Inside

Nu havde jeg hørt mange lovprisninger af denne franske horror-film. Da jeg er lidt en kylling, når det gælder udpenslet realistisk vold, havde jeg forestillet mig en forfærdelig grusom aften i selskab med Inside. Desværre havde jeg også fået slutningen at vide. Dermed svævende jeg ikke i uvished, som jeg ellers ville have gjort. De høje forventninger plus denne lidt trælse viden gjorde, at jeg ikke faldt så voldsomt på halen over Bustillo og Maurys film, som jeg nok ellers ville have gjort.

Sarahs mand, Matthieu, omkommer i en bilulykke. Selv overlever hun og deres ufødte barn, som fire måneder senere er klar til at komme til verden midt i julen. Sarah har en aftale med hospitalet, og den sidste aften før fødslen vælger hun at tilbringe alene hjemme i det ensomt beliggende hus.

Men om aftenen ringer det på døren. En kvinde vil låne telefonen. Da Sarah afslår, afslører den ukendte kvinde et overraskende stort kendskab til Sarahs liv. Sarah tilkalder politiet, men da de kommer, er kvinden naturligvis væk. De tjekker det hele, og beder Sarah ringe igen, hvis noget skulle ske. Men da Sarah vågner ved en lyd, er det for sent. Kvinden er i huset, og hun ønsker noget af Sarah…

Jeg ser meget film med maven, og bedømmer oftest ud fra hvordan min umiddelbare oplevelse har været. I dette tilfælde tænkte jeg, at Inside – overraskende nok – ind i mellem var lidt kedelig? Hovedpersonen er en gravid kvinde, og jeg kan godt se, at det er ekstra grumt, når nogen går efter maven. Men den vinkel kan ikke bære hele filmen, og resten af dramaet med en fremmed i huset, som vil beboeren til livs, er set rigtig mange gange før. Og scenen hvor moderen kommer forbi, havde jeg desværre allerede set i The Strangers, så chokket var heller ikke så stort her. Jeg lader mig også irritere lidt over de mange tåbelig betjente, som kommer forbi, selvom jeg godt ved, at det hører genren til.

Lydsiden var til gengæld suveræn og gjorde sit til, at jeg trods mine anker alligevel tit sad med en væmmelig fornemmelse i maven. Den skaber en virkelig ubehagelig forventning om kommende ondskab, og sætter filmen i et helt andet gear.

Forsiden lover “den mest ekstreme, psykologiske gyser i mange år”, og jeg tror på, at ser man den uden forhånds-kendskab, så er det en rigtig barsk oplevelse. For mig var den dog ikke nær så grum som f.eks. Frontiers, som jeg så for ikke så længe siden. Det skal dog ikke afholde mig fra at forsøge mig med “Martyrs”, en anden fransk film som jeg har fået anbefalet. Denne gang vil jeg bare søge at undgå at høre slutningen først.

Efter at have set filmen har jeg også læst Caspar Vangs omtale på Uncut.dk. Her synes jeg, han rammer en vigtig pointe, når han skriver: “ …hvor der var et tykt lag af exploitation-distance og B-splatter-verfremdungseffekt over bølgen af italienske kradsere, er der ikke meget at grine af eller popkorn-underholde sig over i den nye flok franske skrækfilm, der aldrig holder os i en armslængde fra begivenhederne; og jeg tror, det er derfor, mange føler deres grænse for filmvold udfordret af netop disse film. Splattet er både klamt og gravalvorligt, og spiser du popkorn til, får du dem med garanti galt i halsen.” Der er nemlig ikke meget at grine af i disse realistiske voldsorgier, mens de gamle splatterfilm var anderledes humoristiske på deres egen sære måde. Om det er grunden til, at jeg ofte har meget sværere ved at sætte en ny fransk horror film på end Slumber Party Massacre eller en anden 80’er splatter, ved jeg ikke. Men det lyder plausibelt.

Om Inside:

Instruktør: Alexandre Bustillo, Julien Maury
Udgivelsesår: 2007
Originaltitel: À l’intérieur

Læs hele Caspar Vangs anmeldelse

Omtaler af andre franske film:

Frontiers (2007)
House of voices (2004)
Haute Tension (2003)
Eyes without a face (1960)
Rædslernes hus (1955)