“Paperhouse” er ikke en egentlig gyser, men jeg skal love for, at jeg fik et par chok undervejs alligevel.
Pigen Anna er syg. Hun får nogle anfald, hvor hun besvimer, og i sine drømme tager hun til et hus, som hun selv har tegnet. I huset finder hun drengen Mark, som påstår, at dette er den rigtige verden. Men Anna ved, at han er en syg dreng, som hendes læge har fortalt hende om.
I starten er alt hyggeligt i drømmeverdenen, og Anna tilføjer ting til huset og omgivelserne, når hun er vågen. Men da hun en dag tegner sin far og bagefter i vrede over at han så tit er væk på grund af sit arbejde kradser hans ansigt ud igen, ændrer drømmene sig. Pludselig er faren der som en ond og gruopvækkende tilstedeværelse, og Anna og Mark må flygte for livet.
Jeg havde hørt titlen “Paperhouse” før, men kunne ikke huske i hvilken forbindelse. Derfor havde jeg ikke specielle forventninger til filmen, og det betød, at jeg blev mere end positivt overrasket. Filmen er visuelt en nydelse, når vi følger Anna ind i hendes drømmeverden, selvom den er tilbage fra 1988. Første gang vi ser papirshuset, står det fint på en græsmark og ligner idyl, men efterhånden som truslen bliver større, bliver huset mere og mere uhyggeligt, og i scenen hvor faren forfølger Anna og Mark, ligner hele setuppet nærmest Helvede.
Anna spilles af Charlotte Burke, som jeg til at begynde med synes var lidt irriterende. Men hun ender alligevel med at fylde rollen godt ud, og da Mark (spillet af Elliott Spiers) kommer til, skaber de et perfekt matchet makkerpar.
Selvom “Paperhouse” hovedsageligt har børn i rollerne og handler om børn, er det bestemt ikke en børnefilm. Jeg blev opslugt af filmens univervers, og som Roger Ebert skriver i sin anmeldelse i Chicago Sun-Times: “This is not a movie to be measured and weighed and plumbed, but to be surrendered to.”
Instruktør Bernard Rose har siden instrueret bl.a. “Candyman” fra 1992.
Instruktør: Bernard Rose
Udgivelsesår: 1988
