juli 2019
M Ti O To F L S
« jun    
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘ondskab’

Harpiks af Ane Riel

harpiks_ane_rielAne Riel modtog i 2013 Det Danske Kriminalakademis debutantpris for ”Slagteren i Liseleje”. Her i weekenden modtog hun så Kriminalakademiets Harald Mogensen Pris for bedste danske krimi/spænding for sin anden roman “Harpiks”, som dermed også nomineres til Skandinavisk Kriminalselskabs fælles nordiske pris Glasnøglen. Endelig er “Harpiks” også er nomineret til DR Romanprisen, der kåres d. 4. juni på Dokk1 i Århus, og jeg er ikke i tvivl om, at hun har gode chancer for at hive begge priser hjem.

“Harpiks” er ikke en horror-roman. Det er heller ikke hverken en krimi eller en spændingsroman, som man normalt kender dem. Men det er en både ufattelig og fremragende fortælling, som fik mig til at undres, gyse og endog knibe en tåre under læsningen.

På den lille ø kaldet Hovedet lever pigen Liv et isoleret liv sammen med sine forældre, Maria og Jens. Hjemmet er fyldt med kærlighed – og med ting! For Jens har svært ved at smide ting ud, og med årene har samlermanien taget overhånd, så hvert et hjørne og hver en krog i huset og i gårdens øvrige bygninger er fyldt med ting. Og mens omgivelserne flyder over, svulmer Maria ligeledes op og bliver tykkere og tykkere, indtil hun ikke længere kan bevæge sig ud af sengen i soveværelset på første sal.

Men Liv er lykkelig. Hun elsker sin far, som tager hende med ud i skoven og på tyvetogter i byen, når natten falder på. Og hun elsker sin mor, som lærer hende at læse og spiser småkager, som er  rystet og knækket for at ryste kalorierne ud af dem.

Alligevel er Liv godt klar over, at ikke alt er helt som det skal være, og da en dame pludselig kommer på besøg, bliver tingene pludselig meget værre. Damen viser sig at være Livs farmor, og hendes besøg roder op i minderne fra dengang Liv var en lille baby, og hun stadig havde sin bror Carl. Minder som Maria og Jens ellers troede var gemt væk, men som nu dukker op til overfladen med nærmest ubærlige følger.

Ane Riel skriver forrygende og med et sympatisk blik for sine skæve personer. Hun skifter mellem jeg-fortælleren Liv og en alvidende fortæller-stemme, så vi både får overblik over historiens reelle begivenheder, men også et indblik i de følelser og følgevirkninger begivenhederne har for romanens personer. Vi er helt tæt på Jens’ stigende paranoia og Marias langsomme forfald, mens pigen Liv fremstår smerteligt tydelig i sin uskyldige barnlige naivitet og alligevel med en viden, som intet barn bør bære.

“Harpiks” er en fortælling om barnets ubrydelige loyalitet overfor forældrene uanset omkostningerne; om kærlighed så stor, at alene tanken om at miste det elskede er ubærlig; og om hvordan angsten for at miste kan drive et menneske fra forstanden og få det til at gøre ubegribelige gerninger i kærlighedens navn.

Det er en grusom roman. En smuk roman. Og en roman man ikke må snyde sig selv for, selvom den til tider gør ondt dybt ind i sjælen. Læs den …

Besøg Ane Riels hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Mikkel Henssel
ISBN-13: 9788779737624
Sideantal: 256
Forlag: Tiderne Skifter

En hjælpende hånd af Gillian Flynn

En-hjælpende-håndLetlæst og underholdende kortroman om en kvinde, der ikke har haft et let liv. Hun voksede op hos en mor, der forsørgede dem ved tiggeri, og som hun forlod allerede som 16-årig. På det tidspunkt havde hun selv lært en god del tricks. Da historien starter, fortæller hun om, hvordan hun de seneste år har arbejdet med at give mænd handjobs i baglokalet hos Madam Vivecas Den Spirituelle Hånd.

Udover at være utrolig dygtig til handjobs er kvinden også god til at aflæse folk. Det fører til en forfremmelse til forlokalet, hvor hun læser folks auraer. Her møder hun Susan Burke, der har store problemer med sin stedsøn, efter at de er flyttet til et nyt hus. Kvinden aner en god fidus og tilbyder sin hjælp. Men denne gang er der måske brug for mere end en god svindler.

Gillian Flynn er ikke horror-forfatter. Hun er måske mest kendt for romanen “Kvinden der forsvandt”, som også er filmatiseret, men selv synes jeg nu bedst om en af hendes tidligere romaner “Mørke steder“.

“En hjælpende hånd” er blevet kåret som bedste kriminovelle – Edgar Award 2015. Her er da også tale om en effektiv lille sag, der trods sit korte format får fortalt en godt spundet historie, der indeholder både gys, gru og grin og slutteligt efterlader læseren ilde til mode uden klarhed over noget som helst.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Originaltitel: The Grownup
Forlag: Gad, 123 sider

Ormeføde: Den 7. bog om Satan af Irene S. Rasmussen

OrmefødeJournalisten Regitze sættes på en artikel, der skal følge op på vanrøgtssag, hvor et barn døde, efter at kommunen havde forsømt at følge op på op til flere indberetninger fra familiens tidligere bopælskommune. Sagen er grusom i sig selv, og oveni vækker den ubehagelige minder om Regitzes barndom. Men samtidig giver den hende måske en chance for at gøre op med fortidens dæmoner …

“Ormeføde” er endnu en vellykket kortroman i Kandors serie om Satan, denne gang med temaet ondskab og selvtægt. Regitze har oplevet slemme ting i sin barndom, og da hun som voksen får muligheden for at holde nogen til ansvar, gør hun det, uden skelen til om det er rigtigt eller forkert.

For fortjener folk, der mishandler deres børn ikke en hård straf? Bør de ikke udsættes for det samme, som de har gjort ved deres børn? Og hvad med den sagsbehandler der overså alle tegn og begik pligtforsømmelse, bør hun ikke også straffes? Hvorfor skal hun fortsat have et liv, når barnet ikke har?

Eller er der også en anden side? Er der formildende omstændigheder for forbrydelserne? Er et øje for et øje altid den mest passende straf? Og hvis det er – hvad så med den der udfører straffen? Er vedkommende så ikke også skyldig? Bliver hævnen måske til ondskab?

Irene S. Rasmussen stiller i sin historie spørgsmålet, om det er resultatet af en handling eller intentionen bag den, der afgør, om handlingen er ond. Hun sætter på en letforståelig facon de etiske spørgsmål i spil, og kommer på de blot 70 sider  fint omkring mange aspekter af det komplekse spørgsmål. For kan man overhovedet generalisere begrebet ondskab?

“Ormeføde” er Irene S. Rasmussens debut. Til dagligt arbejder hun med PR og kommunikation og bor i Hadsten.

Serien Den X bog om Satan:

Menneskesønnen af Maya Salonin
Ormeføde af Irene S. Rasmussen
Hels rejse
af Signe Fahl
En ørn fanger ikke fluer
af David Garmark
Tvisten af Anika Eibe
Kærlighedens væsen af Aske Munk-Jørgensen
En sand kunstner af Jakob Friis Andersen
Deroute af Martin Schjönning

Læs mere på Forlaget Kandors hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Luc Sesselle/Dreamstime.com

 

Vækkelse af Stephen King

Vækkelse af Stephen KingJamie Morton er næsten lige fyldt 6, da han første gang møder den mand, som får en afgørende betydning for Jamies liv.

Den unge præst, Charles Jacobs, flytter til Harlow sammen med sin hustru Patsy og lille søn Morrie. Charles er lidt af en opfinder i sin fritid, og bruger sin store interesse for elektricitet til at gøre bibelundervisningen for de unge sjovere. Hele byen holder af den lille familie, så da Patsy og Morrie kører galt, har alle ondt af den unge præst. Men medlidenheden forsvinder, da Charles vender tilbage på prædikestolen.

Mange år senere er Jamie blevet en dygtig musiker, som har arbejdet med forskellige bands. Festen er dog for nedadgående, idet Jamie er i fuld gang med at grave sig ned i et heroinfyldt hul. En dag hvor han endnu en gang er vågnet gennemvædet af sit eget pis, og har opdaget at bandet har fyret ham og efterladt ham i en lille skodby, tager Jamie til byfest for at score lidt H. Her genkender han pludselig Charles ved det omrejsende tivoli, hvor han optræder som Dan Jacobs med PORTRÆTTER I LYNILD. Midt under forestillingen besvimer Jamie, og da han kommer til sig, ligger han i Charles beboelsesvogn, hvor Charles giver ham et tilbud, han ikke kan modstå.

Flere år går. Jamie holder sin sti ren og arbejder nu på Wolfjaw Ranch, et musikstudie i Colorado, da han en dag støder på en plakat med ordene: ”Pastor C. Danny Jacobs’s helbredelses- og vækkelsesturné.” Endnu engang krydses Charles og Jamies veje, og for Jamie bliver det et bittersødt møde. Charles er ikke den, han var, og den, han er blevet, gemmer på hemmeligheder der er alt for mørke for mennesker.

Jeg er stor fan af Stephen King, men synes desværre at hans nyere romaner har været af meget svingende kvalitet. Vækkelse hører dog absolut til i den gode ende af forfatterskabet, så det var denne gang en stor fornøjelse at dykke ind i fortællingen om Jamie, der vokser op i 1960’ernes lilleby Amerika.

King serverer en fascinerende og underholdende fortælling, hvor dagligdagens drama flettes med det ukendtes gys. Mens langt den største del af romanen er Jamies historie, hvor King endnu engang viser sin formidable evne til at beskrive barndommen og tegne suveræne portrætter af virkelige mennesker, så hører den sidste fjerdedel af Vækkelse til blandt noget af det mere skræmmende King har skrevet. Ikke i blodig og væmmelig forstand, men i det underliggende og usagte. Hvad er det Charles roder med? Hvad gemmer sig bag gardinerne til vores verden? Og hvilke konsekvenser har det at søge svar?

Det mærkes, at Stephen King selv bliver ældre (i 2017 fylder han 70). Selvom han stadigvæk er fremragende til at fortælle fra en drengs synsvinkel, så bliver hans hovedpersoner ældre, og flere af problemstillingerne kan i høj grad relateres til Kings eget liv, idet han selv har været misbruger, og i 1999 var han selv tæt på at miste livet i en trafikulykke. Endelig har religion også spillet en rolle for King, og er i øvrigt et tema der ofte er at finde i hans romaner (omend på en helt anden vis end Dean Koontz bruger det).

Ser man bort fra horror effekterne, er Vækkelse i høj grad en roman om døden, og hvad der venter os efter livets afslutning, og dermed er det en roman, der kan læses langt bredere, end Stephen Kings tidlige forfatterskab, og i det hele taget er en fremragende roman.

Fra nu af er der risiko for spoilers i forhold til handlingen!

Stephen King indleder romanen med at takke en række forfattere, der har været inspirationskilde for ham, men undervejs i romanen finder man også referencer til dem. F.eks. hedder en af Charles patienter Mary og er datter af Janice Shelley, og en af bøgerne, Charles bruger i sin forskning, er De Vermis Mysteriis, som angiveligt har dannet grundlaget for H. P. Lovecrafts fiktive grimoire Necronomicon.

Igennem hele sit forfatterskab har Stephen King afprøvet forskellige genregreb. Hans første roman Carrie handlede om psykokinese, den anden roman De dødes by handlede om vampyrer, den tredje roman handlede om et hjemsøgt hus Ondskabens hotel og så videre. Men så vidt jeg ved, har han ikke tidligere skrevet en roman over Prometheus myten. Og selvom han i flere romaner har arbejdet med parallelle universer, f.eks. i Boo’ya Moon – Liseys historie og Om en Buick 8, så mener jeg heller ikke, at han tidligere har haft hentydninger til De Mægtige, som jeg opfatter som Kings reference til Lovecrafts Cthulhu Mythos. Dermed tilføjer Vækkelse endnu et lag til Kings omfattende genreleg.

Endelig fik jeg også mindelser til Kings egen roman The Tommyknockers, hvor der også optræder en form for grøn elektricitet, der kan få alle mulige mærkelige dimser til at virke.

Titlen Vækkelse kan forstås på flere planer. Dels religiøst, idet Charles vækker Jamie fra religionens ”greb” med Den Forfærdelige Prædiken, dels lægeligt, idet Charles helbreder Jamie fra herointrangen, og dels helt konkret idet Charles ønsker at vække de døde, og derved kommer til at vække De Mægtiges opmærksomhed.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Originaltitel: Revival
Omslag: Jon Asgeir

Også omtalt på Bogrummet.dk

No Good Deed

No Good DeedDe to betjente, Mark og Ben, er på vej hjem efter en våd bytur, da de pludselig opdager, at fordøren til et mørkt hus står åben. Ben er ikke i tvivl om, at der må være et indbrud i gang, og overtaler Mark til at følge med ind for at stoppe det. Men inde i huset er noget helt forkert, og snart står Mark overfor et valg – vil han flygte eller blive?

Jeg må jo nok indrømme, at jeg generelt ser alt for få kortfilm. Jeg holder ellers meget af noveller, så kortfilm burde lige være min kop te, og alligevel får jeg sjældent taget mig sammen til at se en. Men heldigvis tog jeg mig sammen til at se No Good Deed, som viste sig at være en fin lille perle.

No Good Deed er fra 2012 og er instrueret af Sohail A. Hassan. Den kan ses på Ekko Films shortlist, men er også at finde på dvd’en “Supernatural Tales“, der udover Sohail A. Hassans bidrag, indeholder 15 andre nye danske horrorfilm, der alle medvirkede i MovieBattle-konkurrencen på CPH PIX 2012 under temaet ‘Supernatural Horror’. Vinderen blev filmen “Outpost” instrueret af Esben Halfdan Blaakilde, men No Good Deed er bestemt også værd at se.

Med få virkemidler skaber Sohail A. Hassan hurtigt en intens stemning. De to betjente spilles godt af Danny Thykær og Daniell Edwards, og selvom der tales engelsk, virker det naturligt. Plottet har en fin drejning, og jeg kunne særligt godt lide Hassans “fyrtårns-idé”. Der er også arbejdet udmærket med special effects, og selvom actionscenen i kælderen naturligvis ikke er ligeså professionel som Hollywood, så var der både underholdende og vellykkede scener.

På minus-siden synes jeg, at den uhyggelige baggrundsmusik til tider var lige i overkanten, og at dialogerne ind i mellem var lidt langtrukne. De småting er dog ikke nok til at trække ned i det samlede billede, så en anbefaling af No Good Deed herfra.

Læs mere på Pure Fiction

Se flere kortfilm på Ekko Shortlist

Blodrus af Sebastià Alzamora

Blodrus af Sebastià AlzamoraGotisk roman om umenneskelighed, krig og vampyrer

Da jeg læste pressemeddelelsen for Blodrus, var jeg slet ikke i tvivl om, at det lige var en bog for mig: ”Blodrus er en gotisk fortælling om det monstrøse i mennesket og om kampen mellem det gode og det onde; om fornuft og videnskab på den ene side og det okkulte og irrationelle på den anden – fortalt med en detektivromans fremdrift.”

Men jeg må erkende, at under de første hundrede sider havde jeg mest lyst til at lægge bogen fra mig, og det var kun, fordi jeg skulle anmelde den, at jeg holdt ud. Når det så er sagt, blev jeg til gengæld grebet af fortællingen i de sidste to tredjedele af romanen, så jeg var alligevel glad for, at jeg holdt ved.

Romanen foregår i Barcelona i 1936 i begyndelsen af Den Spanske Borgerkrig. En præst og en lille dreng findes myrdet med bidemærker i halsen, og politiinspektør Gregori Muñoz sættes på efterforskningen. Men det er ikke let i en tid, hvor kirker og klostre hærges af yderligtgående anarkister, og hvor præster og andre religiøse bliver slået ihjel, uden at nogen tør forsvare dem.

Samtidig hører vi om de 27 kapucinernonner, som har overlevet og gemmer sig i deres kloster beskyttet af anarkisten Manuel Escorza fra FAI, som ellers står bag både mord og tortur, men som har sine egne grunde til at beskytte klosteret samt om en dommer og en læge, som har et helt eget eksperiment i gang.

Alzamora indlejrer en vampyrfortælling i en reel historisk ramme, og romanen handler i høj grad om umenneskelighed. Men ikke kun vampyrens umenneskelighed, for i krig er det svært for alle at bevare menneskeligheden og troen. En filosofisk, men også bloddryppende roman, som kræver lidt af sin læser.

Sebastià Alzamora er fra Mallorca, og Blodrus er hans første bog på dansk.

(Anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Blodrus:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Turbine, 284 sider

Made Flesh af Tom Kristensen og Lars Kramhøft

Made_FleshI det nordlige Jylland dør Christian Langer af et hjertetilfælde. Det bringer hans søn, Michael, tilbage til herregården Heslev, hvor han voksede op, men forlod så snart han kunne.

I dag bor Michael i København sammen med Rose. Han er lider af angst, og uhyrlige billeder dukker op som mareridt, når han sover.

Gensynet med barndomshjemmet åbner for porten til barndommens fortrængte rædsler, og med minderne dukker et løfte frem. Et løfte Michael gav, før han forlod Nordjylland. Et løfte om at huske, men med hvilke omkostninger?

”Made Flesh” startede som et online projekt, hvor læseren ganske gratis kunne læse et nyt afsnit af historien hver uge. Målet var dog at finde et internationalt forlag og få fortællingen ud på papir, og det er så lykkes nu med støtte fra Statens Kunstfond.

”Made Flesh” er både en klassisk spøgelseshistorie med et twist, og en historie om hvordan det kan føles at vende hjem og se sin barndom med det voksne blik, som afslører alle illusionerne. Lars Kramhøft har skrevet historien, mens Tom Kristensen står for illustrationerne i denne dystre graphic novel, som efter min mening hører til blandt årets bedste danske horrorudgivelser.

Især Tom Kristensens grove og rå tegnestil, som til tider virker helt skitseagtige, men alligevel er fuld af dynamik og udtryk, er med til at trække udgivelsen op på et højt niveau.

Tom Kristensen udnytter siderne optimalt, og bryder gerne billedrammernes traditionelle opbygning. Samtidig leger han med farverne, der nogen steder i historien holdes i sort-hvid med blodrøde farvedryp, mens mere afdæmpede farver karakteriserer andre dele af fortællingen. Fælles er dog den sorte baggrund, som skaber både stemning og dybde i tegningerne.

Både format, papirkvalitet og farvelægningen er af høj kvalitet, og gør det til en lækker oplevelse at bladre i papirudgaven.

En sand fornøjelse af den grumme slags …

Besøg Tom Kristensens blog
Besøg Lars Kramhøfts blog

Smugkig de første kapitler her

Dæmoner af Carina Evytt

Dæmoner_Carina_EvyttDÆMON, substantiv, fælleskøn.
1. ond ånd som tænkes at besætte mennesker; personifikation af ondskaben.
1.a OVERFØRT (én af) tilværelsens mørke, ubevidste kræfter, drifterne.
(Den Danske Ordbog)

Vi har alle vores dæmoner, men nogle er mere virkelige end andre. Nogle sindslidende lever i en tusmørkezone, hvor virkeligheden flettes så tæt sammen med hallucinationer at dæmoner har både vilje og krop.  Men er der tale om en sindslidelse, eller oplever disse mennesker bare en del af virkeligheden, som ellers er skjult for andre mennesker? (citat Tellerup.dk)

Izzy og Rikke er veninder. Rikke er den stærke, mens Izzy har bevæget sig ud og ind af psykiatriske institutioner og underkues af sin voldelige kæreste Nicolai. Men nu skal det være slut. Rikke har fundet et hus og et job til Izzy i den lille by Rudstrup, og da Izzy bliver udskrevet fra hospitalet, er alt klart til et nyt liv.

Til at begynde med er alt godt. Flytningen går uden problemer, og Izzy bliver opmuntret af Tommy, en ven til Rikkes kæreste Dennis, der hjælper med flytningen. Men Izzys nye hjem bliver holdt under opsyn af den lokale tosse kaldet Ravnen. Han er overbevist om, at der bor en dæmon i kælderen, og at den vil overtage Izzy, hvis hun bliver boende. Og måske er der noget om snakken, for lokalt går rygtet, at det spøger i huset, efter at en familie døde der for år tilbage …

I 2006 debuterede Carina Evytt med romanen “Let bytte“, som blev efterfulgt af “Sværdet fra Odin” i 2007, hvor Evytt giver sin gendigtning af sagnkongen Vølsung. I 2008 vendte hun tilbage til horrorgenren med novellen “Stevie” i antologien “Horror.dk“, og i 2011 udkom hun med “Jack the Rippers lærling“. Nu er hun som sagt aktuel med romanen “Dæmoner”, om hvilken Teddy Vork udtaler: “I Dæmoner skriver Evytt som om hun selv var besat af en ond ånd. Det er helvedes godt. Måske årets bedste horrorroman.” Og jeg er tilbøjelig til at give Teddy Vork ret.

“Dæmoner” er gennemført, velskrevet og underholdende. Jeg blev fanget fra første side, selvom jeg indrømmer, at jeg til at begynde med troede, at historien ville udvikle sig til en kliché med den voldelige kæreste og en dæmon i kælderen. Men jeg blev heldigvis positivt overrasket. Dels udvikler historien sig ikke, som jeg forventede, dels er personerne interessante, hvilket giver en ekstra dybde til historien, og endeligt holder Evytt fast i sit kendemærke for sine fortællinger – at intet er sort/hvidt, og at der altid er flere lag.

Flere af bogens personer er mentalt ustabile, og det er med til at holde suspense i fortællingen. For er der reelt en dæmon i kælderen, eller er det blot personernes indre dæmoner, som forårsager død og ødelæggelse? Selv til sidst overlades det til læseren at bedømme. Vi får ingen lette svar fra forfatteren.

For fanden da,” gispede hun, men Izzy var allerede ude af bilen. Hun småløb forbi firhjulstrækkeren, rundede fronten og stivnede da hun fik øje på huset. Hver eneste rude i hvert eneste staldvindue var dækket af sært ildevarslende tegn og symboler, og det store køkkenvindue … Izzys hovedbund trak sig sammen, og hun rystede da et gys løb gennem hende og efterlod gåsehud overalt hvor det kom frem. Ruden så om muligt endnu mere dramatisk ud i sollys, end den havde gjort aftenen før. Blodet var nu tørret ind, så det nogle steder sad i mørke, fjerklistrede kager og andre steder lignede rustrød maling, der var stænket på glasset med en pensel. Det mest uhyggelige var dog at Izzy også her syntes at kunne fornemme en bevidsthed i det tilsyneladende kaos.”

Jeg kan kun tilslutte mig Trudis Bogblog, som bl.a. skriver:

Det hidtil bedste jeg har læst af Evytt, som ovenikøbet er pakket ind i det mest lækre og specielle bogcover, jeg har set. Den kan varmt anbefales til den voksne læser, som er vild med gys og horror, der er af den mere sofistikeret slags end blod i litervis og “splat splat.”

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Omslag: Flemming Schmidt
Sider: 392
Forlag: Tellerup

11-11-11

11-11-11Succesforfatteren Joseph Crone mistede for et års tid siden sin søn og hustru i en frygtelig brand. Om natten hjemsøges han af mareridt, og om dagen har han svært ved at skrive. Hans far, som han ikke har haft kontakt  med i mange år, ligger for døden, og på sin lillebrors, Samuels, opfordring vender Joseph hjem til Spanien, efter han mirakuløst overlever en bilulykke.

Men hjemkomsten er ikke præget af genforeningsglæde fra Josephs side. Han mistede for mange år troen på Gud, og faderens kirke som Samuel er præst i, interesserer ham ikke. Alligevel kommer de to brødre langsomt nærmere hinanden, for Joseph opdager et uhyggeligt sammentræf. Overalt opdager han tallene 11-11, og da han begynder at researche i det, viser det sig, at der hinsides vores verden findes væsener, som sender os beskeder via tallene 11-11. Deres kræfter bliver stærkere jo tætterer på datoen man er, og Jospeh bliver overbevist om, at de ønsker at slå Samuel ihjel. Men hvorfor?

Instruktør Darren Lynn Bousman har bl.a. instrueret Saw II, Saw III og Saw IV, blodige fortællinger som kan karakteriseres som torture-porn, men i 11-11-11 fortæller han en helt anderledes historie. Vi er langt fra blod og splat, og i stedet koncentrerer han sig om at opbygge en isnende, krybende, skræmmende stemning. Jeg vil ikke sige, at det lykkes 100%, men her er dog tale om et ganske fornuftigt forsøg.

Timothy Gibbs, der spiller Joseph, virker overbevisende i sin sorg over hustruen og sønnens død og i sin absolutte afstandstagen til religion. Efterhånden som han begynder at se tegnene og dermed overbevises om, at noget forsøger at kommunikere med ham, må han kæmpe med sig selv, og også denne indre kamp fremstiller Gibbs troværdigt.

Også Michael Landes i rollen som Samuel er velcastet. Hvor Timothy Gibbs som Joseph er indesluttet og uden interesse i sin omverden, er Landes som Samuel varm og omfavnende. Han er den unge idealistiske præst fyldt med drømme om en bedre verden, og selvom han er klar over, at deres fælles far har haft lidt for vilde drømme om deres kirke, så ønsker han blot at arbejde videre ad faderens vej mod en kirke, der har forståelse for syndere.

Ved at lade historien udspille sig i Barcelona får Bousman foræret en gotisk stemning, som ville være umulig at finde i USA. Husene, gaderne og Josephs fremmedgørelse idet han ikke taler spansk er alt sammen med til at forøge intensiteten i historien.

Hvor det halter lidt, er efter min mening 11-11-væsenerne. Selvom de egentlig forsøges introduceret gradvist, så pumpes baggrundsmusikken så vildt op, når de dukker op på skærmen, at det hurtigt bliver lidt anstrengende. Bousman arbejder også med brugen af farver undervejs, hvor nogle scener er holdt i kolde farver, men det var svært for mig at finde en grund til skiftene. Til gengæld synes jeg twistet i slutningen er forrygende (omend ikke en total overraskelse), og her kan man se lidt af Bousman fra Saw-filmene.

Darren Lynn Bousman fortæller i ekstra-materialerne, hvordan han er dybt fascineret af labyrinter – ikke mindst af Stanley Kubricks brug i The Shining fra 1980. Bousmans brug af en labyrint i 11-11-11 er derfor en hommage til Kubrick, men også andre film og bøger får en hilsen med undervejs. Bl.a. sender Samuels husholderske Anna en hilsen til Stephen Kings Misery og Kathy Bates, og en scene med et af væsenerne fik mig straks til at tænke på The Exorcist.

Jeg vil ikke kalde 11-11-11 for en 100% vellykket film, men kan man lide film som The Exorcist, The Omen eller måske Prince of Darkness, så tror jeg også, at man vil føle sig underholdt her – uden dog på nogen måde at sætte 11-11-11 i klasse med ovenstående. Som Best-Horror-Movies.com skriver: “There are several points in 11-11-11 when it all seems to be just too much, and the scan for the remote control’s stop button begins… but wait! Every time the negatives begin to reach critical mass, something cool happens and, for a time, all is forgiven. Some pacing issues allow that mass of negativity to creep back in a few times, but then something else will happen, the story will be quickly progressed, the performer’s expressions facilitate the illusion beautifully… and then the ending is so great that a “wow, that was really good!” is the aftertaste that remains as the credits roll.”

Om filmen:

Instruktør: Darren Lynn Bousman
Udgivelsesår: 2011

De hviskende veje af Nick Clausen

De hviskende veje af Nick ClausenCharlotte og kæresten Alexander skal på ferie. De har fået lov til at låne Charlottes forældres bil, og er nu på vej til Billund. Men undervejs går deres GPS pludselig amok, og de ender midt i et tåget hedeområde. Først tror de, at de blot er faret vild, men det viser sig snart, at noget er helt galt. Folk i området opfører sig mere end almindeligt sært – og det gør vejen også! Og da de samler en lille dreng op, som står forladt og forslået går situationen fra skidt til værre.

Historien fortælles af Charlotte, som bliver interviewet af en journalist, efter at det hele er overstået. Ind i mellem kapitlerne er indlagt små avisudklip om mystiske hændelser fra samme område, det første klip er fra 1881 og det sidste klip er fra 1997, så man er hele tiden klar over, at noget er helt galt på heden.

Nick Clausen skriver nærmest filmisk i et let sprog uden spidsfindigheder og andre dikkedarer. Der er måske ikke så mange overraskelser for den voksne læser, og personerne uddybes heller ikke så meget. Ikke desto mindre synes jeg godt om idéen i De hviskende veje, og i perioder lykkes det for Clausen at skabe en både intens og skræmmende atmosfære. Måske er det fordi, jeg selv er en total spasser til at finde rundt, så hvis min GPS sendte mig på afveje, ville jeg også virkelig være på r….

“Navigationsmaskinen lyste op efter et minuts tid og brød stilheden. “VEND RUNDT SÅ SNART DET ER MULIGT OG KØR TILBAGE AD SAMME VEJ.” “Come on,” stønnede Alexander og bremsede ned. “Jeg tænkte nok det her var den forkerte vej.” Af en eller anden grund følte jeg en smule lettelse. “Måske har gps’en opdaget at der er sket en fejl og prøver at rette den.” “Eller også leder den os bare tilbage til det fiktive T-kryds,” mumlede Alexander mistroisk.

Han bragte bilen til stop og tog gps’en. “Hmmm, hvad pokker?” “Hvad nu?” “Rutebeskrivelsen og det hele passer stadig. Men nu siger den at vi ikke længere er på Gammel Hedevej.” “Hvor så?” Alexander holdt gps’en så jeg kunne se kortet. “Ukendt adresse.” Jeg stønnede. “Ved den nu slet ikke hvor vi er henne?” “Åbenbart ikke. Har vi et rigtigt kort?” “Jeg så vist et herinde,” sagde jeg og åbnede handskerummet. Jeg fandt et vejkort og foldede det ud. Alexander tændte lyset i loftet, så mørket uden for ruderne blev endnu tykkere. “Vi må være her omkring,” sagde han og tegnede en cirkel med fingeren. “Ja, men jeg kan ikke finde Gammel Hedevej. Hvad hed vejen som vi kørte på før?” “Det kan jeg ikke huske.” “Kortet hjælper os ikke så,” sagde jeg og kiggede på ham. “Skal vi ikke prøve at køre tilbage?” “Jo, det her leder da vist ikke til noget.”

Jeg slukkede lampen. Han satte i første gear og begyndte at lave en trepunktsvending. Det var ikke nemt på den smalle landevej, så han måtte dreje heftigt på rattet. Lygternes lys fejede ud over lyngen og tågeskyerne blev oplyst. Et kort øjeblik fangede jeg et glimt af to skinnende pupiller som stirrede på os ude fra mørket. Men de forsvandt så hurtigt igen at jeg besluttede at det måtte have været indbildning. Vi rullede tilbage ad vejen. Noget slog mig pludseligt. “Jamen … hvordan kan den vide at vi skal tilbage, hvis den ikke ved hvor vi er?”

Nick Clausen er en meget flittig forfatter, og jeg synes, man kan mærke en klar udvikling i hans bøger. Nok står han stadigvæk placeret i børnebiblioteket med De hviskende veje (i hvert fald på mit bibliotek), men som sagt følte jeg mig alligevel i høj grad underholdt. Så selvom Clausen måske nok mest skriver for børn og unge, så kan den voksne læser altså sagtens have lidt uforpligtende hygge med hans romaner. Det gælder i særdeleshed for De hviskende veje.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Tellerup
Omslag: Christian Guldager

Besøg Nick Clausens hjemmeside
Se mere på forlaget Tellerups hjemmeside

Udvalgt bibliografi:

Silhuet (2011)
De sorte symboler (2011)
De blodige bid (2011)
De døde brødre (2010)
Ulm (2010)
Tidevandet (2009)