Indlæg tagget med ‘mockumentar’

[REC]

[REC]Jeg havde hørt og læst en masse ros af [REC], så forventningerne var i top, da jeg satte mig for at se den. På en eller anden måde havde jeg dog ikke hørt så meget om handlingen, så jeg var ret spændt – og jeg må sige, at filmen levede op til alle forventningerne, samtidig med at handlingen overraskede mig.

Angela arbejder for tv med et program kaldet “Mens du sover”, hvor hun og kameramanden Manu tager ud og undersøger forskellige arbejdspladser og hvad der foregår om natten, når almindelige mennesker sover. Denne gang er turen kommet til en brandstation, hvor alt tegner til at blive en fredelig nat.

Men så modtager stationen et opkald om en ældre dame i en bygning. Hun har tilsyneladende låst sig inde og kan ikke komme ud. Angela og Manu følger med brandfolkene hen til bygningen, og knap er de ankommet, før tingene løber helt af sporet.

Jaume Balagueró har bl.a. instrueret De navnløse, som jeg var rigtig begejstret for, og Fragiles som også er ok. Med “[REC] viser han endnu en gang sin imponerende evne til at skræmme seeren. Absolut en anbefalelsesværdig film, som også er lavet i en amerikansk genindspilning under titlen Quarantine i 2008, instrueret af John Erik Dowdle.

Også Paco Plaza har jeg tidligere set film af med stor fornøjelse. Han har bl.a. instrueret den fremragende film X-mas tale i serien Films to keep you awake.

Om [REC]:

Instruktør: Jaume Balagueró, Paco Plaza
Udgivelsesår: 2007

Behind the mask – the rise of Leslie Vernon

Scott Glossermans film fra 2006 er en sjov blanding af dokumentar- og slasherfilm.

Leslie Vernon har besluttet sig for at følge i fodsporene på sine store idoler Freddy Krueger, Michael Myers og Jason Voorhees og blive den næste store mytiske seriemorder, så han inviterer et filmhold til at følge ham under forberedelserne til en slashernat. Filmholdet ledes af pigen Taylor, som både er fascineret og frastødt af Leslie, men trofast filmer alt. Da slashernatten bliver virkelighed, kan hun dog ikke forholde sig passivt og forsøger at redde de unge ofre. Men Leslie har forberedt sig godt og er en dygtig improvisator …

“Behind the mask – the rise of Leslie Vernon” er en vellykket film, selvom det er Scott Glossermans første. Første del er sjov og satirisk, når man følger seriemorderens forberedelser og hører, hvordan han “snyder” ved at lægge falske spor ud til sine ofre, eller hvordan han må træne fysisk for at kunne være alle steder på en gang osv. Anden del er en vellykket slasherfilm, hvor Leslie Vernon fungerer godt som uhyggelig mytisk seriemorder.

Også castingen er vellykket. Nathan Baesel er imponerende i rollen som Leslie, hvor han i starten er morsom og ikke spor skræmmende, så bliver han en yderst effektiv dræber, når han tager masken på. Og i en af de lidt mindre roller spiller Robert Englund en psykiater, som prøver at stoppe Leslie – ikke ulig Donald Pleasence som Sam Loomis i “Halloween” (Englund er bare sjov med vilje). Også Zelda Rubenstein fra Poltergeist-filmene er med, og så synes jeg, at Scott Wilson gør det fremragende som den pensionerede seriemorder, der er Leslis mentor.

Det er nok ikke en film, som stadig står printet på min nethinde om et par år, men det er bestemt en film, som er værd at bruge et par timer på.

Instruktør: Scott Glosserman
Udgivelsesår: 2006