september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘virus’

Quarantine 2: Terminal

Quarantine 2: TerminalAf mange forskellige årsager har jeg ikke fået set film de sidste par måneder, men så fik jeg Quarantine 2: Terminal foræret af en god kollega, som skulle have ryddet op i bunkerne. Nu har jeg været begejstret for både de to originale [REC] film samt den amerikanske genindspilning Quarantine, så jeg kastede mig begejstret over denne – og heldigvis så holder serien standarden.

På en rutineflyvning fra Los Angeles til Kansas City bliver en af passagererne syg og aggressiv. Under forsøget på at passificere passageren bider han en stewardesse i ansigtet, før det lykkes for de øvrige passagere at låse ham inde på toilettet. Da piloterne kalder jorden og fortæller om situationen, bliver de bedt om straks at nødlande. Men på landjorden bliver de dirigeret til en tom terminal, og ingen kommer for at hjælpe dem. De er blevet sat i karantæne.

Ligesom i de første film er en virus brudt ud, som forvandler sine ofre til frådende zombier, der aggressivt angriber alt og alle. Quarantine 2 trækker tråde til Quarantine, bl.a. ved at én af passagerne læser om en bygning i L.A., som er blevet sat i karantæne, og vi får også en forklaring på, hvor virussen stammer fra.

Det er et simpelt plot, men effektivt fortalt, og jeg sad næsten yderst på stolesædet hele filmen igennem. Jeg kan rigtig godt lide, at instruktør John Pogue lader os få tid til at møde nogle af personerne, før helvede bryder løs. Vi følger først personalet på flyet, og siden introduceres passagererne lidt efter lidt. Det giver altid en mere interessant film, hvis publikum investere følelser i fortællingens personer, og det synes jeg, man gør her.

Men det er selvfølgelig ikke et person-drama. Det vigtige er virussens virkning på sine ofre, og her er fyldt med fede scener hvor zombierne går amok. Først i den begrænsede plads i flyet, og siden i den kæmpestore tomme terminal. Det giver to forskellige former for uhygge, men begge er vældig effektive.

Jeg kan godt lide, at John Pogue, som også har skrevet manuskriptet, denne gang flytter historien væk fra [REC]-filmenes univers ind i sit eget. Han går også væk fra konceptet med at alt filmes fra personernes synsvinkel, så denne gang er der ikke spor af håndholdte kameraer og kun ganske få overvågningsbilleder.

Jeg fandt Quarantine 2: Terminal underholdende og effektiv, og kan kun anbefale den.

[REC]-universet:

[REC], 2007. Instr.: Jaume Balagueró, Paco Plaza (manuskript  Jaume Balagueró, Luiso Berdejo, Paco Plaza)
Quarantine, 2008. Instr.: John Erick Dowdle (manuskript  John Erick Dowdle, Drew Dowdle)
[REC2] , 2009. Instr.: Jaume Balagueró, Paco Plaza (manuskript Jaume Balagueró, Manu Díez, Paco Plaza)
Quarantine 2: Terminal, 2011. Instr.: John Pogue (manuskript John Pogue)

Om Quarantine 2: Terminal:

Instruktør: John Pogue
Udgivelsesår: 2011

Langs smertegrænsen af Thomas Clemen

langs-smertegraensenSpændende actionfyldt thriller om biologiske våben, magtbegær og storpolitik

I det nordlige Sahara ligger en mand, døende i sandet. Han er blevet banket, voldtaget og skudt, og nu venter han blot på sin velfortjente død.

Så springer scenen til Georgia, USA, hvor den samme mand sidder på en bar og venter på at blive afhentet. Af hvem og for hvad afsløres efterhånden i denne velfortalte og godt sammenskruede thriller, som kræver lidt af sin læser i forhold til at holde fast i handlingstrådene.

Hovedpersonen er Hadron, som i sine unge dage var dybt forelsket i den medicinstuderende Jeanne. I sin iver efter at bevise sine følelser for hende siger han ja til at deltage i et yderst smertefuldt eksperiment, hvis formål han ikke er klar over.

Nogle år senere bryder en dødbringende virus løs, som kun rammer folk af arabisk herkomst. Virusset er et redskab i krigen mod terror. Men problemet med virusser er, at de muterer, og i sidste ende vil virusset også kunne vende sig mod befolkningen i den vestlige verden.

Hadron er i de mellemliggende år blevet medlem af Fremmedlegionen, og han bliver nu involveret i jagten på en kur. En jagt der bringer farlige hemmeligheder for lyset. Så farlige at både venner og fjender søger at fange ham med alle midler, og hans eneste håb for fremtiden er sandheden.

Om “Langs smertegræsen” fortæller Thomas Clemen i pressemeddelelsen: “Bogens historie er i høj grad et barn af 00’erne, hvor verden efter min mening, bevægede sig i en forkert retning med mere racisme, mindre frihed og mindre respekt for menneskerettigheder.” Sikkert er det i hvert fald, at den tegner et skræmmende billede af en verden ikke langt ude i fremtiden.

Jeg var dybt fascineret af denne velskrevne thriller, som starter midt i historien og herefter springer frem og tilbage i handlingen, så man som læser skal holde tungen lige i munden. Men den nærmest kalajdeskopiske tilgang til historien giver også læseren lyst til at læse videre, for man er nødt til at få svarene på de kapitler, man lige har læst.

“Langs smertegrænsen” er Thomas Clemens debut, men det mærker man ikke meget til. Sproget er klart, og der er masser af smæk for skillingerne i de mere voldsomt beskrevne episoder, og alle trådene samles fint til sidst. Dog er der en plotgren, mens Hadron er i Beirut, som virker lidt vel søgt. Denne ene smutter er dog ikke nok til at ødelægge en ellers spændende thriller, der sætter fingeren på farerne ved genmanipulation, men også på det storpolitiske spil og magtbegærlige mennesker.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Modtryk, 413 sider

Day of the Dead 2: Contagium

Day of the Dead 2: ContagiumI 1968 bryder helvede løs på Ravenside militærhospital. Patienterne begynder at spise hinanden, og de døde rejser sig igen. Militæret sættes ind for at stoppe balladen, og alle i området dræbes, hvorefter bygningen brændes ned. Men én mand nåede udenfor murene, før han blev dræbt, og han havde noget med sig.

I nutiden er Ravenside blevet genopført som psykiatrisk hospital, og vi følger en gruppe patienter, som alle behandles af den uortodokse læge, Donwynn. En dag finder en af mændene en beholder gemt i noget buskads, men da han åbner beholderen, åbner han samtidig døren ind til et nyt mareridt. Og denne gang står hæren ikke klar udenfor hospitalet…

Nu kan jeg godt lide zombi-film, så de skal være temmelig ringe, for at jeg ikke føler mig godt underholdt. Day of the Dead 2: Contagium (eller som den hedder på dansk Day of the Dead: the Beginning – forstå den oversættelse hvem der kan?) er langt fra den værste, jeg har set, men den scorer dog kun 2,3 på IMDB. Jeg følte mig nu ganske underholdt, og synes at instruktørerne generelt er sluppet ok fra både splatter-effekter og skuespilspræstationer.

Filmselskabet prøver at sælge Day of the Dead 2: Contagium, som en forløber til George A. Romeros zombi-film, meeen det er vist lidt af en tilsnigelse. Derimod tror jeg, at de har fundet lidt inspiration i Doom også fra 2005. Her er i hvert fald lidt samme idé om DNA-mutationer.

Instruktørerne Ana og James står også bag den temmeligt dårlige Creepshow 3.

Om Day of the Dead 2: Contagium:

Instruktør: Ana Clavell og James Glenn Dudelson
Udgivelsesår: 2005

Kaïro (Pulse, 2001)

Kaïro aka Pulse, 2001Da jeg så Pulse fra 2006, var jeg ikke klar over, at det var en genindspilning af Kaïro. Dengang tænkte jeg, at det var en skam, at den gode historie ikke blev udnyttet bedre. Nu hvor jeg har set originalen, kan jeg kun vedblive at undre mig, for hvorfor lave en genindspilning når originalen er så meget bedre.

Historien følger to spor. Den unge kvinde, Michi, som arbejder i en planteforretning og den studerende Ryosuke, som netop har koblet sig til internettet, mest fordi det gør alle andre jo.

Michis kollega forsvinder, og da hun opsøger ham i lejligheden for at hente en disk, han havde lovet at lave til dem, opdager hun, at han har begået selvmord. Hun får dog disken med, og her opdager hun en mystisk hentydning til “Det forbudte rum”, som altid findes bag en dør mærket med rødt tape.

Imens oplever Ryosuke mærkelige ting med sin computer. Af sig selv tænder den og viser ham billeder af ensomme mennesker foran deres pc. Han opsøger underviseren Harue, som er meget interesseret i problemet og foreslår, at det kan være en hacker. Men det viser sig at være spøgelser, som via internettet invaderer de levendes verden.

De to historier kører sideløbende hen mod slutningen, hvor Michi og Ryosuke møder hinanden i et mennesketomt Tokyo, hvor alle andre tilsyneladende er forsvundet eller døde. De to søger videre og videre i håbet om at finde andre mennesker, mens byen langsomt smuldrer omkring dem.

Kiyoshi Kurusawa tegner med Kaïro et dystert billede af teknologiens indvirkning på mennesket. Vi sidder alle hver for sig foran hver vores skærm i ensomhed, mens livet langsomt siver ud af os. Han viser den fremmedgjorthed og ensomhed, som det moderne menneske oplever i teknologisamfundet ført helt ud til kanten, og det gør han meget overbevisende.

Kaïro er måske ikke den mest skræmmende film, jeg har set, men den kryber alligevel langsomt ind under huden. Til sidst sad jeg bare med en ubehagelig trøstesløs fornemmelse. På en eller anden måde formår de gode asiatiske gysere at fremkalde fornemmelsen af at noget er helt forkert med meget få virkemidler, og her i Kaïro bliver synet af en dør med rød tape meget meget ubehagelig.

Alt i alt er Kaïro en interessant oplevelse, som ind i mellem bliver en lille smule langtrukken. Jeg kan dog godt lide idéen bag historien, og så var der som sagt nogle ret intense scener undervejs, når spøgelserne kommer til syne. Er du mest til hurtig action og hop-ud-af-sædet-gys, er Kiyoshi Kurosawas film nok ikke den rette, men har du lyst til en lidt mere eftertænksom oplevelse, så prøv Kaïro – og husk at komme ud blandt mennesker bagefter …

Om Kaïro:

Instruktør: Kiyoshi Kurosawa
Udgivelsesår: 2001

[REC]2

[REC]2Så har jeg endelig fået set fortsættelsen til [REC], som fik mig helt op af stolen, da jeg så den for et par år siden. [REC]2 er ligesom første film instrueret af Jaume Balagueró og Paco Plaza, og den starter umiddelbart efter første film.

En lille gruppe soldater sendes ind i den forseglede bygning sammen med dr. Owen fra Sundhedsministeriet. Soldaterne har blot fået besked på at beskytte Owen, som leder efter noget, der kan bruges til en kur. Men ligeså snart de er inde i bygningen, går det op for soldaterne, at det her ikke er en almindelig sygdom – og det varer heller ikke længe, før de finder ud af, at Owen ikke er en almindelig doktor …

Hvad jeg næsten blev mest positivt overrasket over er, at det endnu en gang er lykkes at filme stort set alt med subjektivt kamera, uden at det virker påtaget eller kluntet. Soldaterne har hver deres kamera, som bruges for at dokumentere alt i bygningen, og da vi på et tidspunkt skifter perspektiv til nogle unge, som sniger sig ind, så er der også en god grund til, at de optager med deres kamera. Det subjektive kamera underbygger uhyggen fantastisk, idet vi kun kan se, hvad personerne kan.

Ligeledes lykkes det igen at skabe den klaustrofobiske og truende stemning, som første film besad til fulde. Selv i de rolige øjeblikke sidder man ude på kanten, fordi man VED, at lige om lidt dukker en af de besatte op, og så flyder det med blod og skrig igen.

Der er mere fokus på den religiøse del af historien her i anden ombæring, men det giver en ny og anderledes vinkel, så også det synes jeg lykkes godt. Alt i alt må jeg sige, at [REC]2 levede helt op til forventningerne, men husk at se film et først, hvis du endnu ikke har set den. Og nu er jeg så bare spændt på om [REC]3 kan fortsætte successen.

Om [REC]2:

Instruktør: Jaume Balagueró, Paco Plaza
Udgivelsesår: 2009

Andre film af Jaume Balagueró:

[REC], 2007
Dødens lejlighed, 2006
Fragile, 2005
Darkness, 2002
De navnløse, 1999

Resident Evil: Afterlife

Resident Evil: AfterlifePå trods af at jeg ikke synes lige godt om alle filmene i Resident Evil-serien, så bliver jeg alligevel ved med at se dem, fordi de trods deres mangler er ret underholdende.

Resident Evil: Afterlife som er film nr. fire starter med, at Alice crasher Umbrella Coorporations hovedkvarter i Shanghai, og smadrer skidtet. Det lykkes dog for Wesker at flygte, men Alice er ombord på flyet, fast besluttet på at slå ham ihjel. Flyet forulykker, men først efter at Wesker har givet Alice en antidosis T-virus, så hun nu er menneske igen.

Alice overlever og begiver sig til at lede efter sine venner som i film 3 søgte til Canada for at finde Arcadia, som lovede sikkerhed til alle. Canada er tom, pånær Claire (fra film 3) som har mistet hukommelsen, men som Alice tager med sig. De finder også en anden lille gruppe overlevende, og nu er målet at komme ud til Arcadia, som viser sig at være et skib, men vejen dertil er fyldt med zombier.

Som altid er det ikke for historiens skyld, man skal se Resident Evil: Afterlife. Den er hullet som en si og total utroværdig. Til gengæld er det visuelle en ren fryd. Med Paul W. S. Anderson tilbage i instruktørstolen bliver der virkelig leget med billederne. Her er slowmotion pictures, fantastisk koregraferede slagsmål og skønne splatter-scener hvor mørkerødt blod sprøjter ud over skærmen. Og trods min evige anke om at Alice altid skal slås med doberman-hunde, så har de i det mindste fået et lille twist denne gang.

Så trods manuskriptets mangel på fornuft og sammenhæng havde jeg alligevel fornøjelige 90 minutter i selskab med Milla Jovovich, som aldrig vil vinde en Oscar for sin skuespilskunst, men som sandelig forstår at sparke zombirøv på en underholdende facon.

Resident Evil: Afterlife kan også ses i 3D, som sikkert føjer endnu en oplevelse til det visuelle. Jeg har dog kun set dvd-udgaven.

Om filmen:

Udgivelsesår: 2010
Instruktør: Paul W. S. Anderson

Resident Evil-serien:

Resident Evil, 2002 – D: Paul W. S. Anderson
Resident Evil – Apocalypse, 2005 – D: Alexander Witt
Resident Evil – Extinction, 2007 – D: Russell Mulcahy
Resident Evil – Afterlife, 2010 – D: Paul W. S. Anderson

The Crazies

“The Crazies” er en genindspilning af George A. Romeros film med samme navn fra 1973. Jeg har ikke set originalen endnu, så jeg kan ikke sammenligne de to, men jeg kan i hvert fald sige, at jeg synes vældig godt om Breck Eisners udgave.

I den lille by Ogden Marsh, Iowa, må byens sherif, David Dutten, pludselig skyde en lokal farmer ned, da han midt under en baseballkamp dukker op på banen med sit jagtgevær og truer med at skyde. I første omgang tror Dutten, at manden var fuld, men da blodprøven dukker op, viser det sig, at han var fuldstændig ædru! Kort efter brænder en anden mand sin hus ned – med kone og barn derinde – og Dutten forstår, at noget er helt galt. Sammen med vicesheriffen finder han frem til, at et fly er styrtet ned i sumpen tæt på byen, og at noget lækker fra det ind i drikkevandet. Men hvad? Og så dukker hæren op, og de anvender ualmindelig hårdhændede midler for at få fat i alle byens indbyggere.

Plottet i “The Crazies” er ikke særligt kompliceret. Vi hepper på sheriffens gruppe, mens de må klare sig både mod deres naboer, som nu er smittede og går amok i blodrus, men også mod militæret som ikke nødvendigvis har rent mel i posen i denne sag. Og mens vi hepper bliver vores helte udsat for lidt af hvert, og gruppen bliver mindre og mindre, indtil kun ? er tilbage (jeg vil selvfølgelig ikke afsløre hvem her, men har man set bare et par gyserfilm, gennemskuer man det nok ret tidligt).

Men selvom plottet er set før, og overraskelsesmomentet heller ikke er så stort, så følte jeg mig enormt godt underholdt af “The Crazies”. Især starten af filmen, før virussen bryder ud, og kun enkeltpersoner er inficerede, er ualmindelig creepy med en meget stemningsfuld atmosfære, som Breck Eisner giver sig tid til at opbygge, før vi slår over i den mere voldsomme del af filmen med fuld knald og masser af blod og død.

Generelt er den godt filmet, og jeg synes også, at skuespillerne gør det godt. Timothy Olyphant spiller sherif Dutten, mens Joe Anderson er totalt overbevisende som hans vicesherif. I en af de mindre roller vil jeg fremhæve Brett Rickaby, der spiller manden, der brænder sit hus ned. Det gør han så overbevisende, at jeg var helt sikker på, at han måtte være sindssyg.

Så alt i alt synes jeg, her er tale om en fed film med en nærmest apokalyptisk stemning mod slutningen.

Instruktør: Breck Eisner
Udgivelsesår: 2010

Arctic Outbreak

Arctic Outbreak aka The ThawDr. Kruipen er miljø aktivist og forsker. Sammen med nogle kollegaer studerer han Canadisk Arktis for at finde ud af mere om den globale opvarmning. Et hold studerende er på vej der op for at følge studierne, og det samme er Kruipens datter, Evelyn, som har nogle alvorlige problemer med faderen, som hun synes har svigtet hende og moderen.

Men da de ankommer til forskningsstationen er den tom. Kun liget af en udmagret isbjørn ligger i laboratoriet, og mens de prøver at finde ud af, hvad de så skal, dukker Jane, en af forskerne, pludselig op. Hun er frygtelig syg, men før hun dør, beder hun Evelyn om “not to let them leave“. Hvad det betyder, finder vi snart ud af, for da gruppen vil flyve efter hjælp, ser de, at Jane har saboteret helikopteren, og nu begynder de også selv at blive syge. Men hvad forårsager det?

På forsiden af filmen fra Blockbuster er titlen Arctic Outbreak, men originaltitlen er The Thaw, som betyder tø. Og det er pga. den globale opvarmning, at nogle insekter fra før istiden pludselig tør op igen og begynder at formere sig i dyr og mennesker. En trussel, der kan slå millioner af mennesker ihjel, hvis den slipper ud til befolkede egne.

Idéen er god, og jeg kom til at tænke på The Thing, da jeg læste bagsiden. Det lagde nok et urimeligt pres på filmen, som ikke helt levede op til forventningerne. Her er dog flere gode elementer, og insekterne er virkelig ubehagelige. Jeg var lidt træt af Martha Maclsaac, der spillede Evelyn, fordi hun næsten var for meget heltinde. Det er da dejligt at se en kvindelig figur med både mod og overblik, men det virkede bare ikke særligt realistisk, at Maclsaac var en sådan kvinde. Og det var også for urealistisk at de tilstedeværende mænd generelt var ligeså passive, som kvinderne var i de gamle gyserfilm.

Men bortset fra det så var Arctic Outbreak ganske underholdende, og Val Kilmer har en lille rolle undervejs, så der er også lidt øjenguf at hygge sig med. Ikke en film der vil stå forrest i min bevidsthed i fremtiden, men en okay underholdende film med et miljøbevidst budskab (ikke særligt godt) skjult i gys.

Om Arctic Outbreak:

Instruktør: Mark A. Lewis
Udgivelsesår: 2009
Originaltitel: The Thaw

Besat

BesatI en parkeringskælder ved Kastrup Lufthavn findes liget af en rumænsk mand, der tilsyneladende var smittet af en epola-lignende virus. Den unge reservelæge Søren (Ole Lemmeke) er overbevist om, at der er tale om en ny og alvorlig virus, men overlægen Lyndfelt afviser det og sender liget af rumæneren tilbage, før Søren når at tage en rygmarvsprøve.

Nærmest besat af ambitioner tager Søren til Rumænien. Her finder han ud af, at manden ikke var første offer for virusset. Knap to dage før døde en dreng på lignende vis, og da liget af manden er blevet kremeret, før Søren når frem, skyer han ingen midler for at få fat i drengens lig.

Imens er politiet i Danmark kommet på sporet af en tysk præst (Udo Kier), som kom til landet samtidig med den rumænske mand. Præsten er under mistanke for at have brændt børneafdelingen på et rumænsk hospital ned, og betjentene Jensen og Bentzon (Ole Ernst) finder ud af, at præsten i virkeligheden er medlem af en forbudt sekt, der er overbevist om, at djævelen bliver genfødt, når stjerne konstellationen Stella Mala står på himlen. Og det gør den nu…

Besat er en overraskende god film med solide skuespilspræstationer og en god historie. Blandingen af medicinsk thriller og djævelens genkomst er mikset godt sammen og giver filmen et twist, som jeg ikke havde set komme.

Om filmen:

Instruktør: Anders Rønnow-Klarlund
Udgivelsesår: 1999

Læs også UnCuts anmeldelse af filmen.

Day of the dead (2008)

Day of the dead 2008Jeg vil starte denne anmeldelse med et citat fra en af mine yndlingsfilm From dusk til dawn: “Do they look like psychos? Is that what they look like? They were vampires! Psychos do not fucking explode when sunlight hits them, I don’t give a fuck how crazy they are!”

Nu handler Day of the dead så ikke om vampyrer men om zombier, og Steve Miner har i sin nyfortolkning af George Romeros klassiker ladet dem få en del nye træk. De løber, de springer, de klatrer på lofter med hovedet ned af – og så nærmest eksploderer de i ild. Det er helt vildt, men faktisk ganske underholdende.

Steve Miner skriver i starten af filmen, at den bygger på George A. Romeros film Day of the dead fra 1985. Der er dog ikke meget tilfælles i historien, udover at begge film handler om zombier, og at man følger nogle militærpersoner i stedet for kun civile.

I en lille by i Colorado er en ondsindet influenza-epidemi brudt ud. Hæren er blevet indkaldt for at isolere byen og hjælpe de syge, indtil smittefaren er ovre.

En af karantænevagterne er korporal Sarah Bowman, som er født og opvokset i byen, men ikke har været hjemme længe. Det viser sig, at hendes mor er blandt de smittede, og Sarah sørger for at få hende på hospitalet. Men knap er de kommet hertil, før helvede bryder løs. Pludselig bliver alle de syge helt apatiske – for derefter at eksplodere i et frådende raseri, hvor de angriber og æder alle omkring dem.

Det lykkes Sarah at slippe væk sammen med to andre soldater, og de tager af sted for at finde Sarahs lillebror. Undervejs møder de naturligvis masser af problemer, og slutningen kulminerer i et hemmeligt laboratorium, hvor hæren tilsyneladende har lavet eksperimenter, der er løbet helt løbsk og er endt med zombi-svøben.

Der er aldrig nogen særlig troværdig historie i zombi-film. Man er bare nødt til at acceptere præmissen, at mennesker pludselig forvandles til zombier, og at verden, som vi kender den, forandres til et sandt blodbad. Hvis man er villig til det – og kan acceptere at zombierne her i filmen er nærmest flyvende – så får man halvanden times solid underholdning. Jeg morede mig i hvert fald strålende.

Sarah Bowman spilles af den smukke, spinkle Mena Suvari, som jeg hovedsageligt husker fra lolita-rollen i American Beauty. Hun klarer jobbet som sej soldat overraskende godt, og fortæller selv i ekstra-materialerne at hun havde en fest med at spille en så anderledes og actionpræget rolle, end hun har været vant til.

Day of the dead er fyldt med splat og humor, og jeg tror, det er første gang, at jeg har set en vegetar-zombi i en film.

Steve Miner har også instrueret Halloween H20 og Lake Placid samt Fredag d. 13. II og III.

Om Day of the dead:

Instruktør: Steve Miner
Udgivelsesår: 2008