Spindelmanden af C. C. Thybro

Spindelmanden af C. C. Thybro

Berte på 14 er kronisk syg. Det er ikke noget nyt, og hun vil bare gerne leve sit livs efterår i fred og ro. Men så dør pigen i nabosengen. Hun bliver myrdet af et stort spindelmonster, som kun Berte og de andre børn og unge på afdelingen kan se.

Berte slår sig modvilligt sammen med Clara og Hjalte, to andre langtidsindlagte, om at opklare mysteriet, men der er bare et problem: Monsteret kommer tættere og tættere på, og Berte lader til at være den næste på listen.

Midt i kampen på liv og død, opdager Berte, at hvis man tør, kan man godt finde både venner og kærlighed – også i en hospitalspyjamas.

Spindelmanden er en fortælling om handikap, kronisk sygdom, døden, at være ung som autistisk LGBTQIA+ person, venskaber, forelskelse … og selvfølgelig et stort børnespisende monster. (Forlagets beskrivelse)

Spindelmanden er en smuk bog.

Rent fysisk er der kælet for alle detaljer. En stemningsfuld forside, et gennemarbejdet layout, dekoreret forsatspapir og et sort forsnit med lange, hvide hænder der rækker ud mod læseren, når bogen er lukket. Men det er ikke kun udenpå, at C. C. Thybros nyeste roman er smuk. Fortællingen om Berte er måske nok en historie om sygdom og død, men der er også kærlighed og håb.

I sit efterord fortæller Thybro, at man skønner, at ca. 11.000 børn og unge under 18 år lider af kronisk sygdom i Danmark. Alligevel er det ikke noget, man taler ret meget om. Måske fordi at det i forvejen er svært at håndtere sygdom og død, så når børn rammes, bliver det helt ubærligt. På den led bliver Spindelmanden også en vigtig bog, for Thybro fortæller indfølt om at være det barn. Og om de mange følelser – skyld, frygt, vrede, håb og kærlighed – som både barnet og familien kan rammes af.

Oveni sin sygdom er Berte også autist, hvilket blandt andet betyder, at hun har svært ved at aflæse andre og forstå deres følelser og intentioner. Hun føler sig ofte udenfor, fordi hun kommer til at sige eller reagere forkert i situationen. Samtidig bruger hun mange kræfter på at forsøge at leve op til de sociale konventioner, så når det hele bliver for meget, drømmer hun om at flyde i verdensrummets mørke og ro. Et uendelige hav fyldt med lysende stjerner.

Endelig er Spindelmanden også en uhyggelig fortælling, om et væsen der hjemsøger et hospital. Et vellykket gys om et monster der lurer såvel i skyggerne som i det åbne. For tilsyneladende er det kun de indlagte børn, der kan se ham. De voksne læger og sygeplejersker ænser ham ikke, selvom han står lige ved siden af dem.

C.C. Thybro skriver som altid godt med relaterbare og troværdige personer. Hun formår at balancere romanens eftertænksomhed og refleksion med en spændende handling, så Spindelmanden kan læses i flere niveauer.

Jeg blev dybt grebet af fortællingen, og kan kun anbefale den på det varmeste, hvad enten du er ung, gammel, pårørende, syg, sundhedspersonale eller “bare” har lyst til at læse en god historie.

Uddrag af romanen:

Alarmen begyndte at hyle henne fra den stue, som Spindelmanden var forsvundet ind på. Berte spjættede og dunkede hovedet mod væggen bag sig. Nej Nej. To åndedrag senere var han tilbage på gangen, og han var den eneste i virvaret, der var tydelig. Som var han mere virkelig end virkeligheden, alt imens han smøg sig behændigt udenom alle, der fór frem og tilbage. Hans tilstedeværelse fik aktiviteten på gangen til at minde om en væltet myretue. Alle virkede forsvindende små.

Hvorfor var Berte den eneste, der kunne se ham?

“Berte, tag det roligt,” var der en, der sagde, men Spindelmanden kom tættere og tættere på.

Berte holdt vejret. Måske kunne hun besvime helt? Alt andet end den kvalmende svimmelhed, der pressede hende ned i stolen. Kroppen, der kæmpede for ikke at lukke ned. Splittelsen mellem at ønske sig bevidstløshedens tomrum og den rationelle viden, at hun bare ikke måtte besvime. Ikke hvis hun skulle kæmpe.

Hun strammede grebet om stolens armlæn. Knugede dem med slatne fingre.

Da han var direkte foran hende, tøvede han. Han drejede ikke hovedet, men Berte fik pludselig den tanke, at han lyttede til hendes pulsslag. Dét fik alting til at dirre… (side 38-39)

Om Spindelmanden:

Udgivelsesår: 14.09.2024
Forlag: Read.Die.Repeat, 252 sider
Grafisk opsætning: Kristina Line Aagaard Dinesen

Læs også:

En dag mere af Mitch Albom
Små hænder af Andrés Barba
Vand til blod af Morten Dürr
Hospitalet af Michael Kamp
Frankenstine af Lars Kramhøft
Invasiv af Anna Lindbjerg i Mørkets gerninger
Håndteringen af udøde af John Ajvide Lindqvist
Monster af Patrick Ness
Den gode nabo af C.C. Thybro i Mørkets gerninger går igen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.