Et af de temaer, som går igen i Edgar Allan Poes historier, er temaet med at blive levende begravet. Det er blandt andet temaet i Den sorte kat fra 1841, om end det her ikke er et menneske, der bliver begravet levende.
Her er hovedpersonen en mand, som er meget glad for dyr. Hans yndlingsdyr er katten Pluto, men som tiden går, falder fortælleren i alkoholens klør, og langsomt bliver han mere og mere ondskabsfuld over for såvel konen som katten, og det ender med, at han slår katten ihjel.
Noget tid efter finder han en ny kat, som næsten 100 % ligner Pluto. Eneste forskel er, at den på brystet har en hvid plet, som med tiden begynder at ligne en galge. Snart er fortælleren nærmest dødsensangst for den nye kat, men han tør ikke gøre den noget.
En dag er han dog ved at snuble over den, og i raseri slår han ud med sin økse. Da hans hustru forsøger at forhindre ham, dræber han i stedet hende og murer hende inde i væggen, som ”det er dokumenteret, at munkene i middelalderen murede deres ofre inde”. Efterfølgende vil han også slå katten ihjel, men den er forsvundet.
Da politiet kommer forbi for at undersøge hustruens forsvinden, har fortælleren ikke den mindste dårlig samvittighed. Så kæk er han, at han slår på væggen i kælderen og praler med, hvor velbygget huset er. Men i samme øjeblik lyder et frygteligt skrig fra muren. Han har muret katten inde med hustruens lig.
Poes var selv alkoholiker ligesom fortælleren i historien. Han kendte derfor på første hånd til de ødelæggende konsekvenser denne sygdom har. Fortælleren føler sig forfulgt af katten i historien, og han bebrejder katten mange af de ting, som hænder ham. Men Poe var klar over, at det i virkeligheden var alkoholen, der gjorde fortælleren voldelig og paranoid, så her er der tale om en historie, som udforsker grænserne mellem det irrationnelle og det rationelle univers.
Det, der gør Poe interessant også i dag, er den måde hvorpå han bruger den gotiske scene og kombinerer den med et psykologisk perspektiv, som var langt forud for hans tid.
Om bogen:
Den sorte kat fra “Samlede fortællinger 1-2” af Edgar Allan Poe (Klim, 2007)
Originaludgave: 1841
