Alone in the Dark II

Det er sjældent et godt tegn, når en film bygger på et spil, og når det endda er en toer, kan man næsten være 100% sikker på, at det er noget bras – hvilket Alone in the Dark II efter min mening da også er.

Edward Carnby er den okkult interesserede helt (har vi måske fundet inspiration i John Constantine?), som får fat i en særlig dolk, der muligvis kan give ham udødelighed, men i hvert fald bringer ham i en meget ondskabsfuld heks’ søgelys. Heldigvis er en gruppe gode okkulte personer på jagt efter heksen, og de tager Carnby med sig i håbet om, at han kan hjælpe dem med at dræbe heksen.

Heksen er især efter den smukke, Natalie, hvis mor åbenbart blev ofret til heksen af farfaren. Nu har gruppen kun et håb tilbage – at få hjælp fra den endnu mere erfarne heksejæger, Abner Lundbert (Lance Henriksen), der var best-buddy med farfaren og ved en masse om heksen.

Jeg har ikke set etteren, men tror ikke at jeg er gået glip af det store, for her i toeren er historien hullet som en si. Skuespillet er heller ikke ligefrem i top, med Rick Yune som Carnby der tilsyneladende kun har et ansigtsudtryk at byde på, Rachel Specter som den smukke men ikke særlig troværdige tough girl, Natalie, og Bill Moseley som hendes far der ligner en Amish farmer på afveje. Bedst er Lance Henriksen, men det er i virkeligheden mest fordi han er Lance, for også hans karakter er usammenhængende og selvmodsigende.

Visuel effects af heksen er for så vidt udmærkede, men jeg forstår ikke hendes bevægelsesmønstre. I starten er hun røg, når hun forfølger sine ofre, men mod slutningen hvor det virkelig gælder, kommer hun i stedet for i sin krop, som er væsentlig langsommere og ikke kan komme ind gennem lukkede døre, som hendes røg ellers kunne først i filmen. Og der er andre kæmpe-spørgsmål i filmen – hvorfor prøver de at skyde hende med pistoler, når Carnby ved det ikke virker? Hvorfor benægter Lance først at have en bestemt boks, de kan bruge i kampen mod heksen, og da den så alligevel dukker op i hans hus, bliver det ikke forklaret. Og så videre. Et andet irritationspunkt er, at forsiden lover en rolle til Danny Trejo – og jo, han er da med – i to scener af ca. 2 minutter. Altså helt ærligt?

Jeg tror dog ikke, at Alone in the Dark II er hverken meget værre eller bedre end så mange andre B-gysere, og måske er den bedre, hvis man kender spillet, eller har set etteren (2005). Da jeg ikke har kendskab til nogen af delene, vælger jeg at afskrive denne filmoplevelse blandt de ret ligegyldige.

Om filmen:

Instruktør: Michael Roesch og Peter Scheerer
Udgivelsesår: 2008