Gys og geister udvalgt af Arne Christiansen

Gys og geister udvalgt af Arne Christiansen

Jeg holder meget af disse antologier, som samler en række forskellige forfatteres noveller. I Gys og Geister fra 1989 har Arne Christiansen samlet en række noveller, som alle handler om gengangere eller motivet gengældelse.

Richard Middleton har skrevet den første novelle “Landevejens spøgelseshær”, om en mand hvis liv er gået ned ad bakke, og nu vandrer han på vejene. En dag møder han en dreng, som også vagabonderer, og han fortæller ham en grum hemmelighed.

I “Andrew Bentleys tilbagekomst” af August W. Derleth og Mark Schorer arver hovedpersonen sin onkel mod at holde opsyn med hans gravkammer. Hvad der lyder som en let opgave, har en mørk bagside. “Vogteren” af Sheridan Le Fanu handler om Mr. Barton, som pludselig bliver forfulgt af et væsen ingen andre ser. “Mødet med Pan” af E. F. Benson handler om to barndomsvenner, som mødes efter nogle år. Den ene har besluttet sig for at finde frem til den inderste lykke gennem naturen, men er det overhovedet muligt kun at finde lykke?

En af mine farvoritter i samlingen er “Hensynsfulde værter” af Thorp McClusky. Den handler om en mand, hvis bil går i stå en regnfuld nat. Han søger ly i nærmeste hus, men husets beboere fortæller ham en fantastisk historie.

Også “Uhyret fra ultraspektret” af Ambrose Pierce er en lille perle. Den tager udgangspunkt i et ligsyn, hvor den afdøde tilsyneladende er banket ihjel – men af hvad? “Husets hemmeligheder” af Edward Bulwer-Lytton handler om et hjemsøgt hus, som ingen kan klare at bo i mere end tre nætter, og den sidste novelle i samlingen er “Sneppejagt” af H. H. Munro (også oversat som “Den åbne dør” under pseudonymet Saki). Det er en lille hurtiglæst sag men med en meget sjov slutning.

Kan du lide gotiske historier, er Gys og Geister en rigtig lækkerbidsken. De 8 noveller er alle velskrevne og kan sagtens nydes enten i et stræk eller en hver aften før sengetid.

Indhold:

Richard Middleton: Landevejenes spøgelseshær
August W. Derleth: Andrew Bentleys tilbagekomst
Sheridan Le Fanu: Vogteren
E.F. Benson: Mødet med Pan
Thorp McClusky: Hensynsfulde værter
Ambrose Pierce: Uhyret fra ultraspektret
Edward Bulwer-Lytton: Husets hemmelighed
H.H. Munro: Sneppejagt

Om Gys og Geister:

Udgivelsesår: 1989
Forlag: Carit Andersen, 166 sider

3 tanker om “Gys og geister udvalgt af Arne Christiansen

  1. Pingback: Gyseren » Ambrose Bierce

  2. Pingback: Gyseren » 10 fantastiske fortællinger / red. Bo Hakon Jørgensen

  3. Pingback: Gyseren » Rædslernes hus / red. Jørgen Rothenborg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.