Ando er retsmediciner. En dag må han obducere en gammel studiekammerat, Ryuji Takayama, der bliver fundet uden synlige tegn på dødsårsagen. Det lykkes Ando at finde frem til, at Ryuji er død af et sarkom (kræftsvulst) i kranspulsåren, som har mærkelige ligheder med virus-sygdommen kopper. Ryuji’s kæreste Mai forsvinder umiddelbart efter, og da det samtidig er lykkes for Ando at kæde Ryuji’s død sammen med nogle mystiske dødsfald nogle uger tidligere, sætter han alle kræfter ind på at løse mysteriet i håbet om at redde Mai.
Journalisten Asakawa, der blev udsat for videobåndets forbandelse i den første bog, ligger på sygehuset fuldstændig katatonisk efter et biluheld, hvor også hans kone og barn var involveret. Men hans artikel om sagen hjælper Ando i efterforskningen. Artiklen kan dog ikke hjælpe, da Ando møder den mystiske kvinde, som kalder sig Maskao, og herefter kompliceres sagen blot yderligere.
”Spiral” fortsætter umiddelbart, hvor ”Ring” slutter. Skulle man ikke have læst ”Ring”, kan man dog godt følge med, for Suzuki sørger for at genfortælle de væsentligste punkter herfra. Det betyder dog samtidig, at der ikke er meget ved at læse de to bøger i forkert rækkefølge.
Hvor jeg egentlig syntes ret godt om ”Ring”, så lever ”Spiral” ikke helt op til forventningerne. Plottet er for så vidt udmærket, og har da også en lidt overraskende slutning. Alligevel bliver det lidt anstrengende at læse en roman, hvor man hele tiden føler, at hovedpersonen er for dum, når han ikke ser det, der ligger lige foran ham. Den japanske korrekthed virker også tydeligere her. Der mangler lidt liv og blod (i overført betydning) i historien, hvor man simpelthen har svært ved at føle for personerne. De virker stive og flade.
”Spiral” er ikke decideret dårlig, men jeg har læst mange gysere, som var bedre. Og sammenligningen med Stephen King – den holder altså ikke!
Om “Spiral”:
Udgivelsesår: 2006
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 361 sider
Originaltitel: Rasen
