januar 2020
M Ti O To F L S
« dec    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘religion’

Og jeg saa en ny himmel af Philip Hallenborg

Og_jeg_saa_en_ny_himmelTitlen ”Og jeg saa en ny himmel” stammer fra Johannes Åbenbaring, som handler om de sidste tider: »Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere.« (Johs. Åb. 21,1), og romanen åbner lige på og hårdt.

Vi følger to brødre, som er på vej til Afrika, den ene som forretningsmand og den anden er hans livvagt. Men der er tydeligvis ikke meget kærlighed mellem de to brødre, og mødet i Afrika ender da også brutalt.

Så vender vi tilbage til Danmark og springer tre måneder frem i tiden. Martin Lindvad forsker i molekylær biologi, og en dag modtager han en kryptisk mail fra sin gamle mentor, Håkon Sandberg, som får ham til at slippe alt og flyve til Bergen for at mødes.

Men Martin kommer for sent. Håkon er blevet myrdet, og pludselig er Martin i politiets søgelys – mistænkt for mordet på sin ven. Hans eneste chance er nu at finde ud af, hvem der myrdede Håkon. Her fører den kryptiske mail ham i en uforudset retning, for hvad har SARS-udbruddet i Asien i starten af årtusindet med det hele at gøre? Martin og Håkons enke Elise blandes ind i et farligt spil, hvor de kommer op mod en ældgammel organisation med en grusom plan.

Romanen fortælles i to spor. Det ene er livvagten Sam, der arbejder for organisationen, og det andet spor følger Martin i dennes bestræbelser på at holde sig fri af politiet og opklare mysteriet. Kapitlerne er relativt korte, og krydsklipningen har til hensigt at øge spændingen. Da Hallenborg til tider skriver meget udførligt, lykkes det imidlertid ikke ubetinget. Lidt mere ’show’ og lidt mindre ’tell’ kunne have strammet handlingen op og øget suspensen.

Når det er sagt, er jeg til gengæld fuldstændig vild med konspirationsteorien, som Hallenborg bygger sit plot op over. Fra det øjeblik Martin kommer på sporet af Cordoum, sad jeg helt opslugt, og nød hvor elegant han får verdenshistorien til at passe ind i romanens univers. Det er virkelig spændende og interessant.

Ligeledes lykkes det at forklare ellers ganske kompliceret forskning letforståeligt og naturligt i historien. Hallenborg har da også en Ph.D. i molekylær- og cellebiologi fra Syddansk Universitet i Odense, hvor han forsker i at forstå udvikling af type II diabetes, så han ved, hvad han skriver om.

Forsiden er lækker med et lidt fortegnet biohazard symbol og en giftig gul farve, som virkelig fanger øjnene, og så skal Hallenborg også have ros for et godt arbejde med korrekturlæsningen.

Så selvom ”Og jeg saa en ny himmel” måske ikke ligefrem er en neglebiddende pageturner, så er den alligevel både underholdende og med spændende momenter. Ikke mindst giver den læseren noget at tænke over, i forhold til hvad nutidens teknologi kan forårsage, men også i forhold til tro og religion og hvad vi gør i dens navn.

Besøg forfatterens hjemmeside
(oprindelig anmeldt på Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Philip Hallenborg
ISBN-13: 9788799897704
Sideantal: 431
Forlag: Hallenbooks

Ensomheden af Andrew Michael Hurley

Ensomheden af Andrew Michael HurleyDa resterne af et barnelig bliver fundet ved Ensomheden – et besynderligt ingenmandsland mellem floderne Wyre og Lune ud for Lancashires kyst – tvinges Smith til at genkalde de uforklarlige hændelser, han oplevede, da han besøgte stedet fyrre år tidligere. (fra bagsideteksten)

Ind i mellem får man fingre i en bog, som griber én med voldsom kraft, og alligevel kan man ikke rigtig forklare, hvad det er, der gør den så fantastisk. Sådan har jeg det med Ensomheden af Andrew Michael Hurley.

I en årrække tog drengen ’Tonto’ (som hovedpersonen kaldes) med sin familie til Ensomheden på en bøns- og bodsuge hvert år til påske sammen med bl.a. sognepræsten fader Wilfred. Hvert år lejede de sig ind i huset Moorings, og brugte ugen til at skrifte, besøge Sankt Annas kapel og søge Gud i det spirende forår. Tontos bror, Hanny, var handicappet, og morens største håb var, at et Guds mirakel kunne helbrede ham.

Men et år kommer fader Wilfred forandret tilbage efter en gåtur langs vandet, og da han senere dør, er det først da hans efterfølger fader Bernhard overtager Saint Jude’s sogn, at turen genoptages.

Romanen fortæller om denne tur med spring i tiden til Tontos erindringer om tidligere ture samt minder om fader Wilfred og tiden som messedreng. Det lyder umiddelbart ganske tilforladeligt, men under den tilsyneladende pæne overflade gemmer sig dystre hemmeligheder.

Jeg blev fuldstændig opslugt af romanens specielle atmosfære og læste nærmest bogen i et stræk. Det besynderlige ingenmandsland, Ensomheden, som er udgangspunktet for beretningen emmer af tåge og fortvivlelse. Her hersker myten om myten om heksen Elizabeth Percy som lokkede sømænd i deres død stadigvæk, og hvert år kræver det voldsomme tidevand stadigvæk sine ofre.

Alligevel er det til dette trøstesløse sted, at familien Smiths pilgrimsfærd går, og på den måde bliver den religiøse del af romanen også en brutal og nådesløs affære. Her trumfer troen alle indvendinger og ønsker, og lader romanens personer optræde som statister i et nøje koreografieret stykke, hvor afvigelse fører til fortabelse.

Ensomheden er Andrew Michael Hurleys debutroman. Den fik tildelt Costa First Novel Award i 2015, er blevet solgt til filmatisering, og er af de engelske medier blevet udråbt til en kommende klassiker med rødder i den gotiske romantradition. Og jeg tror såmænd, at de har ret, for atmosfæren i romanen er så intens og foruroligende, at oplevelsen sidder i læseren længe efter.

Tak til WilliamDam.dk for læseeksemplaret.

Om bogen:

Omslag: Mark Airs efter originaldesign
Udgivelsesdato: 14. april 2016
Originaltitel: The Loney
Oversætter: Kim Langer
ISBN-13: 9788711510506
Sideantal: 334
Forlag: Lindhardt og Ringhof

Thuleselskabet af Mads Peder Nordbo

Thuleselskabet af Mads Peder NordboJeg læste med stor fornøjelse Odins labyrint, som var Mads Peder Nordbos første bog om den unge studerende Mathias Hviid med speciale i runologi. Derfor var mine forventninger høje til anden del af trilogien: Thuleselskabet.

Mathias Hviid tilkaldes af politiet i Odense for at bistå dem med opklaringen af mordet på en midaldrende kvinde, som er fundet ved foden af Glavendrupstenen, nøgen og med kroppen oversået af små runetegn der er skåret ind i huden med en skalpel.

Sammen med kæresten Helen rejser han hjem til Danmark, men det viser sig, at kvindeliget rummer flere ubehagelige overraskelser. Dels opdager Mathias, at hans eget navn er indgraveret i kvindens hud, men endnu værre er det, at offeret muligvis har forbindelse til Mathias’ egen familie.

Sammen med liget findes en bog med titlen “Sanatoriet ved søen” – en selvbiografisk beretning om en ung drengs ophold på SS Sanatorium Waldheim, hvor nazisterne udførte omfattende eksperimenter på børn med det formål at skabe ultimative ariere.

Mathias og Helen må endnu engang grave dybt i fortidens hemmeligheder, og deres søgen fører dem vidt omkring, lige fra Nordboernes bosættelser i Grønland til Thuleselskabet og SS-tiden samt historien om svastika-tegnets og det ariske folks sande ophav.

Som sagt var mine forventninger høje til Thuleselskabet, og måske var de også lidt for høje. Jeg synes nemlig desværre, at historien bærer lidt præg af at være “den i midten”. Her er masser af spænding og intriger, men mod slutningen føles det lidt, som om den mere lægger op til tredje og sidste bind, end fortæller sin egen historie. Når det er sagt, så var jeg nu godt underholdt undervejs, for Nordbo skriver rigtig godt og er eminent til at skabe komplekse, men interessante plots ud fra mysticisme og religion blandet med historiske facts.

Selvom Thuleselskabet er en fortsættelse, kan man dog godt læse den for sig selv, idet Nordbo elegant indfletter den nødvendige viden fra første bind i fortællingen.

Jeg synes dog ikke, at man bør snyde sig selv for Odins labyrint, som jeg var ret betaget af. Og på trods af mine anker denne gang så vil jeg se frem til at læse tredje og afsluttende bind om Mathias Hviid, så forhåbentlig går der ikke alt for længe, før vi får den.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Thuleselskabet:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 471 sider

End of the Line

End of the LineEnd of the Line var en af de herlige overraskelser, hvor jeg troede, jeg skulle se en halvsløj historie og i stedet endte med en overraskende underholdende film.

Karen arbejder på et psykiatrisk hospital. En aften på vej hjem efter en lang arbejdsdag, hvor en af hendes patienter har begået selvmord ved at springe ud foran et undergrundstog, stopper hendes tog pludseligt. Samtidig begynder en masse personsøgere at ringe, og kort efter starter en massakre. En religiøs gruppe er nemlig overbevist om, at Armageddon er nær, og at Gud ønsker, at de skal redde så mange som muligt, før dæmonerne oversvømmer verden. Og de redder folk ved at dræbe dem.

Karen undslipper sammen med en lille gruppe det første angreb i undergrundstoget, og nu forsøger de at finde vej ud af tunnellerne og slippe væk fra deres forfølgere. Spørgsmålet er, om det vil hjælpe dem?

Jeg blev som sagt positivt overrasket over End of the Line. Historien om religiøse galninge er måske nok set før, men instruktør og manuskriptforfatter Maurice Devereaux holder sin fortælling stramt og uden for meget hysteri og svingærinder, og på den måde bliver  filmen både effektiv og ubehagelig.

Devereaux lader sig heller ikke forlede til at bruge overdrevne monstereffekter for at fremmane dæmonerne (før til allersidst hvor det desværre til gengæld bliver helt komisk med skuespillere i grå plastik heldragter og selvlysende øjne), så ondskaben i historien er menneskelig og dermed særdeles troværdig.

Da End of the Line hovedsageligt udspiller sig i undergrundens tunnelsystem, er billedsiden generelt mørk og dyster. Det er med til at skabe en glimrende klaustrofobisk følelse undervejs i filmen, som underbygger personernes panik og søgen efter lyset.

Skuespil-siden er også kompetent, særligt synes jeg, at Robin Wilcock som den psykopatiske Patrick er særdeles overbevisende – især mod slutningen af filmen.

Desværre bliver slutningen lidt forplumret af de tidligere nævnte plastik heldragter, og der er ærgerligt, for selve slutningen er faktisk også rigtig god efter min mening. Den ser bare kikset ud. Men det skal nu ikke afholde mig fra at rose End of the Line som en særdeles underholdende oplevelse, der langt oversteg mine forventninger.

Om End of the Line:

Instruktør: Maurice Devereaux
Udgivelsesår: 2007

Vintermørke af Alex Scarrow

vintermoerkeI nutidens USA opdager Julian og Rose, som tilsammen udgør et lille tv-produktionsselskab, resterne af et vogntog skjult i skovene i Sierra Nevada-bjergene. De beslutter sig for at grave dybere i historien, før de overgiver oplysningerne til myndighederne, og finder en dagbog skrevet af Benjamin Lambert i 1856.

Benjamin Lambert vil udforske Vesten, før han slår sig ned hjemme i England. På sin færd slutter han sig til et vogntog anført af guiden Keats. Men gruppen er for lille til at drage gennem indianerterritoriet alene, så de beslutter sig for at følges med en gruppe mormoner, der rejser under ledelse af præsten William Preston.

I starten forløber rejsen uden problemer, men så bliver vogntoget forsinket. Før de ved af det, begynder sneen at vælte ned, og det bliver umuligt at nå igennem passet. De må overvintre i bjergene.

Efterhånden som Julian og Rose finder ud af mere om Benjamins skæbne, begynder læseren at ane, at begivenhederne dengang trækker tråde ind i nutiden. Noget skæbnesvangert er fulgt med vogntoget, og skellet mellem mormonerne og de andre rejsende bliver tydeligere og mere skarpt opdelt som tiden går. Men hvad skete der dengang? Og hvorfor vil nogen i nutiden dræbe for at bevare hemmeligheden?

Historien handler om tro, og om hvad den betyder for mennesker, og ikke kun for de troende selv, men også for deres omgang med andre mennesker. Scarrow viser, hvad vi kan blive drevet til, hvis vi ikke stiller spørgsmålstegn, men blot blindt følger en leder. Det er skræmmende, men ikke spor overdrevet. Man kan jo blot se på religionskrigene op gennem historien.

Alex Scarrow fortæller historien med skift imellem nutiden og 1856, og på den måde holdes vi hele tiden i spænding om, hvad der sker. Nogen gange lader jeg mig irritere over sådanne tidsspring, men her virker det naturligt og er godt gennemført.

Samtidig skriver Scarrow, så jeg ikke kunne lægge bogen fra mig. Jeg var hele tiden nødt til at læse næste kapitel med, for måske blev hemmeligheden afsløret her! Men Scarrow holder læseren på pinebænken helt frem til slutningen.

Jeg tror, at “Vintermørke” er den største læseoplevelse, jeg har haft i år. Jeg forventede mig ikke noget særligt, men fik en velfortalt og fascinerende historie som kommer til at stå langt fremme i min bevidsthed fremover.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Originaltitel: October Skies
Forlag: Cicero, 318 sider

The Reaping

The ReapingBiblen har været udgangspunkt for mange gode gysere, og endnu flere dårlige. Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal placere “The Reaping” i den sætning.

Hilary Swank spiller professoren Kathrine Winther, en frafalden præst som nu har viet sit liv på at “afsløre” mirakler, dvs. bevise dem videnskabeligt. Og det er lykkes hende 48 gange ud af 48.

Men så bliver hun opsøgt af Doug Blackwell fra den lille by Haven i bibelbæltet, og han kan fortælle hende om nogle mystiske ting, der sker – som minder ganske meget om de ti plager fra biblen: floden bliver rød, frøer falder fra himlen, bylder, lus osv. Kathrine lader sig overtale til at undersøge sagen, og sammen med sin ven og assistent Ben, tager hun af sted.

I byen beskylder man en ung pige, Loren, for at være ansvarlig for alle ulykkerne. Hendes familie er udstødt af fællesskabet, og er kendt for at være satandyrkere. Men Kathrine har svært ved at forlige sig med tanken om, at pigen er ansvarlig, og snart er hun rodet dybt ind i et plot, som er mere end det først ser ud til.

Det bedste ved “The Reaping” er næsten, da Hilary Swank forklarer de ti plager set ud fra videnskabens briller. Men bortset fra det, så er der flere gode scener, og Hilary Swank udfylder rollen som Kathrine Winthers godt. Når jeg alligevel ikke hopper ud af stolen af begejstring, tjahh – måske så jeg den bare på en dårlig dag.

Om “The Reaping”:

Instruktør: Stephen Hopkins
Udgivelsesår: 2007

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Huset af Frank Peretti og Ted Dekker

Huset af Frank Peretti og Ted DekkerJack og Stephanies bil punkterer midt i den fjerneste udkant af Alabama, hvor de lokale indbyggere ikke bryder sig om fremmede. Heldigvis finder de en Inn ikke så langt væk, men ejerne er ingen steder at se. I stedet for møder de et andet par, Leslie og Randy, hvis bil også er punkteret og som også har brug for en telefon.

Da ejerne endelig dukker op, er de ikke helt almindelige, og snart er de to par fanget i noget der minder om et mareridt. I samme øjeblik de gik ind af døren til huset, blev de nemlig del af et livsfarligt spil. Dræb en, eller bliv dræbt alle sammen!

Frank Peretti har tidligere skrevet Monster, som jeg synes ret godt om. Huset er ikke helt i samme klasse. Det okkulte får en ekstra tand, men samtidig skinner Perettis religiøse anskuelser tydligere frem. Gysets evige kamp mellem det gode og det onde bliver meget tydeligt en kamp mellem djævelen og Jesus, når vores hovedpersoner mod slutningen udbryder “Menneskesøn, vær mig synder nådig!”

Læs en mere positiv anbefaling her.

Om Huset:

Udgivelsesår: 2008
Forlag: Scandinavia, 441 sider
Originaltitel: House

Saint Sinner

Saint SinnerTo unge brødre er i 1815 under oplæring til at blive munke. Tomas er lydig og ønsker at tjene Gud, men Gregory er mindre hengiven overfor klostret og får lokket Tomas på gale veje. De åbner et skrin, som indeholder to dæmoner, der stikker af i tiden. Meget mod sin vilje må Gregory af sted efter dem, og på den måde kommer han til vores tid, hvor han møder kriminalbetjent Rachel Dressler. Sammen forsøger de at stoppe de to dæmoner, som uhindret myrder løs i vores verden.

Clive Barker, som har skrevet historien bag, er altid god for et visuelt gys, men jeg synes nu ikke at Saint Sinner hører til blandt hans bedste. Historien er en lille smule kedelig, og billedsiden er heller ikke så flot. Det kan dog være, fordi filmen er lavet til tv, hvor censuren er strengere i USA.

Jeg er ikke den eneste, som blev skuffet. BeyondHollywood skrev f.eks.:
As a TV movie, “Saint Sinner” is just barely good enough as a pilot for an ongoing series. As a single movie that must stand on its own, it underachieves badly. Its premise has promise, and its lead actors are likeable enough, but the film is just too incompetent for its own good. The screenplay by Doris Egan and Hans Rodionoff is full of gaping holes, plot contrivances, and amateurish dialogue. On the plus, “Saint Sinner” looks good and has a firm grasp on its horror elements. The sister succubae are well done, with one being more feminine than the other despite the fact that both are women. They’re appropriately scary and dangerous, and there’s a lingering feeling that our heroes are in way over their heads.” Læs hele anmeldelsen her.

Om Saint Sinner:

Instruktør: Joshua Butler
Udgivelsesår: 2002
Tagline: The Flesh Is Weak

Djævle-eliksiren af E. T. A. Hoffmann

Djævle-eliksiren af E. T. A. HoffmannDjævle-eliksiren er historien om munken Medardus og hans kamp mod djævelen. Romanen er skrevet som “Kapucinermunken broder Medardus’ efterladte papirer”, og indeholder også et kort afsnit skrevet af den gamle maler, der i romanen symboliserer den vandrende jøde/den evige jøde.

Franz (som Medardus er døbt) vokser op uden at kende sin far, men er allerede fra barnsben stærkt påvirket til at gå troens vej. Han introduceres for abbedissen af cistercienser-nonneklostret, og hun fatter stor ømhed for ham. Hans undervisning foregår i kapucinerklostret, hvor han møder prior Leonardus, som også kommer til at betyde meget for ham, og da han træder ind i ordenen tager han navnet Medardus efter sin mors ønske.

Medardus er glad i klostret, og en dag får han til opgave at holde tilsyn med klostrets relikvier. Blandt dem er en flaske fyldt med djævelens eliksir. Drikker man af den, overgiver man sig til djævelen. Medardus lader sig lokke og tager en slurk, og kort efter begynder han at føle en sælsom glød, der gør hans prædikener så gode, at folk valfarter fra nær og fjern for at høre ham. I sit overmod tror Medardus snart, at han er en hellig mand og bedre end de andre munke, og så får han et syn – en smuk ung kvinde viser sig for ham og siger ordene: “Det er dig, dig selv, Medardus, som jeg elsker så uudsigeligt“.

Medardus beslutter sig for at bryde sit klosterløfte og drage ud for at finde pigen bag visionen, men på vejen ender han hos Baron …, som har sønnen Hermogen og datteren Aurelie med sin afdøde hustru, og nu er gift med den unge og forførende Euphemia. Medardus ser, at Aurelie er pigen fra hans syn, men starter et syndigt forhold med Euphemia, som tager ham for sin elsker Grev Viktorin. Opholdet hos Baron … ender dog skrækkeligt. Medardus dræber både Euphemia og Hermogen, og flygter forklædt som en adelig mand.

På sin videre vej støder Medardus bl.a. på en sindsforvirret munk, en frisør og får ophold hos en fyrste. Alle steder må han skjule, hvem han virkelig er, og hele tiden søger han Aurelie, som han ønsker brændende. Og det lykkedes ham til sidst at overbevise alle om, at han ikke er munken Medardus, så da Aurelie forelsker sig i ham, kan han gifte sig med hende. Men netop som brylluppet skal stå, dukker den sindsforvirrede munk op, og Medardus forsøger at dræbe både Aurelie og munken. Så flygter han, og da han kommer til sig selv igen, er han på et hospital i Italien.

Nu starter en tid, hvor Medardus erkender sine synder og skal sone dem. Men stadig kæmper han med djævelen, og da han i Rom kaldes til Paven, som ønsker at ophøje ham til Prior, må han endnu en gang se i øjnene, at hovmodet har tag i ham. Han tager derfor tilbage til sig gamle kapucinerkloster for at sone videre. Og her går det op for ham, at Aurelie ikke døde af hans angreb og nu ønsker at blive nonne. Midt i hendes indvielse dukker den sindsforvirrede munk dog op igen, og slår hende ihjel. Men hendes sidste ord til Medardus sætter ham fri, da det går op for ham, at de begge er blevet udvalgt til at sone forfædrenes synder, og at hendes mord er himlens værk.

Djævle-eliksiren er skrevet i 1815 af digteren E. T. A. Hoffmann som både var jurist og kunstner. Det er en roman, som muligvis har fundet inspiration i Matthew Lewis roman The Monk fra 1795 (Aurelie læser fx The Monk i romanen), og som udforsker menneskets kamp med synden.

Djævle-eliksiren rummer mange af de elementer som kendetegner den gotiske roman. Den rene uskyldige pige (Aurelie), dobbeltgænger-motivet (Medardus og Viktorin), eksotiske lokaliteter, syndefulde lyster, incestuøse forhold, brugen af myten om den evige jøde osv.

Flere gange ser Medardus en mystisk person, som første gang dukker op under en af Medardus prædikener, hvor han i sit hovmod mener, at han er grunden til, at folk kommer frem for at tilskrive æren Gud. Senere dukker personen op flere gange, og hver gang gribes Medardus af angst. Han tror, at det er djævelen selv. Men mod slutningen går det op for ham, at personen i virkeligheden har forsøgt at redde ham fra hans eget hovmod hele vejen.

I efterskriften af Hans Andersen skriver han: “Hoffmanns roman er et af den tyske romantiks højdepunkter, skrevet i en tid som søgte en højere verdensorden, hvor ideal og virkelighed, drøm og fornuft kunne smelte sammen. Men “Djævle-eliksiren” udtrykker stærkest en tvivl. Den er bærer af en indre splittelse, som kommer til syne i dens fantastiske og uforenelige størrelser, i dens gru og angst, dens irrationelle hændelser og dens jordskælvsagtige afstand mellem godt og ondt i samme menneske.”

Og måske er det denne tvivl, som gør at romanen stadig kan læses den dag i dag. På en nutidig læser er det ikke beskrivelserne af Medardus lyster eller pinsler, som gør historien interessant. Det er hans tanker og diskussioner med andre, som sætter fokus på menneskets mulighed for handle godt eller ondt. Og selvom jeg til tider synes, at Djævle-eliksiren var rigeligt langtrukken, så er den ikke desto mindre stadig værd at læse.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1977
Originaludgave: 1815
Forlag: Lademann, 293 sider
Originaltitel: Die Elixiere des Teufels