Dommens dag af Karl Larsen

Dommens dag af Karl LarsenEt neutralt Danmark kommer i klemme mellem Tyskland og England i fremtidsromanen Dommens dag fra 1908.

Normalt er jeg meget begejstret for Science Fiction Cirklens udgivelser, og jeg tager også hatten af for, at de forsøger at finde lidt anderledes og mere kuriøse ting at udgive. Jeg er dog ikke så vild med Dommens dag af Karl Larsen, selvom jeg godt kan se de kvaliteter i historien, som gør, at bogen også kan være interessant i dag.

Efter nederlaget i 1864 har Danmark erklæret sig neutralt, og prøver nu at klare sig diplomatisk gennem alle kriser uden at bruge penge på noget militært. Men Tyskland og England er på kollisionskurs, og da de to lande erklærer hinanden krig, invaderer Tyskland København for at forhindre englænderne i at benytte sig af Danmarks havne.

Invasionen sker praktisk talt uden modstand. Den tyske general ville også være blevet forbavset over andet for, som han udtrykker det, har danskerne den holdning at: ”Vi er politisk ganske magtesløse … men det netop det storartede ved det. Så kan det højtbegavede danske folk, uden at hindres af militærudgifter og værnepligtsbyrde, komme til at marchere i spidsen for Europas materielle og åndelige kultur!” Men desværre for danskerne, mener generalen, skabes kultur af noget, som ikke trives i et lille lands provinsluft.

Dommens dag er en fremtidskrigsfortælling, som f.eks. George T. Chesneys novelle Slaget ved Dorking, som også er blevet udgivet af Science Fiction Cirklen.

Historien blev udgivet anonymt i 1908, og selvom den tydeligvis er fiktion, så blev den alligevel en del af datidens debat om forsvarskommisionens anbefalinger til udbygning af landets forsvar. Anmeldelserne var blandede, men typisk var venstrefløjs aviserne negative, mens højrefløjen var positive.

Som der plejer at være i Science Fiction Cirklens udgivelser, er der også denne gang et fremragende efterskrift, denne gang ved Niels Dalgaard. Efterskriftet forklarer omstændighederne for historiens tilblivelse, og efter at have læst det blev Karl Larsens historie langt mere interessant i mine øjne.

Som sagt hører Dommens dag ikke til blandt mine yndlingsbøger, men på den anden side er det jo også interessant at læse noget anderledes ind i mellem. Og Science Fiction Cirklens kommende udgivelser vil jeg fortsat glæde mig til.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Dommens dag:

Udgivelsesår: 2008
Forlag: Science Fiction Cirklen, 90 sider

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.