Efter at have læst en masse H. P. Lovecraft historier er jeg nu gået i gang med at se nogle af filmatiseringerne af hans fortællinger – og som ventet er det en noget blandet oplevelse. Første film på min liste var “The Dunwich Horror”, som bygger på novellen af samme navn.
“The Dunwich Horror” bruger enkelte elementer fra novellen, men fylder selv en masse vrøvl og ligegyldigheder på, som gør, at historien ender med at være en yderst langsommelig affære, selvom filmen kun varer 90 minutter.
Dr. Henry Armitage (Ed Begley) underviser på Arkham Miskatonic University, hvor han bl.a. bruger bogen Necronomicon. Efter en forelæsning dukker Wilbur Whateley (Dean Stockwell) op på biblioteket og vil låne bogen. Det lykkes ham at charmere Nancy (Sandra Dee) til at give ham lov til at læse i den på stedet, men Armitage dukker op og afviser at lade Wilbur låne den længere. I stedet får de sig en hyggelig kop kaffe på en café, og aftenen slutter med, at Nancy, som er mærkeligt tiltrukket af Wilbur, kører ham hjem til Dunwich.
Men køreturen bliver til et længere ophold, for Wilbur har hypnotiseret Nancy, og da dr. Armitage og Nancys veninde dukker op for at hjælpe hende hjem, afviser hun dem pure. De er dog overbeviste om, at ikke alt er, som det skal være – ikke mindst fordi Armitage kender Wilburs slægts historie. Whateleyerne har nemlig flere gange været på kant med samfundet igennem tiden, fordi de ønsker at åbne porten til paralleluniverset, hvor de gamle holder til. Så Armitage forsker lidt i Wilburs historie og opdager en grufuld hemmelighed. Nu er det bare at håbe, at han kan nå at redde Nancy – og hele verden – før det er for sent.
Filmatiseringen er som sagt ikke af den bedste slags. Det håbløse samspil mellem Wilbur og Nancy er nærmest tåkrummende, og i det hele taget mangler filmen den stemning, som gjorde novellen interessant. I filmen er Wilburs bedstefar blot et gammelt fjols, og hans mor er gemt væk på et sindssygehospital. Dermed står han slet ikke så stærk som karakter, som han gør i novellen.
Det er egentlig lykkes ganske godt at visualisere den rædsel, som bor på husets første sal, men den underliggende vanvittige og skræmmende stemning hos familien Whateley er slet ikke til stede i filmen. I stedet virker de som landsbytosser, og Dean Stockwell formår slet ikke at give Wilbur det skær af umenneskelighed, som figuren indeholder. Han står blot med sit lille overskæg og stirrer stift med et blik, som formentlig skal virke hypnotiserende, men blot virker lettere ironisk.
Så alt i alt er “The Dunwich Horror” ikke en Lovecraft filmatisering, jeg kan anbefale. Til gengæld kan jeg anbefale et besøg på hplovecraft.com, som bl.a. indeholder en oversigt over Lovecraft filmatiseringer, både de film som bygger direkte på hans historier, men også film som blot har Lovecraft stemningen eller referer til Lovecrafts univers.
Instruktør: Daniel Haller
Udgivelsesår: 1970
Ja, den er godt nok ringe. Horrorelementet er skubbet så meget i baggrunden at man keder sig halvt ihjel. Jeg tror ellers der kunne blive lavet en rimelig fed film ud af den historie. Et barn på ti der er ligeså høj som en voksen mand og har fuldskæg – det er altid dårligt nyt.
Ja, det er altså totalt kikset det overskæg 🙂
Og desværre også filmatiseringen som jeg tror kunne laves til en virkelig uhyggelig film. Men det er åbenbart ikke så simpelt at overføre Lovecraft til filmmediet.
Ja, det er det åbenbart. Jeg købte en guide til lovecraft filmatiseringer (the lurker in the lobby) for mange år siden og den har jeg brugt til at opspore det meste – og det er 90 % lort. Stuart Gordons ting er rimelig habile (senest Dagon som jeg var ret vild med) og ellers så er det vel egentlig John Carpenter der har ramt tonen bedst, selvom han ikke har lavet en egentlig lovecraft filmatisering.
“In the Mouth of Madness” er i hvert fald en fantastisk film. Jeg tror, jeg vil prøve at få fingre “The Lurker in the Lobby” – bare for sjov skyld 🙂
Den kan i hvert fald stærkt anbefales. Den indeholder også rimelig lange interviews med dem der har slået et slag for Lovecraft i filmkunsten. Bl.a. John Carpenter.