Blodet er livet – og andre klassiske vampyrhistorier

Blodet er livet - og andre klassiske vampyrhistorierJeg er helt vild med gamle spøgelseshistorier, og en novelle som W. W. Jacobs Abehånden” kan jeg læse igen og igen. Derfor elsker jeg at falde over disse gyserantologier, som bibliotekerne heldigvis ligger inde med en del af.

“Blodet er livet” indeholder 6 noveller, som er skrevet mellem 1859 og 1925. Titelnovellen er skrevet af F. Marion Crawford og foregår i Italien, hvor fortælleren beretter om en lille gravhøj, som i måneskin ser ud til at der ligger en person på den.

“Baelbrow” er skrevet af E. & H. Heron, og handler om en engelsk herregård som i mange år har været hjemsøgt uden at det dog har generet beboerne. Men pludselig ændre spøgeriet karakter, og en stuepige bliver dræbt.

“Den søde lady Ducayne” er skrevet af Mary E. Braddon. Den unge pige Bella ønsker at få et job som selskabsdame for at hjælpe sin mor økonomisk. Hun bliver ansat af den meget gamle lady Ducayne, som tager hende med til Italien. I starten går alt godt, men så begynder Bellas helbred at skrante.

Eric Stenbock har skrevet samlingens svageste novelle “Den sørgeligste historie om en vampyr”. Hovedpersonen ser tilbage på sin barndom, hvor hun boede alene sammen med sin bror og sin far, indtil en dag en fremmed kommer på besøg. Han besnærer fuldstændig broderen, som herefter begynder at blive svagere og svagere.

“Hvad var det”” af Fitz-James O’Brien er historien om pensionæren Harry som en nat bliver overfaldet af noget i sin seng. Det lykkes ham at fange væsnet, men da lyset bliver tændt, er der ikke noget at se.

Den sidste novelle “Fire træpæle” er samlingens nyeste og er skrevet af Victor Roman. Her tager historiens fortæller på besøg hos en gammel ven, hvis far og tre brødre alle er døde indenfor kort tid, og nu plages vennen af træthed og en enorm appetit.

Som nævnt er ikke alle novellerne lige gode efter min smag, men generelt synes jeg godt om samlingen alligevel. Skal jeg fremhæve et par stykker, bliver det “Baelbrow” og “Blodet er livet”, fordi de på trods af deres alder på ingen måde virker gamle.

Om Blodet er livet:

Udgivelsesår: 1989
Forlag: Piraco, 156 sider

Indhold:

F. Marion Crawford: For blodet er livet
E. Heron: Baelbrow / E. & H. Heron
Mary E. Braddon: Den søde lady Ducayne
Eric Stenbock: Den sørgelige historie om en vampyr
Fitz-James O’Brien: Hvad var det?
Victor Roman: Fire træpæle

En tanke om “Blodet er livet – og andre klassiske vampyrhistorier

  1. Pingback: Gyseren » Rædslernes hus / red. Jørgen Rothenborg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.