Jeg så “St. John’s Wort” for første gang for nogle år siden. Da jeg pludselig faldt over den igen, kunne jeg ikke rigtig huske den og tænkte, at den nok trængte til et gensyn.
Nami får at vide, at hun har arvet et hus efter den far, som hun blev fjernet fra, da hun var lille og i stedet opfostret hos en tante. Nu viser det sig, at faren var en yderst berømt maler, Sôichi Kaizawa, og Nami har bedt sin tidligere kæreste Kohei, som laver computerspil, om at tage med hende hen til huset. Det vil Kohei gerne, for dels regner han med at kunne bruge billeder fra huset som kulisse i sit nye spil, og dels er han stor fan af Sôichi Kaizawa.
Der er dog noget mystisk ved huset, og da Nami opdager et foto af to små babyer, finder hun ud af, at hun havde en søster – Naomi. Men de finder også ud af, at der er forsvundet en lang række børn i området, og at de ikke er alene.
Visuelt er filmen en noget anderledes oplevelse. I begyndelsen er farverne helt ude af den normale farveskala, og jeg var lige ved at tro, at mit tv var gået bananas. Men det viste sig at være fuldt bevidst. Inde i huset er farverne mere normale, og når man ser igennem overvågningskameraerne er det sort/hvidt.
Klipningen er også ret anderledes, og til tider direkte irriterende. Jeg tænker, at det skal give associationer til det computerspil, Kohei er i gang med at lave, men jeg synes ind i mellem det var lidt trælst. Desuden veksles der mellem håndholdt subjektivt kamera og overblikskamera, uden at der virker til at være en logik i skiftene.
Plottet er dog et stykke hen ad vejen udmærket. Opbygningen af afsløringerne i huset virker fint, og både Megumi Okina som Nami og Yôichirô Saitô som Kohei spiller godt. At de to biroller til gengæld er totalt overspillede, må man bare bære over med. Jeg blev dog tabt i slutningen, hvor den klassiske soapopera-replik bliver udbrudt (SPOILER): “Nami, jeg er din tvillinge – bror!” Herfra går det ned ad bakke, og “St. John’s Wort” ender lidt skuffende.
Den amerikanske titel “St. John’s Wort” havde jeg lidt svært ved at regne ud, men med lidt hjælp fra Internettet lykkedes det. I filmen husker Nami, at morens sidste ord var Johannesurt, en plante som vokser i rigelige mængder foran huset, og som i japansk folklore betyder hævn. Johannesurt hedder på engelsk St. John’s Wort, så nu er det så bare at få morens ønske om hævn implementeret i plottet.
Efter at have set filmen synes jeg, at Megumi Okina så bekendt ud, og det viste sig, at hun også har spillet Rika i “The Grudge” fra 2002.
Instruktør: Ten Shimoyama
Udgivelsesår: 2001
Originaltitel: Otogiriso
