Året er 2287. Samfundet er faldet fra hinanden, teknikken virker ikke, og verdens befolkning er ved at uddø. 22-årige Jay bor alene i en penthouselejlighed på 127. etage sammen med sin sidste høne. Han har haft flere høns, men de troede, at græsset var grønnere på den anden side af muren, og faldt derfor ned fra taget og slog flere mennesker ihjel, da vingerne ikke kunne bære dem.
Nu har Jay bestemt sig for at tage ud af byen og ud på landet for at slå sig ned der. Til dels i håbet om at han måske kan finde sin familie, som efterlod ham for mange år siden.
Af en eller anden grund bestemmer Jay sig for at brænde sin lejlighed, da han forlader den. Det viser sig dog at være en dårlig idé. Bedst som han kører ned i elevatoren, løber generatoren tør for benzin. Nu kan han hverken komme op eller ned, mens ilden fra lejligheden i rasende fart æder sig vej ned gennem elevatorskakten. Lige som Jay har forberedt sig på, at nu skal han dø, hører han en stemme i mørket. Den siger: “Åh, kagl!”
Det viser sig, at den overlevende høne (som kalder sig Ethel) er en intergalaktisk rejsende fra planeten Megatron. Ethel blev sendt til jorden, længe før livet opstod her, og siden har hun holdt øje med menneskeheden og på det sidste især med Jay.
Så hun redder Jay ud fra den brændende elevator, og herefter går historien for alvor sin skæve gang. Ethel vil nemlig samle en gruppe rejsende, hvis formål er at finde tabernaklet for at forsøge at genskabe den perfekte time. En time, hvor der ikke var krig; hvor solen skinnede – undtagen de steder, hvor der havde været tørke, her regnede det – og hvor alle i det hele taget var tilfredse.
Colin Thompson bevæger sig i et fuldstændig skævt og skørt univers á la Douglas Adams serie om galakseblafferen, hvor han behandler hele menneskehedens historie og myter med en herlig respektløshed.
Jordens “vogter” er en høne ved navn Ethel, som lider af kronisk gnavenhed. Oraklet i Delfi er en guldfisk, og Merlin er blevet en senil gammel mand, der søger efter opskriften på den perfekte stuvning. Det er bare nogle af de ingredienser, Thompson rører i sin gryde. Så man skal være forberedt på lidt af hvert, når man sammen med Jay begiver sig ud på rejsen, der i øvrigt også forklarer, hvordan menneskene vil komme til at se ud, hvis vi ikke stopper med at bruge så meget fluortandpasta.
Har man lyst til at få rørt lattermusklerne med et par timers regulær underholdning, så er “Fremtidsparadiset” absolut et godt bud. Og så er det bare første bind. Hvem ved, hvad vi vil blive udsat for i bind to …!
(oprindeligt anmeldt på Litteratursiden.dk)
Om bogen:
Udgivelsesår: 2001
Originaltitel: Future Eden
Forlag: Gyldendal, 330 sider
