Jeg havde aldrig fået set filmen Ghost Rider, selvom jeg kan huske, at jeg var ret vild med tegneserierne om ham, da jeg var yngre, men af en eller anden grund (formentlig pga. Nicholas Cage) sprang jeg filmen over, da den kom i 2007. Men da de så sendte den i tv forleden, tog jeg det som et tegn og fik endelig set den. Det var dog ikke nogen stor oplevelse.
Johnny Blaze laver motorcykel-stunts med sin far. En dag beslutter Johnny sig for at forlade faren for at stikke af med kæresten, Roxanne,hvis far vil skille dem ad. Men samme aften opdager han, at faren er dødssyg af kræft. Da en fremmed kort efter opsøger Johnny og siger, at han kan gøre faren rask, siger Johnny ja – blot for at opdage at han nu har solgt sin sjæl til Djævelen, og at faren alligevel dør.
Flere år efter er Johnny blevet verdensberømt for sine motorcykel stunts. Han lever i ensomhed og udfordrer konstant døden med sine stadig vildere stunts. Efter et særligt vildt show bliver han opsøgt af Roxanne, som han ikke har set siden den skæbnesvangre dag, hvor de skulle være stukket af sammen. Nu er hun journalist og udnytter deres gamle bekendtskab til at få en kommentar fra den pressesky Johnny, som i glæde over at se hende igen inviterer hende ud at spise om aftenen.
Men netop som Johnny skal af sted, dukker den fremmede op igen. Det er blevet tid til at betale gælden, og Johnny forvandles til Ghost Rider. Han tvinges til at hjælpe Djævelen med at fange dæmonen Blackheart, der er stukket af fra Helvede sammen med fire andre dæmoner. Heldigvis støder Johnny på en kirkegårdsgraver, som ved et og andet om Helvede og dets dæmoner, og selvom han må igennem meget ondt – og Roxanne endnu en gang må stå forladt tilbage – så ender alt godt i denne sentimentale, klichéfyldte og langsommelige Hollywood blockbuster.
Sikke en skuffelse! For det første undrer det mig, at man vælger Nicholas Cage til rollen som den voksne Johnny Blaze, hvis man alligevel synes han er for gammel. I hvert fald har man retoucheret hans rynker væk og iført ham en mystisk sort paryk, der absolut ikke gør noget positivt for figuren. Derudover er CGI effekterne umanerligt dårligt lavet, når Johnny transformeres fra menneske til Ghost Rider. Sjældent har jeg set et så grinagtigt dødninge-hoved. Ligeså generende er den tåbelige kærlighedshistorie mellem Johnny og Roxanne, som partout skal proppes ind i filmen. Hvorfor? Fordi en Hollywoodfilm skal appellere til begge køn, og vi kvinder kan åbenbart ikke se en film uden kærlighedspladder – NOT! Det hører sig altså ikke til i så grum en historie, som Ghost Rider er efter min mening.
Djævelen spilles af Peter Fonda, som jeg ikke fatter har sagt ja til at medvirke i sådan en skodfilm. Han tilfører da heller ikke rollen nogen særlig glans eller glød. Bedst er Wes Bentley som dæmonen Blackheart, for selvom jeg ikke synes, han var specielt god i Dolans Cadillac, så passer hans dystre udstråling perfekt til en dæmon fra Helvede.
Jeg kunne godt have været foruden at se Ghost Rider, men måske stammer noget af min negativitet fra, at jeg blev så skuffet. I hvert fald har jeg svært ved at finde ret meget positivt i filmen, og synes ikke jeg kan anbefale den videre.
Om filmen:
Instruktør: Mark Steven Johnson
Udgivelsesår: 2007
