Forestil dig en verden hvor 98 % af jordens befolkning er varulve – og du tilhører de sidste 2 %! Det er virkeligheden for Lola, som er hovedpersonen i Kit Whitfields debutroman Fuldmånens magt.
Romanen foregår i en verden, hvor varulvene er de normale. De får de bedste uddannelser, har de bedste jobs og bor i de bedste huse. Og hver fuldmåne går hele verden i stå, mens lycanterne – som er den officielle betegnelse for varulvene – låser sig inde. Bortset fra de strejfere som af en eller anden grund ikke gør det!
Lola tilhører de 2 % af befolkningen, som lider af handicappet anmorphi. Dvs. at hun ikke forvandler sig til varulv, når det bliver fuldmåne, og derfor er hun fra fødslen forudbestemt til at arbejde for DIRLA, Departementet for Igangværende Regulering af Lycantropisk Aktivitet. Det er et underbemandet og underbetalt arbejde hvor man skal indfange de strejfende varulve under fuldmånen, for at de ikke skal skade andre. Og det er et arbejde hvor man hver gang risikere at blive slået ihjel!
En dag får Lolas kollega, Johnny, bidt hånden af under en fuldmåne-patrulje, men før sagen når at komme for retten, bliver han skudt. Kort efter bliver Lola og hendes lærling Marty overfaldet af en gruppe ondsindede varulve under deres fuldmåne-patrulje, og det viser sig, at overfaldet – måske – har forbindelse med mordet på Johnny.
Kit Whitfield har skrevet en spændende krimi, der foregår i et lidt skævt univers. Her er varulvene ganske almindelige mennesker, som ikke kan holdes ansvarlige for deres handlinger, når de ”luner” – altså forvandler sig til varulve. Og menneskene er de mærkelige, dem som man er bange for, og som under DIRLA’s distriktsområde har magt til at spærre lycanterne inde uden rettergang lige så længe, de efterforsker en sag.
Whitfield har skabt et samfund med et retssystem, som får læseren til at tænke på den måde Inkvisitionen forfulgte og torturerede hekse på i middelalderen. Et samfund som er splittet i en synlig racisme, nemlig glatrygge og lycantere. Her bliver glatryggene puttet i børnehjem et par dage hver måned, mens forældrene ”luner”, og ingen taler åbenlyst om den forskelsbehandling, der findes. Samtidig har den ”svage” gruppe en betydelig magt over de resterende 98 % af befolkningen, så de er både udsat for racisme, men bruger også selv deres magt med hård hånd, når de tæsker og mishandler fangne lycantere til de tilstår.
Også persontegningerne er vellykkede. Hovedpersonen Lola er en kompleks figur, som er fanget mellem sin foragt for lycanterne og sit ønske om selv at være en af dem. Hun har oplevet meget og beskytter sig bag en hård facade. Men indvendig er hun blød, og da hun møder den sympatiske socialrådgiver Paul, får det hende til at åbne for nogle af de ting, hun ikke tidligere har turdet tænke på.
Fuldmånens magt er en rigtig spændende bog, som jeg kun kan anbefale – også selvom du ikke tror på varulve. Den er nemlig meget mere end en gyser. Fuldmånens magt er en blanding af en krimi og en kærlighedsfortælling og så kan den også læses som en debatbog om samfundet – for det kræver ikke meget fantasi at omsætte Lolas verden til vores.
Om Fuldmånens magt:
Udgivelsesår: 2006
Forlag: Aschehoug, 448 sider
Originaltitel: Bareback
Pingback: Rød høst af Lars Ahn
Pingback: Kit Whitfield: Fuldmånens magt – SUPERKULTUR