“Eyes without a face” åbner med en kvinde, som kører i bil en mørk aften. Hun virker nervøs, og i et glimt i bakspejlet ser vi, at hun har en person siddende på bagsædet skjult under en frakke. På et tidspunkt holder kvinde ind, løfter personen ud af bilen og smider vedkommende i Seinen.
Så skifter scenen. Docteur Génessier holder et foredrag om at skabe evig ungdom ved hjælp af transplantationer, da han bliver bedt om at komme til retsmedicinsk institut. Man har fundet liget af en ung kvinde uden ansigt, og man mener, at det kan være hans datter, Christiane. For nogle år siden var hun ude for et alvorligt trafikuheld, som vansirede hende frygteligt dog uden at ramme hendes øjne, og for et par uger siden forsvandt hun så.
Génessier bekræfter, at det er Christiane, og begravelsen finder sted. Men det viser sig, at Génessier løj. Christiane lever – og Génessier eksperimenterer for at give hende et ansigt igen. Ofrene er unge kvinder, som hans sekretær samler op, men da en af kvinderne meldes savnet af sin veninde, og hun beskriver en person, der kunne være Génessiers sekretær, som den sidste hun så sin veninde med, bliver Christianes forlovede mistænksom.
Imens kæmper Christiane for at bevare sin fornuft i huset, mens faderen udfører sine eksperimenter på både dyr og mennesker. Hun ønsker ikke mere at leve, men det valg vil Génessier ikke lade hende træffe.
“Eyes without a face” er en dyster historie om en gal doktor Frankenstein, der ikke kan slippe sin dårlige samvittighed eller sit ønske om at nå længere som kirurg end nogen anden. Alt andet må vige for hans lidenskab. Udgaven jeg så, var desværre temmelig grynet, hvilket var med til at ødelægge lidt af stemningen. Der er dog ingen tvivl om, at filmen oprindeligt må have været endnu mere ubehagelig.
Edith Scob, som spiller Christiane, gør det utrolig godt, når man tager i betragtning, at vi stort set kun ser hendes øjne. Det meste af tiden er hun iført en tynd tætsiddende maske, der gør hendes ansigt på en måde utrolig smuk, men også dødt at se på. Pierre Brasseur spiller Génessier, og allerede fra første scene aner man, at her er en gal person på færde. Det er på en måde lidt ærgerligt, for kunne han have spillet lidt mere tiltalende i begyndelsen, ville chokket ved hans bedrag have været større, men hans måde at spille sorgfuld og gal på var svær at adskille fra hinanden.
“Eyes without a face” er en fascinerende historie, som absolut også er værd at se i dag. Den bygger på en roman af Jean Redon, og filmen skabte store overskrifter, da den havde premiere. Franske L’Express skrev, at publikum dånede under visningen. Da filmen i 1962 kom i en amerikansk udgave, var den blevet klippet, så nogle af de værste scener forsvandt, ligesom en scene der viste Génessiers mere menneskelige sider var blevet tilføjet. Endelig blev filmen synkroniseret og udgivet under titlen “The horror chamber of Dr. Faustus”.
Instruktør: Georges Franju
Udgivelsesår: 1960
Originaltitel: Les yeux sans visage
