Joe Spinell spiller den psykopatiske Frank Zito, der som barn blev mishandlet og overset af sin mor, og nu søger både hævn og accept fra sin afdøde mor ved at dræbe unge kvinder, skalperer dem og iklæde mannequindukker deres tøj og blodige skalp.
Mordene eskalerer for Frank, som diskuterer med sig selv: “I know how it is with their hairs and their looks and they… they drive a man crazy! I didn’t mean that. I didn’t mean it that way. It’s just that, they don’t know when to stop. They never know when to stop. That’s why they have to be stopped. It is you’re right. You’re right. But not like that, not that way. Please, they’ll take you away from me. You have to be careful, not to listen to me. But I can’t live like this. I have to go out and each time it’s like this. I get so scared that they’ll take you away. But they won’t if you do what I say. They won’t take you away, not ever I say. Not ever.”
En dag bliver han fotograferet af den smukke fotograf Anna, da han går i parken. Senere opsøger han hende, og bliver fascineret af hendes fotografier, så de to ender med en hyggelig aften i byen. Men Frank kan ikke lade være, og snart driver hans blodige lyster ham igen til mord og mishandling.
Maniac er en lang række brutale mord udført af en utrolig velspillende Joe Spinell. Han er imponerende i rollen som Frank, og formår både at vise den totale galskab som raseri, sorg og skjult under en normalfungerende overflade. Når han dræber kvinderne, udstråler han i den grad raseri og sindssyge, men i scenerne hvor han ligger hjemme i sin seng og savner sin mor, virker han umådelig sårbar og følsom.
Samspillet med Anna bliver dog noget kunstig efter min mening, men det hænger muligvis sammen med manuskriptet, der ikke forklarer den gensidigt opståede sympati særligt overbevisende. På mig virker det meget utroværdigt, at en smuk kvinde lukker en fuldstændig fremmed ind i sin lejlighed og bliver tiltrukket af ham – især en fremmed, der ser ud som Joe Spinell.
Filmen introduceres af Nikolaj Winding Refn, som kalder den en klassiker og sammenligner den med Henry – Portrait of a Serial Killer, der også tager seeren med ind under huden på en seriemorder. Selv synes jeg bedst om Henry, men kan også godt se kvaliteterne i Maniac, som er formentlig en af den slags film, man enten elsker eller hader. Historien indeholder ikke det store plot, og det kan være generende. Til gengæld er Frank Zito figuren umådelig stærk, og det redder filmen for mig. Oveni kommer også Tom Savinis imponerende special effects, bl.a. scenen hvor han selv får skudt hovedet af i en bil, da Frank kommer forbi og ser ham kæle på bagsædet. Eller slutscenen i Franks lejlighed.
Alt i alt er Maniac en film, som man bør se, men ikke en som jeg vil se igen for underholdningsværdien.
I 2012 kom en genindspilning af Maniac med Elijah Wood i rollen som Frank, og instrueret af Franck Khalfoun der bl.a. også har instrueret P2 fra 2007.
Om Maniac:
Instruktør: William Lustig
Udgivelsesår: 1980
