Jeg kom til at tænke på Henry James roman Skruen strammes, mens jeg så denne franske film. Jeg har en fornemmelse af, at Pascal Laugier har forsøgt at holde samme balance i House of voices, hvor ånderne der hjemsøger børnehjemmet måske i virkeligheden blot er et produkt af Annas fantasi, ligesom guvernanten i Skruen strammes måske også blot er neurotisk. I hvert fald betød det for mig, at filmen mister pusten en smule, når vi er ca. halvvejs. Dermed ikke sagt at House of voices er en dårlig film. Den er blot ikke så god, som den kunne være.
I 1958 ansættes Anna på børnehjemmet Saint Ange, der er ved at blive lukket ned. Børnene rejser samme dag, som Anna ankommer, og hun skal blive der alene sammen med hushjælpen Helenka og pigen Judith, der ikke er “helt rigtig i hovedet”.
Men selvom børnehjemmet skulle være tomt, føler Anna sig overvåget. Hun bliver mere og mere overbevist om, at noget frygteligt er sket med nogen af børnene, og at de stadig befinder sig bag børnehjemmets mure. Anna overtaler Judith til at droppe sin medicin, for hun er sikker på, at Judith ved mere end det umiddelbart virker til. Og en nat løber begivenhederne løbsk.
Virginie Ledoyen (Backwoods), som spiller Anna, er utrolig smuk, og hun formår at bringe en dybde og troværdighed til sin figur, som er med til at bære hele filmen. Også Lou Doillon er rigtig godt castet som Judith.
Især filmens første halvdel står stærkt. Det forladte børnehjem er en storslået kulisse, og man aner tidligt, at Anna bærer på en mørk fortid. Sidste halvdel forceres lidt efter min mening, og Annas pludselige sammenbrud understøttes ikke helt af historien. Ikke desto mindre var House of voices en okay film, som man sagtens kan se en regnvejrsdag.
Om House of voices:
Instruktør: Pascal Laugier
Udgivelsesår: 2004
Også med titlen “Saint Ange”
