I Battle Royale har børn og unge fuldstændig mistet respekten for samfundets voksne. For at gøre noget ved problemet starter spillet Battle Royale, hvor en skoleklasse placeres på en øde ø, og her gælder det så om at slå hinanden ihjel, for kun den sidste, der er tilbage efter tre dage, får lov at forlade øen igen.
Idéen bag filmen finder jeg vældig interessant, og et langt stykke hen ad vejen er den også veludført. Til sidst bliver det dog lidt trivielt at se skoleeleverne forsøge at slå hinanden ihjel, måske især fordi jeg ikke rigtig følte, at der var nogen, jeg kunne identificere mig med. Personerne når aldrig at udfolde sig, og sproget og kulturen kan altså også være en hæmsko. Det bliver ikke helt intenst på noget tidspunkt.
Alligevel er Battle Royale bestemt værd at se. Der er gode scener undervejs, og man får da også et lille chok hist og pist.
Om filmen:
Instruktør: Kinji Fukasaku
Udgivelsesår: 2000
Originaltitel: Batoru rowaiaru
Første gang jeg så Battle Royale, tænkte jeg “hold da op! Har Japanerne overhovedet ingen hæmniner?” – Jeg blev en smule forarget og var lidt nysgerrig for hvordan andre havde taget imod den. Det viste sig at mange havde den samme tanke som jeg. – Det er var forargende for mig, var selvfølgelig at det var børn der gik og slog hinanden ihjel på de groveste måder. (børn som ikke engang selv er gamle nok til at se sådanne film) *g*
Når det så er sagt, så er der noget ved denne her film der bliver ved med at friste mig til at se den igen og igen – tja, man kan vel godt lide at blive forarget en gang i mellem *g*
Den måtte dog gerne ha’ været lidt mere personlig. Når navnene bliver råbt op, er det ikke til at huske hvem det er – både pga. at de japanske navne er svære at huske og fordi der er for mange af dem.
Ja, det er en film, man kan se flere gange og stadig finde nyt i. Og jeg er også enig i det med navnene. Det er måske det sværeste for mig med asiatiske film.
Men til gengæld er de ofte interessante, fordi der ligger et helt andet tankesæt bag.