september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘ondskab’

No Good Deed

No Good DeedDe to betjente, Mark og Ben, er på vej hjem efter en våd bytur, da de pludselig opdager, at fordøren til et mørkt hus står åben. Ben er ikke i tvivl om, at der må være et indbrud i gang, og overtaler Mark til at følge med ind for at stoppe det. Men inde i huset er noget helt forkert, og snart står Mark overfor et valg – vil han flygte eller blive?

Jeg må jo nok indrømme, at jeg generelt ser alt for få kortfilm. Jeg holder ellers meget af noveller, så kortfilm burde lige være min kop te, og alligevel får jeg sjældent taget mig sammen til at se en. Men heldigvis tog jeg mig sammen til at se “No Good Deed”, som viste sig at være en fin lille perle.

“No Good Deed” er fra 2012 og er instrueret af Sohail A. Hassan. Den kan ses på Ekko Films shortlist, men er også at finde på dvd’en “Supernatural Tales“, der udover Sohail A. Hassans bidrag, indeholder 15 andre nye danske horrorfilm, der alle medvirkede i MovieBattle-konkurrencen på CPH PIX 2012 under temaet ‘Supernatural Horror’. Vinderen blev filmen “Outpost” instrueret af Esben Halfdan Blaakilde, men “No Good Deed” er bestemt også værd at se.

Med få virkemidler skaber Sohail A. Hassan hurtigt en intens stemning. De to betjente spilles godt af Danny Thykær og Daniell Edwards, og selvom der tales engelsk, virker det naturligt. Plottet har en fin drejning, og jeg kunne særligt godt lide Hassans “fyrtårns-idé”. Der er også arbejdet udmærket med special effects, og selvom actionscenen i kælderen naturligvis ikke er ligeså professionel som Hollywood, så var der både underholdende og vellykkede scener.

På minus-siden synes jeg, at den uhyggelige baggrundsmusik til tider var lige i overkanten, og at dialogerne ind i mellem var lidt langtrukne. De småting er dog ikke nok til at trække ned i det samlede billede, så en anbefaling af “No Good Deed” herfra.

Læs mere på Pure Fiction

Se flere kortfilm på Ekko Shortlist

Blodrus af Sebastià Alzamora

blodrusGotisk roman om umenneskelighed, krig og vampyrer

Da jeg læste pressemeddelelsen for Blodrus, var jeg slet ikke i tvivl om, at det lige var en bog for mig: ”Blodrus er en gotisk fortælling om det monstrøse i mennesket og om kampen mellem det gode og det onde; om fornuft og videnskab på den ene side og det okkulte og irrationelle på den anden – fortalt med en detektivromans fremdrift.”

Men jeg må erkende, at under de første hundrede sider havde jeg mest lyst til at lægge bogen fra mig, og det var kun, fordi jeg skulle anmelde den, at jeg holdt ud. Når det så er sagt, blev jeg til gengæld grebet af fortællingen i de sidste to tredjedele af romanen, så jeg var alligevel glad for, at jeg holdt ved.

Romanen foregår i Barcelona i 1936 i begyndelsen af Den Spanske Borgerkrig. En præst og en lille dreng findes myrdet med bidemærker i halsen, og politiinspektør Gregori Muñoz sættes på efterforskningen. Men det er ikke let i en tid, hvor kirker og klostre hærges af yderligtgående anarkister, og hvor præster og andre religiøse bliver slået ihjel, uden at nogen tør forsvare dem.

Samtidig hører vi om de 27 kapucinernonner, som har overlevet og gemmer sig i deres kloster beskyttet af anarkisten Manuel Escorza fra FAI, som ellers står bag både mord og tortur, men som har sine egne grunde til at beskytte klosteret samt om en dommer og en læge, som har et helt eget eksperiment i gang.

Alzamora indlejrer en vampyrfortælling i en reel historisk ramme, og romanen handler i høj grad om umenneskelighed. Men ikke kun vampyrens umenneskelighed, for i krig er det svært for alle at bevare menneskeligheden og troen. En filosofisk, men også bloddryppende roman, som kræver lidt af sin læser.

Sebastià Alzamora er fra Mallorca, og “Blodrus” er hans første bog på dansk.

Udgivelsesår: 2014

Også omtalt på Litteratursiden.dk

Made Flesh af Tom Kristensen og Lars Kramhøft

Made_FleshI det nordlige Jylland dør Christian Langer af et hjertetilfælde. Det bringer hans søn, Michael, tilbage til herregården Heslev, hvor han voksede op, men forlod så snart han kunne.

I dag bor Michael i København sammen med Rose. Han er lider af angst, og uhyrlige billeder dukker op som mareridt, når han sover.

Gensynet med barndomshjemmet åbner for porten til barndommens fortrængte rædsler, og med minderne dukker et løfte frem. Et løfte Michael gav, før han forlod Nordjylland. Et løfte om at huske, men med hvilke omkostninger?

”Made Flesh” startede som et online projekt, hvor læseren ganske gratis kunne læse et nyt afsnit af historien hver uge. Målet var dog at finde et internationalt forlag og få fortællingen ud på papir, og det er så lykkes nu med støtte fra Statens Kunstfond.

”Made Flesh” er både en klassisk spøgelseshistorie med et twist, og en historie om hvordan det kan føles at vende hjem og se sin barndom med det voksne blik, som afslører alle illusionerne. Lars Kramhøft har skrevet historien, mens Tom Kristensen står for illustrationerne i denne dystre graphic novel, som efter min mening hører til blandt årets bedste danske horrorudgivelser.

Især Tom Kristensens grove og rå tegnestil, som til tider virker helt skitseagtige, men alligevel er fuld af dynamik og udtryk, er med til at trække udgivelsen op på et højt niveau.

Tom Kristensen udnytter siderne optimalt, og bryder gerne billedrammernes traditionelle opbygning. Samtidig leger han med farverne, der nogen steder i historien holdes i sort-hvid med blodrøde farvedryp, mens mere afdæmpede farver karakteriserer andre dele af fortællingen. Fælles er dog den sorte baggrund, som skaber både stemning og dybde i tegningerne.

Både format, papirkvalitet og farvelægningen er af høj kvalitet, og gør det til en lækker oplevelse at bladre i papirudgaven.

En sand fornøjelse af den grumme slags …

Besøg Tom Kristensens blog
Besøg Lars Kramhøfts blog

Smugkig de første kapitler her

Dæmoner af Carina Evytt

Dæmoner_Carina_EvyttDÆMON, substantiv, fælleskøn.
1. ond ånd som tænkes at besætte mennesker; personifikation af ondskaben.
1.a OVERFØRT (én af) tilværelsens mørke, ubevidste kræfter, drifterne.
(Den Danske Ordbog)

Vi har alle vores dæmoner, men nogle er mere virkelige end andre. Nogle sindslidende lever i en tusmørkezone, hvor virkeligheden flettes så tæt sammen med hallucinationer at dæmoner har både vilje og krop.  Men er der tale om en sindslidelse, eller oplever disse mennesker bare en del af virkeligheden, som ellers er skjult for andre mennesker? (citat Tellerup.dk)

Izzy og Rikke er veninder. Rikke er den stærke, mens Izzy har bevæget sig ud og ind af psykiatriske institutioner og underkues af sin voldelige kæreste Nicolai. Men nu skal det være slut. Rikke har fundet et hus og et job til Izzy i den lille by Rudstrup, og da Izzy bliver udskrevet fra hospitalet, er alt klart til et nyt liv.

Til at begynde med er alt godt. Flytningen går uden problemer, og Izzy bliver opmuntret af Tommy, en ven til Rikkes kæreste Dennis, der hjælper med flytningen. Men Izzys nye hjem bliver holdt under opsyn af den lokale tosse kaldet Ravnen. Han er overbevist om, at der bor en dæmon i kælderen, og at den vil overtage Izzy, hvis hun bliver boende. Og måske er der noget om snakken, for lokalt går rygtet, at det spøger i huset, efter at en familie døde der for år tilbage …

I 2006 debuterede Carina Evytt med romanen “Let bytte“, som blev efterfulgt af “Sværdet fra Odin” i 2007, hvor Evytt giver sin gendigtning af sagnkongen Vølsung. I 2008 vendte hun tilbage til horrorgenren med novellen “Stevie” i antologien “Horror.dk“, og i 2011 udkom hun med “Jack the Rippers lærling“. Nu er hun som sagt aktuel med romanen “Dæmoner”, om hvilken Teddy Vork udtaler: “I Dæmoner skriver Evytt som om hun selv var besat af en ond ånd. Det er helvedes godt. Måske årets bedste horrorroman.” Og jeg er tilbøjelig til at give Teddy Vork ret.

“Dæmoner” er gennemført, velskrevet og underholdende. Jeg blev fanget fra første side, selvom jeg indrømmer, at jeg til at begynde med troede, at historien ville udvikle sig til en kliché med den voldelige kæreste og en dæmon i kælderen. Men jeg blev heldigvis positivt overrasket. Dels udvikler historien sig ikke, som jeg forventede, dels er personerne interessante, hvilket giver en ekstra dybde til historien, og endeligt holder Evytt fast i sit kendemærke for sine fortællinger – at intet er sort/hvidt, og at der altid er flere lag.

Flere af bogens personer er mentalt ustabile, og det er med til at holde suspense i fortællingen. For er der reelt en dæmon i kælderen, eller er det blot personernes indre dæmoner, som forårsager død og ødelæggelse? Selv til sidst overlades det til læseren at bedømme. Vi får ingen lette svar fra forfatteren.

For fanden da,” gispede hun, men Izzy var allerede ude af bilen. Hun småløb forbi firhjulstrækkeren, rundede fronten og stivnede da hun fik øje på huset. Hver eneste rude i hvert eneste staldvindue var dækket af sært ildevarslende tegn og symboler, og det store køkkenvindue … Izzys hovedbund trak sig sammen, og hun rystede da et gys løb gennem hende og efterlod gåsehud overalt hvor det kom frem. Ruden så om muligt endnu mere dramatisk ud i sollys, end den havde gjort aftenen før. Blodet var nu tørret ind, så det nogle steder sad i mørke, fjerklistrede kager og andre steder lignede rustrød maling, der var stænket på glasset med en pensel. Det mest uhyggelige var dog at Izzy også her syntes at kunne fornemme en bevidsthed i det tilsyneladende kaos.”

Jeg kan kun tilslutte mig Trudis Bogblog, som bl.a. skriver:

Det hidtil bedste jeg har læst af Evytt, som ovenikøbet er pakket ind i det mest lækre og specielle bogcover, jeg har set. Den kan varmt anbefales til den voksne læser, som er vild med gys og horror, der er af den mere sofistikeret slags end blod i litervis og “splat splat.”

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Omslag: Flemming Schmidt
Sider: 392
Forlag: Tellerup

11-11-11

11-11-11Succesforfatteren Joseph Crone mistede for et års tid siden sin søn og hustru i en frygtelig brand. Om natten hjemsøges han af mareridt, og om dagen har han svært ved at skrive. Hans far, som han ikke har haft kontakt  med i mange år, ligger for døden, og på sin lillebrors, Samuels, opfordring vender Joseph hjem til Spanien, efter han mirakuløst overlever en bilulykke.

Men hjemkomsten er ikke præget af genforeningsglæde fra Josephs side. Han mistede for mange år troen på Gud, og faderens kirke som Samuel er præst i, interesserer ham ikke. Alligevel kommer de to brødre langsomt nærmere hinanden, for Joseph opdager et uhyggeligt sammentræf. Overalt opdager han tallene 11-11, og da han begynder at researche i det, viser det sig, at der hinsides vores verden findes væsener, som sender os beskeder via tallene 11-11. Deres kræfter bliver stærkere jo tætterer på datoen man er, og Jospeh bliver overbevist om, at de ønsker at slå Samuel ihjel. Men hvorfor?

Instruktør Darren Lynn Bousman har bl.a. instrueret Saw II, Saw III og Saw IV, blodige fortællinger som kan karakteriseres som torture-porn, men i 11-11-11 fortæller han en helt anderledes historie. Vi er langt fra blod og splat, og i stedet koncentrerer han sig om at opbygge en isnende, krybende, skræmmende stemning. Jeg vil ikke sige, at det lykkes 100%, men her er dog tale om et ganske fornuftigt forsøg.

Timothy Gibbs, der spiller Joseph, virker overbevisende i sin sorg over hustruen og sønnens død og i sin absolutte afstandstagen til religion. Efterhånden som han begynder at se tegnene og dermed overbevises om, at noget forsøger at kommunikere med ham, må han kæmpe med sig selv, og også denne indre kamp fremstiller Gibbs troværdigt.

Også Michael Landes i rollen som Samuel er velcastet. Hvor Timothy Gibbs som Joseph er indesluttet og uden interesse i sin omverden, er Landes som Samuel varm og omfavnende. Han er den unge idealistiske præst fyldt med drømme om en bedre verden, og selvom han er klar over, at deres fælles far har haft lidt for vilde drømme om deres kirke, så ønsker han blot at arbejde videre ad faderens vej mod en kirke, der har forståelse for syndere.

Ved at lade historien udspille sig i Barcelona får Bousman foræret en gotisk stemning, som ville være umulig at finde i USA. Husene, gaderne og Josephs fremmedgørelse idet han ikke taler spansk er alt sammen med til at forøge intensiteten i historien.

Hvor det halter lidt, er efter min mening 11-11-væsenerne. Selvom de egentlig forsøges introduceret gradvist, så pumpes baggrundsmusikken så vildt op, når de dukker op på skærmen, at det hurtigt bliver lidt anstrengende. Bousman arbejder også med brugen af farver undervejs, hvor nogle scener er holdt i kolde farver, men det var svært for mig at finde en grund til skiftene. Til gengæld synes jeg twistet i slutningen er forrygende (omend ikke en total overraskelse), og her kan man se lidt af Bousman fra Saw-filmene.

Darren Lynn Bousman fortæller i ekstra-materialerne, hvordan han er dybt fascineret af labyrinter – ikke mindst af Stanley Kubricks brug i The Shining fra 1980. Bousmans brug af en labyrint i 11-11-11 er derfor en hommage til Kubrick, men også andre film og bøger får en hilsen med undervejs. Bl.a. sender Samuels husholderske Anna en hilsen til Stephen Kings Misery og Kathy Bates, og en scene med et af væsenerne fik mig straks til at tænke på The Exorcist.

Jeg vil ikke kalde 11-11-11 for en 100% vellykket film, men kan man lide film som The Exorcist, The Omen eller måske Prince of Darkness, så tror jeg også, at man vil føle sig underholdt her – uden dog på nogen måde at sætte 11-11-11 i klasse med ovenstående. Som Best-Horror-Movies.com skriver: “There are several points in 11-11-11 when it all seems to be just too much, and the scan for the remote control’s stop button begins… but wait! Every time the negatives begin to reach critical mass, something cool happens and, for a time, all is forgiven. Some pacing issues allow that mass of negativity to creep back in a few times, but then something else will happen, the story will be quickly progressed, the performer’s expressions facilitate the illusion beautifully… and then the ending is so great that a “wow, that was really good!” is the aftertaste that remains as the credits roll.”

Om filmen:

Instruktør: Darren Lynn Bousman
Udgivelsesår: 2011

De hviskende veje af Nick Clausen

De hviskende veje af Nick ClausenCharlotte og kæresten Alexander skal på ferie. De har fået lov til at låne Charlottes forældres bil, og er nu på vej til Billund. Men undervejs går deres GPS pludselig amok, og de ender midt i et tåget hedeområde. Først tror de, at de blot er faret vild, men det viser sig snart, at noget er helt galt. Folk i området opfører sig mere end almindeligt sært – og det gør vejen også! Og da de samler en lille dreng op, som står forladt og forslået går situationen fra skidt til værre.

Historien fortælles af Charlotte, som bliver interviewet af en journalist, efter at det hele er overstået. Ind i mellem kapitlerne er indlagt små avisudklip om mystiske hændelser fra samme område, det første klip er fra 1881 og det sidste klip er fra 1997, så man er hele tiden klar over, at noget er helt galt på heden.

Nick Clausen skriver nærmest filmisk i et let sprog uden spidsfindigheder og andre dikkedarer. Der er måske ikke så mange overraskelser for den voksne læser, og personerne uddybes heller ikke så meget. Ikke desto mindre synes jeg godt om idéen i De hviskende veje, og i perioder lykkes det for Clausen at skabe en både intens og skræmmende atmosfære. Måske er det fordi, jeg selv er en total spasser til at finde rundt, så hvis min GPS sendte mig på afveje, ville jeg også virkelig være på r….

“Navigationsmaskinen lyste op efter et minuts tid og brød stilheden. “VEND RUNDT SÅ SNART DET ER MULIGT OG KØR TILBAGE AD SAMME VEJ.” “Come on,” stønnede Alexander og bremsede ned. “Jeg tænkte nok det her var den forkerte vej.” Af en eller anden grund følte jeg en smule lettelse. “Måske har gps’en opdaget at der er sket en fejl og prøver at rette den.” “Eller også leder den os bare tilbage til det fiktive T-kryds,” mumlede Alexander mistroisk.

Han bragte bilen til stop og tog gps’en. “Hmmm, hvad pokker?” “Hvad nu?” “Rutebeskrivelsen og det hele passer stadig. Men nu siger den at vi ikke længere er på Gammel Hedevej.” “Hvor så?” Alexander holdt gps’en så jeg kunne se kortet. “Ukendt adresse.” Jeg stønnede. “Ved den nu slet ikke hvor vi er henne?” “Åbenbart ikke. Har vi et rigtigt kort?” “Jeg så vist et herinde,” sagde jeg og åbnede handskerummet. Jeg fandt et vejkort og foldede det ud. Alexander tændte lyset i loftet, så mørket uden for ruderne blev endnu tykkere. “Vi må være her omkring,” sagde han og tegnede en cirkel med fingeren. “Ja, men jeg kan ikke finde Gammel Hedevej. Hvad hed vejen som vi kørte på før?” “Det kan jeg ikke huske.” “Kortet hjælper os ikke så,” sagde jeg og kiggede på ham. “Skal vi ikke prøve at køre tilbage?” “Jo, det her leder da vist ikke til noget.”

Jeg slukkede lampen. Han satte i første gear og begyndte at lave en trepunktsvending. Det var ikke nemt på den smalle landevej, så han måtte dreje heftigt på rattet. Lygternes lys fejede ud over lyngen og tågeskyerne blev oplyst. Et kort øjeblik fangede jeg et glimt af to skinnende pupiller som stirrede på os ude fra mørket. Men de forsvandt så hurtigt igen at jeg besluttede at det måtte have været indbildning. Vi rullede tilbage ad vejen. Noget slog mig pludseligt. “Jamen … hvordan kan den vide at vi skal tilbage, hvis den ikke ved hvor vi er?”

Nick Clausen er en meget flittig forfatter, og jeg synes, man kan mærke en klar udvikling i hans bøger. Nok står han stadigvæk placeret i børnebiblioteket med De hviskende veje (i hvert fald på mit bibliotek), men som sagt følte jeg mig alligevel i høj grad underholdt. Så selvom Clausen måske nok mest skriver for børn og unge, så kan den voksne læser altså sagtens have lidt uforpligtende hygge med hans romaner. Det gælder i særdeleshed for De hviskende veje.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Tellerup
Omslag: Christian Guldager

Besøg Nick Clausens hjemmeside
Se mere på forlaget Tellerups hjemmeside

Udvalgt bibliografi:

Silhuet (2011)
De sorte symboler (2011)
De blodige bid (2011)
De døde brødre (2010)
Ulm (2010)
Tidevandet (2009)

In the tall grass af Stephen King og Joe Hill

In the Tall Grass af Stephen King og Joe HillBecky og Cal DeMuth er søskende. Deres forældre kalder dem “the Irish Twins”, fordi de gør alt sammen. Når den ene starter en sætning, slutter den anden af, og til tider virker det næsten, som om de kan læse hinandens tanker.

Da Becky bliver gravid, er Cal dog ikke involveret. Men da hun beslutter sig for at flytte hjemmefra og bo hos en onkel og tante i en anden stat under de sidste måneder af graviditeten, beslutter Cal sig for at følge med.

Således ender de to en varm efterårsdag på en støvet rasteplads i Kansas ved en mark med højt, grønt græs. Her hører de en lille dreng kalde indefra: “Help, help, I’m lost. I can’t find the road“, og som de ansvarlige unge mennesker de er, begiver Cal og Becky sig af sted for at hjælpe drengen. For hvor vanskeligt kan det være at finde en lille dreng i en græsmark? Meget vanskeligt viser det sig, og snart er de selv blevet borte – også fra hinanden.

In the Tall Grass blev oprindeligt udgivet i to dele i Esquire Magazine i juni/juli og august 2012 numrene. I oktober blev novellen efterfølgende udgivet som e-bog, og jeg har hørt den som lydbog indlæst af skuespiller Stephen Lang.

Umiddelbart tænker man måske, at her er en historie, der er hørt mange gange før, men efterhånden som jeg kom længere ind i handlingen, blev der skruet eftertrykkelig op for både uhygge og twists i plottet. Beskrivelsen af græsmarkens univers fik mig til at tænke på novellen “1408” fra samlingen Everything’s Eventual. Her beskriver King et hotelværelse, hvor alle naturlove træder ud af kraft, og resultatet er skræmmende uhygge. Det samme gælder for græsmarken, hvor afstand er relativ, og kun de frelste finder vejen ud.

Som trofast læser af Stephen King ved jeg godt, at man ikke kan regne med noget, når han lukker op for sluserne. Det samme gælder for Joe Hill, og i In the Tall Grass her har de et godt parløb, hvor man ikke kan pege på noget og sige, det er King, eller det er Hill. Det er bare godt skrevet. Og slutningen – ja, den er ikke smuk, men den er god. Lige en fortælling efter mit hoved.

Fearnet.com anmeldte første del af novellen d. 3. juni 2012 og skrev bl.a.: “Fans of King’s and Hill’s know that a story steeped in horror tradition doesn’t mean it stays traditional.  Concern slips into dread within paragraphs; in the tall grass, Cal and Becky begin to understand how fragile their lifelong closeness really is.  It works as a metaphor, but it works even better viscerally, as the concepts of time and distance become meaningless, and the sheer intangible panic of being lost grips them – and us.”

Mens Fantasy-faction.com skriver: “If there is a very simple recipe for a great horror story it is this; tell the audience why they should care for the protagonists and then proceed to ruin the lives of all involved in the most creatively horrific ways you can. With that in mind, In The Tall Grass is a masterclass in story telling and in everything that is scary. The tension and the claustrophobia build up like a septic blood blister until it explodes in a terrifying yet very satisfying splatter. You won’t feel comfortable but you won’t be able to look away.”

Se mere på Stephen Kings hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Simon & Schuster Audio

 

Stephen King’s Children of the Corn

Children of the CornJeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg lige har genset Children of the Corn, for jeg synes, den var dårlig første gang, og den blev bestemt ikke bedre ved et gensyn.

Advarsel mod SPOILER i referatet af handlingen.

For tre år siden blev alle de voksne i den lille by Gatlin, Nebraska dræbt efter søndagens prædiken af byens børn. I nutiden kører det unge par, Burt og Vicky gennem Nebraska, og lidt udenfor Gatlin kører de en dreng ned. Det viser sig dog, at han har fået skåret halsen over, før de ramte ham med bilen, så de ender i Gatlin i forsøget på at få fat i politiet. I stedet bliver de overfaldet af de religiøse børn, som de sidste tre år har levet alene, uden at nogen myndigheder har opdaget spor.

Blandt børnene er der ikke længere helt enighed om kursen. Isaac, som startede bevægelsen, bliver sat fra bestillingen af Malachai, som er noget mere morderisk i sin tilgang. Han får ofret Isaac til “Ham som vandrer bag rækkerne”, og vil derefter ofre Burt og Vicky. Men det lykkedes for Burt at overvinde Malachai, og derefter forklarer han de andre børn, at de da nok kan forstå, at en Gud som forlanger blod i stedet for kærlighed ikke er værd at samle på.

Slutteligt lykkes det Burt med hjælp fra drengen Job, der hele tiden har været imod Isaacs bevægelse, at brænde majsmarken ned og slippe væk sammen med Vicky og Jobs lillesøster. Hurra – happy ending!

Der er næsten ingen ende på de huller der er i manuskriptet. Rent bortset fra det usandsynlige at en hel by kan blive udslettet uden at nogen reagerer, så er også tanken om, at Burt kan få børnene til at indse, at det var en fejl at slå deres forældre ihjel og følge Isaac, totalt ude i hampen.

Jeg vil ikke klandre Children of the Corn for ringe specials effects, for den er trods alt fra 1984, men der er så meget andet at kritisere: skuespil, plot osv.

Absolut ikke en af de gode Stephen King filmatiseringer (bygger på en novelle fra samlingen Nightshift), og jeg er fuld af beundring for Søren fra Skræk og Rædsel, som har set sig igennem hele Children of the Corn-serien og blogget om dem. Læs hans kommentarer om den første film her.

Om filmen:

Instruktør: Fritz Kiersch
Udgivelsesår: 1984

Children of the Corn-serien:

Children of the Corn, 1984. D: Fritz Kiersch
Children of the Corn II: The Final Sacrifice, 1992. D: David Price
Children of the Corn III: Urban Harvest. D: James D. R. Hickox
Children of the Corn: The Gathering. D: Greg Spence
Children of the Corn V: Fields of Terror. D: Ethan Wiley
Children of the Corn 666: Isaac’s Return. D: Kari Skogland
Children of the Corn: Revelation. D: Guy Magar
Children of the Corn: Genesis. D: Joel Soisson

 

Ånden i cirklen af E. E. Richardson

Ånden i cirklenJustin og Joys farfar er meget interesseret i det okkulte, og en dag mens farfaren er ude at rejse, sniger Justin sig dog ind og “låner” en bog med besværgelser. Sammen med lillesøsteren Joy og vennen Trevor planlægger Justin at påkalde en ånd for at drille skolekammeraten Daniel Eilersen, der slet ikke tror på den slags. Det gør Justin egentlig heller ikke, men ikke desto mindre lykkes det for dem at få kontakt med en ånd, og desværre er det en meget stærk ånd, der ikke har tænkt sig at adlyde Justins kommandoer. Det lykkes for den at bryde cirklens magt og slippe fri, og nu er det op til de fire unge at sende ånden tilbage, inden den slår dem alle ihjel.

E. E. Richardson debuterede med The Devil’s Footstep i 2005. Jeg faldt tilfældig over Ånden i cirklen, da jeg havde en stille vagt i børnebiblioteket, hvor jeg ellers sjældent befinder mig. Således er det også afsløret, at her er tale om en ungdomsbog, og starten er da også lige på og rå uden særlig introduktion til de lidt skabelon-agtige karakterer. Plottet er heller ikke særligt overraskende for den voksne læser, som formentlig ikke vil være det mindste i tvivl om, hvem ånden i sidste ende besætter.

Der hvor historien lykkes bedst, er i beskrivelserne af konfrontationerne med ånden. Her lykkes det flere gange for E. E. Richardson at skabe en troværdig og uhyggelig stemning, som i hvert fald virkede på mig.

“Joy kiggede op – og himlen var levende. Mørke skyer sejlede hen over den ligesom røg fra en voldsom ildebrand, men det var ikke aske eller støv, hun så. Skyerne bestod af noget levende, noget stimlende og strømmende, en mængde vingede væsner, der flagrede ned fra himlen og styrede lige mod dem. Flagermus? råbte Justin uforstående og beskyttede øjnene. Fugle, sagde Eilersen, og det burde i sig selv have været fuldstændigt latterligt, harmløst, men ikke så mange fugle, der dykkede hen mod dem med dén fart og dét formål. De væltede ned fra træerne og hen over hustagene: spurve og krage og måger og duer og andre fugle, som Joy ikke kendte, samlede sig i en unaturlig stor monstersværm. For det var en sværm, ikke bare en almindelig flok. Og fuglene bevægede sig ikke ligesom fugle; de formørkede himlen som en af Egyptens ti plager, klar til at hærge landskabet og forvandle grønne marker til ørken. Joy så allerede de blafrende vinger for sig, hun så, hvordan små stikkende øjne stirrede på dem fra alle sider, og hvordan næb og kløer flænsede og flåede… “

Trods disse glimt af rigtig horror så lykkes Ånden i cirklen aldrig at blive rigtig interessant for den voksne læser. Dog er jeg overbevist om, at E. E. Richardson rammer sin målgruppe perfekt, og som ungdomsgyser er bogen godkendt, omend jeg har læst bedre.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2007
Originaltitel: The Summoning
Omslag: www.25design.co.uk

 

Udgivelser af E. E. Richardson:

Djævelens fodspor, 2007 (The Devil’s Footsteps, 2005)
Fanget, 2006 (The Intruders, 2006)
Devil for Sale (2007)
Ånden i cirklen, 2007 (The Summoning, 2007)
Et djævelsk håndslag, 2009 (The Soul Trade, 2008)
Gravens gru, 2008 (Grave Dirt, 2008)
Black Bones (2010)

Case 39

Case 39Man kan ikke påstå, at jeg er stor Renée Zellweger fan, så at hun har hovedrollen i Case 39, virkede snarere afskrækkende end tiltalende på mig. Men jeg må faktisk indrømme, at hun gør det ualmindelig godt i Case 39, en intens psykologisk thriller, der langsomt udvikler sig til et sandt mareridt.

Emily er socialrådgiver og arbejder med mishandlede børn. Hun tager ud til familierne og forsøger at hjælpe dem, men hvis forældrene ikke samarbejder, tvangsfjerner hun børnene. En dag havner sagen om pigen Lily på Emilys bord. Lily har tidligere fået gode karakterer i skolen og været en sød, almindelig pige, men pludselig rasler karaktererne ned, og Lily falder hele tiden i søvn i timerne.

Da Emily besøger familien, får hun straks en fornemmelse af, at noget er helt galt. Begge forældre virker, som om de hader Lily, men uden beviser kan hun ikke gøre noget. I stedet giver hun Emily sit private telefonnummer og beder hende ringe, hvis hun bliver bange. Og en nat ringer Lily. Hun er overbevist om, at forældrene vil slå hende ihjel.

Den første del af Case 39 er en ren socialrealistisk thriller om børnemishandling, menneskelig ondskab og Emilys kamp for at redde den lille pige. Men så skifter filmen gradvist karakter, og noget uforklarligt begynder at spille ind. Emily fanges i en cirkel af frygt, hvor hun dels frygter at have mistet forstanden, og dels frygter at hun ikke har.

Jeg blev meget positivt overrasket over Case 39, hvor den anden hovedrolle spilles af Jodelle Ferland, som bl.a. også kendes fra Silent Hill. Stemningen i filmen er ond og intens, og Zellweger er faktisk glimrende i rollen som socialrådgiveren, der langsomt mister grebet undervejs i historien. At hun kan spille sødmefyldt og venlig, er nok ingen overraskelse, men at hun også formår at vise en kvinde på kanten af sammenbrud, blev jeg imponeret over.

Ian McShane, som spiller Emilys politi-ven, udtaler i ekstra-materialerne, at Case 39 er en blanding af Bad Seed og Exorcisten, og det er egentlig en meget præcis sammenligning. Under alle omstændigheder følte jeg mig vældig godt underholdt undervejs, og vil måske overveje at se flere film med Renée Zellweger – hvis hun altså vælger nogle ordentlige roller.

Instruktør Christian Alvart har bl.a. også instrueret Pandorum.

Om filmen:

Instruktør: Christian Alvart
Udgivelsesår: 2009

Læs også Janus’ omtale på Horrorsiden.dk