september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Arktis’

The Thing (2011)

The Thing 2011Jeg var meget i tvivl om, hvad jeg skulle forvente, da jeg satte den nye The Thing på dvd’en. Var det en genindspilning, en prequel eller hvad? Efterfølgende er jeg stadig lidt i tvivl, men jeg er i hvert fald sikker på, at instruktør Matthijs van Heijningen Jr. sætter stor pris på John Carpenters film fra 1982.

Plottet lyder: I 1982 tilkaldes Dr. Sander Halvorson til en norsk forskerstation i antarktis. Sammen med sig har han sin assistent Sam samt den unge biolog, Kate. Hun ved ikke helt, hvad hun går ind til, men da de kommer frem til basen, løftes sløret. Et kæmpe rumskib er fundet i isen, og ved siden af – nedfrossen i isen – ligger en af dets passagerer.

Væsenet skæres ud af isen og bringes tilbage til basen, hvor Halvorson insisterer på at tage en vævsprøve. Det får uforudsete konsekvenser, og pludselig er væsenet fri. Straks begynder myrderierne, og som om det ikke var nok, så opdager Kate, at væsenet også kan kopiere dem, således at ingen kan regne med, at folk er, hvem de udgiver sig for at være.

Nu starter et kapløb med tiden om at få bremset væsenet, før det overtager dem alle og undslipper til den civilserede verden.

Når man sådan genfortæller plottet, synes jeg, det mistænkeligt minder om en genindspilning. F.eks. har man jo også valgt at genbruge titlen fra 1982-filmen. Men i ekstra-materialerne fortæller instruktøren, at målet har været at forklare de scener, som MacReady og Blair så på den norske base, da de ledte efter overlevende, altså at uddybe forhistorien.

Det, synes jeg desværre ikke, er lykkedes særligt godt. Jo, vi ser væsenet bryde ud af sin isklump, og ja vi ser det tohovede-menneskevæsen blive skabt, men der gives absolut ingen forklaringer. Det hele vises kun. Skulle den nye The Thing have været vellykket i min verden, så skulle vi have været inde under huden på væsenet. Hvordan kom det hertil? Hvad er dens “tanker” om at vågne op efter tusindvis af år nedfrosset? Eller forskerne kunne have arbejdet mere med dets historie, så vi ad den vej fik nye oplysninger. Men nej, historien følger i store træk John Carpenters plot, blot med en kvindelig helt i stedet for.

Til gengæld så er den nye film mere actionpræget end Carpenters film, som var langt mere dyster. Her minder den således mere om den allerførste film The Thing From Another World fra 1951, hvor det også er jagten på væsenet, som er det altdominerende omdrejningspunkt. Men desværre mister den nye film hermed også det, som netop hævede 1982-versionen til en klasse for sig. Nemlig den dystre, paranoide stemning som gjorde, at publikum sad og hoppede på stolene, selv når væsenet ikke var synligt. For det KUNNE jo være der alligevel!

Så jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg synes. The Thing 2011 er på en måde en ganske god film – især hvis man ikke har set Carpenters version. Her er fede special effects og cool monstre, og det lykkes at aflevere slutningen, lige hvor 1982-filmen starter. At jeg havde håbet på meget mere, er jo bare mit problem.

Eric Heisserer har skrevet manuskriptet, som oprindeligt baserer sig på en novelle af John W. Campbell med titlen Who goes there?. Heisserer står også bag manuskriptet til bl.a. genindspilningen af A Nightmare on Elm Street og Final Destination 5.

Om filmen:

Instruktør: Matthijs van Heijningen Jr.
Udgivelsesår: 2011

Dark matter af Michelle Paver

Dark Matter af Michelle PaverDet er altid godt at få anbefalinger fra andre, men da min kollega Janus nævnte, at jeg skulle tage at læse Dark Matter af Michelle Paver, var jeg dog noget skeptisk. Hende kendte jeg nemlig kun som forfatter af slægtskrøniken Slægten på Jamaica, og jeg havde mere end svært ved at forestille mig, at hun kunne skrive en solid spøgelseshistorie. Men jeg må æde mine fordomme – Dark Matter er velskrevet, damper af atmosfære og efterlader læseren med gåsehud ved tanken om den arktiske nat.

Ifølge Wikipedia er dark matter en ukendt type stof, der antages at tegne sig for en stor del af den samlede masse i universet. Dark matter hverken udsender eller absorberer lys eller anden elektromagnetisk stråling og kan derfor ikke ses direkte med et teleskop.

Romanen udspiller sig i 1937, fem år efter at astronomen Jan Oort første gang postulerede tilstedeværelsen af dark matter. En gruppe unge briter tager på en ekspedition til Gruhuken i Arktis. De fire kommer fra velstillede familier, mens fortælleren Jack kommer fra de lavere sociale klasser og er med som fysiker og telegrafist. Allerede før de drager af sted, bliver gruppen dog decimeret, og ved ankomsten er de kun tre: lederen Gus Balfour, Algernon – Algie – Carlisle og Jack Miller.

Gruhuken har et dårligt ry blandt folk i området, men det skræmmer dem ikke. Tværtimod glæder Jack sig utroligt til det år, de skal tilbringe langt væk fra civilisationen. Stilheden og renheden i naturen beroliger ham, og han føler til dels, at dette er hans sidste chance for at få noget ud af sit liv. Han knytter sig tæt til Gus, og selvom han stadig kan føle sig lidt underlegen overfor de to andre, begynder han at falde til.

Men ligesom Jan Oort opdagede, at universet består af noget mellem stjernerne, opdager Jack, at man ikke kan se alt med øjnene, da han en dag oplever  et øjeblik af ren og skær rædsel. Han ser noget, som han har svært ved at forklare for sig selv, og herefter ændres hans glæde ved Gruhuken. Pludselig er han bange for at gå ud, men han tør heller ikke fortælle de andre, hvad han har oplevet af frygt for, at de vil grine af ham. Til sidst bliver angsten dog så stor, at han beslutter sig for at fortælle Gus om oplevelsen. Men Gus bliver syg, og han og Algie bliver hentet af en læge, mens Jack må blive tilbage for at opretholde ekspeditionen.

Og snart begynder den mørke tid, hvor solen slet ikke står op…

Som sagt kan jeg kun anbefale Dark Matter. Jeg blev lynhurtigt suget ind i historien, som også kombinerer flere af mine interesser: fascinationen af Arktis og spørgsmålet om hvad et spøgelse egentlig er?

Michelle Paver skriver godt. Som anmelderen i The Guardian skriver: “Dark Matter is a spellbinding read – the kind of subtly unsettling, understated ghost story MR James might have written had he visited the Arctic.

Paver lader Jack Miller fortælle historien gennem sin dagbog skrevet i tiden på Gruhuken, med en indledning og en afslutning der sætter historien i perspektiv. Hun fortaber sig ikke i videnskabelige detaljer om ekspeditionen, i stedet har hun fokus på Jacks oplevelser og tanker. Han er et yderst rationelt menneske, så da hans overbevisninger udsættes for et knæk, er det uhyre svært for ham at bære. Den følelse af afmagt beskriver Paver skræmmende godt.

“On the kitchen shelf, his alarm clock tells me that it’s twenty to twelve. Time to go out for the twelve o’clock readings. I have to do it. Otherwise it’s won. But what has won? Steady on, Jack, you’re in danger of creating a monster out of shadows. Whatever it is, what you must remember is that it’s in the past. Something happenend here once. Something terrible. But whatever it was, it’s in the past. Whatever you experienced was only an echo. It was simply an echo.”

Historien bygges langsomt op, men som slutningen nærmer sig, accelerer uhyggen, og mod de sidste sider kunne jeg ikke læse hurtigt nok.

Dark Matter er pt. ikke oversat til dansk.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Forlag: Orion, 243 sider

Se en trailer for bogen på YouTube

Besøg Michelle Pavers hjemmeside

Fanget i isen af Dean Koontz

Fanget i isen af Dean KoontzI en ikke så fjern fremtid plages jorden af tørke som følge af industrilandenes omfattende forurening af kloden. I håb om at afhjælpe dette er en gruppe forskere taget til indlandsisen, hvor de vil forsøge at sprænge et stort isbjerg af isen og bruge det til at vande landbrugsarealer med.

Alt forløber planmæssigt, indtil en storm forstyrrer nedlægningen af de sidste sprængladninger. Samtidig rystes indlandsisen af en række alvorlige jordskælv – skælv som ender med et brække netop det isbjerg af, som forskerne havde håbet at sprænge løs. Men nu sidder de selv på bjerget, ovenpå 60 aktiverede sprængladninger.

Stormen gør det umuligt for helikoptere og skibe at nå frem til dem, og deres eneste håb er en russisk ubåd. Men selv hvis russerne skulle ønske at hjælpe dem, er spørgsmålet, om de kan nå det …

Jeg har ind i mellem brokket mig over, at jeg ikke synes, at Dean Koontz skriver ligeså godt som Stephen King, men med Fanget i isen forstummer al min kritik. Her er tale om en utrolig spændende thriller, hvor handlingen er henlagt til et af jordens mest ugæstfri miljøer – den arktiske indlandsis. Her er så koldt, at selv i godt vejr risikerer man at dø af kulde, og i en storm som beskrevet i romanen, kan selv et kort ophold uden varmekilder slå dig ihjel.

Historien skifter mellem forskerne på indlandsisen, deres makker i base camp og kaptajnen på den russiske ubåd. Krydsklipningen mellem personerne er med til at øge spændingen, og som om kapløbet om at blive reddet fra kulden og eksplosionerne ikke skulle være nok, smider Koontz lige en ekstra bombe ind. En af forskerne er nemlig en galning, som ønsker at slå et andet medlem af gruppen ihjel. Her er med andre ord masser af action, og det lykkes Koontz at samle alle trådene i et spændende forløb, som først forløses til allersidst.

Oprindeligt udgav Koontz Fanget i isen under pseudonymet David Axton og titlen Et fængsel af is. Opfordringer fra fans fik ham til at genudgive den, dog i en revideret udgave som efter sigende er mindre barsk end originalen, men til gengæld ført up-to-date mht. de teknologiske og kulturelle referencer.

I efterordet skriver Koontz, at Fanget i isen skal ses som en hyldest til Alistair MacLean, der bl.a. har skrevet S.O.S. Nordpolen. Koontz ville skrive en roman magen til, hvor de vigtigste elementer var spænding, fart og handling – og helst en handling med en række overraskelser og tiltagende fysiske udfordringer for personerne. Jeg synes, det er lykkes for ham. I hvert fald læste jeg Fanget i isen i et stræk og har fået mod på at læse meget mere Koontz.

Om Fanget i isen:

Udgivelsesår: 1995
Originaludgivelse: 1976
Omslag: Chris Moore/Peter Stoltze