Jeg var vild med The Descent, så selvom jeg havde hørt lidt dårlige omtaler af 2’eren, var jeg alligevel nødt til at se den. Det kunne jeg dog godt have sparet mig.
The Descent: Part 2 starter, hvor første film slutter. En eftersøgning er gået i gang efter de forsvunde kvinder, da man pludselig finder en overlevende, Sarah. Hun har mistet hukommelsen, men sherif Vaines er overbevist om, at hun ved mere, end hun siger. Så da blodhundene finder ud af, at Sarah er kommet op i nærheden af den gamle mineskakt, tager han Sarah med ned sammen med et lille redningshold. Nede i hulerne går der ikke længe, før de finder ud af, hvad der er sket med Sarahs gruppe. Men da er det for sent…
Umiddelbart lyder det jo meget godt, men desværre er alt det, som gjorde den første film uhyggelig, slet ikke med i The Descent: Part 2. Historien er mildest talt utroværdig, for hvornår er det blevet kutyme at slæbe folk med hukommelsestab med på huleklatring? Og hvorfor får Vaines lov til at tage pistolen med, når et skud kan generere jordskælv under jorden? Og hvorfor er det ikke kun professionelle klatrere, der sætter efter Sarahs gruppe? Og sådan kunne man blive ved, for logikken holder slet ikke i filmen.
I stedet for en troværdig og original historie har man i stedet satset på mere blod, mere gore og flere monstre. I ekstra-materialerne påstår instruktør Jon Harris, at man ikke har forsøgt at “go aliens” – forstået på den måde at man ikke har bragt massevis af våben med ned i hulerne. Nej, men han har stadig ganget det, der var uhyggeligt i første film, med 100 og så tænkt, at nu bliver det 100 gange så uhyggeligt. Men det gør det sjældent. Monstrene er ikke nær så uhyggelige denne gang, og personerne er nærmest ligegyldige, så jeg var ligeglad, når de blev spist.
En meget forudsigelig og temmelig ligegyldig opfølger på en god og klaustrofobisk etter. Janus fra Horrorsiden.dk er dog lidt mere positiv end mig. Se hans anmeldelse her.
Om The Descent: Part 2
Instruktør: Jon Harris
Udgivelsesår: 2009
Ja, jeg må give Janus ret. Jeg var også positiv stemt for efterfølgeren til en af de uhyggeligste og stemningsfulde film, jeg længe har set. Du har ret i, at filmen mangler lidt i troværdighed, men jeg var i det rigtige humør – tror jeg – for jeg kunne sagtens ignorere det utroværdige, og bare lade mig fange af historien og dens klaustrofobiske måde at udspille sig på. Etteren var langt mere uhyggelig, men to’eren her hører efter min mening til en af de gode to’ere.