Jeg har ikke tidligere stiftet bekendtskab med Rob Schmidt, som har instrueret “Right to die” i sæson to af Masters of horror, men han har bl.a. instrueret “Wrong turn“.
“Right to die” handler om ægteparret Cliff og Abbey, som en aften kører galt. Abby bliver forbrændt på 99% af kroppen, mens Cliff slipper stort set uskadt. Abbey har udtrykt ønske om, at skulle hun komme til skade, vil hun ikke holdes i live som en grøntsag, så Cliff får en advokat på for at slukke for Abbeys respirator. Abbeys mor er dog af en anden mening. Hun ønsker, at Abbey skal leve, og så er kampen i gang.
Mens de to slås, dør Abbey et kort øjeblik, og i den tid vender hun tilbage og hjemsøger Cliff. Og efterhånden som filmen skrider frem, afsløres mere og mere af de begivenheder, som lå forud for den skæbnesvangre køretur. Og Cliff får atter besøg af Abbeys spøgelse.
“Right to die” er en rigtig fin film. Martin Donovan, som spiller Cliff, er utrolig overbevisende i rollen. Han er sympatisk, fuld af sorg og så efterhånden som man kommer længere ind i historien, opdager man, at han måske alligevel ikke er helt så fin i kanten. Det samme kan man sige om Abbey og i øvrigt om de fleste personer i filmen.
Mod slutningen er der en virkelig grum og splattet scene i en tandlægeklinik, og derudover er Abbeys forbrændte krop virkelig uhyggelig at skue. Men ellers vil jeg sige, at selve handlingen – også uden blodet – er godt skruet sammen og utrolig uhyggelig. En klar anbefaling herfra.
Instruktør: Rob Schmidt
Udgivelsesår: 2006