Indlæg tagget med ‘pseudonym’

Det tredje testamente af Christopher Galt

Det tredje testamenteOver hele kloden begynder folk pludselig at se ting, som ikke er der. I starten er det ret uskyldigt, som f.eks. et glimt af en afdød o.lign., men snart udvikler det sig langt mere alvorligt. En lang række uforklarlige masseselvmord sker flere steder, og så rammes Boston af et massivt jordskælv, hvor hundredvis af mennesker kommer til skade og dør. Det eneste problem er, at ikke en eneste bygning har taget skade! Samt at skælvet var en nøjagtig gentagelse af et historisk jordskælv fra 1700-tallet.

Midt i dette befinder psykiateren John Macbeth sig. Han arbejder på et prestigefyldt projekt i København, der har til formål at skabe verdens mest avancerede model af den menneskelige hjerne. Han er dog i Boston under jordskælvs-visionen, hvor han bl.a. besøger sin bror, en kendt fysiker, som er knyttet til Prometheus-projektet, der siges at være den største videnskabelige opdagelse i verdenshistorien.

Regeringerne rundt i verden forsøger at finde ud af, hvad der foregår, samtidig med at der sker en voldsom opblussen af religiøse ekstremistiske grupper, der er overbeviste om, at visionerne er beskeder fra Gud; at bortrykkelsen er nær; og at videnskaben er i ondskabens tjeneste. Og bag det hele svæver navnet John Astor, men hvem er han?

Jeg må indrømme, at jeg skulle lidt ind i Det tredje testamente, før den greb mig, men så blev jeg til gengæld også hooked. Den skotskfødte krimiforfatter Craig Russell (kendt for sin serie om den tyske kriminalkommissær Jan Fabel, og som her skriver under pseudonymet Cristopher Galt) har nemlig skrevet en yderst intelligent og spændende thriller om jagten på kunstig intelligens, som både favner filosofi, religion og videnskab og lader læseren spekulere over verdens tilstand, Gud og os selv som mennesker.

Bl.a. kvantefysik er et af omdrejningspunkterne i romanen, hvor der tydeligvis er lagt et kæmpe researcharbejde bag for at få indarbejdet de naturvidenskabelige teorier så ubesværet i handlingen, uden at det bliver kedeligt eller uforståeligt.

Russell fortæller med skiftende synsvinkler, hvilket både kan skabe fremdrift og spænding i historien. Det gør det også her, men mod slutningen giver det dog nogle løse ender, som ikke samles. F.eks. virker sideplottet om USA’s præsident underligt uforløst.

De sidste kapitler accelererer spændingskurven vildt, og selvom slutningen er decideret uhyggelig, følte jeg mig alligevel lidt snydt. Trods det har Det tredje testamente givet mig masser at tænke over, og jeg kan absolut anbefale den. Især hvis du nogen sinde har tænkt over, om verden fortsætter med at eksistere, når du selv forsvinder …

Om Det tredje testamente:

Udgivelsesår: 2016
ISBN-13: 9788770705196
Sider: 415
Forlag: Hovedland
Originaltitel: Biblical
Oversætter: Lars Spure

Harry Augusts første femten liv af Claire North

Harry_August“Harry Augusts førsten femten liv” er ikke en horror-roman. Men da det er en super velskrevet, veldrejet og anderledes ‘tidsrejse-roman’, der både vækker til eftertanke og underholder på samme tid, og som omtaler verdens undergang, så ser jeg stort på det og omtaler den alligevel her på siden.

I 2014 læste jeg Kate Atkinsons roman ”Liv efter liv”, som omhandler pigen Ursula. Hun fødes igen og igen og må gennemleve et utal af liv uden at vide, hvorfor hun nogle gange har på fornemmelsen, at hun har oplevet en begivenhed før. ”Liv efter liv” var fremragende skrevet, og da jeg hørte om ”Harry Augusts første femten liv”, tænkte jeg, at den lød lidt i samme boldgade, men nok ikke kunne være ligeså god. Jeg tog fejl.

Harry Augusts liv starter på dametoilettet på jernbanestationen Berwick-upon-Tweed, nytårsdag 1919. Moren dør efter fødslen, og da Harrys far er den lokale herremand, Rory Hulne, hvis familie ikke er interesseret i at få en bastard i huset, så vokser Harry op hos Harriet og Patrick August, der arbejder som opsynsmand for familien Hulne.

Harrys liv er ganske almindeligt, og han dør i 1989 som en fraskilt, barnløs folkepensionist, og så burde den historie være forbi. Men i stedet for fødes Harry igen nytårsdag 1919 og det hele starter forfra. Og modsat Ursula i ”Liv efter liv” husker Harry hver en detalje fra sit første liv.

Claire North lader Harry selv fortælle sin historie, som han starter ved afslutningen af sit ellevte liv. Her ligger han for døden, da en lille pige opsøger ham på hospitalet. Her beder hun ham overbringe en besked, der lyder: ”Verdens ende er på vej, som den nødvendigvis altid må være det. Men det går hurtigere og hurtigere.

Herfra springer vi tilbage til begyndelsen, dvs. til Harrys fødsel og første liv, og så videre frem med spring i både i liv og tid mens vi følger Harrys erindringer fra tidligere liv, som både kan være 10 år før og samtidig 150 år senere. Det kunne blive temmelig forvirrende, men North har styr på sin fortælling, der trods sin snørklede struktur er både spændende og letforståelig.

Det viser sig, at Harry ikke er den eneste af sin slags. I Kronos-logen møder han andre udødelige, som har organiseret sig. Bl.a. for at kunne hjælpe medlemmerne nemmere gennem barndommen når de genfødes med et sind, der kan være hundredvis af år gammelt. Logen holder dog også øje med, at ingen piller for meget ved de temporale begivenheder, så tidens forløb ændres,. Beskeden på Harrys dødsleje tyder dog på, at nogen er i gang med netop det. Og Harry har en idé om, hvem det kan være.

Ud over den umiddelbart spændende handling er ”Harry Augusts…” også en roman om determinisme og fri vilje, om venskab, kærlighed og selve eksistensens kompleksitet.

Jeg er duperet, hvordan North indarbejder forholdsvis komplekse fysik-teorier, ved at lade Harry diskuterer muligheden af paralleluniverser, kvantespejle og forståelsen af universet, uden at det på nogen måde går ud over hverken flow eller spændingsniveau. Samtidig har hun kreeret personer, der er interessante og troværdige, så ”Harry Augusts første femten liv” ender som en overvældende oplevelse, der efterlader læseren både følelsesmæssigt og intellektuelt grebet.

En helt igennem imponerende roman af Claire North (som iøvrigt er et pseudonym for den britiske forfatter, Catherine Webb, der har skrevet en række romaner. ”Harry Augusts…” er dog den første, der er blevet oversat til dansk).

Ville De skyde Hitler?” spurgte jeg. Han skulede olmt. ”Jeg troede lige, vi havde fastslået, at der er en vis sandsynlighed for, at universet bliver ødelagt ved en sådan temporal indgriben.”
”Vi postulerede også et parallelunivers, som De muligvis ville kunne forskåne for krigens prøvelser,” svarede jeg. ”Vi fremsatte endog en hypotese om en verden, hvori De selv ville kunne opleve glæden ved en sådan fred, paradokset desuagtet.”
Han trommede med fingrene på kanten af stolen. Så røg han det ud af ham. ”Der er også socioøkonomiske kræfter at tage i betragtning. Var Hitler eneårsag til krigen? Nej, vil jeg mene.” ”Men den drejning, krigen tog…?” ”Det er jo lige netop det!” udbrød han, på ny med øjenbrynene i fuldt sving. ”Hvis jeg træffer beslutningen om at skyde Hitler, hvordan kan jeg så vide, at en, der er mindre villig til at kæmpe med Rusland midt om vinteren, eller til at belejre byer med minimal strategisk værdi på bekostning af hundredtusindvis af mænd, eller begynde at bombe London og ikke dens flyvepladser – hvordan kan jeg vide, at denne anden, mere tilregnelige krigsmager ikke opstår af de eksisterende betingelser?”
”Hævder De kompleksitet som undskyldning for inaktivitet?

Oprindeligt anmeldt til Himmelskibet nr. 47

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016 (2014)
Omslag: Mikkel Henssel
Originaltitel: The first fifteen lives of Harry August
Oversætter: Louise Ardenfelt Ravnild
ISBN-13: 9788763840941
Sideantal: 459
Forlag: Rosinante

Høstens engle af Alden Bell

Høstens engleFor 25 år siden blev verden oversvømmet af zombier. Nu lever menneskene i små samfund forskanset bag mure, i en evig kamp mod de levende døde, mens de drømmer om tiden før zombierne, da civilisationen stadig eksisterede.

Men den 15-årige Temple gemmer sig ikke for livet. Hun er en overlever, født i den nye verden, og alene rejser hun gennem USA’s sydstater uden frygt for hverken zombier eller mennesker. Da en mand forsøger at voldtage hende, mens hun kortvarigt bor sammen med en gruppe, slår hun ham ihjel og må flygte for at undgå broderens hævn. Senere møder hun den stumme og retarderede Maury, som hun redder fra zombierne og beslutter sig for at følge til hans familie i Texas. Men vejen dertil er ikke problemløs, og på sin færd møder Temple og Maury en helt ny gruppering, der anser sig selv for at være verdens arvinger.

For Temple er verden dog ligetil. Uanset om hun støder på både sorger eller glæder, tager hun alt til sig med en umiddelbar taknemmelighed uden fordømmelse. Hun bærer dog også på en stor sorg, som, hver gang hun møder gode mennesker, driver hende videre efter kort tid.

Jeg blev meget betaget af Høstens engle, som måske nok er kategoriseret som ungdomsbog i bibliotekerne, men som absolut fortjener, at den voksne læser giver den en chance. Jeg kom til at tænke på en blanding af The Road af Cormac McCarthy og Resident Evil når det er bedst, men med hovedpersonen Temples filosofiske tilgang til livet er romanen alligevel helt sin egen.

Alden Bell skriver godt og skaber en helt særegen stemning i romanen, som på samme tid er smuk og hensynsløs. Selvom verden ikke mere er, som vi kender den, er det ikke nødvendigvis dårligt – for maddikerne (som Temple kalder zombierne) udfylder bare deres plads, og så er det op til mennesket af finde sin i den nye verden. På den vis minder Høstens engle også lidt om min yndlings zombi-tegneserie The Walking Dead.

Alden Bell er et pseudonym for Joshua Gaylord, der debuterede som forfatter i 2009 med romanen Hummingbird, der intet har med hverken zombier eller jordens undergang at gøre. Ved siden af skriveriet underviser han i engelsk, og har en Ph.D. med speciale i det tyvende århundredes amerikanske og britiske litteratur.

Høstens engle er velfortjent blevet godt modtaget af anmelderne, og har bl.a. vundet ALA Alex Award 2011 samt været nomineret til Philip K. Dick Award 2010 og Shirley Jackson Award 2010. I Danmark har den fået 5 stjerner i af Steffen Larsen i Politiken med ordene: “klog underholdning, fuld af syrede  syner og mesterligt sprog”.

Alt i alt en anderledes zombiroman som både vækker eftertanke og leverer splat, grin og tårer. Absolut anbefalelsesværdig…

Om Høstens engle:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Iris, 251 sider
Originaltitel: The Reapers Are The Angels
Omslag: Peter Solow

Se mere på Forlaget Iris hjemmeside

 

Horn af Joe Hill

Horn af Joe HillHvordan reagerer du, hvis du en morgen vågner og opdager, at du har fået horn i løbet af natten? Og endnu mærkeligere – pludselig får alle lyst til at betro dig deres inderste syndige tanker! Det sker en dag for Ignaitus Martin Perrish kaldet Ig, da han vågner efter en gevaldig druktur, hvor han nok kan huske, at han har gjort noget skidt, men ikke hvad det er.

For et år siden blev Igs kæreste Merrin voldtaget og dræbt. Ig blev anklaget for det, men blev aldrig ført for en domstol og derfor heller aldrig renset, da alle de tekniske beviser gik til under en brænd. I året der er gået, har Ig lidt under byens anklagende blikke, men nu lader hornene ham også hører folks tanker – og det er ikke spor behageligt. Faktisk bliver det så slemt, at Ig overvejer selvmord – men så møder han tilfældigt Merrins morder …

Jeg har tidligere læst Dødens jagt af Joe Hill, som handlede om et hjemsøgt jakkesæt. I Horn bevæger Hill sig ud af en helt anden tangent, men også dette mestrer han, for selvom historien umiddelbart virker lidt sær og hurtigt gennemskuet, så får Hill læseren til at glemme det, og i stedet lever man sig ind i historien hele vejen. Horn leverer ikke samme umiddelbare gys, som debutromanen. I stedet er her menneskelig ondskab og meningsløse misgerninger iblandet overvejelser om Gud og Djævelen.

Joe Hill er søn af Stephen King, men han behøver ikke at støtte sig op ad sin fars berømmelse. Han er selv rigtig godt på vej til at skabe sig en strålende forfatterkarriere.

Horn blev i øvrigt filmatiseret i 2013 af instruktør Alexandre Aja (Haute Tension og The hills have eyes) med Daniel Radcliffe som Ignaitus Martin Perrish.

Om Horn:

Udgivelsesår: 2011
Originaltitel: Horns (2010)
Omslag: Mary Schuck

Gengældelsens veje af Pierre Andrézel

Gengældelsens veje af Pierre AndrézelGengældelsens Veje foregår omkring 1840. Den unge pige, Lucan, arbejder som guvernante for hr. Armworthys tre børn. Hendes forældre er døde, og hun må klare sig selv i en barsk verden. En dag tilbyder hr. Armworthy hende at blive hans elskerinde, men hun flygter fra huset om natten i rædsel. Selvom stillingen som elskerinde ville byde hende stor økonomisk sikkerhed, ønsker Lucan mest af alt at opleve kærligheden. Og hun elsker ikke hr. Armworthy.

I sin kvide flygter hun til barndomsveninden, Zosine, der bor på godset Tortuga med sin fader. Hun ankommer netop på venindens (og sin egen) 18 års fødselsdag, hvor der skal holdes stor fest. Det viser sig dog, at festen er et dække. Zosines fader er kommet i økonomisk uføre, og flygter uset under festen til Vestindien for at rette sin økonomi op uden kreditorernes indgriben. Men for Zosine og Lucan betyder det, at de må forlade godset og selv skaffe sig et levebrød.

De to piger tager til storbyen, og gennem et engageringsbureau møder de Pastor Pennhallow. Han og hans “hustru” ønsker at tage de to piger med sig til Frankrig for at opdrage dem som deres døtre. Angiveligt fordi deres egen datter er død, og de gerne vil hjælpe unge hjælpeløse piger. Men efterhånden går det op for pigerne, at der er noget galt, og at Pastor Pennhallow slet ikke er den kærlige sjæl, han giver sig ud for.

Gengældelsens Veje er skrevet af Karen Blixen og blev udgivet i 1944 under pseudonymet Pierre Andrézel. Det er Blixens eneste roman, og hun regnede den ikke for seriøst litteratur. Derfor vedkendte hun sig heller ikke romanen før i 1956, selvom flere gættede, at hun stod bag.

Bogen er en pastiche på den romantiske dameroman med gotiske elementer, men blev af samtidens anmeldere tolket som en politisk allegori, hvor Karen Blixens hånede den tyske besættelsesmagt. Det er også en dannelsesroman, hvor de unge piger må gennem en gruligt masse ondt, før de endelig finder kærligheden og kan gifte sig.

Gengældelsens Veje betragtes ikke som tilhørende det bedste af Karen Blixens forfatterskab. Den er mere kulørt, og Blixen opfattede efter sigende selv nærmest romanen for en spøg. Ikke desto mindre er det en af hendes største kommercielle successer.

Jeg havde selv lidt svært ved at blive grebet af historien, fordi de to piger er fanget af tidens konventioner og derfor nødvendigvis opfører sig temmeligt naivt og hjælpeløst set med nutidens øjne. Set med datidens øjne er de dog ganske snarrådige og handlekraftige, så de kan sikkert godt have virket som stærke rollemodeller i 1940’erne. Jeg lod mig også irritere over det temmeligt lange set-up, før spændingen for alvor kommer ind i historien, nemlig med Pastor Pennhallows frygtelige hemmelighed.

Trods mine indvendinger læste jeg dog Gengældelsens Veje i løbet af et par dage, så noget må den alligevel have ramt i mig. Og det er jo også altid interessant at læse andre tiders forfattere.

Læs Per Munkholms analyse af “Gengældelsens veje”

Om bogen:

Udgivelsesår: 1944
Originaltitel: The Angelic avengers

Den åbne dør af Saki

Framton Nuttel var rejst på landet for at få lidt fred og ro, men hans søster havde givet ham en række introduktionsskrivelser med til sine venner og bekendte i området, så Framton ikke skulle føle sig for alene. En dag tog han på besøg hos Mrs. Sappleton, og mens han venter på, at hun kommer ned, gør hendes 15-årige niece ham selskab.

Da Framton ikke kender Mrs. Sappleton særligt godt, fortæller niecen ham, hvordan Mr. Sappleton og to andre for tre år siden tog på jagt – for aldrig at komme tilbage. Siden har Mrs. Sappleton altid ladet døren til haven stå åben i håb om, at de tre en dag vil komme hjem igen.

Og da Framton ser ud i haven, dukker tre skikkelser ud af disen …

Novelle fra antologien “Den nye spøgelsestime“.

Saki er pseudonym for H. H. Munro

Blaze af Richard Bachman

Blaze af Richard BachmanHvordan udfører man den perfekte forbrydelse? Kidnapper en baby for den kan ikke identificerer dig, så du behøver ikke slå den ihjel.

Blaze er en ikke særlig kvik fyr. Efter en rædselsfuld barndom kom han på børnehjem, og her fortsatte tæskene og ydmygelserne. På hjemmet havde han kun én ven, John Cheltzman, en lille ranglet fyr som hjalp Blaze med matematikken. Til gengæld hjalp han John med at holde de store bøller væk. For Blaze var en kæmpe allerede som dreng. Men John dør, og da Blaze endelig slipper ud af børnehjemmet, er han alene i verden.

Pga. sin størrelse bliver Blaze involveret i kriminalitet. Mere held end forstand holder ham ude af fængslet, og så møder han George. George er en småsvindler med langt flere hjerneceller end Blaze. De to slår sig sammen, og Blaze har endelig fået en ven.

George har en drøm om at lave Det Store Kup, som han kan trække sig tilbage og leve af. Han får idéen til at kidnappe en baby, og Blaze er med, som han er med på alt, hvad George siger. Det ender dog med, at Blaze selv må udføre kidnapningen, og som man kan forestille sig går alt galt.

Romanen er skrevet i Stephen Kings Bachman-periode, nærmere bestemt i 1973. Siden har den lagt i en skuffe, fordi King ikke syntes, den var god nok til at blive udgivet. Men efter at King i 2005 udgav The Colorado Kid, kom han igen i tanke om den, og en omskrivning senere er den nu udkommet til glæde for Kings trofaste læsere.

Historien om Blaze er dels en kidnapningshistorie, og dels er det historien om en dreng, der vokser op under kummerlige kår, og hvad de kår gør ved ham. King beskriver Blaze’s barndom, så man næsten får tårer i øjnene, og jeg fik i hvert fald stor sympati for den “dumme” kæmpe, som bare ønsker at høre til. King skriver selv i sit forord til historien, at han var bange for, at den var for rørstrømsk – og ja, den er trist, men jeg synes, han holder balancen fint. Det bliver aldrig for meget.

Der er ikke gys og gru af den overnaturlige slags i denne roman, men der er masser af den hverdagsagtige gru, som børn over hele verden desværre lever i, med forældre der drikker og slår, børn der mobber, og Systemet som kun ser dem som en sag og ikke mennesker. Det er en barsk roman, men der er dog også lyspunkter ind i mellem. Heldigvis for ellers var den ikke til at holde ud at læse.

Om bogen:

Originaltitel: Blaze
Udgivelsesår: 2007 (som Richard Bachman)

Andre bøger af Richard Bachman:

Blaze, 2007
Regulatorerne, 1996
Manden der blev tyndere, 1984
Den løbende mand, 1982
Dawes sidste kamp, 1981
Den lange vandring, 1979
Amok, 1977

Regulatorerne af Richard Bachman

RegulatorerneI 1996 udgav Stephen King dobbeltværket Desperation og Regulatorerne. Førstnævnte udkom under Kings navn, mens Regulatorerne blev udgivet som en post mortem Richard Bachman bog. Det sjove ved de to romaner er, at de stort set har samme persongalleri, men foregår to forskellige steder og med forskellige skæbner for personerne.

På Stephen Kings hjemmeside skriver han: “Jeg havde leget med idéen om at skrive en bog kaldet The Regulators, fordi jeg havde en printer med et klistermærke på, hvor der stor The Regulators. Så en dag kom det til mig, at jeg kunne skrive bogen som Richard Bachman, og samtidig bruge personerne fra min anden bog Desperation, men give dem nogle helt andre roller.”
Og det blev til denne historie.

I den hyggelige by Wentworth, Ohio er det højsommer. Livet summer fredeligt af sted, indtil det en ganske almindelig dag afbrydes af en skinnende rød bil, som dukker op på Poplar Street ud af det blå og skyder avisdrengen Cary og hunden Hannibal. Regulatorerne er kommet – og de tager ikke af sted igen, før Wentworth er slettet af landkortet!

Stephen King bruger figuren Tak (som også står bag ondskaben i Desperation) som katalysator for begivenhederne. Tak har fundet en vej ud af Klapperslangeskakten (en gammel mine i Nevada) ind i sindet af den autistiske dreng Seth, som nu bor hos sin tante Audrey Wyler. Seth er vild med tegneserien MotoKops 2200 og med gamle westernfilm, især “Regulatorerne”. Med Taks hjælp skaber han et univers i byen befolket af disse figurer, men desværre ønsker Tak noget til gengæld. Han lever af menneskers smerte og død, og som natten falder på, falder virkeligheden fra hinanden, og Wentworths indbyggere fanges i en sindssyg kamp for at overleve.

Historien fortælles dels lige ud af landevejen, og dels med små bidder af tv-manuskripter, breve og dagbøger. Det er en form, King før har brugt, og f.eks. i Carrie synes jeg, det virkede supergodt. Her synes jeg især det er brevene og dagbøgerne, som fungerer, mens de indsatte bidder af tv-manuskripterne ikke rigtig fangede mig eller bidrog med noget ekstra til historien.

Om bogen:

Originaltitel: The Regulators
Udgivelsesår: 1996 (som Richard Bachman)

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Manden der blev tyndere af Richard Bachman

Billy Halleck er advokat. Han er gift, en stolt far og har succes på sit arbejde. Men en dag kører han en gammel sigøjnerkone ned, mens hans kone er ved at give ham et blowjob. Og da han efterfølgende bliver pure frikendt i retten, møder sigøjnernes overhoved op hos ham og siger blot et ord: tyndere!

Og snart begynder Billy at tabe sig. I starten er det fint, for han er godt i stand, men da det går op for Billy, at vægttabet ikke stopper – og at hans gode venner dommeren og politimesteren også er blevet forbandet – kontakter han en gammel barndomsven, som kender andre veje end rettens vej.

Bogen blev filmatiseret af Tom Holland i 1996 og har nogle (for tiden) virkelig fede visual effects.

Om bogen:

Originaltitel: Thinner (som Richard Bachman)
Udgivelsesår: 1984

Dødens jagt af Joe Hill

Dødens jagt af Joe HillJude er musiker, kendt for hårdt metal og for at samle på bizarre effekter. Da Judes sekretær Danny fortæller om en kvinde, som har et spøgelse til salg på Internettet, er der derfor ikke tvivl i Judes sind. Det må han bare eje.

Desværre viser det sig, at der følger mere med spøgelset end det jakkesæt, det ankommer i. Spøgelset er nemlig Judes eks-kærestes stedfar, og denne stedfar har noget seriøst at hævne. Jude tager kampen op mod spøgelset sammen med kæresten MaryBeth – eller Georgia som Jude kalder hende – og sine to hunde, Angus og Bon, men spøgelset er ikke indstillet på at forsvinde igen.

Joe Hill er søn af Stephen King, og det vækker jo visse forventninger til en debutroman. Forventninger som jeg fik tilfredstillet til fulde. Historien er skrevet lige ud ad landevejen i et udmærket og læsevenligt sprog. Historien holder fint sammen, og der er flere uhyggelige sekvenser undervejs, der lige får én til at stoppe op et øjeblik. Slutningen er måske lidt over kanten, men ind i mellem er det også fint nok med det. Joe Hill bruger masser af henvisninger til musik, men med valget af en musiker som hovedperson falder det fint i tråd med plottet.

Alt i alt synes jeg godt om “Dødens jagt”, og ser frem til næste udgivelse fra Joes hånd. Pseudonymet er for øvrigt også navnet på en sanger og fagforeningsaktivist, der døde i 1915 – henrettet for en dom for mord.

Om “Dødens jagt”:

Udgivelsesår: 2007
Originaltitel: Heart-shaped box