Indlæg tagget med ‘religiøst vanvid’

Population 436

Population 436Jeg kan faktisk ikke helt huske i hvilken forbindelse, jeg faldt over Population 436, for jeg mindes ikke på forhånd at have læst anmeldelser eller omtale af den. Uanset så røg den i hvert fald i kurven, og nu har jeg så fået set den.

Steve Kady arbejder som statistiker og rejser rundt i landet for at foretage folkeoptællinger. Det bringer ham til den lille by Rockwell Falls, som tilsyneladende er et paradis på jord. Indbyggerne er tilfredse og glade, og ingen har lyst til at forlade byen for at slå sig ned andre steder.

Til at begynde med opfatter Kady intet af dette som unormalt, men da det viser sig, at Rockwell Falls indbyggertal ikke har ændret sig i 100 år, får han mistanke om, at noget er helt skævt under den idylliske overflade. Og snart går det op for ham, at byen ALTID har 436 indbyggere – uanset omkostningerne…

Som sagt faldt jeg ikke ned af stolen af begejstring, men til en kedelig regnvejrsdag kan den godt bruges, hvis man altså ikke forventer sig de store overraskelser. Kender man f.eks. Shirley Jacksons novelle Lotteriet så gennemskuer man hurtigt plottet (og det tror jeg såmænd også man gør, selvom man ikke kender den). Slutningen var dog lidt anderledes, end jeg havde forventet af en amerikansk film, men i ekstra-materialerne findes en alternativ slutning, som levede helt op til mine fordomme 🙂

Om Population 436:

Instruktør: Michelle Maxwell MacLaren
Udgivelsesår: 2006

Dagon

Jeg lånte “Dagon” af min gode kollega, som dog på forhånd advarede mig om, at jeg ikke skulle sætte forventningerne op. Det var nok meget godt, for jeg synes bestemt ikke, at “Dagon” hører til blandt de bedste H. P. Lovecraft filmatiseringer.

Instruktør Stuart Gordon har ellers gjort det udmærket med Lovecraft-filmatiseringerne af “Re-animator” og “Castle Freak“, men her går det galt. Som jeg husker novellen “Dagon”, handler den om en sømand, som støder på et mystisk land midt i havet og her finder en monolit fyldt med mystiske tegn, som hylder en rædselsvækkende guddom. Historien i filmenversionen læner sig dog meget mere op ad handlingen i “Skyggen over Innsmouth“, hvor fortælleren kommer til Innsmouth for at se nærmere på arkitekturen, men opdager at beboerne ikke blot er fremmedfjendske, men også er begyndt at ændre udseende. Den lokale drukkenbolt fortæller ham, hvordan beboerne dyrker en gud fra havet, som giver dem fisk og guld, og til gengæld skal de vende tilbage til havet og dyrke ham. Og det er næsten også handlingen i filmen.

Paul er blevet rig på internettet, og nu er han sammen med kæresten Barbara og forretningspartneren Howard og dennes kone Vicki på bådferie. Pludselig bliver det storm, og båden blæser op på et rev, som slår hul i bunden og fanger Vicki i kahytten. Barbara og Paul tager redningsflåden ind til den lille fiskerby, de kan se, mens Howard bliver hos Vicki.

Men det er ikke kun vand, der trænger ind i båden, og da Paul og Barbara når Imboca, opdager de, at byens befolkning ikke er helt almindelig. De har nemlig for mange år siden vendt sig fra den kristne tro og tilbeder nu i stedet Dagon, som giver dem fisk og guld, mod at de ofrer til ham. Den historie får Paul fra den lokale drukkenbolt, der også sætter livet på spil for at redde Paul ud af byen.

Der er enkelte rigtig gode elementer i filmen, f.eks. da Barbara går gennem byen for at finde hotellet og ringe efter hjælp. Her lykkes det Gordon at skabe en ildevarslende atmosfære ved hjælp af få midler.

Der er gjort en del ud af at vise, hvordan byens beboere er ved at blive forvandlet til fiskeagtige væsner. Noget af det er vellykket, andet knap så godt. Manuskriptet veksler mellem at være atmosfærefyldt og så fyrer helten lige nogle one-liners af, som fuldstændig spolerer stemningen. Stuart Gordon har tidligere haft held med den humoristiske tilgang, men jeg synes ikke, at det lykkes her.

Alt i alt kommer “Dagon” nok ikke på min top 10 liste over bedste Lovecraft filmatiseringer

Instruktør: Stuart Gordon
Udgivelsesår: 2001

Disciples of the Crow

“Disciples of the Crow” bygger på Stephen Kings novelle “Majsens børn” fra novellesamlingen “Natholdet“. Kortfilmen er instrueret af John Woodward, og er en stemningsfyldt lille film, som efter min mening er klasser over spillefilmen, der kom i 1984 med titlen “Children of the Corn“.

Instruktør: John Woodward
Udgivelsesår: 1983

Se mere om Stephen King baserede kortfilm her

The Mist

The MistJeg så filmatiseringen af Stephen Kings historie Tågen, da den gik i biografen. Nu har jeg så taget et gensyn med The Mist, og den holder også på dvd.

En mystisk tåge breder sig over området ved Long Lake, Maine. David Drayton er med sin søn Billy i det lokale supermarked, da en mand pludselig kommer væltende ind og råber op om ting i tågen, som har dræbt hans kammerat. Den lille gruppe handlende barrikaderer sig i supermarkedet, og nu begynder et sandt mareridt. Udenfor venter uhyrerne, men også indenfor findes der grusomhed. En lokal gudsfrygtig kvinde er overbevist om, at jordens ende er nær, og at Gud kun vil hjælpe dem, hvis de angrer. Og hun ønsker ikke at give plads for andre holdninger.

Den lange novelle Tågen står som en fantastisk læseoplevelse for mig, og jeg var meget spændt på, om filmen kunne leve op til mine forventninger. Det gør King-filmatiseringer som oftest ikke, desværre. Tidligere har instruktør Frank Darabont lavet gode filmatiseringer (Den grønne mil, og Shawshank Redemption), og heldigvis holder The Mist klassen.

Darabont gør ikke så meget ud af monstrene i tågen, selvom der naturligvis er masser af scener, hvor filmens personer må konfrontere disse. I stedet gør han meget ud af det psykologiske spil mellem personerne, som er fanget i supermarkedet. Hvordan de reagerer og forholder sig til hinanden. Og det er virkelig fint portrætteret.

På plus-siden er også slutningen, som overraskede mig ved sin grumhed. Det er ikke ofte, man ser den slags slutninger i en amerikansk film.

Om The Mist:

Instruktør: Frank Darabont
Udgivelsesår: 2007
Tagline: Belief divides them, mystery surrounds Them, but fear changes everything

Carrie af Stephen King

Carrie af Stephen KingCarrie er opvokset alene sammen med sin halvt vanvittige religiøse mor. I starten af bogen får Carrie menstruation for første gang, og da hun ikke aner, hvad det er, står hun skrækslagent og tror, at hun er ved at dø, mens de andre piger råber af hende og smider tamponer på hende.

En af pigerne, Susan Snell, føler sig så skyldig over episoden, at hun overtaler sin kæreste, Tommy Ross, til at tage Carrie med til ”the prom”, hvor de vælges som ballets konge og dronning. Men under ceremonien overhældes de med griseblod, og denne episode er dråben, der får Carrie til at gå amok. Hun forlader skolen efter at have sat den i brand med de telekinetiske kræfter, hun genopdagede, hun havde efter tamponepisoden. Derefter drager hun hærgende gennem byen hjem mod sin mor…

Inspirationen til Carrie fandt King ligesom så mange gange senere i sit eget liv. Mens han havde arbejdet på et vaskeri, havde han haft en kollega, som var dybt religiøs og ofte citerede biblen. King havde tit tænkt på, hvordan hjemmelivet mon var for hendes børn, og det er bl.a. det, han udforsker i Carrie.

King begyndte på historien, men blev snart i tvivl om hvorvidt hans kvindelige karaktere var troværdige, og smed derfor historien i skraldespanden. Heldigvis opdagede hans hustru Tabita den, og efter at have læst dem overtalte hun King til at fortsætte med historien. Den blev færdig i 1973, og indbragte den formidable sum af 2500 dollars. Det var det største beløb, King endnu havde fået for en historie, så han købte en gave til sin kone – en hårtørrer. Da rettighederne til paperback udgaven blev solgt, fik King så mange penge, at han kunne sige sit job op og leve af at skrive.

Carrie var den første af Kings bøger, der blev filmatiseret, og Brian De Palma slap godt fra det. King har selv sagt om filmen: “Brian De Palma’s Carrie was terrific. He handled the material deftly and artistically, and got a fine performence out of Sissy Spacek. In many ways the film is far more stylish than my book, which I still think is a gripping read but is impeded by a certain heaviness … a quality that’s absent from the film“.

Om bogen:

Originaltitel: Carrie
Udgivelsesår: 1974