Det er efterhånden en del år siden, at jeg første gang så den originale Village of the Damned, og jeg må indrømme, at jeg nok synes bedre om den ved dette gensyn.
Den lille engelske by Midwich falder en dag bogstaveligt talt i søvn. Alle, som befinder sig indenfor en radius af 5 km fra byens centrum falder om i en dødlignende søvn på samme tid, uanset hvad de var i gang med. Det bliver opdaget af major Alan Bernard, da han vil besøge sin søster, som er gift med videnskabsmanden Gordon Zellaby og bor i Midwich.
Før myndighederne finder ud af, hvad der foregår, vågner alle dog op igen – tilsyneladende uskadte – men to måneder senere får byen endnu en overraskelse. Alle de fødedygtige kvinder, som befandt sig i Midwich den dag, er gravide! Og oveni udvikler fostrene sig hurtigere end normalt.
Efter fødslen fortsætter denne hurtige udvikling, og Gordon Zellaby, som holder børnene (inklusive sin egen søn, David) under nøje observation, finder ud af, at når et af børnene har lært noget, kan de det alle. Desuden kan de læse tanker og kontrollere andre mennesker ved hjælp af deres mentale kræfter. Og da børnene ikke lader til at have samme moralske sans som almindelige mennesker, bliver det snart klart at noget må gøres for at stoppe dem.
Village of the Damned er fra 1960, så naturligvis er tempoet væsentlig langsommere end i nutidens film. Selvom der er flere ganske voldsomme scener undervejs, så antydes de blot. F.eks. brænder en mand op, men vi ser kun ham, så flammerne og til sidst hvordan andre mænd tramper på noget på jorden. Et andet eksempel er en mand, der skyder sig selv med et jagtgevær – også her er det tilskuerens fantasi, der gør det beskidte arbejde. Men denne antydelsens kunst fungerer rigtig godt, og gør efter min mening ikke filmen ringere. Samtidig er starten af filmen yderst effektfuld, idet synet af de mange livløse mennesker i hverdagssituationer virker overraskende voldsomt. Jeg tænker næsten, at Mick Garris, som instruerede Stephen Kings The Stand, er blevet inspireret til sin start med de mange døde forskere i militærlaboratoriet.
Stemningen i Village of the Damned minder mig om Invasion of the Body Snatchers med den samme følelseskolde overtagelse af menneskeheden. Børnene ser måske ikke specielt skræmmende ud med deres kunstige parykker, men når deres øjne skifter udtryk, bliver de alligevel ganske ubehagelige at se på, og jeg synes, det er lykkes fint at gøre dem til små udtryksløse skabninger med et stirrende, koldt blik.
Village of the Damned bygger på romanen The Midwich Cuckoos fra 1957 af John Wyndham (på dansk Gøgene i Gorby). Nogle år senere kom sequalen Children of the Damned af Anton Leader (også med titlen Horror!), og i 1995 lavede John Carpenter en genindspilning af filmen. Selvom jeg mener at have set den, så kan jeg faktisk ikke rigtig huske den for hverken noget godt eller skidt. Jeg har købt en dobbeltudgave, hvor også Children af the Damned er med, og efter fornøjelsen med første film glæder jeg mig til at se, om den næste er ligeså god.
Om Village of the Damned:
Instruktør: Wolf Rilla
Udgivelsesår: 1960
