligende. For Randvad er ikke som andre små byer. Indbyggerne ikke bare holder sig for sig selv, de afskyer fremmede, hvad enten det er præster, forskere eller naboerne fra Løjt Kirkeby. Trods den truende atmosfære er der dog noget i byen, som tryllebinder både Karl og Albert. Men hvad? Og kan den viden komme til for høj en pris?

Randvad er Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensens første roman. De har tidligere skrevet novellen Frelse gennem bod sammen, og i 2014 udgav Martin Wangsgaard Jürgensen romanen Åndemanerne.

Jeg har mødt Jacob Holm Krogsøe flere gange i arbejdets medfør (vi er begge bibliotekarer), og det kan selvfølgelig være problematisk at anmelde bøger af bekendte. Især hvis man ikke bryder sig om det læste, eller – i den anden kategori – skamroser det. Jeg befinder mig denne gang klart i nummer to kategori, men nu er I så advaret 🙂

Forlaget betegner Randvad som en gotisk krimi: “Skønlitterære værker om forbrydelser der er dystre, uhyggelige, groteske, det undertrykte og det ukontrollable – og opklaringen af de forbrydelser.” Her er da også tale om en foruroligende rejse ind i mørket – såvel skovens som menneskesindets.

Som sagt er jeg meget begejstret for Randvad, som både er velskrevet, urovækkende og fascinerende. Jeg blev hurtigt fanget ind af Alberts og Karls historier, ligesom skildringen af den på overfladen så idylliske landsby med den dystre hemmelighed er rædselsvækkende på den helt rigtige måde. Skoven er nærmest en karakter i bogen på lige fod med personerne, og jeg kunne ikke undgå at tænke på Arthur Machen (og faktisk også danske Thomas Strømsholts Auwisnat).

Næsten umærkeligt ændrer stemningen sig, jo længere vi kommer ind i bogen, ligesom også Karl ændrer sig, jo nærmere han kommer på opklaringen af Alberts forsvinden. Denne langsomme deroute skildres overbevisende, og gav mig på fornem vis mindelser om Jack Torrance fra Ondskabens Hotel.

Randvad er en af den slags historier, der umiddelbart virker uskyldig, men som langsomt trækker læseren længere og længere ind i mørket, hvor afsindet rumler og angsten hersker. En stor anbefaling herfra.


“Jeg skal ikke gennemgå alle detaljerne nu, dem kan du læse om her.” Henrik lagde en knogletynd hånd på ringbindet foran sig. Så fortsatte han. 

“Efter nogen tid i Haderslev, Sønderborg og Aabenraa tog de til Løjt Kirkeby og derfra til en lille landsby – Randvad. Her må der være sket noget, for deres ophold i landsbyen blev meget længere end planlagt, og det er vanskeligt at gennemskue, hvad de foretog sig på stedet. Egentlig skulle de rejse videre vestover, mod Agerskov og Tønder for så at tage sydøst på til Flensborg. Sådan er det i hvert fald beskrevet i udkastet til projektet.

I Randvad mister vi ethvert spor af dem. Det sidste livstegn, vi har, er et brev fra min tipoldefar til min tipoldemor, Erna Mathilde Termansen. Brevet er lidt forvirrende skrevet, men uden antydninger af nogen problemer, som kunne være opstået for dem. Det eneste er, at han kort skriver om ‘Randvads hemmelighed’. De opdagede altså et eller andet i Randvad, men hvad ved vi ikke. Vi aner ganske enkelt ikke, om Albert og Werner døde i Randvad, om de rejste videre eller hvad der skete, efter brevet blev afsendt.” (s. 18-19)

 

Se et videointerview med Jacob Holm Krogsøe

Om Randvad:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: H. Harksen Productions, 233 sider
Omslag: Henrik Sandbeck Harksen

Læs også:

Rødt til en død årstid af Hanna Lützen
De underjordiske af Thomas Strømsholt
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Fra skyggerne af Henrik S. Harksen
Diget af Teddy Vork
De hviskende veje af Nick Clausen
Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack

Når mørket kommer krybende / red. Lars Grill Nielsen

Når mørket kommer krybende - 5 horrornovellerFem forfattere, fem noveller, fem mareridt …

I forbindelse med Krimimessen 2018 udgav forlaget Enter Darkness mini-antologien Når mørket kommer krybende bestående af fem horror-noveller skrevet af Morten Carlsen, Patrick Leis, A. Silvestri, Teddy Vork og Gudrun Østergaard. Bortset fra Teddy Vorks novelle “Svarthdel”, der oprindelig udkom i “Hvor skyggen falder“, er her tale om nye noveller.

“Brændingen” af Morten Carlsen indleder samlingen. Her vender fortælleren tilbage til sin fødeegn efter faderens død. Huset skal ryddes, men under arbejdet finder han noget i kælderen – og barndommens mareridt om væsenerne i marehalmen vender tilbage. Jeg har læst mig til, at Lesia Solots stemningsfulde forside netop er inspireret af Morten Carlsens fortælling.

Hvor et dødsfald er omdrejningspunkt i “Brændingen”, handler det om “Et drømmebarn” hos Patrick Leis. Daniella drømte som lille pige om et prinsesseliv, men er i stedet endt med skolekæresten Tommy og en helt almindelig gennemsnitlig tilværelse. Glæden er alligevel stor, da hun opdager, at hun er gravid. Men langsomt forvandles glæden til frygt. Hvad nu, hvis der er noget galt med barnet? Hvad nu, hvis Daniella ikke er en god mor? Patrick Leis har skrevet en fremragende novelle om de tanker, mange nybagte forældre formentlig pines af. Er det en fødselsdepression? Eller noget helt andet?

Teddy Vorks novelle “Svarthdel” har som sagt været udgivet tidligere under titlen “Den forsvundne risengrød”. Det gør nu ikke spor, for jeg nød at genlæse historien om Katrine, som for nyligt er flyttet ind i et nyt hus sammen med sin mand og sønnen Peter. Det er snart jul, og Katrine stresser for at få alt klart til en rigtig hyggelig højtid i familiens skød. Bl.a. sørger hun på opfordring fra Peter for at stille risengrød til nissen op på loftet. Dog undrer hun sig over, hvor deres kat er blevet af? Og over hvem der dog spiser alt den risengrød?

Gudrun Østergaards novelle hedder “Et barndomshjem”, men der er ikke meget nostalgisk hygge at finde her. Cecilie har lovet sin tante at passe hendes planter i to uger, mens tanten er på ferie. Det burde ikke være noget problem, så længe hun følger tantens huskeliste. Tanten er dog noget forvirret, og Cecilie forstår ikke helt, hvorfor det er så vigtigt, at hun holder alle dørene lukket. Hele tiden. Jeg elskede “Et barndomshjem”, hvis atmosfære fangede mig fra første side, og som har en perfekt slutning.

A. Silvestri lukker og slukker ballet med “Blinde killinger”. Efter sigende var hans novelle nødt til at være sidst, da redaktøren ellers var bange for, at folk ikke ville læse antologien færdig. Sikkert er det i hvert fald, at Silvestri endnu engang serverer en grum og anderledes fortælling for læseren. Fortælleren vokser op på en gård sammen med sin far. Moren døde under fødslen, og de to ældre brødre forlod hjemmet, så snart de fik muligheden. Faren er en fåmælt, praktisk mand, og der er ikke meget varme at hente fra ham. Måske er det derfor fortælleren, leder efter følelser andre steder?

Når mørket kommer krybende er en herlig lille perle, som desværre er alt for hurtigt læst. Novellerne er vidt forskellige, men selvom jeg har mine favoritter, synes jeg ikke, at nogen af dem falder helt udenfor. I hvert fald var jeg godt underholdt hele vejen, og kan kun anbefale samlingen til alle, som holder af kontante gys i novelleform.

Om Når mørket kommer krybende:

Udgivelsesår: 19.03.2018
Forlag: Enter Darkness, 74 sider
Omslag: Lesia Solot

Læs også:

Hvis jeg overlever natten – fortællinger fra mørket
Rustkammeret – fortællinger fra mørket 2
Undergang
Pix – nygotiske skæbner
Vampyr

 

Den Universelle Alliance: Kampen for at overleve af Kasper Endelt

Den Universelle Alliance: Kampen for at overleve af Kasper EndeltDen 20. juni 2066 blev jorden invaderet af Nutavranerne, en fremmed race som menneskene kun lige havde opdaget. Nutavranernes overlegenhed tvang jordens militær i knæ, og man forsøgte at redde sig ved at bruge atomvåben mod fjenden. Det mislykkedes.

En soldat ved navn Conrad Salkor sætter sig i spidsen for en modstandsbevægelse, der fortsat kæmper mod fjenden. På et tidspunkt får menneskene kontakt til Den Universelle Alliance, der består af 40 forskellige racer. Med deres hjælp lykkes det menneskene at bekæmpe Nutavranerne. Men der er også andre krige at udkæmpe, og Conrads søn Dronik viger ikke tilbage for en udfordring.

Den universelle Alliance: Kampen for at overleve er første bind i en serie skrevet af den unge, autistiske forfatter Kasper Endelt. Endelt har en god fantasi, og fortæller en historie fyldt med action og heltemod. Stilen er meget refererende, så det føltes lidt som at læse et filmmanuskript, hvor scenen først beskrives efterfulgt af personernes replikker. Det får desværre historien og personerne til at fremstå unuanceret og uden dybde, hvilket gør det sværere at leve sig ind i fortællingen.

Der er i det hele taget lidt B-films stemning over plottet, som ikke altid hænger helt logisk sammen. Hvorfor vil jordens ledere f.eks. atombombe deres egne lande? Hvorfor vælger Conrad at starte sin modstandsbevægelse i Spanien? Hvis samfundet er stort set brudt sammen, hvorfor sender BBC så en journalist ud for at følge Conrad? Under hvilken invasion er det, Dronik finder kontaktinformationen til Den Universelle Alliance? Og hvordan kommer menneskene i kontakt med alliancen? Der er lidt for mange løse tråde og huller efter min smag.

Sprogligt er romanen ikke så stærk. Jeg faldt over en del pudsigheder, som f.eks. at Conrad skal “gøre sine krigerlige pligter” eller et officielt møde indledes med “mine ærede damer og herskaber“. Ligeledes virker replikkerne lidt ubehjælpsomme.

“Conrad: “Jeg må  med stor sørgmodighed fortælle at både Monika, Hik, Salt og Yammer er afgået ved døden. De ofrede sig for missionen, og vi ville ikke stå her i dag, hvis det ikke var for deres offer. Jeg kondolerer de nærmeste og håber, I forstår, hvor svært det har været at se dem gå bort. Jeg vil give jer tid til at bearbejde sorgen og fortælle dette til resten af jeres familier. Jeg beder om et minuts stilhed.” (s. 35)

Bagerst i bogen er en række opslag i Den Universelle Alliances Informationsbog. Her kan man læse om, hvordan alliancen blev skabt. Om nogle af de racer der er med i alliancen. Beskrivelser af militæret herunder våben og transport med mere. Det er en god idé. Det kunne dog godt være gjort mere tydeligt i layoutet, ligesom det er en smule kikset, at kapitel tre (dog med forskelligt indhold) optræder to gange i romanen.

Jeg tager hatten af for Kasper Endelt, at han som autist kaster sig ud i at skrive en roman, hvor man skal sætte sig ind i andre menneskers følelser og tanker. Det er dog ikke lykkes helt, og selvom historien også rummer masser af action, så var det desværre ikke nok til, at jeg lod mig rive med.

Tak til forlaget Mellemgaard for læseeksemplaret

Om Den Universelle Alliance: Kampen for at overleve:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Mellemgaard, 168 sider

 

Et tilbageblik på Krimimessen 2018 – søndag

Krimimessen i Horsens er nu vel overstået, og jeg bringer lidt billeder og highlights fra weekenden. Læs om lørdagens oplevelser her.

Et tilbageblik på Krimimessen 2018 – søndag:

Et tilbageblik på Krimimessen 2018 - søndag

Heldigvis var vejret knap så koldt søndag, og allerede fra morgenstunden var friske krimifans klar til at lade sig underholde.

Nina von Staffeldt og Annemette Nyborg LauritsenSøndag startede jeg som scenevært i Inspektørens mødelokale. Det ligger gemt lidt væk, men alligevel trak dagens første programpunkt fuldt hus. Her talte forfatter Nina von Staffeldt (Den sorte engel) med kriminolog Annemette Nyborg Lauritsen fra Grønlands Universitet under overskriften: Bag tremmer med Grønlands kriminelle – mennesket bag forbrydelsen. Et meget spændende oplæg.

Pernille Boelskov og Kim JuulDagens næste programpunkt var jeg ret spændt på. Overskriften lød: Sådan begår du det perfekte mord – live krimiplot med Pernille Boelskov og Kim Juul. Jeg vidste ikke helt, hvad det mon kunne dække over, men det viste sig at være en rigtig underholdende affære. Gennem 7 punkter guidede de to forfattere publikum igennem det perfekte mord, lige fra valget af mordvåben (her var en frossen lammekølle et godt valg) til bortskaffelse af liget. Både samspillet med publikum og indbyrdes skabte flere gode grin undervejs, så det er et show Boelskov/Juul godt kan optræde med igen.

Mats Strandberg og Nanna Rørdam Knudsen

Efter lidt grin blev det tid til et godt gys. Svenske Mats Strandberg, der på dansk har fået udgivet romanerne Færgen og Hjemmet, talte med Nanna Rørdam Knudsen fra forlaget Modtryk. Dagen før var Mats Strandberg blevet interviewet af Michael Kamp, der også har en plejehjemsgyser i bagkataloget (Hvor de gamle visner). Det ville jeg vældig gerne have hørt, men samtalen søndag var nu også rigtig interessant.

Stefan Ahnhem og Stephanie Garde Caruana

Næste programpunkt var endnu en charmerende svensker, nemlig Stefan Ahnhem der talte med Stephanie Gaarde Caruana om sin serie med Fabian Risk. Bind 4 med arbejdstitlen Motiv X kommer formentlig i efteråret.

Lisbeth og Steen Bille

Ægteparret Lisbeth og Steen Bille fortalte om, hvordan man kan skrive krimier sammen – uden at blive skilt! De har en helt klar arbejdsdeling, og oplægget gav lejlighed til flere grin blandt publikum, når ‘ånden’ og ‘hånden’ småskændtes for sjov. Efter fire bøger om videnskabsjournalisten Thea Vind bliver deres næste projekt med en ny (mandlig) hovedperson, som skal udkomme på Storytel.

Patrick Leis og Jacob Holm Krogsøe

Hvis Dennis Jürgensen er Danmarks zombiekonge med Kadavermarch, er Patrick Leis zombiekronprinsen med sin Necrodemic-saga. Han talte med Jacob Holm Krogsøe om Castra Damnatorum, og vi hørte bl.a. om det store arbejde med at holde styr på personer og tidslinjer, når man skal sammenskrive flere tusinde sider på ny.

Herfra skyndte jeg mig over til Forsamlingshusets scene, hvor Henrik S. Harksen gav sit bud på, hvad krimi og horror har med hinanden at gøre. Harksen tog udgangspunkt i H. P. Lovecrafts novelle The Call of Cthulhu, og kom med flere fine pointer i løbet af foredraget.

Henrik S. Harksen

Fra Forsamlingshuset skyndte jeg mig over i Magasinet, hvor brødrene David og Stephan Garmark skulle tale med Jacob Holm Krogsøe om deres roman Rakelsminde.

Stephan Garmark, David Garmark, Jacob Holm Krogsøe

Det var to meget charmerende herrer, som bl.a. kunne løfte sløret for, at deres næste fælles projekt romanen Love City udkommer til september. Som en ekstra gevinst til læserne udgiver brødrene fem noveller i samarbejde med Mofibo. Hver novelle introducerer en karakter fra Love City, og den første novelle udkommer allerede i denne uge. Se en teaser her

Krimi bingo banko med Lisbeth og Steen Bille

Årets sidste programpunkt var for mit vedkommende Krimi Bingo Banko, som jeg/Horsens Bibliotek er medarrangør på sammen med Maria Bruun Fanø fra Horsens Posten. De sidste mange år har Lisbeth og Steen Bille været så venlige at agere opråber og præmiepige, og det gjorde de også i år – til stor fornøjelse for publikum. Krimi Bingo Banko er en rigtig hyggelig tradition, og i år havde jeg fået sneget et par horror-relaterede spørgsmål ind på pladerne. Så hvem ved, måske bliver det næste år til Horror Bingo Banko i stedet for 🙂

Under alle omstændigheder havde jeg en herlig weekend i Fængslets skygge. Jeg ville blot ønske, at jeg kunne være to steder på én gang, for som sagt gik jeg glip af flere spændende programpunkter, ligesom jeg slet ikke fik set/købt nok fra alle de flinke standholdere. Men det må blive næste år så …