Engang var der fuldt hus, når Metaldeath spillede koncert, og anmelderne elskede dem. Men det er fem år siden, de sidst udgav et album, og efter deres seneste koncert lød anmeldelsen, at de keder folk ihjel. Forsangeren og frontmanden Alex nægter dog at se realiteterne i øjnene, for han VED, at han er den bedste.
Så da bandets manager Wanda indkalder til et møde, hvor hun afslører, at de skal have en robot med på scenen, er Alex rasende. Især da det går op for ham, at hans lillebror Lawrence har designet AI robotten Metallicus efter bandets pladeomslag. For hvor Lawrence forguder sin storebror, ønsker Axel lillebroren langt væk. Men Wanda sætter sin vilje igennem, og Metallicus bliver en del af bandet.
Lawrence har programmeret robotten til at lære af bandet, og snart kan den både spille guitar og synge. Alex har dog ikke tænkt sig at lade Metallicus stjæle alt rampelyset. Metaldeath er HANS band, og det skal en robot ikke lave om på. Alex er frontmanden, Guden med Gibson’en, mens Metallicus bare er et stykke udstyr. Og det lader Alex robotten vide ved enhver tænkelig lejlighed. Problemet er bare, at Metallicus lærer utroligt hurtigt.
Det er fire år siden Ruben Greis udgav sin forrige roman Udød. En hylende morsom zombieroman, hvor blodet flød, og actionknappen var drejet på maximum fra første side. I Metallicus flyder blodet kun fra fingrene, når der rives i guitarstrengene, men her er stadigvæk tale om en voldsomt underholdende historie.
Ruben Greis sprudler af fortælleglæde og skriver levende og med masser af humor. Historien flyder let, og den lettere afdankede frontmand Alex står levende for læseren. Vi genkender ham, og selvom han ikke altid fremstår lige sympatisk, forstår vi ham. Jeg er også vild med, at den mavesure anmelder er navngivet Tomás Trejo, hvilket fik mig til at huske denne lille video.
Midt i al balladen er der dog også glimt af alvor, når Greis lader os ane, hvor komplekse Alex’ følelser er overfor lillebroren. Og ikke mindst slutter romanen med en tankevækkende knockout vedrørende A.I. problematikken, som vi er nødt til at tage til os i det virkelige liv.
Jeg kan derfor kun tilslutte mig Jacob Holm Krogsøe, der i sin anmeldelse på Planet Pulp skriver:
Denne hurtigt læste og letfordøjelig roman er en hyldest til metal-genren, Terminator, “Dueling Banjos” og meget andet, og den er meget veloplagt.
Morsom, spændende og ganske rørende – idéel for store teenagere og folk som mig. Den type af underholdning, hvor der er noget ekstra for dem, som også svømmer rundt i samme nostalgireservoir, som Greis gør.
Desuden er den et fint indspark (og ikke en løftet pegefinger) i hele debatten om AI. For hvad sker der, både for kunstnere og for almindelige mennesker (og en anmelder som mig), når AI vinder mere og mere frem? Læs den før din nabo giver dig en robot, der udfordrer dig til duel! (Læs hele anmeldelsen)
Uddrag af romanen:
Der var ikke andet for end at æde lorten og lade det her udspille sig, erkendte han bittert. Men hvis det ikke kunne undgås, skulle der i hvert fald ikke være en finger at sætte på hans præstation. Han ville vise den opblæste skrotbunke, hvem der virkelig var metal.
“Fint,” snøftede han tørt og rettede sig op i stolen. “Hvis I gerne vil det her, skal jeg ikke være den, der holder os tilbage.”
“Godt, Alex,” smilede Dix og puffede til ham.
Han lagde armene over kors og gav hende et tvært sideblik. “Bare vær forberedt på at ende som følge til Metallicus. Ikke omvendt.”
Over for dem rystede Wanda på hovedet. “Hold nu op. Metallicus har altid været en del af Metaldeath. Nu lever han bare …” (side 81-82)
Om Metallicus:
Udgivelsesår: 01.09.2024
Forlag: Calibat, 171 sider
Omslagsillustration: Gcomics
Læs også:
Belzebubs af J.P. Ahonen
Lille stjerne af John Ajvide Lindqvist
Udød af Ruben Greis
Sortøje af Niels Kjærgaard
Fribryderen af John Kenn Mortensen
De døde husker af Teddy Vork
Djævelens køtere af Jonas Wilmann
