december 2017
M T O T F L S
« nov    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Wolfman’

House of Dracula

Første gang Bram Stokers roman “Dracula” blev indspillet som film var i 1923 under titlen “Drakula halála” instrueret af Károly Lajthay. Filmen havde dog ikke meget med romanen at gøre, så Universals udgave fra 1931 står for de fleste som den rigtige første film. Tod Brownings “Dracula” blev en kæmpe succes for Universal, som straks gik i gang med flere efterfølgere. “House of Dracula” kom i 1945 og er endnu en ensemblefilm, der blander andre af Universals elskede monstre ind i historien.

Dr. Franz Edlemann bliver opsøgt af Grev Dracula (under pseudonymet baron Latos), som tilsyneladende ønsker at blive helbredt for sin sygdom og komme til at leve som et almindeligt menneske. Men ønsket er ikke dybfølt, for mens Edlemann forsøger at helbrede ham, opsøger Dracula sygeplejersken Nina for at få hende til at følge sig ind i de udødes verden.

Også The Wolfman (Lon Chaney Jr.) dukker op hos den gode doktor. Han forsøger stadig at blive befriet for sin varulvebyrde, og også ham prøver Edlemann at hjælpe. I forsøget på det finder Edlemann Frankensteins monster, som han bringer med sig tilbage til klinikken. Først vil han genoplive det, men den pukkelryggede sygeplejerske Miliza overtaler ham til at lade være.

Med alle disse monstre i huset må det gå galt. Edlemann opdager, at Dracula forsøger at dræbe Nina, og det lykkes ham at slå Dracula ihjel, før det sker. Men Dracula har smittet Edlemann, som nu har perioder underlagt Draculas vilje. Under en af disse slår han sin kusk ihjel og genopliver Frankensteins monster. Hvem skal nu stoppe doktor Edlemann?

“House of Dracula” er en lidt rodet affære. Den varer kun godt en time, og i løbet af den tid introduceres vi for ikke mindre end fire forskellige monstre (hvis vi tæller Edlemann med). Det kan ikke undgås, at der bliver nogle løse ender hist og pist. Hvordan kan Dracula fx styre Edlemann efter sin død, når vi i tidligere film har set, at hans ofre bliver helbredt ved hans udslettelse? Hvordan kan Dracula være vendt tilbage efter at være blevet udslettet af solen i “House of Frankenstein“? Og så videre.

Til gengæld indeholder filmen enkelte gode tekniske detaljer. Lon Caney Jr.’s forvandling til The Wolfman og Draculas forvandling til vampyr er to af dem. Man er dog ikke gået fra at vise en plastik flagermus hængende fra en fiskesnøre i resten af filmen.

Jeg synes, “House of Dracula” bliver en lidt for rodet affære, til at den bliver rigtig underholdende. Den ligger sig tæt op af “House of Frankenstein” som også er instrueret af Erle C. Kenton, og som også samler alle monstrene i en ensemblefilm. Men “House of Frankenstein” serveres med væsentlig mere energi, og så har den også fordelen af at have Boris Karloff på rollelisten som den gale videnskabsmand, doktor Gustav Niemann.

Instruktør: Erle C. Kenton
Udgivelsesår: 1945

Udvalg af Universals Dracula film:

Dracula (1931 – Tod Browning)
Drácula (1931- George Melford)
Dracula’s Daughter (1936 – Lambert Hillyer)
Son of Dracula (1943 – Robert Siodmak)
House of Frankenstein (1944 – Erle C. Kenton)
House of Dracula (1945 – Erle C. Kenton)
Dracula (1979 – John Badham)
Van Helsing (2004 – Stephen Sommers)

Læs også omtalen på Sleazehound

House of Frankenstein

Den gale videnskabsmand doktor Niemann (Boris Karloff) sidder i fængsel, men en storm bryder fængslets mure ned, så han og medfangen, den pukkelryggede Daniel, undslipper. De møder den omrejsende Lampini, som de myrder, hvorefter de overtager hans vogn med et drabeligt horrorshow, der bla. indbefatter Draculas lig.

Niemann ønsker hævn og drager til hjembyen, hvor det lykkes det ham at vække Dracula og med dennes hjælp slår borgmester Hussman ihjel. Dracula drages dog af Hussmans svigerdatter, men i forsøget på at kidnappe hende og gøre hende til sin brud overraskes han af solen.

Niemann og Daniel fortsætter til Vasaria til Frankensteins borg (som på forunderlig vis står der endnu, på trods af at den blev skyllet væk i “Frankenstein meets The Wolfman“). Her finder de Frankensteins monster og The Wolfman og begge indgår i Niemanns ønske om hævn. Imens er Daniel blevet forelsket i den smukke sigøjnerpige Ilonka, der dog kun har øje for Tabot (som, hun ikke ved, er en varulv). Daniel er blevet lovet, at Niemann vil give ham en smuk krop, men han bryder løftet, og det får fatale konsekvenser.

“House of Frankenstein” var endnu en ensemblefilm med flere af Universals klassiske monstre. Denne gang samlede man både den gale videnskabsmand, Frankenstein, The Wolfman, Dracula og The Hunchback, og mixet giver en lidt rodet og til tider usammenhængende historie. Der mangler lidt forklaringer hist og pist, men alligevel følte jeg mig godt underholdt det meste af tiden. Det hele serveres nemlig med masser af energi, og så er Boris Karloff er glimrende i rollen som Niemann. Det må dog have været underligt for ham at skulle spille overfor monstret, som han selv udødeliggjorde i “Frankenstein” og “Bride of Frankenstein“. Her spilles det af Glenn Strange, men makeuppen virker lidt komisk, og dermed bliver han ikke særligt overbevisende i rollen. Lon Chaney Jr. kører lidt i tomgang som The Wolfman, hovedsageligt fordi hans rolle nærmest ikke udvikler sig fra film til film, mens John Carrandine næsten er lidt for pæn som Dracula. Hans stirrende øjne er i hvert fald langt fra så onde som Bela Lugosi.

“House of Frankenstein” er måske ikke den bedste af Universals monsterfilm, men den er underholdende, og selvom den er lidt rodet, er den dog mere sammenhængende end fortsættelsen “House of Dracula“, som kom året efter i 1945.

Instruktør: Erle C. Kenton
Udgivelsesår: 1944

Se traileren på youtube.com

Læs også omtalen på Uncut.dk

Frankenstein meets The Wolfman

Oftest når jeg ser de gamle gyserfilm, er det mest som kuriøsiteter, men “Frankenstein meets The Wolfman” fik mig for første gang til at tænke, at det her godt kunne blive uhyggeligt. Det blev det dog ikke rigtigt, men ikke desto mindre var jeg godt underholdt hele filmen igennem.

I åbningsscenen ser vi to gravrøvere gå ind i et gravkammer med indskriften Tabot. De har hørt rygter om, at Larry Talbot for 4 år siden skulle være blevet begravet med sit guldur og masser af penge. Men da de åbner kisten, ser liget nærmest levende ud – og da den ene røver tager en ring fra liget, griber en hånd fat i ham! Makkeren flygter, mens den tilfangetagende råber om hjælp.

Så springer scenen til en betjent, som finder en såret mand liggende på gaden. Manden bliver bragt til hospitalet med svære hovedskader, og efter sin operation vågner han op og er klar i hovedet, men forvirret med hensyn til hvor han befinder sig. Doktor Mannering, der har forestået operationen, fortæller ham, hvad de ved, men da manden fortæller, at han er Larry Talbot, tror de ham ikke – for han døde for flere år siden.

Talbot er blevet bidt af en varulv, så da det bliver fuldmåne, flygter han fra hospitalet og slår en betjent ihjel. Næste dag tilstår han mordet, men ingen tror ham, og han bliver lagt i spændetrøje. Det lykkes ham dog at flygte, og han opsøger den gamle sigøjnerkvinde Maleva, der lover at hjælpe ham. Hun fører ham til landsbyen Vasaria, hvor Frankenstein holdt til. Håbet er at finde frem til en måde at dræbe Talbot på – som varulv er han nemlig udødelig, men han ønsker ikke at leve med forbandelsen længere.

Men Frankenstein er død. I stedet finder Talbot monstret og genopliver det. Senere kommer også Frankensteins datter og doktor Mannering til byen, og Mannering bliver overtalt til at hjælpe med at slå både monstret og Talbot ihjel. Han restaurerer derfor Frankensteins maskine, men da den først fungerer, har han svært ved at modstå fristelsen …

Mod slutningen bliver historien typisk for perioden med en helt og en smuk kvinde, der skal reddes. Og som altid er det  monstret, der må betale prisen for menneskenes dårskab. Starten i kirkegården og perioden på hospitalet er dog både spændende og glimrende lavet, og det var her jeg tænkte, at det holder også i dag. Ligeledes er jeg ganske imponeret over Talbots forvandling til varulv, som må have været helt suverænt for samtiden.

Bela Lugosi spiller Frankensteins monster, men makeuppen er ikke særlig overbevisende, og figuren virker meget kunstig. I betragtning af hvor fantastisk han spillede Dracula, forstår jeg ikke, at han ikke tilfører rollen mere liv og sympati. Lon Chaney Jr. er derimod yderst overbevisende som The Wolfman – i hvert fald indtil slutningen af filmen hvor han begynder at blive lidt for triviel i sit ønske om at dø. Slutscenen er lidt uforståelig for mig, idet monstret og The Wolfman pludselig kommer i slagsmål? Men til gengæld er ødelæggelsen af Frankensteins slot udmærket lavet.

Alt i alt blev jeg virkelig positivt overrasket over “Frankenstein meets The Wolfman”, som iøvrigt er den første af en række ensemblefilm, hvor Universal samler flere af sine klassiske monstre i en historie.

Instruktør: Roy William Neill
Udgivelsesår: 1943

Udvalg af film med The Wolfman:

The Wolfman (1941 – George Waggner)
Frankenstein Meets the Wolf Man (1943 – Roy William Neill)
House of Frankenstein (1944 – Erle C. Kenton)
House of Dracula (1945 – Erle C. Kenton)
Bud Abbott Lou Costello Meet Frankenstein (1948 – Charles Barton)
The Wolfman (2010 – Joe Johnston)